Vi kan håbe ...

Vi kan

håbe ...

DET er ofte nok blevet påpeget, at forholdene for ballet og opera herhjemme er yderst utilfredsstillende. Årsagen hertil er kendt af enhver, for »når tre kunstarter må enes om samme scene, så ... « ja, hvad så? Da er det i allerlhøjeste grad påkrævet, at man ti i Irettelægger et repertoire med størst mulig hensyntagen til, hvad der under de givne forhold tjener den enkelte kunstart bedst, hvad der åbner de rigeste muligheder for traditionsbevarelse og -fornyelse, og hvad der som følge heraf kan give den bedste og nødvendigste orientering til de udøvende og dem, der skal hente kunstneriske oplevelser i det musikalske teater. Her skal mennesker stedes for fortidens mesterværker, det er rigtigt, men de skal så sandelig også opleve, hvad der rører sig i den verden, de lever i idag.

Desværre kan man ikke påstå, at teaterledelsen har denne indstilliihg, ihvertfald giver den sig ikke synlige udslag i repertoiret. Den optimisme teaterchefen skabte, da han for over to år siden fremlagde teatrets nye, store musikplaner, har på ny vendt sig til den sorteste pessimisme. Nu kan ingen mere tro på planer og proklamationer, nu må der realiteter til. Som det er nu synes næsten al initiativ at være ophørt. Den lovede udbyggelse af operaens standardrepertoire fra 12 til ca. 24-25 værker er ikke blevet til noget, og den sørgelige optrevling med deraf følgende kaotisk infiltration af balletkorpsets vrangside har ikke virket stimulerende på dette så udmærkede ensembles virksomhed.

Når der endelig sker noget i dansk ballet, ser man gang på gang, at de aktuelle værker bliver omgået, dem, der har givet de største impulser til det 20. århundredes balletkunst og musik. Ledelsen kan stadig ikke frigøre sig fra den forrykte idé, at det er nødvendigt at ty til den rene symfoniske musik som underlag for koreografisk digtning, og det til trods for, at der ligger en serie nutidige værker og venter på en genfødelse i dans på Det kgl. teater. Ydermere ligger der dansk balletmusik til syltning hos teaterledelsen. Ikke desto mindre så vi for nylig -- forresten tydeligt gjort - Bizets 1. symfoni i Balanchines opsætning. Men samme Balanchine, der er en gennemmusikalsk koreograf, har jo inspireret adskillige af vor tids største komponister til at skrive balletmusik, og havde det derfor ikke været mere formålstjenligt at få et eller flere af disse nye værker af Hindemith eller Stravinski at se? Hvilken impuls ville det ikke også være for balletkorpset såvel som for publikum og danske komponister.

Vi kan håbe på, at »Symfoni i C« var en indledende manøvre og at de niere aktuelle emner vil følge - vi kan håbe på, at teaterledelsen vil indse, at det er nødvendigt at række en hånd ud til danske koreografer og til samtidens komponister, hvis den vil redde det sidste initiativ fra en sørgelig druknedød - vi kan håbe... og så vente og se.