Olivier Messiaen og den musikalske skaberakt som middel til erkendelse

Olivier Messiaen

OG DEN MUSIKALSKE SKABERAKT SOM MIDDEL TIL ERKENDELSE

Af DOMINIQUE BIRMANN DE RELLES

Vi véd, hvor skarpt det musikalske Europa reagerede mod den triumferende romantik. For at spærre vejen for troldmanden fra Bayreuth begyndte man at puste liv i »den rene musik«. Brahms var ikke nok, - Debussy slog et slag for den russiske musik og senere for impressionsmen og de gamle renæssanceniestre, - Bartók og De Falla viste vejen til det nationale, - og Strawinsky satte dristigt en lunte til sine samtidige og sine forgængere, før han påbegyndte et hensynsløst tilbagetog til de gamle klassikere. Sch8nberg, »Tristan«s utaknemmelige søn, syslede med sine alkymistiske beregninger for til slut at blive ophav til en blændende neo-romantisk komponistkreds. Antiromantikkens sidste skud, neger- eller gøgleræstetikken blev knaphulspynten for »de seks« i Paris.(1) - Derefter gav de fleste af komponisterne sig til at ordne og systematisere alle disse, ofte modstridende, opdagelser og undertryksmåder - og efter krisen måtte resultatet nødvendigvis blive en iøjnefaldende tilbagevenden til de mest traditionelle og akademiske former blot med ny blodtilførsel. De, der var revolutionære igår, krøb til korset og kastede sig med den største nidkærhed over sonateformen.

Og endelig er der Olivier Messiaen, - tilfældet, paradokset Messiaen. Messiaen, der er professor ved Pariserkonservatoriet i harmonilære og komposition og hvis viden om de traditionelle regler er ligeså grundig som respektfuld(2), går imod alle tendenserne i denne epoke. Paradoksalt er det også, at han på en måde er syntesen af alle vor tids kunstarter. Hvis nutidens tendenser er neo-klassisistiske og anti-litterære, så afviser han sonateformen og søger at sammenfatte alle de andre kunstarter, bl. a. maleri, dans og poesi i sin musik. - Hvis den kontrapunktiske, horisontale skrivemåde er den gældende, så kan Messiaen nok gå med til et slags akkordisk og rytmisk kontrapunkt, men anvender overvejende en vertikal skrivemåde. - Hvis nutidens skrivemåde, er anspændt og fortænkt, så vender Messiaen gennem impressionismens mangfoldighed mere o.- mere tilbage til den mest elementære musik. (Jvf. hans »Quatre études de rytlimes« for klaver, hvor det kun gælder anslagsmåden, intensiteten, tonens varighed og højde; jvf. også hans rige anvendelse af gentagne motiver, som i religiøse besværgelsessange, og stik imod den gængse udvikling). Desuden har han overgået Debussy i sin anvendelse af den mest sensuelle klangfylde i sine harmonier. Hans intuition og hans - temperament - snarere end hans viden - har ført ham til en eksalteret, auditiv sensualitet og åbnet ham en farvestrålende verden af en pragt og mangfoldighed uden lige. Ved at gå videre ad samme vej som Debussy, der ønskede at søge frem »som Wagners efterfølger, men ikke som hans efterligner«, genfinder og fortsætter Messiaen mærkeligt nok den samme vej, som »Parsifal«s komponist selv havde fulgt.

Det er nødvendigt at fastslå, i hvor høj grad denne såkaldte yderliggående avantgarde-musiker i virkeligheden er traditionsbunden. Han vover sig ikke ud i vilkårlige påfund, men støtter sig tværtimod på de allerældste traditioner, og han lader sig gerne påvirke af sine samtidige, thi trods sin lærdom er han prototypen på det 20. århundredes menneske, hvis følsomhed lian har i blodet. Alle gamle og nye veje mødes og forenes i en syntese hos Messiaen. Han vedkender sig gerne sine læreniestre og sine kilder: moderen, digterinden Cécile Sauvage, - broderen, den mere eller mindre surrealistiske digter Alain Messiaen, - den kubistiske digter Reverdy og surrealisten Eluard, - den kubistiske maler Blanc- Gatti - Johannesevangeliet og Apokalypsen, - kirkefædrene - den gregorianske sang, - den indiske og balinesiske modale musik, - astrologien og dens tusindårs tanker om sammenhængen mellem tonerne og de overmenneskelige kræfter, - fysikken, især relativitetsteoriens idéer, - og sidst men ikke mindst selve naturen, særlig Alperne, hvor lian er født og hvor han med forkærlighed opholder sig, - regnbuen og fuglenes sang, som han i årevis har studeret og nedskrevet og som spiller en så overvejende rolle for hans inspiration og i hans værker.

