Grammofon

Grammofon

HAYD.N: Symphony No. 99, Es-dur. London Symph. Orch., dir. ROYALTON KISCH. - Decca LX 3011.

Hvilken lykke blev det ikke, at den tyske i England bosiddende violinist o,, iinpressario Johann Peter Salonzon fik den idé at invitere den i 1791 aldrende Haydn til London. Hans bagage skulle da bl. indeholde nogle n,,e symfonier, og af sådanne tog han seks ined, soin ved et nyt besøg i 1794 blev forøget ined yderligere seks, de såkaldte »londoner-« eller »Salomon-symfonier«, der kronede hans ufattelige synifonirække i-ned numrene 93 til 104.

Det uforståelige er ikke så meget antallet -- dengang var kompositionsudøvelsen jo i højere grad end senere et ret håndværksbetonet anliglende, og midlerne ---- da (le først var formuleret, væsentligst ved Haydns indsats ---- lå let ved hånden.

Hvad der fo-.rbavser, er den omstændip,hed, at Ha

,z:, ydn, efter at

han er blevet pensioneret af det

Esterhazy'ske f--i-,

,, stelius for et langt livs tro tjeneste, er i stand til på så afgørende måde at forny sig.

»Af Haydn har jeg lært, hvordan man skriver en kvartet«, siger den langt yngre Mozart; »af ~lozart har jeg efter inelledende øvelser med 80--90 symfonier lært at skrive en synifoni«, kunne Ha-ydn have sagt, da han efter Mozarts tragisk tidlige død fuldførte sit eget symfoniske livsværk med »Salonion-symfonierne«.

Det vil sige, Haydil er alligevel overalt si,, selv, og ikke mindst Es-dtir synifonien nr. 99 giver et herligt charmerende billede af Ha~

ydn, hans formklarlied og (let smittende litiniør, der lyser tid ,tf f. eks. (len skælmske finale-rondo, hvor kammerinusikalsk udtrykt lune veksler med større symfonisk livtag med stoffet. Gengivelsen er meget leven

(le og klar og i god klanglig balance, (ler er indfanget snitikt i),-i en lille, lydefri Lp-plade.

SCHUBERT: »I«osar?ziinde«-nitisil, ol).

26. BRUCH: »Kel Nidrei« op. 47.

DE MACHULA (cello), The Residen

cy-Orehestra (Haag), dir. VAN 0T

TERLOO. --- Philips N 107 R (Lp).

Med Lp-optagelsen ,tf disse to v.ærker vil det nye Philips gran?mo.fon nok kiinne notere sig en første større sukees. Ikke alene fordi værkern e i sig selv -- vidt forskellige som (le er --- har de iørefaldende egenskaber, der siki-er en udbredt popularitet men også i kraft af det ganske fine resultat, der er opnået i den klanglige gengivelse. Det kildne problem i Lp- klangen har jo længe været strygerne, som ofte har fået en tør',' indelukket kai-akter. Her ligger stry-gerklan111en ikke langt fra det naturliges ideal, hvad ikke mindst kommer Bruelis »Kol, Nidrei« tilgode og., Tibor de Maehnlas skønne, fuldttonende cello-spil.

Dette værk er måske ikke for den kræsne musikelsker, der ined rette vil finde den af en ga,minel liebraisk sang inspirerede :;tore solo lidt sødladen og ri-,elig steniningsbetonet. Schu

11 1-1 t,

berts »Ros,,,amunde«-inusik behøver næppe nogen nærmere præ

sentation, derimod e~ dirigenten Willem van Ollerloo, der tidligere har gæstet Dannriark, og Ha,ag-orkestret nye.- navne på grammofonen. Orkestre! har nabobyens Concertgebotiv,,,~ at leve op til, og viser unde~r v,,-il.i Otterloos ledelse en tiltalende klang og en udmærket disciplin uden (log at gøre sig, bemærket ved særlige symfoniske fortrin. Værkerne indbyder jo heller ikke til den store orkestrale udfoldelse, der kunne va-re afgørende provesten for dets k Linstneriske ydeevne.

SCHUBERT: linpromplu, B-dur øl).

