Ved Alfred Einsteins død

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 04 - side 135-136

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Ved Alfred Einsteins Død

Fra U. S. A. kom Budskabet om Alfred Einsteins Død og dermed om, at en af de bedste indenfor Nutidens Musikforskning ikke er mere. Dansk Musiktidsskrift har i den Anledning bedt mig om et Par Mindeord, og jeg efterkommer gerne denne Anmodning så meget mere som jeg gennem snart mange Aar har liaft personlig Tilknytning til min store afdøde Fagfælle, selv om de Gange, jeg har truffet ham, let kan tælles.

Første Gang vi mødtes var paa det tyske musikvidenskabelige Selskabs Kongres i Leipzig i 1925. Einstein var dengang en Mand paa sin Livsbanes Højde (f. i Milnehen 1880), og ud af hans Ansigt lyste en Personlighed, man straks maatte fæstne sig ved. Han tilhørte ved sin Fødsel det velhavende, jødiske, højtkultiverede Bourgeoisie, der for Aandslivet i det wilhelminske Tyskland betød et saa væsentligt Irritament og Incitament. Stærkt internationalt orienteret var han også, og dette gav ham noget af en Særstilling indenfor den daværende tyske akademiske Verden, som endnu ikke havde overvundet den paatvungne Isolation under den første Verdenskrig og den selvvillede efter Nederlagets og Versailles-Fredens Bitterhed i det hele taget havde han vel en langt videre Horisont end de fleste. Allerede dengang stod der en vis Glans om hans Navn; han havde siden 1918 redigeret det tyske Tidsskrift for Musikvidenskab og derved lagt så glimrende Evner for Dagen, at han i Løbet af faa. Aar bragte dette Foretagende op til en Blomstring og paa saa højt et Niveau, som næppe noget andet Tidsskrift paa dette Felt kan siges at have naaet. løvrigt var han kendt som Forfatter af forskellige mindre Arbejder, der væsentligt drejede sig om ældre italiensk Musik. Nogen Universitetskarriére havde lian ikke bag sig - han foretrak aabenbart at leve som fri Videnskabsmand. I de følgende Aar saa jeg ham kun flygtigt, et Par Gange paa Kongresser i Udlandet ligesom jeg erindrer et kort Besøg i hans Hjem i Berlin - han havde nemlig i 1927 forladt München. for at overtage Stillingen som den ledende Musikkritiker ved Berliner Tageblatt. I denne Position, dengang en Nøglestilling indenfor det mægtige tyske Musikliv, gjorde han i fremragende Grad Fyldest. Han var nemlig ikke blot Videnskabsmand, men tillige en meget kyndig og fintmærkende praktisk Musiker, holdt sig hævet over Partipolitik, og skrev fortræffeligt for sig. Udover Bladvirksomheden bestod hans Arbejde i disse Aar væsentlilt i Nyudgaven af Riemanns Musiklexikon, hvis Redaktion lian havde overtaget efter R.s Død og som under hans Ledelse svulmede op til et Keempeforetagende.

Imidlertid gik det mod haarde Tider i Tyskland, og Einstein var en af de første der forstod, hvor det hele bar hen, og tog Konsekvenserne heraf. I Sommeren 1933 mødtes vi atter paa en Kongres, i Cambridge i England. Men denne Gang var det ikke blot for et kort Besøg han var kommet. Han var klar over, at han fra nu af var uden Fædreland. Den Uretfærdighed og Umenneskelighed, der ramte ham og hans Racefæller, gik ham dybt i Sindet, ja gav ham egentlig Ulivssaar, og han tilgav den aldrig. Han var en stolt og tapper Mand, ikke vant til at slaa Blikket ned for nogen, og dette, som en mærket Forbryder at blive sat udenfor Samfundet, kunde han ikke bære. I Forholdet til Tyskland var han fra nu og indtil sin Død uforsonlig - man kunde undre sig over en saa absolut Holdning, men ingen ved hvad han aandeligt har maattet lide.

