Hvad siger kollegerne? Udtalelser af danske komponister

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 05 - side 198-201

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Hvad siger kollegerne?

Udtalelser af danske komponister

Da jeg som ca. 20-årig mødte Igor Strawinskys kunst følte jeg den som en befrielse. Det første værk jeg hørte var »Petruschka«. I dette værk udfoldede sig en klangkunst, der var dristig men sober og en melodik, der i sin blanke diatonik var spænstig og bøjelig - en kras modsætning til de drivhusprodukter, jeg mødte under min studietid i Wien, hvor Schönberg og Scriabin stod i forreste række, hvor Gustav Mahlers umådeholdenhed stadig beundres og hvor Richard Strauss og Max Reger hædredes med trættende »festwochen«. Jeg følte i Strawinskys modale tonalitet en renhed, der var beslægtet med Carl Nielsen, og jeg indså at de nydannelser på klangens, orkestrationens og rytmens område såvelsom polytonaliteten, som jeg her mødte for første gang, måtte få betydning for alle tidens skabende kunstnere. Som Schönberg fortsatte linjen fra Wagner og Richard Strauss således fortsatte Strawinsky linien fra Rimsky Korsakov, Debussy og Ravel og skillevejen mellem de to retninger var tydelig allerede dengang. Mit instinkt hviskede at skulde man videre fra udgangspunktet Carl Nielsen, måtte det ske ved en tilnærmelse til retningen Strawinsky-Bartók; den sidste stod mig åndeligt nærmere navnlig efter at Strawinsky slog ind på en mere neoklassicistisk stil. Hvad jeg har søgt at lære af Strawinsky er det samme som jeg har søgt at lære hos alle støre mestre: selvtugt og høje krav med hensyn til musikalsksproglig udformning.

De unge nutildags forstår vel knap det gny der stod om Strawinskys værker; den ældre generation (bortset fra Carl Nielsen) betragtede ham næsten som umoralsk. Den aldrende Louis Glass forlod forarget koncertsalen under en Strawinskyaften, hvor Strawinsky selv medvirkede, og gav sin harme offentlig udtryk, en harme, der på fin og nobel måde blev imødegået af Christian Christiansen, der dengang som udøvende kunstner var en af de første herhjemme, der brød en lanse for Strawinsky.

Idag hvor Strawinsky runder de 70 og har en omfattende og meget forskelligartet produktion bag sig, anerkendes han fuldstændig som den ene af sin generations støre genier. For mig står han som en ener, der næppe kan danne skole, selvom hans indflydelse på det internationale tonesprog er meget betydelig. Hans åndsart i det meste af hans produktion med dens gennemreflekterede ironi og dens parasitiske forhold til ældre europæisk musikalsk tradition og dens næsten pertentlige kræsenhed kan ikke og bør ikke efterlignes. Den er så åndsaristokratisk at man knap forstår den uden kendskab til ældre epoker. Måske vil af denne grund mange af Strawinskys værker ikke betyde så meget i fremtiden, som de betyder nu. - Men der er nok, der vil stå som forbilledlig kunst. Har han ikke Bartóks storladne etos, så har hans værker i deres egenstil nok så stor en sikkerhed. Europæisk musikkultur står i dyb taknemmelighedsgæld til Igor Strawinsky; personligt er jeg ikke færdig med at lære af ham.
Finn Høffding.

Hvad der har fængslet mig meget ved Strawinskys kunstnerpersonlighed, er den omstændighed, at han ikke blot har været i stand, til at videreføre og afslutte en stilepoke - traditionen og udviklingen fra Rimsky-Korsakows seneste værker gennem »Ildfuglen« over »Petrouschka« til »Sacre du printemps« - men derefter har haft kraft og vilje til at give sig i kast med og løse musikalske opgaver ud fra helt andre stilmæssige aspekter.