142. KATJATURIAIN: Toceala. PROKOFIEFF: Prelude op. 12,7. - VIBEKE WARLEV (klaver). - Tono A 174.

Der er ,,el få af de unge danske

pianistilider, der har så glade

fingre soni Vibeke Warlev. Men

hun holder smukt styr p-,'»x glæ-

den i denne opta 1~ else af schu-

bertsk og ny russisk klavermu-

sik. Nu skal det »nye« i forbin-

delse med russerne ikke tages

altfor bogstaveligt, for disse vær-

ker bringer så sandt ikke nogen

fornyelse med sig men hviler

støt på ældre forbilleder, hvoraf

man stærkest mærker Rachma-

ninoff som i Katjaturians Tocea-

la, der får sin effektfulde virk-

ning ved tonerepetitionen, som

z,

til gengæld også skal stå perfekt i gengivelsen. Det er først og fremmest selve A-laveret det gæl(ler, og i denne henseende er Vibeke W,,irlevs spil af udsøgt kvalitet --- let, lyst, overlegent og elegant. Hos Schubert findes dog en anden i-et udefinérbar egenskab, soni man kunne kalde det syngende wieneriske. -- Denne wiener-tone har hun ikke helt kunnet finde ind til, inen hendes spil er renfærdigt og ganske gennemsigtigt. Det er al ære værd, at Tono på denne første langtids- normalplade (61/.2 ininut pi-. side) har opnået et så snitikt khangligt resultat og- skabt si,i fine overflader. Der er mange muligheder i denne, med den variable normalrille beslægtede teknik, som selskabet bør udnytte. fsp.

TSCHAIKOWSKY: Khiverkoncert nr. 1, b-moll. AI,EXANDER UNINSKY, plan(-), The Resideney Orchestra, dir. NVILLEM 'VAN OTTERI,00. Philips A 0 0 13,5 l,.

glory for Tseliaikowsky« står der på bagsiden af denlie long-playings karton. Det er nok lidt flot sagt, selvom Alexander

zn

Uninskys virttiose aflevering af (len rigtignok noget forkætrede klaverkoncert unægtelig er meget overbevisende. Men ligefreni en Tschaikowsky-renaissance synes, do,. ikke ligefrem påkrævet, liverken for gramniofon- eller koncertrepertoirets vedkommen(te. Siden Nikolai Rubinstein frabad sig koniponistens dedikation

n

på grund af inisforholdet inelleni værkets, banale stof og virtuose form og Tschaikowsky i stedet tilegnede (len Hans von

som uropførte deii i Boston for 52 år siden, har den vai-et en af (te kæreste opgaver for solistiske klaverbegavelser

selv den russiske klaverskoles grand old man måtte bide (len i sig, efter at hans elev Alexan

der Taniev dristede sig til at førsteopføre koncerten i Moskva.

Uninsky afleverer (len med hele verdensmandens bra,-,,,our, ikke uden følsomhed, men dejlig fri for oversentimentalisering. Den musikalske gengivelse samnien med Willem van Otterloos velskolede Besideney Orchestra i Haa, frennbyder et ypperligt ktinstnerisk restiltat; i teknisk henseende er optagelsen deriniod ikke helt så pletfri. Klang I~arakteristiken af de enkelte soloinstrumenter i orkestret er vel ikke ueffen, nien mens strygergruppen står isnende skarpt, er totalklangen af orkesterapparatet temmelig indelukket. Destiden svinger pladen en kende.

IASZT-RECITAL. Ni-. 1. ALEXANDER

UNINSKY, plano. Philips A 00136 B.

Den udenvælts inode ined. Lpplader, indeholdende flere kortere inusikstykker en suite er nu også nået til den danske miisikprovins. Den Liszt-koncert, som Alexander Uninsky afholder på

ovenanførte 25-cin, er imidlertid ganske effen, dels fordi der dog er en mening i at sammenstille tre af hans Paganini- arrangeinenter, dels fordi interessen her ikke knytter sig til nogen kompositorisk ide, men til den artistiske hensigt.

Fra hans besø,,, i København for et par år siden kender man Uninsky som en fremragende tekniker, om livem det desuden vides, at han vandt den internationale Chopin-konkurrence I Warshawa 1932. Her, hvor det gælder artistisk brillians, kominer LI'ninsky ind som en flot nr. 1. Men inden for fonopublikationer, hvor man har oplevet adskillige trick- optagelser, virker Liszt's klavereffekter slet ikke på samme måde som i koncert.salen. Der er ikke så lidt af hans nodebillede, der skal ses under gengivelsen for. at virke helt efter hensigten, tiden kendskab til klaverspil som sådant kan man faktisk ikke høre, hvilke vanskeligheder, f.x. i »La campanella«, den udøvende stilles overfor, og som Uninsky klarer soni en mis.

