Litteratur

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 04 - side 133-135

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Litteratur

JØRGEN JERSILD: Lærebog i solfége.

II. Rytnielære - Wilhelm Hansens

forlag, Kbh. 1951. 72 sider

1 1948 udgav Jersild en samling »Øvelser i tonetræfning«*). Den nu udkomne »rytmelære« afrunder den tidligere publikation til en overmåde grundig »Lærebog i solfége«. I rytnielærens fem kapitler gennemgår Jersild taktarterne fra de enkle 2-, 3- og 4delte over 5- og 7-delt takt til så vanskelige vekslende taktarter som dem, der f. eks. findes i Strawinskys »Sacre du Priiitenips«. Naturligvis behandles indgående både optakt, punkterede rytmer, synkoper og efterslag, overbindinger og polyrytmik. Et afsluttende kapitel beskæftiger sig med tempo-problemet. Bogens største del bringer et fyldigt øvelsesmateriale, dels noteret på een linie og beregnet til at siges på en fonetisk stavelse, dels i form af øvelser, der skal synges. Syngeøvelserne er i melodisk henseende overordentlig lette, rent diatoniske og overvejende bygllet. på trinvis bevægelse. For at rydde så mange hindringer af vejen som overhovedet muligt benytter Jersild på få undtagelser nær - kun C-dur og a-mol. Til gengæld er de fleste af disse syngeøvelser krydret med udsøgt komplicerede rytmiske figurer.

Der er ikke nogen tvivl om, at den, der grundigt og tålmodigt genneinarbejder Jersilds »Lærebog i solfége«, erhverver sig en meget solid færdighed i nodelæsning og prima vistasang samt et godt grundlag til opøvelse af færdighed i prima vista-spil. Der er derfor al mulig grund til at anbefale denne lærebog til al viderekommen undervisning i hørelære. Rytmelæren vil med gavn også kunne benyttes ved instrumental undervisning som et hjælpemiddel, der

*) Anmeldt i DM 1948, s. 290.

vil lette den systematiske behandling af de dér alle vegne opdukkende rytnieproblenier.

Men trods sin prisværdige grundighed og 5ysternatiske opbygning er Jersilds rytnielære ikke den helt ideelle lærebog. Recensenten har følgende indvendinger:

1) Syngeøvelserne er i i-nus!kalsk henseende altfor værdiløse og sterile. Man kunne have ønsket sig, at Jersild - på lignende måde soni i bogens første del- havde suppleret sine egne øvelsesnielodier med et udpluk af øvelsesstof, hentet fra den musikalske litteraturs store overdrev. Ganske vist forstår jeg, at han med velberåd hu har villet nøjes med et øvelsesstof, der begrænser bladsangerens vanskeligheder stort set til rytniens problenier. Da hans rytnielære dog almindeligvis vil blive be

n

nyttet side om side rned lærebogens første del, øvelserne i tonetræfning, ville lian næppe have overbelastet eleverne, hvis han havde budt dem nogle syngeøvelser, der overskrider C-durs og a-mols samt den diatoniske trinbevuegelses altf or snævre grænser.

2) Man savner litteraturcitater ikke blot som øvelsesmateriale, men også som stimulans. Ganske vist bringer tekstdelen nogle litteratureksempler, men der burde være mange flere især til belysning af alle vanskeligere rytnieproblemer. Ved så godt som udelukkende at henvise til hjemmelavede øvelsesmelodier, hvis tætpakkede vanskeligheder stempler dem som kunstnerisk sterile laboratorieprodukter, afskæres eleverne fra muligheden for at opfatte sliddet med stoffet som kunstnerisk motiveret.

Må jeg i forbindelse med dette afsnits anke anholde en bemærkning angående en noteringsmåde for overbindinger, der - noget

letsindigt - bliver betegnet som brugt af Beethoven i sine sene klaversonater. Mig bekendt forekonimer den af Jersild anførte noteringsmåde kun i op. 110 samt, - i modificeret form - i op. 81 a og 106 og kun som noteringsform for koniplementær rytme, hvorigennem dens vanskelighed næsten helt forsvinder. Dette være sagt ikke blot for at kritisere Jersilds i dette tilfælde altfor frimodigt generaliserende udtryksmåde, men og.så fordi det forekommer mig up,- edagogisk at finde på rytmiske komplikationer blot for deres egen skyld.

