Litteratur

Litteratur

NICOLAS NABOKOV: »Old Friends and New Music«, 243 s. - Hamisk Hamilton, London 1951.

Det i dette nr. af DM (s. 196) oversatte uddrag af Nabokovs bog viser prøver på hans karakteristiske fortællekunst. Man ser hain heri s-oni en skarp iagttager, der gennem betragtningen af de mindste detaljer i sine »store« venners levemåde for I-når at te""ne deres portræt o,,,, gøre niennesket levemle for ]wseren. Sanitidig er lian - selv koniponist --- dybt fortrolig med vor ti(Is niusik og han har tillige en sjælden evne til i en ren verbal form at klarlægge en kunstners sa-,regne stil o-, kritisk at vurdere hans værk.

Som russisk emigrant har Nabokov været tæt inde på livet af (le store russere, der angav tonen i det musikalske Frankrig i tyverne. Han portræterer mesterligt personligheder som Diagliilev, Nijinski, Prokofieff, Strawinsky og Koussevitzki o,, fører læseren tæt ind på livet af deres kunst, samtidig med at han krydrer sin beretning med små overraskende oplysninger som f.eks. (len, at Diagliilev nedstaninier fra Peler den Slore!

Men hvor ine-et han end be

t-,

uiffli-er sine berønitc venner, så

gør denne beun(Iring hani do-g

ikke blind for deres såvel kun St-

neriske som menneskelige svag-

lieder. Det er denne kritiske ind-

stilliiig, (ler gør hans bog til

11 t, ~1

niere en(] blot og bar underholdning. Ogsil politisk er liaii meget skarp og konsekvent i sine ,inskuelser. Som en slags kulturgesaiffit sendtes lian umiddelbart efter krigeii af (len amerikanske regering til Berlin og beretter i slutkapitlet »Music under Generals« om sit første inøde med forskellige landsniænd fra Sov

r_,

jet. Her, hvor han så at sige er på hjeniniebane, 1)erører lian med anførsel af ofte temmelig chokerende eksempler adskil

lige vanskelige spørgsmål, og griber hårdt om nælden. Men allerede i kapitlerne om vennen Prkfv (sådan yndede Prokofieff ofte ined lutter konsonanter at underskrive sig) og i den biografiske skildring og ubariiihjertige stilistiske analyse af Sjostakovitch niærker nian, hvordan han, der kender sine landsmænds psyke, skærer igennem

agandaen og nøgternt vur1)rop,

derer (len kunst, (ler efter si-

geiide bygges på ægte folkeligt

stof, som (log i mange tilfælde lienter sin egenart fra de mest ordinære kilder.

Der er meget i denne bog, som

kan vække læseren til eftertanke

nien også modsigelse. fsp.

Litteratur på dansk om

Igor Strawinsky (indtil 1951)

Knudåye Riisaflei-: Igor Strawin-

t,

sky o,, (len russiske ballet.

»Nationaltid.« 2. juli 1.923.

Fritz- Croine i »Teatret« 1923/24

s. 89-90.

William Behrend i »Miisik« 1924

s. 109-10, 116-----17.

Alma Heibery i »1~,lusik« 1925 s.

8. _~__9

Adolf Weismann i »Dansk X1tis.

Tidss.« 192,5/26 s. 57----63.

Daniel Hi)idt: E,,n Str.-wvinsky-op

førelse. / »Sanileren« 1927 s. 91.

Boris de Seliloessei- i »Da. Mus.

Tidss.« 1927/28 s. 22---28.

Hei-in. D. Koppel sst. 1932 s. 137

-----145.

-- i »li.o.t.« 1934 nr. 3 s. 4-6.

Knudåge Riisager: Strawinsky i

Købenliavn. / »Foruni« april 1934 s. 15---16.

Ole Winding i »Radiolytteren«

1934. --- Også i »Da. Musiker Tid.« 1934 s. 137-38.

.1årgen Bal-zei-: Strawinskys ine

nioirer. / »Da. Mus. Tidss.« 1935

s. 203-----06, 1936 s. 116-18.

