Strømliniet musikopdragelse

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 07 - side 228-230

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Strømliniet musikopdragelse

AF EJNAR KAMPP

Jeg har nu i fire år --- med vekslende energi og udbytte studeret musik ved København Universitet. Ved siden af dette mit studium har jeg bevaret en levende interesse for musik og en trang til at lære musikken at kende - selvom det kan knibe med at få tid til det.

Jeg har altid følt mig forfærdelig lille og haft fornemmelsen af, at jeg totalt manglede musikalsk dannelse, når jeg var i selskab med de rigtige musikmennesker, som der jo er en del af - folk som kender alt, hvad der er værd at kende, ovenikøbet med opus og nummer og sats og det hele. Jeg har gået rundt med et mindreværdskompleks overfor disse hvem-ved-hvad-konkurrence-rnennesker.

Det gør jeg ikke mere. Jeg har fundet nøglen til den musikalske dannelse og dens inderste væsen, og det som andre bruger år af deres liv på at tilegne sig, det har jeg nu nået på ganske kort tid. Jeg har fået en bog, hvor det hele står, en bog der giver hele musikken i en nøddeskal.

Bogen er amerikansk, så amerikansk som nogen bog kan være. Dens ophavsmand hedder Sigmund Spaeth, og han har døbt sit enestående værk: GREAT SYMPHONIES How to recognize and remember them).

Efter forfatterens patentsystem kan man på få timer tilegne sig en alsidig, undskyld: all-round musikalsk dannelse, så at man kan tale med, om alt, hvad der har med musik at gøre. Stoffet er lagt tilrette og tygget igennem, så det er tilgængeligt for alle intelligensgrader helt ned til »Det Bedste«s niveau. Kort sagt: der behøves ikke andet end at man går bogen igennem, så listes en tilbundsgående og ægte personlig musikalsk dannelse umærkeligt ind i en.

Bogens idé er den simple og geniale, at forfatteren har udvalgt en lang række kendte symfonitemaer og derpå forsynet hvert enkelt med en åndfuld og rammende tekst. Hvis man nu lærer sig disse temaer og synger dem med den spaethske tekst, således at ord og musik præger sig uløseligt sammenknyttede i éns hukommelse (og det gør de), og samtidig læser forfatterens forbindende causerier om de enkelte symfonier, så vil man efter mr. Spaeths teori altid kunne huske disse motiver og vide, hvor de hører hjemme. Keine Hexerei.

Hele værket er skrevet i en letflydende og frisk amerikansk stil - som det er anført i forordet for at det kan tjene som den mest smertefrie indføring i den symfoniske litteratur. I samme forord lukker mr. Spaeth overbevisende munden på eventuelle forargede musikelskere ved på forhånd at indrømme, at det ikke er i instrumentale temaers ånd at forsyne dem med tekster. Han gør det bare alligevel. Blandt andet deri ligger hans storhed. Og viser det sig, at nogle motiver er vanskeligt syngelige, giver den ukuelige pædagog ikke op, men laver dem simpelthen lidt om, tilpasser dem til ordene. Dog er der enkelte temaer, som er så udpræget instrumentale, at selv mr. Spaeth's utrættelige muse har måttet give op, hvorfor han anbefaler at man nøjes med at fløjte dem.

Det er ikke muligt give et fyldestgørende indtryk af bogens beåndede atmosfære blot ved denne korte omtale, men et par eksempler vil gøre det forståeligt, at mr. Spaeth her har frembragt sande perler af amerikansk poesi.

Se f. eks. andantemotivet af Haydns Surprise:

Herefter vil man aldrig glemme dette tema.

