Kunst og politik, 2

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 04 - side 113-113

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Kunst og politik, 2

DAGEN før den dansk-italienske dirigent Giovanni Di Bella's koncert med Filharmonisk orkester i Oslo den 19. marts bragte »Dagbladet« i Oslo et stærkt angreb på ham, som konkluderede i sætningen, der også bragtes som artiklens tospaltede overskrift: »Reis, hjem hr. Di Bella«. Angrebet havde ren politisk karakter, og det byggede på den omstændighed, at Di Bella i sommeren 1940 i egenskab af bestyrelsesmedlem i den dengang eksisterende musikforening »Gemeinschaft junger Musiker« var i Oslo for på ny at søge kontakt med norske musikkredse og få et samarbejde igang.

Umiddelbart før besættelsen var et sådant samarbejde under udvikling, idet denne musikforening havde som formål - i den udstrækning det var gørligt under de herskende politiske forhold i Nazi-Tyskland - at opretholde et musikliv, som var uafhængigt af Reichmusikkammers diktater. Imidlertid var norske komponistkredse blevet mistænksomme overfor »Gemeinschaft junger Musiker«s virksomhed, og i denne mistænksomhedens atmosfære fik de indtrykket af, at Di Bellas forslag om samarbejde indeholdt en trusel, og at »G. j. M.« i virkeligheden var en nazistisk organisation, hvorfor Norsk Komponistforening vægrede sig ved at gå ind i et samarbejde, der da heller ikke blev til noget.

Da sagen således for nylig er blusset op igen i kraft af »Dagbladet«s aktion, og som via telegrambureauerne også har ekkoet i Danmark, har Di Bella anmodet om optagelse af nedenstående brev til Norge fra den schweiziske komponist Robert Oboussier:

Mine herrer!

Jeg har med stor forbavselse hørt, at hr. Giovanni di Bella af flere personer i Deres land er blevet mistænkeliggjort, fordi han har været en af de ledende personligheder i »Gemeinschaft junger Musiker« i Berlin.

Da jeg selv har været medlem af bestyrelsen for denne musikalske klub, til jeg forlod Tyskland i 1938, fordi jeg ikke ønskede at leve længere i det land, der blev terroriserel af naziregeringen - jeg er selv schweizisk statsborger - kan jeg forsikre Dem for, at »Gemeinschaft junger Musiker« langtfra indtog nogen sympatisk holdning overfor nazismen og kun var et rent musikalsk selskab. Vor gruppe, og især dens leder frk. Agathe von Tiedemann var ude for de største vanskeligheder fra naziregeringens side, idet vi blev inistænkt for at være i opposition til dens ideologi (hvad vi sandelig også var!)

Da jeg selv er emigreret, ville jeg aldrig være forblevet en ven af frk. v. Tiedemann og hr. di Bella, hvis jeg ikke gennem et nøje kendskab til forholdene havde været overbevist om, at de aldrig har sympatiseret med naziregimet. Således betragter jeg det som en beklagelig uretfærdighed, hvis hr. di Bella skulle være blevet et offer for unfair anklager.

Den 4. april 1952. (sign.) Robert Oboussier.

En sådan sag har naturligvis flere sider, som udenforstående ikke er i stand til nu at overse. Men grunder anklagerne sig på »G. j. M.«s formodede nazistiske virksomhed, skulle Oboussiers brev, der her offentliggøres for første gang, dog kunne bringe den klarhed i sagen, som kan og bør føre til en retfærdig løsning.

Oboussier var til 1938 chefkritiker ved »Berliner Allgemeine Zeitung«. Han er nu leder af »Zentralarchiv schweizerischer Tonkunst« og vicedirektør i SUISA, det schweiziske KODA

Årgang 27/1952, nr. 04