Alt dette har Messiaen studeret og tilegnet sig tillige med de gamle inestres lære' for derigennem at kunne udtrykke sin romantiske og religiøse tanke, der er katolsk, men ingenlunde ortodoks. Ligesom César Franck beskriver Messiaen immelen og Guds herlighed. Han er vor tids ultra-romantiker endnu mere end en Richard Strauss eller en Alban Berg.

Wagner, der opfattede musikken som noget helligt, sagde engang til en af sine venner: »Fremtidens knustværk kan ikke skabes nu, men allerhøjst forberedes«, og fra værk til værk fjernede han sig da fra den sceniske opera for lidt efter lidt at nå til det siælelige drama, hvor ordene ikke længere er nødvendige. »Lohengrin« var endnu en opera, --- »Tristan« er af Wagner selv betegnet som en »handling«, - »Nibelungens ring« som et scenisk festspil og »Parsifal« som et religiøst drama. Wagners sidste arbejde, et ufuldendt værk, var en symfoni om Gud.

Olivier Messiaen genoptager denne vandring. Med ham bliver dramaet oinsider frigjort fra det materielle for at blive til ren ånd, - til det »Corps glorieux«, som han så ofte har besunget. Men det - i scenisk betydning - legemlige dør ingenlunde, selvom det unddrager sig synet og følelsen; det vender sig ind mod sig selv, forædles og bliver sjælens ejendom. Messiaens musik genskaber sjælens drama og frembringer i værk efter værk det uforklarlige, differentierede og dog enhedsprægede musikalske festspil.

Hvorledes skulle Messiaens musik kunne indordne sig i nogen kendt form? - Hvis den lejlighedsvis gør det, sker det med den sikreste teknik og kun tvunget af en højere nødvendighed. Formen er da ikke et stift og dødt, hylster, men er fuldt belyst af sit indhold og levendegjort af den inspiration, som kræver en sådan form. Denne musik, der forsøger at udtrykke alt det, som ligger hinsides enhver forni, må næsten uafladeligt og i hvert enkelt tilfælde - skabe sig den særlige form, som passer netop i det givne øjeblik - og som plastisk slutter sig til de sjælelige stemninger, følelser og lidenskaber. Platon definerede i sin tid musikken som »udtrykket for det, der rører sig i et ædelt sind«. Denne musik, som uophørligt skaber sig sine egne fornier, må være sammenhængende og fast, aldrig udisciplineret, - og må bøje sig for de ubønhørlige arkitektoniske love, der iøvrigt er gyldige og nødvendige for al kunst. Det mærkeligste ved Messiaen er uden tvivl fornyelsen af den klanglige struktur i former af en forunderlig vitalitet og fasthed uden nogetsomhelst, præg af tilfældighed. Hemmeligheden er den, at Messiaen, som ejer en utrolig stærk kosinisk fornemmelse og som får sin inspiration fra uforklarlige kosmiske kilder, besynger universet efter universets egne love og rytmer. Inspirationen og formen udgør et hele og kan aldrig adskilles fra den kosmiske orden, - og derfor er det, - hvor uforståelige og ofte forvirrende de forekommer os, - at de instinktivt tilfredsstiller og forhekser os: vi føler dunkelt sarnklangen mellem skabningen og universet - og at der i Messiaens musik hersker de samme love som i det menneskelige og det kosmiske liv. Mere end nogen anden svarer Messiaen til den ideale tonedigter, som Wagner så hen til(4) han er i sandhed den magiske musikdigter, som gennem sin tro og sin tænken genfandt både de gamle hemmeligheder om forbindelsen mellem universet og tonerne - og tonernes skabende magt. Tænk på Bibelen og Antikkens inange legender om tonernes evne til at opbygge og nedbryde. »I begyndelsen var ordet - - .«; hvad er ordet andet end lyd, -- den primære tone, efterhånden degraderet til tale? Reverdy, som havde så stor indflydelse på Messiaens formdannelse, sagde: »For at synge godt, må kunstneren da ikke indånde liele himlen i hvert åndedrag?«

På ethvert menneskeligt udviklingstrin genspejler musikken de grundlæggende tanker; den verden, som den frembringer, er et åndeligt verdensbillede. Hvad europæerne ikke véd idag det vidste grækerne og ægypterne; - og inderne, balineserne, negrene og araberne véd det stadig og har altid studeret de indbyrdes forhold mellem tonerne og deres forhold til den kosmiske orden samt de' kosmiske kræfters betydning for musikken, et område, der fører ud over den gængse videnskabelige erkendelse. Iøvrigt begynder nutidens fysikere efter Einstein møjsommeligt at afsløre de »hemmeligheder«, som i årtusinder har hvilet i traditionerne hos de såkaldte primitive folk, der er så ringeagtede af skønånder. Messiaen gjorde kort sagt ikke andet end at benytte sig af kendsgerninger, der var ligeså gamle som verden selv. Men da de er glemt af os, opfatter vi dem som den yderste modernisme.