Hufjo Seligmann i »Politiken«

11. okt. 1935.

Ole 1Vindi129 i »Porurn« jun1 1936 s. 9-11.

Vagn Holmboe: Strawinsky: Symplionie de Psaumes- »Aarstiderne« 1941/42 s. 107-11.

Hugo Seligmaiztz i »Politiken« 17. juni 1942.

Angust Felsing i »Nationaltid.« 18. juni 1942.

Vagn Kappel i »Berl. Aft.« 19. juni 1942.

Niels Viggo Bent-oiz: Stra Nvinsky's oktet. / »Levende musik« 1942 s. 141--43. Se også s. 173-74, 174-75.

1gor Strawinsky: Mit Livs Historie. Ovei-s. af C. J. Elmquist. 202 s. Kbli. 1943.

Finn Høffding: Strawinsky's

»Jeu (le cartes«. ./ »Levende musik« 1943 s. 2,55-62.

Vagn Holinboe: Strawinsky's

»Syniplionie de Psaunies,«. / »Levende musik« 1943 s. 319325.

Torberz Antotz Sveridsen: Lidt om Strawinsky's »Histoire du Soldat«. / »Levende musik« 19 4 4 s. 7.-12.

Finn Høffding: Om Igor Strawinsky's, »Mit Livs Historie«. / »Da. Mus-- Tidss.« 1944 s. 9,3 -98.

.fårgeiz Balzer i »Stilretninger i den nyere Tids Musik«. Kbh. 1945.

Mogens Lorent-""en: [orri ,,irbej(let med Strawinsizy's opera »Nattergalen«] / ,Berl. Aft.«

t,

31. ni,,ij 1.946.

Jørgen Jersild i Det kgl. Teater,program, sept. 1946.

Jolmimes Sn2i1li: Poetik [i anl. ,tf Stra Nvinsky's PoéUque inusicalel. / -,,Da. Mus. Tidss.« 1948 s. 121-23.

Helge Gad: Vellyd og ildelyd.

»Sorø Anitstid.« 22. juli 1950.

Mozart-Gesanitausgaben, et nytryk af publikationerne fra 187686, af livilke allerede 4 bind er fremkommet under redaktion af den nylig afdøde professor Alfred Einstein, vil blive videreført af dr. Hans Th. David. Tillige udsendes et supplementsbind med de i nyere tid genfundne Mozart-værker.

WERNER DANCKERT: Claude Debussy, 2-18 s. - Waller tie Gruyt(~rs forlag, Berlin 1950.

I fire hovedafsnit gennemgår musikliistorikeren Werner Danckert. Debussys liv og værk. Efter det rent biografiske afsnit, hvor man måske kunne have ønsket sig en lidt fyldigere beskrivelse af (let specielle kunstneriske ol-, kulturelle miljø, Debussy var omgivet af, gås der over til stilen, der på en mønsterv,--ierdig klar, men temmelig koncentreret måde belyses uden for niange tyngende detaljer. Det bedste afsnit i bogen er uden tvivl Debussys. »geschichtliche Stellung«. Dog må man ollså lier savne en skildring f . eks. af Debussys nærmeste kolleger, frenifor alt Ravel. Kun - -n en sammenligning mel

gennei lem disse to komponist""er bliver Debussys særlige stil og stilling i fransk niusik sat i tydelig relief. I Bibliografien, som må siges at være virkeli,,.,,, fyldig, savnes dog des Værre Jurgen Ba Izers Debussy-bog. Denne bog burde Danckert have stiftet bekendtskab med i hvert fald med hensyn til Diskografien, som hos Danekert er fuldstændil. ubrugelig. Bortset fra de påpegede mangler er Danckerts Debussybogr læseværdig o-, interessant, henvender sig nok inere til kenderen end til den jævne musik

lytter. B. J.

ÅLLA~_~T I~RIbÉRP~IA: fiarald Lander og hans balletter. - Nyt Nordisk Forlag Ariiold Busek. J~bh. 1951. 182 s. Ill.

