Grammofon

Grammofon

STRAWINSKY: Petrouelika. Orchestre (le la Suisse Roinaiide, dir. ERNEST

ANSERMET. Decca LXT 2502.

»Inden jeg gik igang med »Le Sacre du Printemps«, (ler tegne(le til at blive et langt og kræ.vende arbejde, ville jeg adsprede mig med et orkester-værk, hvor klaveret skulle s Dille en fremtrædende rolle, en slags ,,»I~oiieci-tst~ick«. Mens jeg komponerede denne musik, så jeg

t,

tydeligt for mig . en marionet(lukke, som pludselig har sprængt, alle bånd og som ved ,sine kaskader af di,,æevelske arpeggio'er driller og ophidser orkestrel, der svarer med truende fanfarer. Der opstår en frygtelig tumult, som efter at have nået toppunktet. af vildskab ender med, at den st.,,ikkels marionetdukke synker sammen i smerte og klage. Da dette bizarre musikstykke var færdigt, gik jeg i timevis ved Genfersøens bredder og brød min hjerne med at finde en titel, som med eet ord kunne udtrykke min musiks karakter og min hovedpersons væsen.

En, dag sprang jeg i vejret af glæde.

Petrouclika! Den evige og ulykkelige helt fra alle markedspladser ... «

Sådan fortæller Igor Strawinsky i sin »Cronique. de ma vie« (1935), oversat til dansk af Carl Johan Elmquist, om sin populæreste ballets tilblivelse. For det blev jo ikke ved den ensatsede klaverkoncert. Arbejdet med »Sacre« udsattes efter Diaghilevs overtalelser, og sommeren 1,911 kunne »De russiske balletter« præsentere forestillingen på Chatelet-teatret i Paris med Nijinsky i titelpartiet. »Og (let er for at høre denne tnusik, De har trommet os sammen«, sagde en kritiker. »Netop«, svarede Diaghilev.

»Petrouchka« nåede frem på Det kgl, teater i 1925, hvor Fø

kin satte den op i en ny version, som siden er rekonstrueret af Harald Lander. Men værket har tillige sin faste plads på koncertrepertoiret, dels i den originale orkesterform, dels i klavertranskription ved komponisten, som i en suite af tre satser har skabt et moderne virtuosnummer, der ikke står till)age for de Liszt'ske transkriptioner i retning af pianistisk ekvibrilistik. Også på grammofon findes forskellige udgaver, bl. a. med komponisten på podiet, men prisen må ubetinget gives til den nye version. med Orchestre de la Suisse Boniande under Ernest Anserinet på De(,ca Lp. Anserniet har endda tidligere for samme firma indspillet en komplet optagelse med Londons pliilharrnoniske, orkester (K 1388--92), inen den seneste udgave af Strawinskys reviderede partitur på ffri-long playing må nok være at foretrække for sine tekniske fuldkommenheder.

»Musik skal meddeles og ikke fortolkes«, siger Strawinsky. -»Da enliver fortolkning i højere grad åbenbarer fortolkerens personlighed end komponistens, livein kan så garantere, at den udøvende kunstner gengiver den skabendes billede uden forvanskninger?« Med fare for at støde den 70-årige komponist, der andet sted raillerer over beundringen for Toscaninis 5. eller Furtwånglers 5. i stedet for Beethovens, må Ansermels »Petrouchka« anbef ales, varmest. Dels fordi den optagelsesteknisk ligger i spidsen, men først og sidst fordi den i kraft af personlig levendegørelse netop er

Strawinsky. V.

STRAWINSKY: »Le Saere du Prin

lemps«. L'Orchestre de la Suisse Romande, dir. ERNEST ANSERMET. - DECCA LXT 2563.