Tillige er gengivelsen af klaver-

klang, graminøfonteknikerens

kroniske hovedpine, ikke løst

helt tilfredsstillende af Philips-

koncernen, men et så ungt firma

må naturligvis have sine begyn-

dervanskeligheder. IIaterialet er

i orden, og de ekstra svingnin-

ger, som l~.,-drillerne indeholder,

vil sikkert elinlineres med (le

indhøstede erfaringer. Uninskys

egen fortolkning af Paganini-

ettiderne og »Rapsodie espag-

nole« er megen aere og niere end

et halvt øre værd. I hvert fald

skal vi ikke kimse ad Liszt med

overheg. j~.

SÆVERUD: ,,Kjempet, ises la tten -

22,5. »Rondo amorose« op. 14,7.

ROBERT RIEFLING (klaver). --

HMV. DB 52(96.

Tilegnet »Heiniefrontens små og store kjempere« skrev Harald Sæverud »Kjempeviseslåtten« henimod slutningen af den tyske besættelse af Norge. Denne intenst virkende komposition må .ses på baggrund af, at det nor,ske musikliv i den tid så at sige førte en illegal tilv-wrelse, og soni et af de første værker, der klang ud til det norske folk efter befrielsesdagen, udløste det en storm af begejstring. Det blev et musikalsk synibol på inodstandsviljen, der vokser sig stærk, og det vil vel altid i norske ører have denne klang af sejg, ubøjelig modstand mod tindertrykkelse.

Stående alene so'ni et i sig selv hvilende kunstværk, har det dog også en næsten magisk virkende, monumental kraft, som flår fylde og farve i orkestral gengivelse men står så enkel og majestætisk i den mere asketiske klaverklang. Norsk kliiiger det, soni niejslet 11(1 af Jotunheimens fjelde, stærk i sin dorisk spændte af folketonen prægede nielodik, gengivet af Robert Riefling renfærdigt og med statuarisk holdning.

Rondo aniorose'en er ,tf en anden verden, øresmigrende i sin sødnief

,,,Idte berceuse-tone men ikke uden karakteristiske egenskaber. Lidt mere rumklang på den ellers udmærkede opta

,else ville have gjort Rieflings sinukke klaverspil noget mindre tort i klangen.

MOZART: »~l'arizuizg« og »Der Zaube

rer«. ---- ELISABETH SCHM,7'ARZKOPF (sang.). -~--- Col. LD 2. (25 cni). MOZART: »Die Zufriedenheit«, »1Var

nung«, »Dus kinderspiek, »Der Zauberer«. --- IR'MGARD SHEFRIED (sang). --- G'ol. LX 15.43.

Den sanginteresserede graniniofonl,-tte

"" r vil blive stillet overfor

et svært val,,,, livis udfiald næppe

vil blive et enten-eller men et

både-og. Spørl Ismålet kan opstå

,,,ed valget af de ~,ndige Mozart-

n

sange »Warnung« og »Der Zauberer« dels i Eliscibeth Schivarzkopfs, dels i Irmgard Seefrieds lierlige fortolkning (sidstnævn[es indspillet på en stor plade ined »Die Zufriedenheit« og »Das Kinderspiel«). Den, der foretrækker det reneste bel eantoudtryk, vil sikkert sværge til Seefrieds skønt beherskede sangkunst, hendes stemmes altid klare og tætte klang og den statuariske ro. Det er sandelig såre

skønt - en ""Mozart værdig. Dette overgås ikke af Schwarzkopf, men hun tilføjer sangene et uimodståeligt pikanteri, der har operaens buffo-karakteristik soni forbillede. Kun en kunstnerinde af hendes, format kan slippe så vidunderligt fra at synge en kvart tone for højt på teksten »er muss ein Zaub'rer sein«. I det hele taget er liendes diktion soni tidtr~,ksfaktor et k--,,,Pitel fol- si-g; litin kan sige -:»Ztickei-plåtzelieii« .så sineltende, at t,,-enderne ]øber i vand. Og liveni tænker så på, at ~,Warriiing« oprindelig er e-ii bas-arietta -- - ined f aderlige advarsler mod det søde køn fr,,i en aldrig ftildfort f)tiffo-oper.,,i.

MOZART: ,Et ifica1.11a111s

ANNE PERMIN (sang), ARINE BERIPELSEN (orgel). ---- Tono A 180.