3) At denne lærebog i solfége, især rytmedelen, er knastør, skal Jersild ikke bebrejdes for. Lærebogen er jo beregnet til elever, der vil dyrke nodelæsningens kunst for alvor og som derfor måske ikke behøver at tækkes ved en glattere fremstillingsform. Men man savner pædagogiske råd. Det vil ikke volde besvær at føre elever, som er begavet med musikalitet, hukommelse, intelligens, koncentrationsevne og kombinationsevne, gennem Jersilds rytnielære - forsåvidt sådanne velbegavede elever i det hele taget har behov for en speciel behandling af rytmeproblernerne. Lærerens vanskeligheder begynder, når lian skal undervise de mange, der vil og skal klare hørelæren uden at eje dette kompleks af evner, der for de få gør tilegnelsen så let. Her lader Jersild læreren i stikken. Denne anke gælder for resten i nogen grad også for hans lærebogs første del.. Forfattere burde tage hensyn til den kendsgerning, at ikke alle de lærere, der skal benytte deres lærebøger, sidder inde med samme mål af pædagogisk erfaring og kunnen som forfatterne selv.

Herbert Rosenberq.

CARL PIDOLL: »Verklungenes Spiel -Erinnerungen des Herrn Nikolazis Zmeskall von Domanouetz«. - 347 s. bsterreichiselie Verlagsanstalt, Innsbruck. 2. opl. 1950.

Det er med nogen betænkelighed, man giver sig i Jag med at læse kunstner-romaner, ikke mindst når hovedpersonen er Beethoven. Den østrigske digter Carl Pidoll's v-ærk »Verklungenes Spiel« fristede elog, selvom der var halvfjerde hundrede sider at komme igennem, og det lønnede sig, ja mere end det. Man lukker bogen i med følelsen af at stænge for en verden, inar) hellere end gerne var blevet i adskillige timer endnu, og den bliver lagt til side med det faste forsæt snarest muligt at kaste sig ind i dens fortryllelse igen.

Pidoll er nemlig digter i dette ords fornemste betydning, det vil sige, han formår at indleve sig i sit emne og gøre sig til ét i-ned tiden og de mennesker han kalder til live gennem ordet. Han beskriver ikke, han åbenbarer. Man føler sig selv som medlevende i det miljø, lian side for ,side ruller op, og ud af kapitlerne fremstår Beethoven kla.rere og klarere som et menneske af kød og blod. På forunderlig måde har Pidoll fattet Beethovens personlighed først og fremmest hans menneskelighed, og det er derigennem, man skridt for skridt kommer kunstneren ind på livet.

Vaerket er skabt ved et kunstgreb, der på den eneste mulige måde giver digteren frie hænder til at tegne menneskeskikkelsen, som kun en sand ordets kunstner kan skildre den: »Erindringer af Nikolaus Zmeskall von Domanovetz« hedder bogens undertitel. Zmeskall, der var sekretær ved det kgl. ungarske hofkancelli og desuden en udm,- :erket komponist o.,, cellist, hørte til Beethovens næ- rmeste venner o-n,

~1

var den, der gennem længst tid kendte og fulgte Beethoven i Wien. Han har ikke skrevet erindringer om sin store ven, kun mindre breve fra Beethoven til Zmeskall er kendt, men Pidoll har nøje sat sig ind i sit stof, i hele tiden, inden han lagde disse erindringer i Zmeskalls pen. Og selvom digteren kun momentvis går ind på Beethovens kunst, så mærker man dog hans dybe forståelse og den ikke ringe kritiske indsigt, han har i mesterens musik. Men det er dog først og fremmest gennem personen, han fører læseren ind på livet af per

sonligheden. Gennem de tre på side 000 oversatte kapitler får man et indtryk af, hvor smukt, følsomt og forstående han fremlægger sit emne. I oversættelse ville hele værket sikkert få mange danske læsere, men det må på grund af ordenes skønhed tilrå(les at læse »Verklungenes Spiel« på originalsproget. f si).

LOUIS P. L0CHNER: Fritz Kreisler.

459 s., ill. - Roskliff Publishing

Corporation Ltd. London 1951.

'For den yngre generation af violinister står Fritz Kreisler i dag som mesteren for talrige transkriptioner af enhver art lige fra Mozarts rondo til Irving Berlins »Blue Skies«, få til brug i koncertsalen, flere anvendt i-ned held på café. Kreisler, der nu går i sit 77. år, er trods sine mange grammofonplader ved at gå i glemmebogen, medmindre man har hørt ham spille på sin violin, medens han endnu var på højden. Før første verdenskrig og mellem de to krige var han violiiiisten i Europa, uden at det helt lykkedes ham at for~ trænge mindet af Ysaye hos den ældre generation. Senere har trangen til det teknisk fuldkomne bevirket, at mere maskinelt ufejlbarlige violinister har vundet terræn og i højere grad dannet forbillede for den opvoksende ungdom.

Men stor var han i sin kunst, så stor, at der nu er skrevet en diger bog om ham. Bogen har han fortjent, endda en bedre publikation end den, Louis P. Lochrier har opbygget på et veeld af citater fra Kreisler selv, fra venner, kolleger, akkompagnatører og kritikere. Det mest værdifulde er det kapitel, Kreisler selv har skrevet som en lille afhandling om musik, og som viser den forfinede kulturpersonli,Thed i hele sin følsomme og æstetiske indstilling.