Som det sidste 'af værkerne i $tr,qwinsk-ys første ballettrilogi

,står »Le Saere du Printemps«. Den blev som Aldfuglen« o,, »,Petrouelika« skrevet til Diaghi

levs »Ballet Russe«, og den be~ tegner et højdepunkt ikke alene indenfor Strawinsky produktion inen i vor tids musik i det hele taget. Mere end om nogen andre værker fra dette århundrede er der blevet skrevet og talt om »Saere« - ikke mindst om den skandale, den vakte under Pierre Monteux's ledelse ved uropførelsen med »Ballet Russe« på Théåtre des Champs- Elysées den 28. maj 1913. Lad derfor liellere dette i sandhed enestående og st.-ærke værk tale for sig selv, så meget desto mere som (let i denne optagelse under Ernest Anserinets ledelse fremstår i den prægtigste skikkelse skabt også ved en. uforlignelig indsats fra UOrchestre (le la Suisse Romande's, si(Ie. Det er intet under, at Str,awinsky sætter meget høj pi-is på Ansermets interpretation af sine værker. Gengivelsen af »Sacre« er et af beviserne ~å hvorfor: (let rytinisk og kla

ngligt højt komplicerede partitur gennemlyses af Anserniet, så (Jet fremstår som et skøntklin2ende, hele, hvori ingen detaljer gar tabt som offer for en dynaniisk effekt. Alli-,evel er dynamiken spændt til det yderste i den afsluttende »offerdans«, hvis rytmisk intrikate episoder føles så organisk levende, så spændstige og platiske, at man umiddelbart rives i-ned af denne symfoniske kultiske ekstase.

Også fra teknikernes side er der med denne lp-optagelse ,,,det et mesterstykke; overfladerne er ulastelige og klangen indfanget med en sjælden skøn rumvirkning. Den tiåler al den styrke i

gengivelsen, som naboen tilla-

der. fsj).

STRANVENSKY PIATIGORSKY:

sidle ffillienne. ERLING B. BENGTS-

SON, violoncel, HERM. 1). KOPPEL,

kl-aver. 11NIV DB 20168/70 (aut.). 6'

pladeside: DARIUS MILHAUD: Elegi

(vel. ol. kl.).

På 0 pfordrin-, af Diagliilev, (ler Lavde haft, succes nied en ballet over en suite af Se,-.irlatti, skrev Strawinsk-y efter (len første verdenskri-, »Pulciiiellq,« over niotiver fra Pergolesi. Samarbejdet nied Massine oll Pieasso forløb ikke helt gnidningsløst, bl. a. fordi førstnævnte udarbejdede sin koreografi på grundlall af et klaverudtog og derfor lejli- ghedsvis forfaldt til optrin oll bevægelser, som ikke svarede til (len k Langkarakter, Strawinsky samtidig fandt frem til i sin instrunientation. Alligevel niener komponisten, at »Pulcinella« blev en af de ineget få forestillinger, hvor alt kom i kunstnerisk balance, sujet (Pulcinellas k,-,erlighedseventyr), rnusik, koreografi og den dekorative namme.'Alåske er (let derfor, man. stillet over for niusiken alene ikke rigtig fornemmer, hvad Strawinsky egentlig har villet ined sin orkestration. For noget reelt kompositorisk arbejde nied Pergolesis stof synes der ikke at være tale om. Ikke mindre usikkert blir indtrykket -af transkriptionen, hvad enten det drejer sig* om komponistens egen for vio-lin og klaver, indspillet på Coluinbia af Strawinsky og Dushkin ' * eller det her' foreliggende arrangement for cello og kla,~er ved Gregor Piatigorsk~

y.. Deriniod forstår man udmærket, at en cellovirtuos finder et taknemligt stof i den femkantede suite. Pergolesi-melodikens sangbare sødine og Stnawinsky-harmonikens diskrete modernisme er præsentabel salonkunst, og Erling Bløndal Bengtssons og Herm. D. Koppels perfekte sammenspil er ganske diverterende at lytte til. Den habile optagelse fra Valby er destiden kompletteret med en lækkert kandiseret Elegi af Darius Milhaud (1945), så alle

og enliver kan høre, at »rnoder-

ne« musik slet ikke er så hår-

rejsende. Strawinskys Pergolese-

krøller falder tværtimod så nå-

turligt som keniisk cold-pernia-

nent. V.

