Skoleopera

Skoleopera

Af KARI., CLAUSEN

Redaktionen har anmodet Karl Clausen om - i tilslutning til Harold Smethurst's bog Opera Production for Amateurs (Turnstile Press 1951) - at fortælle lidt om egne meninger og erfaringer i forbindelse med skoleopera-praksis.

Vi vil lægge for med en definition af begrebet skoleopera for med det samme at give en antydning af, hvor vi vil hen med denne lille artikel.

En skoleopera altså er et musikdramatisk arbejde, konciperet og disponeret, skrevet og komponeret med henblik på udførelse ved skoleungdom. Lad os dertil føje det praktiske. synspunkt, at jo flere af skolens disponible og brugbare kræfter der sættes i gang med forberedelserne til opførelse af en skoleopera, i desto højere grad opnås den dybeste hensigt med hele postyret: at aktivisere - musikalsk, dramatisk, håndværksmæssigt og på mange andre måder; d. v. s. at lade den enkelte udfolde sis efter sine måske hidtil slumrende evner, at føje evner og bestræbelser ind under et fællesskab der vil yde det bedste for helhedens skyld, for en tid at forvandle skolen til et festspilhus, hvor kun de sure græminer sig, og at fylde gymnastiksalen med nerve og atmosfære, så kunstens syvende himmel synes håndgribelig nær. Det hele skal være som en leg fuld af hengivelse og mening, som når drengen danner sin bue og skærer en pil, spænder, sigter og agter at sætte pilen ind i det attråede mål.

Det lyder noget eksalteret, min herre, og dertil lovlig almindeligt. Hvor blev operaen af? De taler om bueskydning.

- Alt indrømmet, kære redaktør, jeg skal straks komme tilbage. Men dels ville jeg spænde forventningen i starten, da jeg jo skriver til en art festskrift, hvor man gerne må udtrykke sig i patetiske og summarisk optimistiske vendinger - »musik skal der til ---- hvad mener De«, og dels er jeg jo sat til at skrive en slags erindringer, spegede tråde, som nuan er tilhøjelig at arrangere skønsomt, så mønstret folder sig harmonisk tid. For sandt at sige, så kiksede det næsten hver eneste gang et eller andet uventet sted - i renhed, præcision, på scenen eller i orkestret, vist som regel umærkeligt for publiktim, men til dirigentens og iscenesætterens store ærgrelse. Kun en kgl. kapelmester vil helt forstå rækkevidden af denne indrømmelse. Dog vil jeg efter køligt overlæg fastholde min indledningsvis udtalte begejstring for skolens musiske liv i de brydsomme måneder og tiger og de få dages hektiske blomstring. Det ligger nemlig vistnok i sagens natur, at skolens daglige arbejde med de egentlige lærefag aldrig endelig afsluttes; tilegnelsesprocessen fortsætter, kun afbrudt af de kontrolprøver, som eksamen betyder. Selv danskundervisningens oplæsning, hvor en kunstnerisk betonet koncentration og reproduktion i og for sig er mulig, er vistnok som regel et forsømt område, f. eks. i sammenligning med franske skolers modersmålspraksis. Men her må vi vist indskyde en bemærkning om, hvad der efter vor mening må kræves, for at »kunstnerisk betonede« præstationer kan realiseies i skolens liv.

Et hovedkrav må være koncentration over en vis periode oni et værdigt objekt, det være sig drama, musik eller evt. dans, der nok er de vigtigste former for samvirkende amatørers »kunstneriske« aktivitet. Dernæst er det af afgørende betydning, at de til værket, bundne krav både teknisk og udtryksmæssigt kan honoreres af de unge eksektitører; blot må man her ikke være altfor rigoristisk - det vil i praksis være nødvendigt at samstemme det velanvendelige med det talentfulde. Hvad nu endelig skolens musikliv og muligheder for musikdramatiske opførelser angår, så lad os fastholde et par almindelige erfaringer.

Skolens fornemste nitisikalske udtryksmiddel er det blandede kor, hvor de mange mere eller mindre beskedne vokale evner sammensmeltes til en ny overpersonlig enhed, der formår at give udtryk for de kunstneriske intentioner, der måtte udgå fra dirigenten. Der er i og for sig ingen grænser for, hvad et amatørkor kan nå i retning af korteknisk og musikalsk fuldkommenhed, fortidsat at udvalg, skoling og ledelse får lov til at foregå under ideelle kår; at det i skolens lilleverden bliver nødvendigt at slække snart hist, snart her, blev allerede berørt ovenfor, men trods disse forbehold må det erkendes, at skolekoret praktisk talt til liver en tid har gode muligheder. Amatørorkestret er vanskeligere at bringe på fode, fordi instruniental færdighed kræver lang tids træning og individuel undervisning; orkestret er da også det sårbareste og vanskeligste punkt ved skolernes større musikopførelser. Hvad endelig sangsolisterne angår, så må vi af dern kræve et minimum af øre, stemme og krop; men det vigtigste er dog sindet. For det er jo dem, det først og fremmest kommer an på ved en skoleopera, de må kunne honorere de ofte vanskelige musikalske krav, og de må kunne fylde skikkelserne med liv. Det er da efterhånden muligt at sætte lidt mere kød på den indledende definition. Den ideelle skoleopera er den, der fra første færd er anlagt og i alle sine dele er indført som sådan, d.v..s. tager hensyn til, at solopartierne udføres af unge stemmer og derfor bevæger sig inden for disses musikalske og menneskelige register; den tildeler koret en central stilling i værkets dramatiske og musikalske opbygning; og den regner i partituret med den gennemsnitlige amatørmusikers forholdsvis beskedne tekniske færdigheder.

