Sagde De Bournonville?

Sagde De Bournonville?

Et forsøg på at placere den gamle mester i vor tids balletkunst

Af CHRISTEN FRIBERT

Jeg håber, et nådigt forsyn vil holde sin hånd over mig, for nu stikker jeg fingeren i en hvepserede! Jeg gør det ikke i nogen ond hensigt hvepsene må for min skyld gerne leve videre, men jeg vil finde det formåltjenligt at få anbragt deres bo på et rimeligere sted - et sted, hvor hverken hvepsene eller vi andre er til gene for hinanden. Dette siger jeg på forhånd for at man ikke skal misforstå mig mer end højst nødvendigt.

Hvepsereden må have et navn - lad os kalde den: »Bournonville og vor tids ballet!«

Og nu stikker jeg altså fingeren i den! -- Jeg føler mig aldeles overbevist om, at farer vi ikke lidt lempeligt frem med vore besungne Bournonville-traditioner her i Danmark, vil vor kongelige ballet inden længe blive reduceret til et slags snurrepiberi, der hovedsagelig har kuriositetsinteresse! Og det ville minsandten være synd for dette balletkorps, der har alle muligheder for på den smukkeste måde at hævde sig i konkurrencen med vore dages berømte balletkorps i andre lande.

Jeg vil meget gerne have lov til at forklare dette lidt nærmere.

Måske kan det siges klarest på denne måde: Vi må sørge for at få placeret Bournonville sådan, så han i vor balletkunst indtager en lignende plads som Ludvig Holberg i vor skuespilkunst! De holbergske traditioner holdes højt i ære herhjemme og det er næppe for meget sagt, at alle danske dramatiske skoler hviler på dem som på et solidt fundament. Men nutidig dansk skuespilkunst er jo dog ikke Holberg - nogle få gange om året hentes den gamle baron frem af glasmontren, støves af og fremstilles for publikum for at enhver kan se, at vi ikke er en utaknemmelig generation, der glemmer, hvad henfarne slægter har virket tværtimod, vi røres ved disse gamle klange, der trods deres ælde bringer bud til os om noget tidløst og uforgængeligt. Alligevel uddanner vi ikke i det tyvende århundredes midte et skuespillerkuld, der taler holbergsk eller bevæger sig holbergsk. Først og fremmest opdrager vi den dramatiske ungdom til at tolke vor egen tids dramatiske digtere: de store, nye Amerikanere, det højtbegavede franske dramatikerkuld osv., osv. Men når vi i ny og næ trænger til at dykke ned i vor rige fortid, henter vi Holberg frem og ligesom krænger alt det nutidige af os for at leve os ind i ham for en stund - til glæde, om ikke for alle, så dog i Ihvert fald for mange.

Men sådan har vi det ikke med Bournonville. Han synes stadig at blive betragtet som et dækkende udtryk for vor egen tid, Man vil fra mange der ikke indrømme, at der er faldet et tæt lag støv på hans balletter og at de både indholdsmæssigt og dansemæssigt mangen gang kalder på smilet. Og dog forholder det sig faktisk sådan. Det ses tydeligst, hvis man med kort mellemrum ser f. eks. hans »Kermessen« eller hans »Napoli« og balletter fra vor egen tid, som f. eks. Balanchines »Symphoni i C« eller Birger Bartholins »Symphonie classique«. Her står den rene dans distinkt, krystalklart, ædelt i modsætning til det naive genremaleri, der gør fantasien astmatisk ved sine almanakhistorier. Havde de så endda haft et lille skvæt af den satire, der gør en Holberg fordøjelig selv for os, som lever i dag. Men de har ingen satire de er kun naive. Af det uhyre antal balletter den gamle mester digtede, er de ni tiendedele definitivt gået i graven. Fem eller seks tåler,endnu at ses - med lange mellemrum. Dem bør vi også våge over - nu og da bør vi tage dem op og glæde os over dem i en hård tids rørelse over, at der engang har eksisteret mennesker, som tog disse barnlige berettelser om højfolk og feer, troldmænd og hekse, ondskab og ædelhed for ramme alvor.

Jeg stikker altså ikke fingeren i hvepsereden for at tage livet af gode, gamle Bournonville - tværtimod, jeg vil inderlig håbe, at han må blive værnet og bevaret . . . men som teaterhistorisk minde, som et festligt, klassisk islæt, at tage frem ved særlige lejligheder, når vort sind er indstillet derpå.

Dette er Bournonvilles plads, nogen finere kan han ikke ønske sig i vor teaterhistories Pantheon.