Og dog er den øvrige bog også interessant læsning, idet den giver et billede af det europæiske musikliv i første halvdel af dette århundrede set under synsvinklen Kreisler. Man lærer denne mand at kende, den intelligente og følsomme humanist,

officeren, medicineren, dyre-og 1)ørnevennen, der har en zoolo,,flsk have i sit hjem, og som

n

samlede 600 unger fra Vestberlin til chokolade, når julen nærmede sig. Det er ,ilt dette, sonj afspejlede sig i hans tone, (len uendelige bløde og sødniefyldte, som dog ejede det stærke og virile, egenskaber, som gjorde liam til den ideelle grammofonkunstner på en tid, hvor selv musikere købte en grammofonplade med en enkelt uren tone. Thi Kreisler betog gennem sin evne til at fort,,elle på samme måde soni vor egen Fini i sin tid. Selv små mindreværdige musikstykker giver han indhold som et eventyr af H. C. Andersen, fordi lian også der giver noget af sit sinds evige varme.

Allerede som 19-årig skrev han de kadenzer til Beethovens violinkoncert, som endnu i dag benyttes, og netop hans fortolkning af koncerten stod i en årrække som forbilledlig.

Om alt (lette kan man få oplysning i Lochners bog, som desuden indeholder en fortegnelse over kompositioner, transkriptioner og arran,,,,enienter (til dels med nodeeksempler) samt en komplet discografi over Kreisler- indspilninger fra 1910 til 1950. Ikke mindst dette supplement vil gøre bogen efterspurgt.

Sverre Forchhanuner.

MARGRETHE LEVINSEN: Musikdiktat

og prima vista: 76 øvelser til selvstudium og undervisning. Engstrøni & Sødring, Kbh. 1951. 31 s.

Udgiveren freinlæggerlieretfortræffeligt. øvelsesmateriale, ordnet efter vanskelighedsgrad. Begyndelsesstadiet dvæles derganske vist ikke længe nok ved. Men elever på mellemstadiet finder i denne samling et yderst anvendeligt stof, der behandler enklere rytmiske og melodiske problemer, læsning af c-nøglen i forskellige positioner, tostemmigt musikdiktat og transposition. En betydelig del af det her udgivne materiale er hentet fra musiklitteraturen.

Herbert Rosenberg.

i anledning af anmeldelsen af GERD og AKSEL ;CHIØTZ: »Kunst og Kamp« i DM nr. 3 har vi modtaget følgende:

Redaktør Hegermann-Lindencrone har i »Berlingske, Tidende« og hr. Thage Petersen i »Discophilen« angrebet pladelisten; og jeg anfører hovedpunkterne af, hvad jeg har svaret dem:

Skandinavisk Gramophon A/S har kontrolleret listen og haft tre korrekturer (burde måske yderligere havde anmodet hr. Thage Petersen om assistance), så de må være ansvarlige for den. Selskabets lagerforvalter har delvis indrømmet de få fejl, der næsten er uundgåelig i en fortegnelse med oplysninger om ,ca. 200 indspilninger. (Der er vitterlig ikke »en stor mængde fejl og forglemmelser«, som musiktidsskriftet citerer). Direktøren for Skandinavisk Gramophon A/S har nægtet at udtale sig om listen.

Indsyngningsdato og akkompagnement er angivet for alle pladers vedkommende (dette er ikke tilfældet i Thage Petersens 100 eksemplarer af »discografien«), for musikfolk turde dette jo have større værdi end eventuelle koblinger og disses numre. Tak for optagelsen. Aksel Se-hiøtz.

TRYGVE LINDEMAN: Tonetreffing og musikdiktat. - H. Asehehoug & Co, Oslo 1951. 66 sider.

ALFRED CORTOT: In search of Chopin. 261 s. oversat af Cyril og Rena Clarke. - Peter Nevill Ed. 19,51. 12 sh., 6 d.

ALLAN FRIDERICIA: Harald Lander og hans ballelter. - Nyt Nordisk Forlag Arnold Busch. Kbh. 1951. 182 s. Ill.

HARALD LANDER: Thi kendes for ret -? 11enning Branners forlag. Kbh. 19,51. 147 s. + 1:3 tvl.

(Anmeldelse i n,,ieste nr. af DM).

Iøvrigt udkommet:

FREDERICK NVOODHOUSE: »Opera for Amateurs«, 93 s., pi-is: 6 sh. - Dobson, London.

H. LOWERY: »The Background of Musie«. - Forlag: Hutchinson, London. JAQUES BARZUN: »Berlioz and the Ronianlic Century«, 2 bd. 1.116 s., pris: 63 sh. - Forlag: Gollanez, London.

LEO SCHRADE: »Monlet~erdi - Greator of Modern Music«, 384 s., pi-is: 21 sh. - Gallanez, London.

Årgang 27/1952, nr. 04