HARALD LANDER: Thi kendes for ret -? Henning Branners forlag. Kbh. 1951. 147 s. + 13 tvl.

For den kgl. danske ballet har 1951 På flere måder været et mærkeår. Af størst betydning udadtil var turist-balletsæsonen i begyndelsen af juni, hvor balletten fik lejlighed til at præsentere sig for en international domstol af balletkendere og i en række udenlandske dagblade og tidsskrifter'blev anerkendt som et korps af fineste karat. Efter en lang årrækkes målbevidst arbejde syntes ballettens tekniske o-, kunstneriske standard nu at være højere end nogensinde. Ikke destomindre søgte man stadig at dygtiggøre sig for at nå frem til at beherske en international stil, som vi endnu ikke var helt fortrolige med herhjemnie. Med dette mål for øje engagerede man den berømte balletinstruktrice Vera Volkova, som i sidste sæson har arbejdet med en fornyet metode for ballettens træning.

Ballettens vellykkede turistsæson ifjor var sikkert (let største -- og foreløbig sidste - resultat af Harald Landers tyveårige, arbejde med balletkorpsets dygtiggørelse, ligesom det også var på hans initiativ, at man engagerede Vera Volkova. Han havde forstået, at den internationale balletstil, som vort balletkorps nødvendigvis måtte tilegne sig, var en betingelse for den danske ballets verdensry, og nar han tidligere ved flere lejligheder øjensynligt havde vist en manglende interesse for foreslåede danske balletturnéer i udlandet, var det rimeligvis, fordi han tvivlede om, at balletkorpset endnu var modent til at blive bedømt efter en international målestok.

Harald Lander og problemerne omkring hans afsked med Det k, I. Teater har til et næsten

I

usmageligt overmål beskæftiget den danske presse gennem måneder. Nu foreligger der to bøper, som begge var planlagt og

disponeret inden denne »balletaffære«. Allan Fridericias »Harald Lander og hans Kalletter«, opridser (len historiske o,,,, kunstneriske baggrund for Landers virksomhed, soni derefter, temmelig nøgternt og ingenlunde ukritisk, underkastes en detailleret gennemgang; i bogens sidste del behandles de Landerske balletter én for én i kronologisk orden --- med tilføjelse af premiérernes personlister, handlingsgangen og særlige omstændigheder af historisk betydning. Desværre er Fridericia. ikke nogen øvet skribent og har forsynet bogen med mange mærkelige og knudrede sætninger, som man dog nok kan overse i betragtning af, at forfatteren er fagmand på sit felt og derfor i det store og hele har givet sin bog et præg af vederhæftighed, (ler gør en ganske god virkning på baggrund af de metoder, der i en stor del af pressen blev anvendt ved omtalerne af »Landersagen«.

t,

At Fridericia har modtaget en del væsentlige oplysninger fra Lander selv, er kun rimeligt. Det kan derfor ikke undgås, at Landers egen erindringsbog: »Thi kendes for ret -?« runimer gentw-ælser fra Fridericias, (ler udkoni nogle måneder før Landers. Imidlertid er Lander jo selv »part. i s:agei-i«, og inan må sige til hans ros, at lian har behandlet sit emne på en værdig og afbalanceret måde,

Z!,

der naturli«~,vis ikke kan skjule en skuffet mands følelser overfor en skæbne, der forekommer ham meningsløs og uretfærdig.

Et af de værdifuldeste afsnit i Landers bog er kapitlet orn Margot Lander. Det billede, der her gives -af den -fejrede ballerina, er både fra et kunstnerisk og menneskeligt synspunkt gjort med den største beundring og finfølelse og med den indsigt, som kun en 100% fagmand ejer. - Et smukt og klogt afsnit er også viet 1'oni Lander.

For en uhildet læser står Harald Landers bog som et næsten uimodsigeligt forsvar for en målbevidst kunstners gerning. - Om den bliver det sidste ord i sagen, vil tiden vise. B.