Hans respekt for det håndværksmæssigt gediegne, for det teknisk fuldendte i kunsten og hans tagen afstand fra det altfor subjektivt individualistiske har ikke kunnet undgå at virke inspirerende; den uhøjtidelige, ironiske og satiriske tone, således som den f. eks. manifesterer sig i den elegante »Petite suite« for orkester, har haft den største betydning for min musikalske verdensanskuelse; men ellers er det jo nok hans første periode, kendetegnet ved de tre store balletter, som står mit hjerte nærmest, fordi jeg her finder en beundringsværdig balance mellem et melodisk rent og ukompliceret stof og en strålende oplagt og fantasifuld harmonik og rytmik - alt båret oppe af en blændende artistisk instrumentationskunst.
Sv. Erik Tarp.

Strawinsky dannede sammen med Bartók og Carl Nielsen grundlaget for min udvikling til musikalsk bevidsthed. Vi, der for 25 år siden var unge studerende, levede i en tid, hvor alle tre komponister, med hvert nyt værk, de skrev, slog deres betydning fast i samtiden; de gav os (le rigeste impulser igennem de værker, der senere viste sig at blive stående som centrale i den ny musik. Strawinskys klaverkoncert, Bartóks sonate for klaver, Carl Nielsens clarinetkoncert, for at nævne tre exempler, det var en rig befrugtning af sindet. Gik vi tilbage i Strawinskys produktion, fandt vi blandt andre værker Petruschka, Sacre du printemps og Historien om en soldat; denne musik slog os ved sin urkraft, ved sit primitive sprog. Den kom helt inde fra de oprindeligste kilder i menneskets sind, og foruden at berige os, lærte den os, at primitiviteten i udtrykket kun kunne komme med den sikreste beherskelse af udtryksmidlerne: stillede altså et mål op for os, som vi måtte forsøge at arbejde os henimod, hver på sin måde. Vi vidste, at vejen måtte blive lang og vanskelig, men de lysende, berigende og inspirerende værker viste os vej.

Jeg er overbevist om, at eftertiden vil placere de tre komponister: Strawinsky, Bartók og Carl Nielsen, som de store i tiden. Storheden i Carl Nielsens musik er tidligst gået op for os danske; med tiden vil udlandet komme med. Strawinskys genius blev hurtigere anerkendt i den store verden. Hans værk er sammen med Bartóks grundlæggende for den ny musiks udvikling. Frodigheden, rigdommen og fantasien i hans musikalske sprog parret med hans eminente beherskelse af udtryksmidlerne viser os, at vi står overfor en stor komponist, hvis musik vil have betydning langt ud over vor tid.
Herman D. Koppel.

Det er unægtelig ikke helt let, at gøre sit forhold til en mand som Strawinsky op med nogle få linier, men da jeg gerne vil efterkomme DM's opfordring, skal jeg her trække et par enkeltheder f rem.

I min egentlige studietid - i slutningen af tyverne - spillede Strawinsky en relativ ringe rolle for mig, der dengang var mere optaget af ekspressionisterne. Men i de følgende år blev jeg alvorligt interesseret: Her skete noget som kom mig ved.

For at tage det mindst væsentlige først, så blev jeg slået af Strawinskys næsten lydefri herredømme over det tekniske, hans enestående sikre behandling af det musikalske materiale. Instrumentationen, klangbehandlingen, den rytmiske opfindsomhed, satsens klare struktur, kort sagt alt det faglige, fik mig til at nære en beundring for ham, der ikke er blegnet i de følgende år. Alligevel blev den kraftigste impuls ikke af rent faglig art. Gennem værker som Salmesymfonien, Historien om en soldat, Petruschka og Sacre du printemps oplevede jeg en komponist og et menneske med etos og idé, en stærk personlighed, jeg ligeså nødig ville undvære kendskabet til som nogen af de store klass.ikere.

Idag er Strawinsky for mig et afsluttet kapitel. Han er i mine øjne allerede klassiker, og når jeg fraregner de mere negative momenter som, beklageligt for mig, har afkølet min interesse, finder jeg stadig, at Strawinsky er en betydningsfuld hjørnesten i det skarpe sving mellem den sene romantik og den tidlige »ars nova«, og at denne vor tids nye musik - i praktisk talt alle dens afskygninger - står i stor gæld til ham.
Vagn Holmboe.