STRA'WI~N'SKY: Divertiinenio -- »Le Baiser de la Fée«. L'Oreliestre de la

Suisse Roniande, dir. ERNEST AN

SERMILT. - DECCA LXT 2631.

Den enhed som trods en stejlt fremadskridende udvikling kemdetegner de store »russiske« balletter, finder nian ikke over nogle af Strawinskys

,N følgende balletv,ærker. Det er, soni oni lian efter den russiske periode isolerer livert enkelt værk, gør den grundk-egpende idé til en opgave, der helt skal løses og hvile i sig selv. Man trækker derfor ikke let tråde fra det ene værk til (let ,andet, eller aner hvor det nu bærer hen, når li,,,in har fuldført en koniposition.

Sit håndværk inestrer lian til den højeste grad af fuldkommenhed, og lian kan bogstavelig talt påtage sig enhver opgave indenfor enhver begrænsning. Ja, lian ynder i særlig grad begrænsningen, six--endetrøjen, og derfor ser nian, hvordan han i flere tilfælde søger den ved at give sig i lag nied opgaver, hvor stoffet er givet som i »Puleinella«-musiken, hvor Pergolesi er impulsen og her i »Féens kys«, (la det er hans landsmand Tjaikofski, der giver ham konkrete idéer. Behandlingsmåden er umiskendelig Strawinsky'sk, nien i begge tilfælde har han på ejendommelig vis ramt noget centralt hos både dem og sig selv. Han har så at sige fundet en fællesnætyner, og det er den vi præsenteres forunder»regiiestykket«. Når (let så skal gøres op, da er det lige meget, hvordan vi vender og drejer det facit bliver dog: Strawinsky.

Som ballet har »Féens kys« sit motiv f ra H. C. Andersens »Isjoinfruen«. Det er fortællingen om Rudy i Schweiz, der som ganske bitte forulykker i en gletscherspalte saninien med sin mor. Moderen dør, men lille Rudy reddes., Han kaldes tillive til trods for at Lgjomfruen (»Féen«) liar k-ysset ham. Saninien ined »Svimlen« efterstra-ber hiiii hani iiii, indtil det lykkes liende at få ham, dagen før lian skal ægte sin elskede Babetle.

Strawinsky kalder dette saniniendrag af episoder fra »Féens kys« et Diverlimento, og det har da også helt igenneni en nieget åndfuld diverterende karakter, soni Ernest Anserrnet med formfuldendt elegaiice pr,,lesenterer på denne i alle lienseender excellente optagelse.

(Koblet med Frank Martin: »Pe-

tite syniplionie concertante«,

s. d.). fsp-FRANK MARTIN: »Petile Symphonie (,,oncertante«. Strygere fra L'Orchestre de la Stilsse, Roniande, harpe, eenil)alo og klaver, dir. ERNEST ANSERMET. - DECCA LXT 261'31.

Fra 1SCM-niusikfesten i København 1947 vil enkelte sikkert kunne erindre sig (len schweizisk fodte nu 62årige i Holland boende komponist Frank Marlin's »Petite Syinplionie Concertante«, ikke inindst på grund af værkets ejendommelige sologruppe: harpe, cembalo og klaver, stående overfor tuttigruppen: strygeork-ester. Siden uropførelsen her under Erik Tuxens ledelse har denne smukke komposition fået vid udbredelse og foreligger nu også i en us,-edvanlig fin indspilning, dirigeret af Ernest Ansermet med Pierre Jamet, Gérrnaine laueher-Clere og Doris Rossiaud på de respektive solostemmer.

På bestilling af Paul Sacher til lians »Collegium Musieum« skrev Martin i 1945 denne komposition, livis usædvanlige sologruppe står som en vor tids parallel til baroktidens conlinuodel, blot udforinet med hovedvægten lagt på den solistiske udfoldelse, samtidig i-ned at disse instrumenter efter tur og beliov indgår i totalklangen og farver (len med ofte nieget udtryksfulde og pr-weist virken(Ie effekter. Det er som lielhed et sjældent skønt værk, der særligt, udmærker sig ved motivernes espres

sive karakter, (let meget levende og afvekslende sairinienspil inelleni grupperne. indbyrdes og liver for sig og en uni- adelig fin klangkolorit.