Vi er omsider havnet ved skoleoperaens emne og indhold. Det er svært at sige noget forpligtende herom, da mulighederne selvfølgelig er legio. Men lad os prøve os frem med et par modstillinger. Det turde være indlysende, at en mellemskolepige eller en gymnasiast hverken teknisk eller udtryksmæssigt. magter at fylde en Wagnerskikkelse. Til gengæld har man f.eks. oplevet, at en verdensberømt operasanger har pustet Furesøens elskværdige fugl op til en havørn og de rislende vover til atlantiske dønninger. Et tilfredsstillende musikalsk udtryk er åbenbart bl. a. et spørgsmål om overensstemmelse mellem værkets og udførelsens indre og ydre forniat. Af en skoleopera må vi derfor vente, at den i sit indhold kredser omkring problemer, der liar gyldighed i barnets eller den tinges verden - de unges indbyrdes forhold eller forhold til de voksne, og at den fremtræder i et forinat, der ligger, inden for de unges fatte- og realisationsevne.

Den moderne skoleopera er et barn af 1920'erne,da der endnu var optimisme til i verden og hvor man endnu turde stole på, at verdens frelse afhang af kulturlivets freniskridt og deniokratisei-ing. Tyskland var dengang endnu arnestedet for både godt og skidt; først få år senere blev forholdene mere ensidige. Men til det gode hørte ubetinget det dybtgående arbejde for at skabe musik for lægmand. Her har vi, meget kort sagt, baggrunden for den bedste nyere skoleopera, der er skrevet, Kurt Weills og Bert Brechts »Der Jasager« (1930), på dansk »Drengen der svarede ja«. Den opfylder alle de formelle krav, inan kan stille til en skoleopera, og er opbygget omkring to vigtige problemkærner i ungdommens forhold til omverdenen: drengens forhold til moderen, der er præget af offervilje og kærlighed, og individets ret contra hensynet til helhedens alias flertallets tarv. Det sidste medfører drengens tragiske død, da han under den farefulde færd over bjærgene (for at hente den frelsende medicin til sin moder) må ofres a. h. t. rejsefællernes velfærd. Det rensende monient i konflikten er, at han selv siger ja til sin skæbne. Typisk for datidens Tyskland er det nu, at Der Jasager i Brechts tekstbog efterfølges af en Neinsager, der følger Jasager indtil det skæbnesvangre øjeblik, hvor drengen siger - nej. Meningen er da i virkeligheden, at Brecht har villet skrive et »Lehrstück«, i hvilket grundlæggende menneskelige og politiske problemer via kunsten skulle nå ind i skolen. --- Jasager opførtes under Helg'e Bonnéns ledelse på Casino i foråret 1933. Jeg var dengang kostskolelærer ved Rungsted Statsskole og så operaen flere gange sammen med interesserede drenge og piger fra gymnasiet. Min kollega Peter P. Rohde og jeg besluttede os til at vove forsøget med en skoleopførelse. Det lykkedes over forventning godt (december 1933). Hele aftenen stod i nyhedernes tegn. Foruden Jasager opførtes »De 24 Timer« og nogle Negro Spirituals, der dengang var ret ukendte. I vort ungdommelige mod pa livet havde vi tillige inviteret vor veninde Lulu Ziegler, der lige havde haft sin debut som kabaretkunstnerinde, til at synge viser med melodier af Weill, Otto Mortensen og Bernhard Christensen. Men det var for stærkt, dengang. Eleverne var henrykte, men nogle af forældrene fnøs. Aftenen blev således i alle måder mindeværdig. Men ved gentagelsen måtte vi bede Lulu om ikke at synge. For hende blev aftenen, trods alt til en sejr.