Er vor tid i sit kunstneriske udtryk blevet karakteriseret som »de følsomme tommelfingres tid«, så dækker den karakteristik i hvert tilfælde ikke Strawinsky. Følelse er der i hans musik, ofte stærk og glødende, men den aves af et ordnende intellekt, spændes op til stilens konsekvens og formuleringens umådelige præcision.

På andre af den ny musiks overdrev dyrkes der en mangfoldighed af seere, grå teorier, hvis afgrøde var duftløs og kedsommelig. Heller ikke dér hørte Strawinsky til - denne modsatte yderlighed, et konstruktivt apriori, har været ham lige så fremmed.

I Strawinsky har i sin musik formuleret sin tids intellekt-betonede kunstopfattelse med en forunderlig kraft. Da han blev vesteuropæer og senere amerikaner, trådte denne intellektualisme i forgrunden. Det gav anledning til profetier om, at nu stagnerede han i gold formalisme. Jeg har lært mig at være forsigtig med at godtage den teori, fordi disse sene værker gang på gang har åbnet sig for mig og afsløret en særegen skønhed, efter at jeg til. at begynde med bedømte dem som svagere i deres inspiration end ungdomsværkerne. De er lærerige, mindst lige så meget som de store veerker fra mellemkrigsårene, fordi de rummer så almengyldige træk, en beherskelse og en sikkerhed i virkemidlernes udnyttelse og et eventyrligt stilistisk mesterskab, som gør dem lærerige for enhver komponist, uanset hvad vedkommende el lers har på hjerte og ønsker at sige.

Strawinsky som person har noget fascinerende over sig. Jeg kender ham kun fra podiet - sidst da jeg hørte ham dirigere i New York i efteråret ved en af Balanchine-ballettens forestillinger, hvor hans fire balletter »Feens kys«, »Apollon«, »Jeux de Cartes« og »La Cage« blev opført. Han dukker op i orkestergraven elegant og utilnærmelig som
en tryllekunstner. Samme utilnærmelighed er der over hans erindringer. Hvor vor egen Carl Nielsen fortæller så hjertevarmt om sine fynske barneminder, er vi i »Cronique de ma vie« på rejse med en verdensartist - alle verdensnumrene i kufferten, men ingen nyfigne kik bag forhænget tillades. Det er et mageløst dokument. Og dog kan Strawinsky som skribent udtrykke sig med både varme og begejstring, men så gælder det.musiken og kun den - i erindringerne og i »Poétique«, lysende steder, som afspejler en klarsynethed og en rummelighed, der også som æstetiker gør Strawinsky så lærerig og positiv.
Jørgen Jersild.

Visse af Strawinskys Værker har haft kolossal Betydning for mig som Orkesterkomponist. Specielt Petruschkapartituret har jeg følt mig draget af og lært af, idet jeg føler. at hele den moderne Orkestertekniks Problemer her er klarlagt og løst paa en overmaade stringent Maade. Ligeledes betyder Strawinskys overlegne artistiske Indstilling til sit Stof, af hvad Art dette end kan være (ogsaa det mindre betydelige), et umaadeligt Incitament for mig. »Alt kan laves,« lige fra Barok til Jazz. Vokalt har Strawinsky derimod ingen Betydning haft for mig idet han jo saalidt som de fleste nutidige Komponister ejer en virkelig original melodisk Aare. (Carl Nielsen er ham jo ganske overlegen paa dette Punkt.)

Bortset fra faa Værker placerer Strawinsky sig som typisk Repræsentant for den saakaldte vesteuropæiske intellektuelle Retning hvad der utvivlsomt overfor et normalt Koncertpublikum forringer hans chancer for at vinde en lignende Udbredelse endsige Yndest som tidligere Tiders geniale Mestre. Set fra en Fagmusikers Standpunkt er der jo imidlertid ingen Tvivl om hans Førerstilling. Men er det nok?
Sv. S. Schultz.

