Musikdage på Als

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 07 - side 251-252

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Musikdage på Als

I (le første (lage af august hørtes der musik på Als som aldrig før på de kanter. Danske Amatør Syn2foniorkestres Samvirke havde sit fjerde 3 dages stævne den 1.-3. på Danebod Højskole. Ca. 150 udøvende musikamatører mødtes for at modtage inspiration, lære nye værker at kende og spille ting, de nok har haft noder til længe, men ikke kunnet samle besætning til lijemme. Spurgte man deltagerne enkeltvis, hvorfor de kom, ville svaret ret enslydende blive: fordi jeg gerne vil opleve den elektriserende stemning, som er over disse stævner, og fordi jeg fra tidligere år ved, at vi har noget med hjem.

Programmet bød på orkestersammenspil, kaminermusik, en kirkekoncert i Sønderborg kirke og foredrag. Det ser for en udenforstående ret enkelt tid, og bortset fra, at progranivalget for orke

sterprøverne måske kunne chokere en musikamatør, synes (ler ikke at v,,wre noget særligt -at tage til Danebod efter.

Efter det første stæævne i 1949 kunne man læse en begejstret artikel i dette blad under titlen »En musikkulturel indsats«, så det var jo spændende, om Samvirket har kunnet videreføre den linie, (ler dengang blev lagt, og om der vil kunne spores

In

nogen virkning udover hos deltagerne.

Orkesterprøverne optager en integrerende del af stævnet, så det er naturligt at nævne deni først. Programmet var Du Puy: ouverturen til Ungdom og Galskab, Haydn: trompetkoncert (solist Knud Rasmussen), Joh. Chr. Bach: symfoni nr. 1, César Franck: 1. sats af symfoni i d mol og Carl Nielsen: forspil til 2. akt af Saul og David. Orkestret lededes af Johan Bentzon. Der var spændt forventning inden man koni ~ gan,-,,, og flere blev enige ined liinandeii om, at (len synifoni ganske oversteg evnerne hos et orkester, (ler var saniniensat ,tf aiiiatører. De ydre betingelser v-ar tilstede, idet alle instrumentgrupper var fuldt besat, end ikke basklarinet eller engelskhorn manglede og inessinggruppen var komplet. Den første gennenispilning lykkedes uden væsentlige afbræk. Allerede næste pi-øve, hvor (ler forinden havde været -tid til at se på (le vanskeli-re steder, viste, at det ville lykkes Johan Bentzon at få form over satsen. Kontakten inellem dirigent og orkester syntes --,,at være rent ud perfekt. Det er en almindelig opfattelse, at ,iniatører ikke under spillet har tilstrækkelig kontakt med deres dirigent og derfor for ofte kikser i sammenspillet. Alle vi, der spillede under Bentzons Laktstok, forstod - først og freniniest følelsesniæssigt --, at dirigenten kan fa os til at spille, blot vi »har hani«. Nar jeg i septeniber 1)egynder i mit hjemlige orkester, er jeg sikker på, at jeg nok skal trække alt, livad jeg kan, ud af vor hjemlige dirigent. Mærker han til geng«-ifld, at der er flere, (ler følger ham ganske nøje, vil lian uvægerligt blive opildnet, og de andre i orkestret kan ikke undgå at fornemme incitanientet og følge med. - Efter koncerten søndag eftermiddag talte jeg med en tilhører, der med øjne, (ter var blanke, fortalte, at omend lian var en flittig koncertgænger i København og havde haft mange store musikalske oplevelser, sjældent havde niærket større begejstring i udførelsen end (len, (ler lier besjælede musikerne. Han var ikke inindre overrasket over (len tekniske præstation.

Dalil-Erikseii havde et mindre kammerorkester at ,

arbejde ined, og han viste en fin forståelse af -tin,,

dørernes problemer både i henseende til tekniske og musikalske vanskeligheder. Opniuiitringen og vejledningen under prøverne gav lyst til at yde og tilfredsstillelse ved at mærke, at vi fak~ tisk kunne pr,,-æstere niere, end vi på forhånd troede muligt.

Kai Senstius, li-,,is »kaminpasskar« efterhånden

er en tradition, talte oni miljøets betydiiing og

faren ved. at afskære sig, og Bj. Gamborgs fore-

-ar en alvorlig påmindelse om at forstå den

dr,ag v, stilling, aniatørerne indtager i musiklivet. Vi må være os bevidst, at ligesåvel, soni vi kan bidrage væsentligt til højnelse af niusikkulturen, vil vi

kunne nedbr- z,

yde, hvis vi af lutter selvbegejstring forfalder til dilettanteri.

Musiktribunalet, (ler har været prøvet med held to gange før, bliver her til (let, det skal være: en frisk meningsudveksling, hvori alle deltager. Det gælder ikke om at kunne udrede, kritisere eller rose et moderne i-nusikstykkes tekniske opbygning, nien om at finde frem til, hvorledes vi reagerer overfor vor egen tids kunst. Det mærkes tydeligt, at vi står overfor et problein for (le fleste; og det er heller ikke så underligt, for (len -inan kan vel næsten sige revolution - som er sket i tonesproget, skal vi flere hundrede år tilbage for at finde sidestykke til. Tribunalet viste klart, at vor tids musik absolut vedkommer inusikamatørerne, og at der er udbredt trang til at blive hjulpet på vej, bl. a. ved at få noeren teknisk lidt lettere tilgængelig musik, så vi ved selvstudium kan trænge ind i »sproget«.

Den samarbejdslyst, kammeratskabsfølelse og hjælpsomhed, (ler udjævner alle forskelle i alder, social stilling og nationalitet (der var gæster fra Norge, Sverige, England og Schweiz), er et sådant, stævnes største oplevelse, og man tør ti- o, at den ånd, der herskede, vil blive bragt med hjem, og vil brede sig til de hjemlige medspillende ---og at (len kontakt vi på stævnerne koninier i nied kunsten både genneni tonerne og genneni det talte ord den belæring vore instruktører giver og bekendtskabet ined ny musik har en virk Iling, som ar efter år vil brede sig og flå sin betyd

11 1!, ' ning for (let danske inusikliv. '

En (Ieltager.

Årgang 27/1952, nr. 07