Ved Anne Periuins i-et beniær-

kelsesv,ærdige debut i foråret 51

var (let åbenbart, at hendes ev-

ner pegede mod koloraturkun-

sten. INIed optagelsen af »Et in-

ca,rnatus est« fra Mozarts store

c-niol, messe har Tozzo da også

givet hende lejlighed til at ud-

folde denne side af talentet på

en plade. XIen noget lielt sand-

dru indtr~,k. af hendes stemme

får man ikke, da det er tilstræ-bt

at skabe en »kirkelig« klangat-

om arien. ved at optage

(len i 'Messiaskirkens runi o,,,

med orgel som eneste akkoiiip;a,.-

nenient (oprindeligt er den skre-

vet for strygere og, ti-c-,, blæsere

s,,unt orgel, som man (log i re,,-

Z?

len udelader). For kirkeniusikens purister har dette »Incarii,,-itus« altid været en anstødssten på grund af ariens hele verdslige kanakter. Ganske vist niener Alfred Einstein, at ni,,m står overfor en musikalsk udtrykt julestenining af overi- nåde sø dme og naivitet, med gudsbar-. net lig-gende i krybben, tilbedt af

,n

joinfrti inaria, og med nitisiceren-

(le engle i baggrunden, akkurat

soin man, finder det billedligt

Udtr~,kt i Botticellis florentinske

engle, der er fuldtud så profane.

Alligevel står kirkeniusikklan-

,,en yderst dårligt til de mozart-

ske koloraturer, idet (len giver

arien en klangrainnie, der er dens hele karakter fremmed. Anne Permin udnytter rummets resonnans, der blødgør det lidt hårde i hendes klang. Det er under alle omstændigheder en dygtig præstation.

HEISE: »Dyvekes sange«. - ANNE PERMIN (sang), KJELI, 0LSSON (klaver). - Tono K 8084/86.

Den danske romance er derimod ikke Anne Permins felt. Hun har ikke den intimitet i sin foredragskunst, der giver romancetonen farve og udtryk, og da hun i meget høj grad omformer sprogets vokaler til ren klang, svækkes diktionen så stærkt, at man kun ved nøje kendskab til Drachmanns »Dyveke«-poesi er i stand til at følge teksten bag Heises underfulde romantik.

Men i romancen som også i lie-

den må tekst og musik finde et

ligevægtspunkt, som den instru-

mentalt udformede koloratur-

kunst ikke kender til. Heinrieh

Schlusnus og herhjemme Aksel

Schiøtz har evnet til fuldkom-

nienhed at finde dette ligevægts-

punkt i deres musikalske fore-

drag. Anne Permin er ikke en

sangerindetype, hvem denne in-

time udtryksform. ligger for, og

selvom man godt kan glæde sig

over enkeltheder på denne opta-

gelse, så er den ikke noget fuld-

gyldigt udtryk for Heises skønne

romancekunst. fsp.

HEISE: Kongesønnens romanee af »Tornerose« - Skouensomhed. HARALD STREET, baryton, v. fl. Kjell Olsson. Tono K 8089.

Ved sin koncertdebut vakte den unge baryton Harald Street megen opmærksomhed på sit smukke steniniemateriale og sit rene sind for den danske romance. Samme ærlige følsomhed og lidt ufærdige fortolkningsevne genlyder fra hans grammofondebut i to af Heises skønneste og populæreste sange, der vel foreligger i flere versioner, men endnu ikke har fundet en fortolker af samme lidenskab som komponistens drømmero

mantik. Også Harald Street, nobelt støttet af Kjell Olssons klaverledsagelse, gør sig mere uinage med at nærme sig det perfekte end med at forløse den kunstneriske oplevelse, der tilstræbes i den musikalske og literære poesi. Det-er pænt og sobert, men selv den danske romantik var dog noget ganske an(let end thevand, hvilket omend i sig selv ikke er at foragte.

KREISLER: Tambourin chinois, op. 3.

DRDLA: Souvenir. Tono K 8087. SARASATE: Romanza andalu-za, op. 22, nr. 1. MONTI: Czardas. Tono A 18'1. ANNE BRUGMAN (violin), v. fl. Boris Linderii(I.

Det er naturligt nok, at den unge violinistinde Anne Brugman ved sin pladedebut spiller mere po

pulære end seriøse numre fra de store violinisters repertoire af ekstranumre. Det er især på dette felt, hun har vundet publikum genneni radioudsendelser, her ligger salgsmulighederne. Men hendes uomtvistelige artistiske format, der gør hende til en kvindelig Wandy Tworek, kunne nok fortjene alvorligere arbejder også for fonapublikationen. Foreløbig kan man imidlertid glæde sig over hendes smukke violintone, fødte buestrøg og velvoksne venstrehåndsteknik. Det er plader, der også for optagelsesteknikens vedkommende tåler sammenligning med internationale varemærker. Boris Linderud akkom Pagnerer hende opmærksomt, men der er også grund til at følge hendes spil med interesse. Forhåbentlig vil omstændighederne tillade,

livad talentet lover. V.