Alligevel er det sådan, at han stadig i altfor høj grad dominerer på vor kongelige ballets repertoire og i vort balletkorps' uddannelse. Dette balletkorps er knap nok endnu kommet over det Ragnarok, der ramte det ved Landeraffæren ifjor. Et lykkeligt tilfælde vilde, at den fremragende dygtige pædagog, mine. Vera Volkova, dengang netop var blevet knyttet til balletten. Havde hun ikke været der, kan det roligt siges, at den kgl. danske ballet ville være gået i splinter. Nu kan vi i stedet takke hende for, at balletten i øjeblikket danser bedre end længe, og at den gør synlige fremskridt fra måned til måned. Vera Volkova har ikke blandet sig i de bournonvilleske balletter, som for tiden gives på Det kgl. Teater, men hun har holdt undervisningen i sin hånd og haft megen indflydelse på valget af nyt repertoire.

Det er mig bekendt, at Vera Volkova nærer megen veneration for Bournonville - det ville også være mærkeligt, om hun ikke gjorde det, da hun selv er udgået af den russiske skole, som gennem Johansén, der var Bournonvilles elev, er beslægtet med Bournonville. I det hele taget er alle de store europæiske balletskoler i grunden grene af samme stamme. Men jeg kan ikke tænke mig andet, end at mme. Volkova i sin undervisning af vore unge balletkunstnere må lægge hovedvægten på den stil, der i vore dage behersker hele den øvrige vestlige verden - kald den så den russiske eller den neo-klassiske, eller hvad, man vil.

Selv om denne stil ikke er væsensforskellig fra Bournonvilles stil, adskiller den sig dog derfra i utallige detaljer. Det er umuligt i en kort artikel at gøre rede for enkeltheder; man må nøjes med at pege på den kendsgerning, at hvis vi ønsker, at vort balletkorps skal danse for os de balletter, der hører vor tid til, og henrykke det stadig voksende balletpublikuni i andre lande, må det som basis for sin uddannelse have den neo-klassiske stil og ikke bournonville-stilen. Det er nemlig i den grad iøjnespringende for den, der i disse måneder følger den kgl. danske ballets præstationer, at det er sværere for de bournonville-uddannede balletkunstnere at danse i de moderne balletter, end det er for de moderne-uddannede al danse à la bournonville.

Jeg vil gerne udtrykkeligt betone, at jeg intet mandat har til at tale på mme. Volkovas vegne, men jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke hun af ovenstående kendsgerning drager den logiske slutning, at hovedvægten i fremtidens balletundervisning på Det kgl. Teater derfor må lægges på den moderne stil, medens bournonville-stilen vedligeholdes som en reserve til brug ved særlige lejligheder ... nemlig de få gange, hans 5-6 brugbare balletter danses.

Det vil være klogt af det danske, balletglade publikum heri at se en cadeau til Bournonville og ikke det modsatte. Vil man bevare ham for kommende tider - og hvem vil ikke gerne det? - må man placere ham rigtigt. Han må overfor balletten stå nøjagtigt som Holberg står overfor skuespillet - som arvesølvet, hvis eksistens er os en stolthed i blodet, men som vi ikke ville hitte på at lægge på hverdagsbordet i spisekrogen.

FOKINES FEM PRINCIPPER:

1. En ballelstil må skabes i overensstemmelse med delt enkelte ballets emne og i den form, som bedst udtrykker ballettens tidsperiode og nationalkarakter.

2. En ballets dans åg mimik er meningsløs, hvis de ikke tjener som udtryk for ballettens dramatiske bevægelse. De må ikke anvendes som noget udvendigt og blot underholdende uden dybere sammenhæng med ballettens hele anlæg.

3. Alle konventionelle gestus må afskaffes, medmindre ballettens stil kræver dem; ellers må de gestik ulerende hænder erstattes med hele legemets udtryk. Mennesket kan og skal kunne udtrykke sig gennem sit legeme fra hoved til fod.

4. Grupper og ensembledans skal anvendes som udtryk. Danserne må ikke ordnes i symmetriske grupper blot af ornamentale grunde, men for at udtrykke den følelse, som handlingen eller emnet kræver.

5. Der må herske fuldstændig lighed for koreograf, dekorationskunstner og komponist. Musik og dekoration skal ikke være »akkompagnement«, dikteret af koreografen, men en integrerende del af hele balletten; kunstner og komponist må kunne skabe i fuldkommen frihed.

(Fokine i »Times«, 6. juli 1914)