Mr. Spaeth forstår også at stille symfonier, som man muligvis kender helt godt i forvejen, men som man aldrig har formået at karakterisere helt koncist, i et nyt og overraskende lys. Særlig slående er hans behandling af Mozarts g-moll symfoni. Her har en anden én gået rundt og misforstået Mozart og opfattet denne symfoni med i det mindste et stænk af alvor og i indledningsteinaet følt en ubestemmelig vemodig stemning, ja næsten noget tragisk, og så kommer denne friske og fordomsfri amerikaner og slår med det samme fast, at dette er en melodi der er helt igennem glad og fuld af skæg og ballade. Og ikke sandt, man er overbevist, når man blot engang har sunget mr. Spaeths charmerende tekst:

»With a laugh an a smile like a sunbeam,
And a face that is glad with a funbeam,
We can start on our way very gaily,
Singing tunes from a symphony daily;
And if Mozart could but hear us,
He would wave his hat and cheer us
Coming down the scale, all hale and strong.«

Dette billede nned Mozart der ville hilse os og vinke til os med sin hat, hvis han havde den glæde at høre os - hvor er det smukt og træffende.

Nogle af rimene er særdeles originale og smagfulde. Se blot teksten til et andet Mozart-motiv, fra Es-dur symfonien:

»On the chord
we are starting
And once more
we're Mozarting.«

Beethoven nyder mr. Spaeths bevågenhed i en sådan grad, at ikke et eneste af hans mangfoldige symfonitemaer undslipper en håndfast digterisk behandling. Smagfuldt og uden vaklen forstår denne sande musikelsker at karakterisere hvert enkelt tema med sine spirituelle ord. Se blot dette lille brudstykke fra symfoni nr. 2:

»Now
ev'rybody step!
Ev'rybody full of life and pep!«

De helt store højder nås dog først i den femte symfoni. Her mærker man for alvor mr. Spaeth som det fine kulturmenneske, man mærker hele hans pietet og musiske inspiration. Mr. Spaeth nævner i forordet et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke er i besiddelse af denne vågne pietetsfølelse, han fortæller om en uheldig musikopdrager der ved hjælp, af den samme gode amerikanske metode ville lære nogle børn at kende netop indledningsmotivet til Skæbnesymfonien. Han lod dem synge det markante tema på ordene »I've lost my hat« - Hvor anderledes smukt og pompøst er ikke det spaeth'ske:

»I AM YOUR FATE!
COME LET ME IN!«

- og senere med den skæbnetunge understregning:

»OPEN THE DOOR!«

Endnu mere betagende er den lyriske naturstemning, som mr. Spaeth overmaler den langsomme sats med:

»When the moon rises in the sky,
And all the stars of Heav'n are shining clear on high,
We fear no Fate - no task to great,
We are masters!«

Mr. Spaeth går videre med Schubert, Schumann, Brahms, Tschaikovsky, César Franck og Dvorák. Især får César Franck hvad der tilkommer ham af poetisk fortolkning:

»Why be so fearful
and why be so tearful?
If you're a man
you can
succeed with any plan.«

Disse eksempler vil sikkert forslå rigeligt som bedømmelsesgrundlag for denne amerikaners poetiske storhed og originalitet.

Mendet ville være uretfærdigt at forlade dette emne uden at nævne et andet udslag af denne fornemme pædagogs særprægede talent, nemlig selve den ramme som han med sin bog har givet sine musikalsk-poetiske guldkorn. De meget populære og lettilgængelige forklaringer han giver de enkelte symfonier og de bemærkninger han beærer de udvalgte komponister med er virkelig et kapitel for sig. - Man kunne nævne mange eksempler på hans klare pædagogiske vejledning, men læs hellere selv bogen og bliv betaget over de morsommee indfald - som når han lader en melodi af Haydn »gallopere bort i alle retninger ligesoni en wild-west film«, eller føl de store perspektiver i hans æstetiske betragtninger over hvorvidt Beethoven har skrevet sin første symfoni netop i C-dur, den samme toneart som Mozarts. Jupiter, med en bestemt hensigt, nemlig som en hyldest til Mozart. Sådan er der så meget.

Alle vi der beskæftiger os med folkelig musikopdragelse kan af et værk som dette lære umådelig meget om, hvordan man skal gribe tingene an, og især hvordan man ikke skal gøre. Og når man har læst den, kan man gøre sig sine tanker om, hvorfra kulturlivet skal hente friske impulser og især hvorfra det ikke skal hente dem.

Årgang 27/1952, nr. 07