Overhovedet at diskutere Strawinskys betydning idag og for den musikalske udvikling i vort århundrede synes mig en kende respektløst: Han er vor tids største komponist og har præsteret enkeltydelser, der rager op over de fleste af hans samtidiges.

Noget andet er, hvad han rent personligt betyder for én, et spørgsmål, der angår temperament og smag, og som unddrager sig den objektive erkendelse, som altid er nødvendig, når man skat tage stilling til et kunstværk. Men skal jeg svare på det fiktive spørgsmål: »Hvad betyder han for dig,« må jeg sige: Jeg beundrer ham, jeg kan få kold rislen ned ad ryggen, men han varmer mig ikke. Strawinsky kan gløde med en lysende ild, en farveskala fra det dybt røde, ulmende som i den tidlige balletmusik, til den blå-hvide svejseflamme i f.eks. symfonien i tre satser fra 1945. Eller han slår én for panden (tænk på begyndelsen til Oedipus rex), et greb i struben, og man sidder uhjælpeligt fast som i en skruestik, lammet af det fuldendte, det passionerede, det virile, syntesen af de mangeartede elementer, der dog altid føres til ét: Strawinsky.

Såvidt, hvad min hjerne, erfaring og stemning siger mig. Men vil jeg gå lidt dybere standser jeg ved følgende rent personlige konklusion: For en yngre komponist af idag, der har haft positiv reaktion på »Tristan«-oplevelsen, dvs. erkender sin samhørighed med den lange træge udvikling indenfor den germanske kulturkres med al dens »durchführungsfilosofi« og »lange kæde af tilløb til mesterværker«, som det så smukt kan siges om alle små »hindemith'er«, og »schönberg'er«, han kan næppe hente meget hos Strawinsky. Tænk på, hvor lidt egentlig skole, Strawinsky har dannet. Forklaringen er ligetil: Strawinsky's værker er for fuldendte til, at der kan bygges videre på dem. Anderledes med Bartók, Hindemith og Schönberg - de har alle europælske rødder, der søger, ned til de dybe kilder hos alle vest- eller mellemeuropæisk tænkende og følende. For at bruge Thomas Mann's ord: »Erneuerung des Verbrauchten durch Konstellation«. Dette kræver intellektuel begrænsning og resignation. Strawinsky har også sin opfattelse af fortiden, men han støber glaskugler om hver løsning og hænger alle disse perler af mesterværker op på en snor foran os, uden at vi kan se, hvad der er gået forud, eller hvad der vil komme bagefter.

Strawinsky er vor tids største komponist -- det kan jeg forstå og opildnes til at erkende: Men jeg kan ikke føle det.
Niels Viggo Bentzon.

Jeg hører aldrig et værk af Strawinsky uden at brænde efter at få undersøgt nærmere, hvordan denne overlegne musikhjerne har løst den foreliggende opgave og opnået så forbavsende virkninger. Men ser jeg bort fra enkelte, navnlig tidlige værker, og da især Petruschka, der står mit hjerte så nær som de største klassiske mesterværker, så konstaterer jeg også straks, at musiken ikke overbeviser og bevæger mig, at den lader mig kold - delt mellem beundring for dens ubestridelige kvaliteter og beklagelse af dens brist. Strawinskys kompositoriske mesterskab - såvel satsteknisk og formalt, som instrumentalt-klangligt - er af indlysende betydning for de sidste 40 års musik. Men, hvor kan hans dygtighed også virke steril i værker som violinkoncerten og klaversonaten, hvor kan viddet være anstrengt i Pulcinella eller dansesuiten for orkester, og hvor kan den livsbenægtende grundstemning i en lang række af hans værker dog virke trykkende.

Problemerne ligger således i et indholdsmæssigt og stilistisk plan. Når Strawinsky ganske bevidst søger at genoplive en prøvet udtryksmåde, gør han det med let genkendelig Strawinsky'sk elegance, men efter min høremåde uden en personlig grundfornemmelse, der bunder i noget dybere end det rent artistiske. Men værre forekommer det mig, når Lex. lokaste i Oedipus Rex pludselig bryder ud af værkets gennemførte kølighed og lidenskabsløse klarhed - der er ægte Strawinsky'sk - med en melodisk espressivitet, der trods skæv harmonisering er lige så umiskendelig Verdi'sk. For her synes et bevidst nyt musikalsk sprog at komme til kort og erstattes med ældre formler, der hvor indholdet er mest udtryksfuldt.

