Du Puy som balletkomponist

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 08 - side 317-318

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Du Puy. som balletkomponist,

Af SVEN LUNN

Du Puy - den geniale sanger, violinist og komponist, charmøren der dårede alle sine omgivelser, og hvis hele tilværelse var præget af ungdom og galskab - bejlede også engang til ballettens muse. Ikke forgæves. Hun kastede sig henrykt i hans arme ligesom alle de andre, troende måske - stadig ligesom de andre - at hun var den eneste ene. I hvert fald kan hun have troet - ligesom mange af de andre - at hun var den første. Måske har hun derfor gjort sig tanker om bestandighed og tro. Jeg ved det ikke. Bestandighed. glippede det med men med tro gik det bedre. Ganske vist sveg han hende tit og gerne, men han vendte stadig tilbage til hende, som var hans ungdoms første store kærlighed.

1793 var Du Puy kommet til Stockholm, Bellmans Stockholm, Gustav IIIs Stockholm. Melodierne fra de franske syngespil, som opførtes på Gustav IIIs operahus eller på teatret i Drottningholm, hang i luften. Bellman fangede dem og smeltede dem om til sine udødelige sange og epistler. Rokokoens yndefulde hyrdepoesi var her udtryk for det lette sinds virkelighed, liv og digtning gik i et. I dette milieu dukkede Du Puy op, selv en exponent for den galliske lethed og ynde, den gratie og esprit som man sværmede for og besang.

Om Du Puy og Bellman har mødt hinanden vides ikke. Men hvorfor skulle de ikke have gjort det? - Stockholm var dog dengang til at overse. Du Puy kom 1793, og Bellman døde 1795. Der er så meget fælles hos dem, at man dårligt kan tænke sig, at de skulle have undgået hinanden. Begge tilbad Bacchus og Venus, begge elskede musik og selskabelighed. Bellman var en stor ynder af den opera, i hvis tjeneste Du Puy stod. De må have truffet hinanden. Naturligvis er det kun en højst uvidenskabelig hypotese, og selv om det var en realitet, behøvede den ikke at betyde noget. Og dog kunne det være rart at vide lidt om det. Deres fællesskab går nemlig langt udover deres interesser; der er også en masse fælles i deres musik. Der hvor Bellman holder op, begynder Du Puy, og i Du Puys første værker nikker man gang på gang genkendende til Bellman. Men alligevel ville det være hasarderet at påstå, at Bellman skulle have øvet nogen indflydelse på Du Puy. Det er nok sådan, at de har øst af samme kilder, lyttet til samme mestres toner, højst kan Bellman have drejet Du Puys sang i en bestemt retning, og muligvis kan Bellman, gennem den atmosfære han havde vaeret med til at skabe i Stockholm have forårsaget, at Du Puy - sikkert ganske ubevidst - søgte at skabe musik, der passede for denne atmosfære. - Hvem ved? - og hvem kan svare på det? - Ingen?

Den tone Du Puy anslog i sine første værker i Stockholm, fulgte ham gennem årene. Det gælder nu ikke alene tonen, men også den musik, han skrev under sit første Sveriges-ophold. Med stor sans for økonomi lod han de samme numre dukke op i forskellige værker.

Det første, Du Puy skrev da han kom til Stockholm, var Arlequin Magicien par Amour. Ballet Pantomime en 2me Actes. - En harlekinade af Du Puy! - allerede dette er interessant, navnlig for os, der hvert år glæder os over gensynet med Harlekin, når Tivoli smækker portene op. Dette var Du Puys første ballet, og den opførtes på operaen samme år, han var ankommet til Stockholm - 1793. Næste år kom Strat-R¨fvarne eller Den Ädelmodiga Soldaten. Så skulle der gå en del år, inden Du Puy atter skrev en hel ballet. Han skulle først en tur til København, hvor han som bekendt opholdt sig 1800-09, men som han måtte forlade - atter med Stockholm som mål - efter sit amourøse eventyr med prinsesse Charlotte Frederikke. Men dermed er ikke sagt, at han ikke skrev balletmusik. Tværtimod strøede han ødselt om sig med Contredanse, pas de deux'er, pas de trois'er, der enten benyttedes selvstændigt eller som indlæg i andre forestillinger. Kreutzers opera Lodoiska forsynede han 1795 med en ballet-epilog, og Naumanns opera Gustav Wasa fik 1797 en ret stor prolog, således at denne opera, hvortil Gustav III havde skitseret teksten, kunne virke som festforestilling i anledning af kong Gustav IV Adolfs formæling.

Det første, han skrev i Stockholm, var en ballet, og noget af det sidste, lian komponerede, inden lian døde i begyndelsen af april 1822, var den lille ballet Kärleken och Gracerne, som første gang gik over scenen på operaen i Stockholm i december 1821. Omend det kneb med bestandigheden var han tro mod sin balletmuse fra først til sidst. Af hele balletter, selvstændige balletnumre og balletindlæg har han alene til Stockholm skrevet ca. 30 værker, og de vejer tungt i hans produktion.

