Grammofon

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 04 - side 122-125

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

GRAMMOFON

Orkesterværker

RICH. STRAUSS: Till Eulenspiegels luslige Streiche. - Berliner Philhar

monisches Orchester, dir. FERENC

FRICSAY. - Deutsehe Granim0plion

16006 LP.

Der er i løbet af det sidste halve århundrede sagt inafige grimme ting om programmusik. En af de komponister (let forrige århundredes -tonedigteriske periode fostrede og som længst, har måttet høre på ubehagelighederne en ny tid kunne finde på, var Rich. Strauss.

Ham blev det beskåret at virke som skabende kunstner i trekvart århundrede, hvis man regner hans komponistbanes begyndelse fra 1876, da han som 12-årig skrev sit første opus »Festmarch for orkester«. Han oplevede lige akkurat at blive hyldet. på sin 85-årsdag, men døde så i efteråret 1949. Selvom altså hans skaberperiode strakte sig et halvt århundrede ind i 1900-tallet -lian var virksom komponist lige til (let sidste - så tilhørte han alligevel f orrige århundredes æstetik og var den, der med størst trofasthed holdt fast ved (le Berlioz-Liszt'ske programinusikalske idéer.

Han var kun 24 år, da lian .stormede parnasset med sit første store, orkestralt virtuose tonedigt »Don Juan«; bl. a. tilskyndet af den overdådige suk~ces fortsatte han på denne linie de følgende år med »Tod und Verkl~rung« og »Machbeth« for som 30-årig at krone denne genre med »Till Eulenspiegels lustige Streiche«. Han fortsatte ganske vist ad denne vej og satte mærkepæle som »Zarathustra« (1896) .og »Don Quixote« (1897), og han byggede ligefrem sit hjem op i toner med »Sinfonia dornestica« (1903), der fremtræder som ikke synderligt. smagfulde musikalsk omskrevne intimiteter. Men ingen af disse tonedigte kommer i

vid, orkestral glans og blænden(le virtuositet OP ved siden af uglspillet Till. Over en gammel skæmtevise har Strauss her i rondoforin opbygget en vældi

' ~n 9

humoreske. Den har nok umiskendelige proprainmatiske træk i beretningen om uglspillets utyskestreger og hans sluttelige henrettelse tinder trommehvirvler op, in e d et hysterisk skrill (i d

`7'

klarinetten). Men først og fremmest virker den ved sin gernytli-:,,t bastante humor i en fast kompositorisk form, pr.,-x-- senteret i en orkestersats, der siger spar to til selveste Wagner, der jo som organisator af orkesterklangen var Strauss' forbillede.

I den udførelse, Berliner Philharmonikerne giver »Till ... « un(ler Ferenc Friesall's ledelse, fristes man ikke til at sige ét ondt ord om pro,..rammusiken. Det er mesterligt, simpelthen, og en lpoptagelse, der kan tåle gengivelse med ret høje frekvenser og hele den styrke, naboen tillader. (B-siden omfatter Borodins »Po~ lowetzerdanse«; se DM 1952, 2 s, 101).

Instrumentalværker

BEETHOVEN: Quartet No. 15, a-nioll

op. 132. ERLING BLOCH-KVARTET

TEN. - H2v1V DB 20143/47.

»De er heller ikke for jer men for senere tider«, skulle Beethoven have sagt til en ret betydelig violinist, der tvivlede på værdien af hans sidste kvartetter. Disse senere tider vidste da og.så at vie de såkaldte »gale kvartetter« en overordentlig stor interesse, ihvertfald med hensyn til i skrift og tale at udlægge deres indhold.

Naturligvis kunne og kan der stadig siges meget om denne musik, der-er undfanget af en mester, som ikke mere var i stand til at modtage musikalske indtryk udefra men alene var hen

i~

, st til sine tankers uheniniede flu,gt, i tonernes tidløse verden. Hans for en niusiker så ubønhørligt hårde skæl)ne isolerede ham fuldstændigt fra (len musikalske omverden, er (ler (Ja no~ get, at sige til, at hans musik, skabt i denne tid,, også måtte blive et isoleret kunstnerisk fæ,nomen. Denne musik er nok stilistisk knyttet med tråde til hans egen fortid, nien den danner sin egen verden, der blot er i sig selv som tidtryk for menneskelig følelse, der tøjles af skabende vilje.

Således kom da de sidste kvartetter til ligesom at stå udenfor tiden som vidnesbyrd om et menneskes fortrolige forhold til den rene kunst. Man kan måske derfor fornemme, hvad Beethoven har følt i denne ensomhedens frigjorthed, når det forekoin ham, som kunne han først heri begynde virkelig at komponere, og - som han sagde til di-,teren Rellstab - »skrive, hvad der glæder mig selv«.

