Forstummede toner

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 04 - side 117-118

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

»Forstummede toner«

Af CARL PIDOLL

Den 26. marts iår var det 125 år siden Beethoven døde. I den anledning bringes et uddrag af Carl Pidoll's bog om Beethoven: »Verklungenes Spiel«, udkommet på,5sterreichische Verlagsanstalt, Innsbruck. Uddraget bringes med tilladelse af forlaget Jespersen & Plo, som i løbet af september vil udgive værket under titlen »Forstummede toner«. Se iøvrigt anmeldelsen af den østrigske udgave (s. 133) og gramniofonanmeldelserne, der denne gang hovedsagelig er helliget optagelser af Beethovenværker.

De allerfleste, der oplevede den første og foreløbig eneste opførelse af den niende symfoni og kommer til at læse, hvad jeg da forsøgte at udtrykke, vil være tilbøjelige til at regne mig for en forskruet nar, der på gravens rand har mistet både realitetssans og dømmekraft.

Jeg indrømmer, at hvis jeg ikke stod på gravens rand og hvis ikke sygdom og alderdom havde vendt min sjæl hen mod de ting, som man ikke plejer at ofre tid på, når livets flamme endnu luer i ens hjerte, - så havde måske heller ikke jeg anet det budskab der rummes i Beethovens sidste symfoni, det budskab der bringer os den højeste visdom fra det hinsidige. Men da jeg nu anede det, - da det faldt i mit lod at kunne ane det, så turde jeg ganske rolig tale om den vished, der bor i mig om, at senere slægter vil give mig ret. Senere slægter vil sætte denne symfoni på den plads den fortjener og vil ære den som en helligdom.

Til undskyldning for alle dem, der ikke forstod dette værks, enestående og hellige værdi, vil jeg sige, at hin første opførelse langt fra ydede det retfærdighed. Den overfyldte sal, hvor symfonien for første gang lød, hyldede ganske vist den mand der skabte den nied et stærkt, hjerteligt og langvarigt bifald, - men dette bifald skyldtes ikke kunstværkets umiddelbare virkning men snarere taknemmelighed fra et slægtled, der endnu engang ville vise den døve, tidligt ældede kunstner, der var knuget af lidelser og svære kampe, at det holdt ham og det han gav udtryk for højt i ære og ikke havde i sinde at glemme ham for en ny overfladisk smagsretning. Sagen var simpelthen den, at dette sidste store Akademi med nye Beethoven-værker ikke var foranstaltet for at stå fadder til den niende symfoni og partier af Missa Solemnis, som næsten ingen havde vidst noget om; det var foranstaltet for næsten med magt igen at hente Beethoven, mennesket og kunstneren, ud af den isolation, forglemmelse og ensomhed, som han havde ladet sig glide ned i, - og få ham til at løfte sine tankers og evners sværd, i kampen mod tidens åndløshed.

Man havde tilstillet ham en omfangsrig adresse, underskrevet af alle de ældre, der ikke ville se Haydns, Mozarts og Beethovens musikalske skønhedsverden gå under og blive overskygget og misbrugt af latterligheder, der dengang som nu oversvømmede opera og koncertsal, - underskrevet af folk, der ikke uden kamp ville se deres idealer om skønhed og dybere værdier gå til grunde. Adressen appellerede til Beethoven som den ægte kunsts sidste ridder; den appellerede til hans pligtfølelse: han alene formåede gennem fornyet optræden, gennem fornyet offentligt virke at hugge hovederne af hydraen: den åndsforladte og pågående nye kunsludfoldelse. Det vat et velnient, hjerteligt, et oprigtigt og oprigtigt bevæget stykke tysk prosa, som man tilstillede Beethoven og offentliggjorde i aviserne, og jeg tilføjer gerne at det bevægede Beethoven dybt o glædede ham meget.

Men det var et fejlgreb. Et dybt og tragisk fejlgreb. Man vendte sig til en Beethoven, der ikke længere levede. Man vendte sig til hin Prometheus-Beethoven, der forlængst tilhørte fortiden til skaberen af Eroica, den femte symfoni, Appassionata og Es~dur-klaverkoncerten, - og adressens underskrivere havde ingen anelse om, at det nye, som Beethoven kunne give dem, ikke ville kunne forstås selv af dem, - at Missa solemnis og den niende symfoni kun ville gøre kløften dybere og få verden til klart at indse, at der over denne kløft ingen bro kunne bygges.

Det slægtled som ville kunne forstå Missa solemnis og den niende symfoni var ikke født. Og ingen vidste det bedre end Beethoven selv.

Missa solemnis nåede ikke at blive færdig efter sin bestemmelse. Den skulle have været opført ved ærkehertug Rudolphs indsættelse som ærkebiskop af Olmiltz 1818, men blev først fuldført 1823 og var i det hele taget i sine indre og ydre dimensioner vokset således, at den ikke egnede sig til kirkelig opførelse. Det havde heller ikke været Beethovens hensigt at bringe hverken denne eller den niende symfoni frem til offentlig opførelse, at vække den til virkeligt, klangligt liv. Det er forståeligt, ja mere end forståeligt. Intet af disse værker var skrevet for at tækkes noget bestemt publikum eller for at erobre Wienerne, - de var skrevet for et publikum, udvalgt af generationer. Om Wienerne, de samtidige Wienere, ville forstå dem eller ej, var blevet ret ligegyldigt for Beethoven, den ensomme kunstner, der helt var fortabt i sine indre syner.