Men nu København? - stedet hvor han fejrede så store triumfer som Don Juan, såvel på scenen som udenfor, og hvor han skrev sit stadig vårfriske syngespil Ungdom og Galskab. - Bejlede han ikke der til den kongelige danske ballet? - eller nøjedes han med prinsessen? Naturligvis bejlede han, og resultatet blev tre eller måske kun to - balletter fra hans hånd, opført på Det kgl. Teater i København. Hvad de hed ved vi ikke, og hvornår de blev opført heller ikke, men sandsynligvis har opførelserne fundet sted, medens Du Puy opholdt sig her i landet.

Men har vi ikke disse oplysninger, så har vi til gengæld musikken. Den er overleveret os i tre sæt orkesterstemmer, der indtil for få år siden har ligget i Det kgl. Teaters musikarkiv, men som nu er på Det kgl. Bibliotek, hvor de er indregistrerede i bibliotekets orkesterbibliotek under signaturerne K.T.B. nr. 56, 67 og 72. De bærer præg af at yære brugt og er som alle orkesterstemmer fra den tid stemplet med teatrets stempel, der indeholder kong Christian VIls monogram. Af de overleverede balletter er de to for så vidt eens, idet nr. 56 indeholder de samme musikstykker som nr. 67, men foruden disse flere andre. Ouverturen er gjort større, og der er indføjet 7 nye numre, således at denne ballet foruden ouverture er på 14 numre. Man må derfor ikke tro, at den er særlig lille. Jeg vil mene, at den næppe kan afvikles på mindre end 45 minutter. Den anden (nr. 72) er ikke mere end halvt så stor.

Deres anonymitet deler de med hundreder af andre samtidige små balletter, de såkaldte entreer. En teateraften, der ikke sluttedes med en stor ballet, afsluttedes gerne med en entre, som var bygget over en eller anden spinkel idé og som gerne udførtes af 2-4 solodansere, undertiden under medvirklhing af corps de ballet. I programmet anførtes de som regel kun som entre - uden særlig titel - - solodansernes navne var angivet, eventuelt også koreografens, men yderst sjældent komponistens. På det punkt var entreerne anonyme som avisartikler - de var der bare. Teatrets protokoller giver ingen oplysninger, og når der ikke er kommet noget for dagen om disse Du Puy-balletter ved den kulegravning, der har fundet sted i anledning af den store bog om den kongelige danske ballet, kan vi næppe regne med nogen sinde at få oplyst noget om deres titler, indhold eller opførelsesdata.

Nu vil man måske spørge om, hvorledes disse balletter kan identificeres som værende af Du Puy, når de ikke er omtalt noget steds, og teatret ikke har optegnelser om dem. Det har naturligvis også voldt en del bryderi, men at det er lykkedes, vil jeg herved takke Musikaliska Akademiens Bibliotek i Stockholm og Kungliga Teatern (dvs. operaen) i Stockholm for. Uden disse to institutioners elskværdige imødekommenhed og venlige hjælpsomhed var det næppe lykkedes at få fast grund under fødderne. I et par af orkesterstemmerne var Du Puys navn skrevet til med blyant. Men dette var ikke nok til at bestemme ham som komponisten. Ved de nævnte institutioners hjælp fandt man så frem til den første ballet, Du Puy skrev i Stockholm i 1793. Hele tre numre fra denne ballet - Arlequin Magicien par Amour

går igen i den største af Du Puy-balletterne (nr. 56). Du Puys sans for musikalsk økonomi fornægtede sig ikke, og kom os i dette tilfælde til hjælp. Den anden ballet (nr. 72) var nemmere at identificere. Den indeholder den C dur polonoise, som Du Puy udgav for klaver, da han opholdt sig i København, og som blev genoptrykt adskillige gange. Den kendes også fra balletten Livjægerne på Amager, hvori den er indlagt. Iøvrigt er den komponeret 1795 i Stockholm.

Musikken er - som man kan tænke sig - præget af Du Puys åndfulde elegance. Den er melodiøs, spændstig, rigt varieret i sine karakterudtryk. Den er inspireret af dans og skrevet til dans. Den er formet af en kunstner med et sikkert håndelag og hæver sig indholdsmæssigt langt over gennemsnittet af den gængse samtidige balletmusik. Og så er i hvert fald den største af balletterne (nr. 56) præget af denne udefinerbare charmerende Bellman-tone, som for os bygger bro helt tilbage til det gustavianske Stockholm. Værdiløs er den afgjort ikke. - Selvom denne musik ikke kommer til at genopstå som balletmusik, så skal den nok kunne hævde sig i en koncertsal. Men spørgsmålet er, om man ikke i en tid, hvor man bruger så megen koncertsalsmusik til balletter for en afvekslings skyld engang skulle prøve at hente musik fra ballettens egen verden.

Årgang 27/1952, nr. 08