Strawinsky har åbnet nye veje og bragt os alle uvurderlige impulser. Men jeg kan ikke føle, at han har skabt en sund, tidstypisk stil, at han har udtrykt sig med den almene enkelhed og positive, kontemporære følemåde, der efter min overbevisning kræves af et kunstværk, for at det uantastet skal passere fra samtid over i et vist spand af fremtid. Svend Westergaard.

For et par aar siden, endnu mens jeg studerede paa konservatoriet, var jeg en dag i selskab med en nær ven og kollega. Vi kom naturligvis hurtigt i snak om problemerne i vor tids musik, og min ven berettede da følgende lille hændelse han havde haft: Han studerede nogle aargange før mig hos en af vore højt ansete pædagoger, og en dag han var til time fremviste en anden tilstedeværende elev et af sine arbejder, et orkesterstykke, og efter at have set lidt i partituret udbrød læreren: »Jamen De anvender jo stadigvæk det store orkester ... det er skam ikke moderne mere ... « Det var nemlig i tiden efter den periode, hvor Igor Strawinsky komponerede »Historien om en soldat«, og hvor han tvunget af ydre omstændigheder havde reduceret sit orkester til det mindst mulige. Så stærkt gjorde Strawinskys indflydelse sig altså gældende dengang, og selvom andre og nye strømninger er gået ind i det musikalske verdensbillede siden, og selvom Strawinsky ikke mere synes at være det store udgangspunkt tor moderne komposition han var blot for femten år, siden, er der vel i dag indenfor hovedretningerne i nyere dansk musik næppe en komponist, der kan sige sig helt fri for Strawinskys påvirkning. Forresten har jeg nu heller aldrig hørt om komponister der, om jeg så må sige, har drevet det til noget ved at begynde for sig selv, mens det modsatte jo bekræftes hele musikhistorien igennem. Og om ogsaa Strawinskys indflydelse, som det synes os i dag, gør sig mindre gældende hos Unge komponister end f. eks. Bartóks, tror jeg at han indirekte betyder mere end mange tænker sig; ikke en betydning i konkret forstand, men ene og alene i kraft af at fænomenet Strawinskys kunst eksisterer. Jeg personlig er tryg ved at vide af Strawinsky som den stødpude han vil være for tiden fremover, og jeg tror at den forbeholdenhed og skepsis hvormed man i dag ofte betragter ham, vil fortage sig naar hans arvtagere har forstaaet at udnytte ham paa den rigtige maade, saaledes at de elementer Strawinsky har tilført musikken, kan gennemgaa den tidens metamorfose der bliver nødvendig for at gøre vejen tilgængelig for anderledes tænkende komponister, og som maaske derved muliggør dannelsen af en helt ny stil.

Da tror jeg Strawinsky vil faa direkte betydning, - langt frem i tiden, -som en kraftkilde for en generation der synes musikken henimod aar 2000 bør være helt anderledes!
Bernhard Lewkovitch.

Man skal passe på ikke at lade sig misbruge af dem, der tillægger én hensigter, man ikke nærer.
(Poetique musicale)

Traditionen er ikke det samme som vanen, der er en ubevidst erhvervelse, som har tendens til at blive rent mekanisk, mens traditionen er resultalet af en bevidst og velovervejet godkendelse. En sand tradition er ikke vidnesbyrd om en svunden fortid; den er en levende kraft, der beånder og oplyser nutiden.
(Poetique musicale)

Ligesom man siger, at appeliten kommer, mens man spiser, således er det også sikkert og vist, al arbejdet fremkalder inspirationen, hvis den ikke har været til siede fra første færd.
(Chroniques de ma vie)

Årgang 27/1952, nr. 05