Hvad kræves der af en fagmusiker - og hvad må amatøren vide?

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 07 - side 230-232

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Hvad kræves der af en fagmusiker - og hvad må amatøren vide?

Af BENGT JOHNSSON

Musikugen står for døren. I forreste række i propagandaen står musikskoler, musikkonservatorier og den store stab af musikpædagoger, og energisk sættes der ind på at bringe det store publikum i nærmere kontakt med tonernes kunst. Noder og musikbøger figurerer i musik- og boghandleres vinduer; om den rent merkantile interesse, der hviler bagved musikpropagandaen1 vil det være naivt at tvivle. Men der er også - og navnlig - en rent idealistisk side af sagen. Det er nemlig, ikke for meget et sagt, at denne propagandauge for mangen en lille nybegynder i musikkens fag kan blive afgørende for hele livet. En lille dreng eller pige kommer med sine forældre til en musikpædagog, lokket af den hektiske propaganda, den lille skal lære at spille, og arbejdet begynder. Barnet røber usædvanlige evner; skal dets fremtid knyttes til fru Musica?

Skæbnen kan spille bold med den lille talentfulde, vejen kan gå mod berømmelsens tinde, til de forgyldte drømmes paradis, og den kan ende i det triste grå, hvor de forjættende toner fra det første møde med den magiske muse efterhånden forstummer i nød og elendighed. Hvem skal bære ansvaret for barnets instinkt, der klart synes at vælge musikkens vej? Kan en musikpædagog, der er nok så samvittighedsfuld og ejer en virkelig pædagogisk og kunstnerisk indsigt i problemerne, give forældre og et ventende barn, for hvem alting endnu er skøn leg, den fyldestgørende oplysning?

Det synes mig at være en udvej, som det er forsøgt bl. a. i England, at man foruden grundige optagelsesprøver, hvor barnets evner analyseres indtil mindste detalje, tillige har udarbejdet en håndbog, hvor der gives én alle mulige oplysninger om de betingelser, der kræves for at blive »a professional musician«. Bogens forfatter er Charles Proclor, og titlen lyder: »To be a professional musician« (Methuen et Co. London 1951, 182 pag.). Heri gives der god besked om musikeruddannelsen lige fra elevens første time, til han Ihar nået sin fulde uddannelse, og mere end det. Der redegøres for de økonomiske kår, der bydes en fagmusiker, enten det er en pianist, violinist, organist, pædagog, dirigent eller komponist. Man hører om de talrige music-colleges i England, hvor der i særlig grad lægges vægt på musiklæreruddannelsen, dels til skoler og universiteter og dels til speciallærere indenfor de enkelte instrumentfag. Forfatteren bringer tillige værdifulde oversigter over de betydeligste læreanstalter med et resumé af disses programmer og eksamenskrav. Skildringen er klar og nøgtern, der foregøgles ingen romantiske løfter om en fyrstetilværelse i musikkens sold, men vanskelighederne for overhovedet at komme i gang, fremhæves. Proctor påpeger endvidere, hvor der tiltrænges nye kræfter, og hvor der altid vil være behov for kvalificeret arbejdskraft: indenfor pædagogikken og indenfor orkestrene. Mulighederne for en koncerterende solist stilles i et ikke altfor flatterende skær, man kunne tilføje: i sin rette belysning. Med et citat fra en debutanmeldelse, fastslår Proctor, at kun for en usædvanlig begavelse kan det forsvares at bryde alle broer af og kaste sig ud i koncertlivet. En debuterende sangerinde i Wigmore Hall fik (og det er ikke usædvanligt, skriver P.) følgende omtale i bladene dagen efter: »Amongst other concerts this week a new soprano made a promising debut at the Wigmore Hall last nigth«. Det er hårdt for en ung debuterende sanger, der i årevis, ja, måske lige siden den allerførste musiklektion stilede mod koncerttribunen som mål, at blive så skødesløst behandlet. Men er det altid bladkritikkens skyld, at en ung måske lovende(?) debutant får en overfladisk behandling. Nej, man må gribe længere ned. Fejlen ligger først og fremmest i en mangelfuld saglig vejledning og retledning af den musikstuderende. Hvor mange arbejder ikke hektisk her i landet for en aften i Palæets lille sal at aflevere et program for en kreds af venner. Overfor den rent kunstneriske side af sagen tør man ofte stille sig tvivlende, og en egentlig indsats i musiklivet formår kun de yderst få begavede solister. Proctor fremhæver endog den usunde »amusiske« dyrkelse af de store instrumentalvirtuoser. Det merkantile islæt og musiksnobberiet holder her liv i et foretagende, som ofte er længst muligt borte fra en ægte musikforståelse. Men for en musikelev er det af største betydning, at han så tidligt som vel muligt får indsigt i de problemer, der knytter sig musikuddannelsen. Det er ikke nok, at eleven modtager ros og dadel fra sin lærer eller fra den læreanstalt, hvor han studerer. Hvor ofte møder man ikke en musikstuderende, der arbejder på livet løs, og hvis man spørger, hvad han har tænkt sig, og hvilke muligheder, han regner med, når de fagre studieår er tilende, tja, så står de dér. De vil bare spille eller synge, men nogen egentlig realitet er der ikke bagved. Konkurrencen er hård, ikke mindst indenfor musiklivet; vi er en lille, ikke særligt musikbegavet nation. Det er samfundsmæssigt ganske uforsvarligt at køre fremad i blinde. Det ville derfor være af betydning for alle musikinstitutioner, konservatorier, musikskoler og vore to lærestole ved Københavns og Aarhus' universiteter, om Charles Proctors lille bog kunne transskriberes til danske forhold med oplysninger om studiekrav og muligheder indenfor de forskellige grene af musikfaget. Det var ønskeligt, om undervisningsministeriet ville lade udarbejde en sådan håndbog, der skulle kendes af alle, som vil kaste sig ud i musikstudiet.(1)