Selv var han jo stokdøv og havde længe været så døv, at man, for at bruge hans egne ord, kunne fyre en kanon af i hans arbejdsværelse uden at forstyrre ham. Ikke en eneste tone, ikke en eneste klang af det, han selv havde skabt, kunne han længere fornemme. Hvorfor skulle han dog så tænke på at påtage sig et stort koncertarrangements, besvær og arbejde, omkostninger og risiko for at vække sin Missa solemnis og sin niende symfoni til et liv, som han ikke længere kunne få del i?

Dertil kom, at messen og den niende symfoni teknisk og stilistisk stillede uhørte krav til de udførende. Det var tvivlsomt, om det overhovedet ville være muligt at samle et orkester og et kor af fornøden størrelse og solister af tilstrækkelig kvalitet for at hans intentioner kunne fyldestgøres. Og selv om man virkelig fik samlet alle disse mennesker - hvem formåede da at bibringe orkestret, koret og solisterne m åden, stilen og udtrykket og oplære dem til kunstnerisk beherskelse af deres nye og vanskelige opgaver?

Betænkeligheder efter betænkeligheder - der ikke just tjente til at anspore den aldrende, mistroiske og efterhånden verdensfjerne mand til en beslutning, der med sikkerhed ville afføde tusind praktiske bekymringer og hindringer.

Og selv efter at Beethoven havde modtaget hin adresse, - da han offentligt blev opfordret til atter at vise sig som ridder og stridsmand for et kunstideal, som ingen anden end han var kaldet til at gå ind for, selv efter denne appel til hans pligtfølelse, til hans ansvar, hans opgave og kald, var han månedsvis grebet af det heftigste vankelmod. Det var ham umuligt at bestemme sig. Den ene dag slog han til - den næste tilbagekaldte han sit løfte. Fem gange, seks gange. Stadig nye deputationer opsøgte ham og trængte ind på ham, og da han tilsidst virkelig havde sagt ja, - da man var gået ind på alle de krav han stillede for en i teknisk henseende værdig opførelse, - selv da benyttede han den mindste hindring, den mindste vanskelighed eller personlige tilbageholdenhed hos de medvirkende til at ville »kaste hele skidtet bort« som han sagde og rasende flygte ind i et nyt, kategorisk »nej«.

Det er med vilje jeg siger flygte. Han gruede for hele foretagendet. Hanvar angst. Det var farligt og satte fælder for ham, det rev ham bort fra hans arbejde, det drog ham tilbage til en atmosfære, der ikke længere var hans, til en luft, han havde vænnet sig af med at indånde. Og da hin mindeværdige aften var forbi, da hyldesten - som havde været det egentlige mål for de venner og beundrere, der havde arrangeret det hele - havde nået sin adresse, - da faldt der en sten fra hans hjerte.

Da jeg efter koncerten, stum og med tårer i øjnene, trykkede hans hånd, omfavnede han mig og med sin mund tæt ved mit øre hviskede han: »Aldrig mere...«

Denne koncertaftens pathos var sindsoprivende. Beethoven dirigerede selv. Naturligvis kun for et syns skyld. Bag ham stod Umlauf, en dygtig og sikker musiker, og ledede i realiteten opførelsen. De tegn, som Beethoven gav, havde ikke sammenhæng med noget af det, der virkelig klang. I hans hovede foregik en illusorisk, spøgelsesagtig og uvirkelig opførelse ved siden af den virkelige opførelse, som den lød for os tilhørere. Orkestret begyndte ikke at spille da han begyndte at slå takt, - satserne endte ikke, når han holdt op at dirigere, indsatserne fra kor, orkester og solister indtraf ikke, når han gav tegn, - ingen af de medvirkendes øjne var rettet imod ham, de søgte snarere at se forbi ham for ikke at blive forstyrrede af hans tegn og for at koncentrere sig om den bagved ham stående og virkelige leder af opførelsen.

Aldrig er en mands ensomhed, fortabthed og isolering symboliseret stærkere og med større gru end det skete med Beethoven på denne aften.

Efter symfoniens anden sats - som ganske vist også rummer den stærkeste ydre virkning - brød en bifaldsstorm løs: Trampen, håndklap og tilråb.

Beethoven hørte intet af dette. Han dirigerede videre - med heftige og udtryksfulde bevægelser. Han dirigerede en musik, som vi andre allerede havde hørt til ende.

Der gik en bevægelse gennem salen; jeg kan kun beskrive den som en almindelig høj hulken, en lyd af forfærdelse og medynk, en lyd af dyb protest mod det frygtelige, det umenneskelige, som var symboliseret der oppe i det ensomt gestikulerende menneske, der stod fordybet i sin egen indbildning. En katastrofe var lige over hovedet - et udbrud, der truede med at bringe uoprettelig ulykke over aftenen.

Da gjorde Caroline Unger, den udmærkede sangerinde, der skulle synge altsoloen i sidste sats, det, som ingen der oplevede denne aften, nogensinde vil glemme: hun trak Beethoven i frakken, - og da det ikke kaldte ham tilbage til virkeligheden, rejste hun sig, tog dristigt fat i ham og vendte ham med et tappert smil om mod publikum, som nu brød ud i en ny, stærk og befriende bifaldsdemonstration.

Årgang 27/1952, nr. 04