Frank Martin bygger delvis sit grundstof på 12-toneprincipet nied nieget svag understregiiing af pr Incipet. Modsat Selibiiberg er han neinlig ikke fanatisk principrytter; langt niere er han i skægt ined '41ban Berg og søger som denne først og freninies'l at menneskeliggøre udtrykket i sine melodiske idéer. De, bærer i kraft af en naturlig spænding og varme, og »priiieipet« understøtter blot (len tematiske koncentration, som nian f. eks. ser det tilsvaren(~e hos Holniboe i eliaconne-teniaet fra lians tredie

,-ekvartet. Et eksempel fra indledningen til Martins værk vil anskueliggøre, hvordan Lan

også i en slags passaca91L,,ikarakter - forin Lilerer en meget fint afbalanceret og caiitabil 12tonenielodi indenfor den énstre""gede oktav i j,,,~eviit og hangsonit glidemle Y-, takt:

las, f es, es / (1, d, (les ges / b, a,. li // c. - - o.s. v. Ved fra c at gen tage d C sallillie interv,alføl.,,,er vil inan nuærke, livor(Lan teniaet, i sig selv liele tiden modulerer en stor terts ol), tre gange til nian på n-y står ved en tem,abegyndelse på ,is; et - yderligere spændingsmoment af fin kunstnerisk virkning.

Bland altså ikke begreberne alonalisine og 12-lonemelodik sammen, for livem, har nogen,sinde hørt oni et atonalt tenia, der modulerer? Det ville wære et i sandhed. besynderligt. musikalsk eontradictio, in adjeeto!

Optagelsen er også teknisk af priiiia kvalitet -- en ønskeplade, berettiget til en hædersplads i diskoteket. -

BELA BARTOK: TIBOR

VAR(_-',,A (violin), Berliner philhar-

nioniselies Oi-chester, dir. FERENC

FRICSAY. - Deutselle Gr.-muniophon

18006 IIPM.

Af Béla Bartóks produktion kan nian tage enkelte kompositioner ud, som inå siges at høre til de absolutle mesterværker i vor tid. Et af dem er violinkoncerten, der med sine ui-nådelige musikalske rigdomme hører til de skønneste kunstneriske dokumenter, Bartók har overladt eftertiden.

Violinkoncerten, der er skrevet i 1937---38, har mange træk fælles med den store, fem år yngre Concerto for orkester: de vældige dynamiske spændinger, (ler pludselig afbrydes, den helt overdådige orkestrale farvepragt og som en ikke uvæsentlig faktor for hans frodige melodiske fantasi det folkemusikalske urstof, som genneingløder stroferne, hvor minutiøs end den tekniske udformning er. Det er en udpræget solokoncert, der stiller overordentlige store krav til sin udøvers teknik og musikalitet, og stort set slutter den sig i de formelle hoveddele ret teet til (len klassiske koncertform. Her hos Bartók gøres den gennem det stoflige til en enhed, idet ydersatserne 1)ygges på den samme brede, varme melodilinje, der ved en alene rytmisk og metrisk omformning i finalen overraskende fremtræder i helt nyt aspekt. Hvad der dog betager så stærkt ved dette værk er dets mange skønt svungne, store melodiske buer og det væld af fint ciselerede solokapricer, der legende væves ind i en orkestersats, som i sig selv er et uudtømmeligt fond af idéer.

Artisten Bartók har givet sin fantasi frit løb, men han forfalder dog aldrig til artisteri, fordi han først og fremmest søger at udløse instrumentets mest karakteristiske egenskaber. Deraf udspringer så mulighederne.

De to ungarer, violinisten T!bor Varga og dirigenten Ferenc Fricsag, begge fremragende musikere, har d

,yb føling med deres landsmand Bartóks kunst. Gengivelsen, præcis, klar og farverig, som den er, lyser af inspiration og spilleglæde. Skønt strygerklangen kan virke lidt presset, hvad enkelte lp-optagelser viser tendens til, er det dog en indspilning af fineste kvalitet.

fsp.