Som et menneskeligt udtryk for det kosmiske liv er Messiaens musik således visionær: den ser - og får os til at se. Den afviser derfor al underlioldningsmusik, som franskmænd og italienere i så høj grad ynder og som ikke har andet formål end at adsprede eller udtrykke banalt føleri. Den tager også afstand fra den såkaldte »rene musik«, der lader sig nøje med sine private matematiske puslespil uden at tænke på følgerne. Musikken må ligesom et sprængstof håndteres med en vis forsigtighed, idet tonerne, hvis man forsømmer det, selv har aktive egenskaber.

Messiaen er modgiften mod Bach, Schönberg og Strawinsky. Han tilbagegiver musikken dens rette og levende perspektiv og dens fulde renhed og hører derfor til musikkens store forkyndere: Mozart, Beethoven, Mahler, Wagner. .. På grund af sit kendskab til fortiden er hans fremsyn ofte mere organisk, mere klart bevidst og så at sige mere systematisk end hans forgængeres; - siden vil andre afløse ham og gå endnu videre. Profeterne af igår og idag vil være som lallende børn i sammenligning med hvad fremtiden vil bringe.

Messiaens musik er i samklang med kosmos, - dens pulsslag er universets. Hans rytmer er frygtindgydende og gådefulde, skabt af mystisk og religiøs nødvendighed. Hans nielos bevæger sig i de samme kurver, som de, der i naturen og fysikken forklarer universets gåder. Hans proportioner svarer til astronomiens og den transcendentale matematiks. talforhold -- og tillige til tallene og de vigtigste intervaller i den overleverede numerologiske videnskab (bibelen, de kabbalistiske skrifter, Indiens Vedaer osv. . . . De er éns i alle overleveringer og i de sidste videnskabelige opdagelser). Hans musik iseenesætter alle universets elementer. Den er i virkeligheden det sjæledrama, som Wagner i sin tid rent intuitivt stræbte imod: de utallige personers drama, hvor teksten er inspireret af de store metafysiske gåder eller af de fysiske gåder i deres inderste væsen, dramaet i sin grundform, hvor selve universets sjæl optræder, - Gud i sine overleverede mandlige og kvindelige principper, som de fremstilles i alle gamle hellige bøger, - Sønnen korsfæstet midt iniellem Gud og det skabte, --- mennesket, eleinenterne og planeterne, --- tiderne og rummene, farverne, jærtegnene, symbolerne, de hellige mysterier --- og tillige stilheden. For Messiaen som for alle ældre musikere - er den musikalske viden ---- udover den om selve kunsten, - en filosofisk og åndelig viden om at leve og at have levet fuldt ud, -- en dybtgående forståelse af tilværelsen, - det eneste middel til erkendelse, - og selve den religiøse erkendelse. Musikken er ikke blot en stemning eller en indføling med universet; den er en åbenbaring, - men for den lydhøre tillige en medvirkende og sammenfattende aktivitet i den kosmiske orden. Den forpligter tilhørerne til de samme skridt som komponisten - og udsætter ham for de samme farer. Derfor er Messiaen ensom i sin musik - som musikkens andre store forkyndere. Sjælens drama er ikke fuldbyrdet, før tilhørerne selv tilegner sig det. Det er forklaringen på den manglende forståelse, - den voldsomme afvisning, - forfærdelsen hos dem, der ikke forstår det, men som intuitivt føler denne musiks styrke, - den afmægtige spot hos andre - og på den anden side den fanatiske begejstring for Messiaens værk. Denne musik - som så megen anden kunst - giver kun noget til dem, der har evnen til at modtage.

Den, som uden fordomme alvorligt vil studere Messiaens værk ved hjælp af den overleverede viden om musikalsk teori og symbolik, vil kunne lære meget om universet og det guddommelige. Der kunne f. eks. siges en hel del om den særlige betydning af kvartsekstakkorden, som allerede Wagner yndede, og som i sig selv udtrykker verdens skabelsesproces og forbindelsen mellem Gud og det skabte. Den udtrykker matematisk og hørligt »universets sjæl« ganske som Platon definerede den med tal og beviser i sin »Timaios«. Men det er en anden historie, som Kipling ville have sagt...

Fodnoter:
(1) Honegger, Milhaud, Poulenc, Auric, Tailleferre og Durey.
(2) Se hans arbejde: »20 lecons d'harmonie dans le style de Monteverdi à Ravel.
(3) Han fik første pris i kontrapunkt, fuga og musikhistorie ved Pariserkonservatoriet.
(4) Jvf. også Novalis: »Den sande digter er alvidende«, og Tournal: »Digter-filosoffen er i en tilstand af absolut skaben«.