V i, der nu hører de sidste kvartetter o«,, en mængde anden inusik, vil altid være bundet st,ærkt til tiden og til tidens udtryk gennem tonerne. Bevidst eller ubevidst stiller vi det, vi hører, i relation til strømninger, historiske eller samtidige, vi søger at passe det ind i en større sammenhæng og under alle omstændigheder opfattes det i forhold til de konventioner, vi er vokset op med. Disse sidste kvartetter kan man derimod ikke rigtil få ind i denne større sammenlie,-eng, fordi de kræver, at nian så at sige lytter »sub specie æternitatis«. Det er et strengt krav, derfor har disse værker (len dag i dag kun ret få tilheengere.

Skaren vil blive større, når de, der har følt sig stående udenfor, benytter sig af den mulighed for gentagelse - og dermed for forøget indlevelse - som grammofonpladen byder. HMV har optaget a-moll kvartetten op. 132 med Erling Bloch- kvarletten, dét danske ensemble, der alvorligst har arbejdet med Beethovens strygekvartetter. Dette værk skrev Beethoven på et par år før sin død. I foråret 1825 måtte han imidlertid på grund af sin alvorlige sygdom afbryde arbejdet, som han først kunne genoptage i begyndelsen af sommeren. Taknemmelig over igen at kunne komponere skrev han over en af satserne »Heiliger Dankgesang eines Genesenen an die Gottheit ... «, deraf kvartettens ofte anvendte titel. Kvartetten uropførtes 6. november samme år.

Til trods for, at der ikke over-

alt råder den sikreste intonation,

bærer indspilningen vidnesbyrd

om de fire musikeres fine for~

nemmelse for atmosfæren i den-

ne musik. Overfladerne er gen-

nemgående fine. f sp.

BEETHOVEN: 32 variationer, c-moll VICTOR SCHIØLER, klaver. - HMV DB 20163/64. 4. pladeside: SCARLATTI/TAUSIG: Pastorale og capriccio.

Fra 1806 stammer foruden »Appassionata« også de »32 variationer« i c-moll, egentlig en chaconne, fordi variationerne spilles fortløbende over en fast temaharmonik. Værket kan i principet minde om vor tids improvisationsteknik inden for jazzmusikens variationsrækker, og udgangspunktet for Beethovens manuskript er da også datidens tradition for improviserede variationer over et opgivet tema. Som klavervirtuos var Beethoven jo kendt for sin evne til at fantasere på instrumentet, og da han ved en tilfældig lejlighed hørte en ung dame øve sig efter nodehæftet, spurgte han: »Hvem har lavet det?«, og da hun forundret svarede: »Jamen, det har da De, kære mester«, fortsatte han: »Sådan noget nonsens? Å, Beethoven, sikken et æsel, du har væ-ret!« I forhold til periodens øvrige mesterværker holder de 32 variationer sig unægtelig også på overfladen - måske de derfor heller ikke bærer opusnummer -, men til gengæld er de rent pianistisk langt mere tilfredsstillende for den, der ønsker at brilliere med fingerfærdighed og instrumental elegance og derfor yndede af amatøren og v,,,erdsatte af pædagogen. I så henseende er Victor Schiølers klare og distinkte fortolkning meget forbilledlig, og diskofilen vil tillige glæde sig over den fine lakbehandling.

Pladesættet kompletteres med

Scarlattis »Pastorale og capric-

cio«, hvilket cembalostykke den

danske klavervirtuos har valgt at

spille på det moderne koncert-

flygel og derfor i sin gamle kol-

lega Tausigs bearbejdelse. Det er

meget elegant gjort. V.

BEETHOVEN: Sonate f. klaver, op. 312, d-moll. ANDOR FOLDES. - Tono A 156/57.

Af Beethovens tre opus 31-sonater står den midterste, d-moll, som den betydeligste i trilogien. Dens fantasiagtige karakter er som en videreudvikling af fantasi-sonaterne i op. 27 (deri »Måneskin«), men indholdsmæssigt peger d-mol sonaten frem mod selveste »appassionata«, er så at sige en forløber for denne, en af de sonater, der »har vasket sig«, som Beethoven ville have sagt. Tilblivelsesåret er 1802, det år, hvori det menneskeligt gribende »Heiligenstadt-testamente« bliver affattet. Man kunne naturligvis se den dystre di-noll stemning i denne »recitativ-sonate«, som udtryk for den sindstilstand, der har præget. Beethoven i denne periode. Men i sin kunst gav han ikke nødvendigvis udtryk for sådanne følelser, derfor finder man lige så let værker, der lyser tilsyneladende sorgløst, stående ved siden af de mere indadvendte som f. eks. D-dur symfonien nr. 2 eller den efterfølgende sonate i Es-dur op.

