Musik uden noder

Musik uden noder

Af BERNHARD CHRISTENSEN

På opfordring af DM's redaktion har Bernhard Christensen i det nedenstående fortalt lidt om sine undervisningsmetoder.

I en årrække har jeg undervist børnegrupper i musik; musik betyder her gehørmusik, musik uden noder, musik der går fra lærer til elev, eller fra elev til elev, undertiden fra elev til lærer o. s.v. som ringe i vand. Musiken består ikke af færdige musikstykker som melodier, sonatiner, valse, salonstykker eller lignende, der kopieres fra den ene elev til den anden; der er tale om en hel anden musikudtryksform, som ikke findes i den europæiske kunstmusik (målet for al anden musikundervisning).

Skal man søge forbilleder, må det blive tidligere tids musik, førend nodeskrift fik så stor betydning eller til ikke-europæiske kulturer Afrika-Indien o. s. v.; musik, der først og fremmest er rytmisk, udtrykker bevægelse; musik, der er baseret på udøverens improvisations- og skaberevne, idet den givne komposition kun er af underordnet betydning, et skelet, hvorom udøveren skaber sine idéer og fantasier, og endelig musik, hvor harmonien (funktionsharmoni) er underordnet; man må her tale om sammenklang (heterofoni).

Jeg anvender jazzmusik som undervisningsmateriale, idet den både er rytmisk, improvisationsmusik og gehørmusik, og tillige står den den europæiske musik nær (harmoni og melodi) og har nået en enstående udbredelse og popularitet især hos ungdommen. Denne forhåndsinteresse hos de unge gør det let at få startet undervisningen. Som sagt underviser jeg ikke et enkelt barn, men børn i grupper; der dannes så hurtig som muligt små orkestergrupper (jazzbands). Hovedinstrumentet er klaver, der både kan give melodi, harmoni og rytme; ved siden af spilles der trommer og synges. I begyndelsen spiller jeg (læreren) klaveret, og eleverne improviserer rytmer på trommer og synger improviserede melodier. Der improviseres enten over frie harmonier eller over bestemte melodier. Ret snart overtager eleverne klaveret; det bliver i begyndelsen kun leg med toner, kun indordnet gruppens fælles rytme (ikke takt). Børnene får egentlig ikke noget for, men deres interesse for musik vækkes så stærkt, at de hjemme øver (leger) på klaveret, tromme eller tromme og sang. Andre instrumenter kommer hurtigt med.

Trompeten, basunen og saxofonen (klarinetten) er yndede instrumenter. Man kommer hurtigt igang med sammenspil, det lyder ikke altid lige godt i begyndelsen, men glæden ved at improvisere, lave noget selv bøder på de første tekniske vanskeligheder; og bliver en elev dygtigere på et instrument end de andre i gruppen, bytter man gerne instrumenter, således at så at sige alle elever kender de forskellige instrumenters ejendommeligheder og vanskeligheder. De børn, jeg er begyndt med, har som regel været 9-11 år gamle. Vil man undervise mindre børn (børnehavebørn), må man nok ty til lettere instrumenter: trommer, marimba'er og små fløjter, helst stemt i pentatone skalaer (de sorte tangenter på klaveret), da vores dur- og mollstemte klaver er uoverskuelig for de små.

Måske er klaveret med dets tempererede toner hemmende for musikens videre udvikling og derfor ikke det rette hovedinstrument til undervisningsbrug.

På et senere stadie lærer jeg elever noder og harmonilære (becifring = en slags generalbas). Noderne anvendes altså nærmest som et erindringstegn til hjælp for udøveren, på linie med tidligere tiders opfattelse af nodeskrift.