Det var frygteligt at vende tilbage til dagliglivets øde. Hele skolen var opsat på at prøve noget lignende igen. Vi tumlede med mulighederne, H. C. Andersen? En skønne dag sagde kollega Søren Frederiksen, matematiker og skønånd: Det må Klokken. Det var indlysende rigtigt. Rohde skrev teksten, jeg musikken. Da vi selv stod for hele anretningen, var der den bedste muglihed for at indrette os efter de foreliggende forliold på skolen og blandt eleverne. Musikken blev komponeret til bestemte elever; Inge Lise kunne danse ballet og blev selvfølgelig indlagt i den muntre skovscene; da vi manglede rytmemusik til korets indmarch, udhulede en dreng et par brændestykker, stemt i kvinter, der blev sat i arbejde sammen med pavkerne, der blev spillet af vor rytmesikre dansk- og gymnastiklærer, som dog ikke kunne trille; en 3. violinstemme indrettedes til de mindre virtuose spillemænd og fik samtidig bratsch-funktion, o. s. v. o. s. v. Rohde instruerede igen og udnyttede ofte mine kunstneriske kundskaber for at fastlægge en bevægelse så plastisk som muligt, en faldende bevægelse f. eks. efter en statue af Michelangelo. (Af et godt sannarbejde mellem dirigent og instruktør afhænger til syvende og sidst alt. Sidst jeg har set dette strålende bekræftet var ved en opførelse for et par år siden på Aurehøj Gymnasium med Willum Hansen som dirigent og Gunnar Heerup som instruktør). Da nu imidlertid premiére-aftenen. i december 1.934 nærmede sig, fandt jeg det tilrådeligt selv at sætte mig til klaveret for en sikkerheds skyld, desforuden havde jeg gennem et halvt år fået nok af klokkeriet, og så blev det da den unge Jens Schrøder, der blev aftenens dirigent.

Jeg er ved at overskride sideantallet og må derfor tænke på at slutte. Jeg må dog endnu nævne, at Finn Høffding, der dengang havde sangtimer på Christianshavns Gymnasium, og jeg var de musikalske ledere på en rejse i oktober 1935 til Stockholm med elever fra de fleste københavnske gymnasier. Bl.a. opførtes Jasager og Klokken. Rejsen var selvfølgelig en stor oplevelse for os alle. Og der skete tilmed det under, at vi alle vendte velbeholdne hjem. Blandt curiosa skal nævnes, at en ung adjunkt sang »Læreren« i Jasager; det var Aksel Schiøtz. Og en pige i III. G. sang både i Jasager og Klokken; det var Valborg Garde.

Høffding komponerede efter hjemkomsten sin skoleopera »Pasteur«, som vi opførte et på år senere. Teksten er skrevet af Otto Gelsted i samarbejde med Høffding og er i sin etiske holdning, drengens klare mod og tætte forhold til moderen samt den sejrrige kamp af lysets magter mod mørkets magter, af stor virkning. Musikken er stærkt rytmisk og ikke nem, af høj kvalitet. Høffding dirigerede selv ved premieren, Jeg passede et lysbilledapparat, det sværeste job jeg har haft. Torben Krogh instruerede, og en ung student havde den mandlige hovedrolle; han hed Holger Nørgård. Valborg var selvfølgelig også med. Personlig har jeg ikke oplivet håbet at komme til at dirigere Pasteur engang. Operaen er iøvrigt en oplagt opgave for vore mange dygtige unge kor.

Jeg har ikke arbejdet med eller hørt andre end de her nævnte nyere skoleoperaer, når undtages Skolescenens opførelse for ny n, af Benjamin Brittens »Let's Make an Opera«, der dog, så vidt jeg kan skønne, kræver medvirken af voksne på scenen. Men det ville være uretfærdigt ikke i det mindste at nævne de andre danske dramatiske arbejder for skolen. Der er J. L. Emborgs Kærestefolkene (1931, altså vistnok den første danske skoleopera), Senstius' Den danske stil (1942), Sven Kocks forskellige arbejder som f. eks. Sagnet (1942), Prinsessen på ærten (1945), Tunnelen (1947), Tycho Brahes drøm (1951), Erling Brenes Drengen og fløjten -- en eventyrkomedie (1950). Forhåbentlig er der ikke glemt nogen.

Jo. Bl. a. må Finn Høffdings »Slædefarten« (1948/49, Stenhus kostskole) nævnes. Det er ganske vist ikke en opera, men et eventyrspil med så megen musik, at det indeholder både ensembler og kor foruden diverse soli, og det har den fordel, at musikken er let omgængelig. Hertil kommer julens forskellige krybbespil og sorn grænsefænornener vel forskellige kantater og jazzoratorier. Redaktøren.

Til slut skal kort nævnes og anbefales en bog af englænderen Harold Smethurst: Opera Production for Amateurs (1951). Som det ses af titlen beskæftiger forfatteren sig med det langt videregående spørgsmål, hvilke operaer fra det klassiske repertoire der måtte være egnede for opførelser ved amatører, et forhold, der har betydning for engelsk musikliv, men herhjemme jo ikke har spillet nogen nævneværdig rolle. Vi har næppe endnu muligheder for at gå så vidt som englænderne, men lysthavende bør dog have deres opmærksomhed henvendt på f. eks. Purcells Dido og Aeneas og John Gay's The Beggar's Opera. Dido og Aeneas er jo den klassiske skoleopera; at den kan laves, beviste Johs. Axbøll for godt et år siden, da han opførte den med børn fra en københavnsk kommuneskole. Smethursts bog giver mange gode tips om arbejder med kor og solister, direktions- og instruktionsspørgsmål; dertil i et særligt kapitel en nøjere gennemgang af særligt egnede værker, deriblandt Dido og Beggar's Opera.