Nu levede han nogle Aar som Flygtning i England, uden fast Stilling og hovedsagelig optaget af Studier paa British Museum. Senere slog han sig ned i Italien, i en Villa i Nærheden af Florens, ogsaa der ivrigt optaget af Biblioteksstudier. I 1937 udsendte han som Førstegrøde af disse ensomme Studieaar en Nyudgave af Köchels: Mozart-Verzeichnis, nærmest en helt ny Bog paa det gamle Grundlag. Og i Italien indsamlede og supplerede han i disse Aar det kæmpemæssige Materiale som muliggjorde hans Livs største Bedrift, hans magnum opus, Værket om den italienske Madrigal.

Men heller ikke under Italiens Himmel kunde han finde varig Hvile, Mussolinis Politik drev Landet i Hitlers Arme, og atter maatte Einstein friste en Flygtnings sørgelige Kaar. Han kunde sige med Dante:

Du skal forlade hver en Ting med Tiden,
om er dig dyrebar og mest til Glæde;
det er Landlysnings første Pil i Striden.
Du prøve skal, hvor besk det er at æde
af fremmed Brød, hvor det er haarde Veje,
og andres Trapper op og ned at træde

I September 1939, faa Dage efter den sidste Verdenskrigs Udbrud, traf jeg ham sidste Gang ved en Kongres i New York. Han var nylig kommet til U.S.A. og var synlig træt og deprimeret. Kort efter fandt han sin første Universitetsansættelse, idet han blev Professor ved Smiths College i den lille By Northhampton i Massachusetts. Det var en Stilling, som vel ikke nøje svarede til hans høje videnskabelige Position, men han befandt sig godt i den og fik her den Ro og den Omgivelsernes Sympati, som han i saa stærk Grad trængte til.

Efter Krigens Afslutning genoptog vi vor Korrespondance, men desværre varede det ikke mange Aar, før der igen kom daarlige Nyheder fra ham: I Sommeren 1950 skulde han holde Gæsteforelæsninger ved Universitetet i Berkeley i Californien, men paa Vejen dertil blev han haardt angrebet af en yderst alvorlig Hjertesygdom. Lægerne paalagde ham den strengeste Forsigtighed; han maatte fra nu af skaane sig selv og slog sig ned i El Cerrito i Californien, hvor Klimaet skulde være ham gavnligt. Sidste Gang jeg, hørte fra ham var ved Nytaarstid i Aar. Jeg havde i et tidligere Brev nævnt, at det egentlig var et utiltalende Lune af Skæbnen, at vi i Tidens Løb havde truffet hinanden alle mulige Steder i Verden undtagen netop i Italien, som for os begge var Landet over alle Lande. Hans Brev -sluttede således: Wäre ich gesund geblieben, so hätten wir uns dort vielleicht noch einmal treffen können. Ma .......

Sørgeligt, sørgeligt at han saa hurtigt skulde faa Ret!

Med alle de tragiske Hændelser, der formørkede Alfred Einsteins Tilværelse naaede han dog den sjældne Lykke, som kunde opveje megen Modgang: hans Livsværk, »The Italian Madrigal« blev fuldendt og udkom faa Aar før hans Død. Dette Kæmpearbejde (i tre store Bind) er fremgaaet af den mærkelige Konibination af Flid og Aand, som fremfor alt gjorde dets Forfatter til en Storhed indenfor sit Fag. Han var hele sit Liv igennem en myreflittig Mand - uafladeligt arbejdede han, og var han for træt til egentlig Produktion lod han ikke derfor Pennen falde, men udnyttede Tiden med at bringe de klassiske Værker i Partitur. Trods al Hengivenhed for Detaillen var hans Styrke dog Overblikket, og lysende Klarhed udmærkede alt hvad han frembragte. Det Værk, han har skabt, vil, selvom det naturligvis paa mange Punkter maa forældes, dog blive staaende. Det vil kunne læses til sene Tider og glæde Menneskene, fordi det i sig selv er et Kunstværk, skrevet ud af den dybe Glæde over Skønheden, som var hans inderste Væsen.

Knud Jeppesen.

Årgang 27/1952, nr. 04