31' fra sanime år. Under alle omstændigheder syntes det nødvendigt for Beethoven at skabe ba I.,,,ince melleni stemnin I, er af modsat karakter næste, fra væ- rk til v,,4--rk; se blot symfonierne.

Et stilistisk særtræk i d-moll sonaten -er bl. a., at det tilsyneladende figurative stof har fået en stærkere tematisk karakter. Det er en proces, som viser, hvordan Beethoven arbejder sig bort fra det virtuose eller elegante i den tidligere wienerklassicisme.

Det er dog, som om Andor Foldes i sin Tono-indspilning ikke lielt kan omforme det ornamentale stof og helt frigøre sig fra det alene brillant virtuose i gengivelsen. Klart plukker lian tonerne til sig i et gennemsigtigt ,spil, men han renser også musiken for en del af de vitaminer, der skulle skabe den særegne Beethoven-atmosfære over vær

ket, fsp.

BEETHOVEN: Sonate i f-inoll, op. 57,

»Appassi,siiata«. ARNE SKJOLD RAS-

MUSSEN, klaver. - Tono A 166/68.

»Fyrste er De ved et tilfælde, det er De født til - men det jeg er, det er jeg ved mi-,, selv. Der har altid været, og der vil altid være i tusindvis af fyrster, men der er kun een Beethoven«, skrev den fortørnede komponist i 1806 til sin velynder Lichnowsky. Moderne arvelighedsforskere ville jo nok ikke godtage formuleringen, men meningen er til at føle på ' og med en parallel sætning kunne man idag sige: »Der er kun een »Appassionata««, og dens storhed ligger ikke i den hæderstitel, som den smarte musikforlægger Cranz adlede klaversonaten med. Men noget dårligt navn er det ellers ikke, for med hvilken lidenskab er det ikke, klaversatsen her sprænger rammen for den instrumentale husmusik. Og for ikke at forglemme forlæggerfiffet må man indrømnie, at netop denne eti

kette har gjort værket til en

salgsvare, en publikumssukces,

der i og for sig lige så vel kunne

z, -I

være kommet andre opusnumre til gode. Til gengæld er Beethovens øvrige sonater vist sluppet for at blive præsenteret »i let udgave« for hvermand. . .

Til rækken af grammofonind-

spilninger møder Tono med en

ny dansk optagelse ved pianisten

z,

Arne Skjold Rasmussen, og optagelsen er ikke alene i enhver henseende teknisk perfekt, men varmer af et sundt musikerskab, som bringer wienerisk tradition og germansk temperament i en sjældent levende kunstnerisk balance. Den krævende opgave at gengive Beethovens ofte helt orkestrale klaversats er lykkedes mønstergyldigt, så det klassiske nodestik genopstår i klingende rilleskæring, og de tre plader er koblet automatisk således at afspilningen kan foretages uden afbrydelse på et dobbelt spillebord. V.

BEETHOVEN: Sechs Lieder von Gellert, o P. 48. BØRGE LØVENFALK, baryton, HOLGER LUND CHRISTIANSEN, klaver. HMV Z 7032/3.

Chr. Gellert med det fatale mellemnavn, Fårchlegolt var foruden at være professor i moralfilosofi ved universitetet i Leipzig en af det 18. århundredes mest ansete poeter. Hans »Fabler og fortællinger« gjorde så megen lykke, at en af Frederik II's generaler fik udvirket, at Gellerts fødeby fritoges for indkvartering - og endnu idag vil også herhjemme »En bondeknøs, der hedte Hans« være at finde blandt den pædagogiske skoles literære læsefrugter. Ellers er hans sange glemt - måske netop med undtagelse af de »Sechs Lieder«, som inspirerede Beethoven til hans opus 48. Det er religiøse digte om »Die Ehre Gottes aus der Natur«, »Die Liebe des Nåehstens« og »Gottes Macht und Vorsehung«, hvis etiske patos tiltalte hans frikirkelige gemyt. Men det er vist i det hele taget karakteristisk for Beethovens tekstvalg, at han foretrækker et programmatisk indhold frem for et følelsesmæssigt udtryk, selv om f. eks. en sang som »Busslied« med sin smukke melodiføring viser, at hans vokale fornemmelse slet ikke er så ringe endda.

Med denne danske optagelse får den nye barytonsanger Børge Løvenfalk sin grammofondebut, og hans sonore velklang fører til mange smukke resultater. Til trods for et absolut mikrofontække er gengivelsen af en lovlig nærgående resonnans, og centreringen ikke så minutiøs, hvorfor Holger Lund Christiansens klaverakkompagnement svinger lidt. En numerering af pladesiderne ville iøvrigt have gjort den automatiske kobling mere overskuelig, men det er selvfølgelig kun et etikettespørgsmål. Det kunstneriske resultat er godtroende musikalsk. V.

Årgang 27/1952, nr. 04