Proctor beskæftiger sig væsentligst med fagmusikerens forhold. Men tilbage står det publikum, for hvem musikken er en slags livsfornødenhed, men for hvem evnerne ikke forslår til at bære igennem en musikerdannelse. Vi kan jo ikke allesammen være fagfolk.

Igennem de senere år er der i særlig grad kælet for musiklytteren eller amatøren. Her i landet svømmer vi i populære musikbøger, hvor folk på behagelig vis kommer i kontakt med musikken: Man skal lære at lytte rigtigt, skelne mellem Beethovens og Mozarts stil o. s. v. For en stor del er det »populære« musikkundskabsstof væsentlig gledet over til den rent humanistiske side. Musikken stilles faktisk på linie med andre humaniora som kunsthistorie, politisk historie, filologi m. m. Man læser musikerbiografier, musikhistorher og en slags forunderlig mixtur af musiklytteri og stillære. Alt dette kan jo være ganske tidsfordrivende, men man synes ganske at have foragtet musik som en eksakl videnskab. Lad os for et øjeblik blive »kedelige« og kaste et blik agterud i historisk retning. Igennem middelalderen og helt op i den nyere tid svingede musikundervisningen mellem en spekulativ matematisk-filosofisk teoretiseren og en mere konkret elementarlære, således som vi finder den klarest udformet i den talløse række af tyske musikkompendier til brug ved latinskoleundervisningen i 16.-17. århundrede. Den eksakte elementarlære om musikkens bestanddele, tonesvingninger, akustik, tonesystemer, harmonidannelse m.m. overvintrede i det 19. århundredes små tyske »allgemeine Musiklehre«, som endnu kun lægges til grund for en folkelig musikundervisning. I 1944 udgav direktøren for Oslo musikkonservatorium Trygve Lindeman en lille bog: »Elementær musikklære, for musikstuderende og amatører«. Denne lille vejledning i musikkens grundelementer er først nu nået til anmeldelse i DM, og det skal uden forbehold siges, at man med glæde tager den lille bog i anvendelse. Alle, der beskæftiger sig med folkelig musikundervisning, burde kigge i Lindemans bog og benytte den som en grundbog; musikstuderende behøver ikke at skamme sig over at gemme digre musikbøger væk og gennemstudere Lindemans fornøjelige og saglige redegørelse for det grundstof, som alle må have tilegnet sig, før man giver sig i kast med de højere grene indenfor musiklæren. Særligt skal jeg her fremhæve afsnittet om skalaer. Kortfattet og dog letfatteligt redegøres der for tonearternes opbygning, de ældre tonearters forhold til dur og moll og disses forhold igen til nyere tonesystemer, et emne, som måske burde have været endnu mere uddybet, navnlig med henblik på vor tids tonekunst. Lindeman giver tillige nogle nemme huskeregler for at kunne orientere sig i tonesystemet i løbet af en håndevending. Det eneste man måtte savne er en lille oversigt over fagudtryk.

I min undervisning har jeg selv erfaret den forunderlige oplevelse, det er for amatøren, når det går op for ham, hvad der inderst inde holder sammen på musikken, og hvori dens væsen egentlig består. Omvendt har jeg erfaret, at amatøren ikke lader sig spise af med let henkastede og flotte causerier med eller uden grammofonplader over sonateform, musikstilistik m. m.; det er for upræcist, for mekanisk. For amatøren som for den vordende fagmusiker er en organisk indførelse i musikkens forunderlige rige en livsfornødenhed; ved at bygge op fra det elementære grundstof får den almindelige musikkundskabsundervisning en sikker grund under fødderne, så at alle kan fornemme musikkens storhed, »den oprindeligste og mest elementære af alle kunstformer. Den omsætter i et sprog, der taler fysisk til dig, Prometeusmyten, beretningen om det mørke væsen, der røvede gudernes lys og blev til som menneske«.
(Paul la Cour).

Fodnoter:
(1) I forbindelse med Proctors gennemgang af de krav, de enkelte læreanstalteri England stiller til vordende musikere, navnlig med henblik på bifagene,skal her nævnes The Royal Schools of music (R. Acaderny of M., R. Collegeof M., R. Manchester College of M. og R. Scottish Acaderny of M.), der vedeksamensprøver lader eleverne besvare en serie skriftlige opgaver, som progressivtfra termin til termin behandler væsentlige forhold indenfor musiklæren, harmonisering,melodidannelse, analyse m. m. på en frisk og tiltalende måde, som vi nokherhjemme kunne lære noget af i stedet for vor kedsommelige og formålsløseharmoniseringsopgaver i dur og moll eller i »Laubstil«. Hefterne til disseteoriprøver er venligst tilsendt DM af musikpædagogen Hanna Lund.