Grammofon

Af
| Årgang 28 (1953) nr. 01 - side 7-9

Grammofon

BACH: »Lad hændes kun som Herren

vik - »0 hoved højt forhånet«. -

Københavns Kammerkor, dir. AIRNE

BERTELSEN. Felix ø 64 (FX227/28)

Takket være en række unge både energiske og begavede kordirigenter står dansk korkultur i øjeblikket temmeligt højt. 1Wan må ydermere tage i betralltning, at hovedparten af enseniblerne )estår af aniatører, og det bekræftes derfor atter, at korkunsten er det eneste musikalske område idag, livor amatørerne kan gøre sig gældende, uden at præstationerne får dilettantismens kendetegn. Derfor kan inan også i-ned' stor glæde lytte til de optagelser, der i de senere år er gjort med de unge kor, bl. a. ovennævnte to Bach-koraler til dansk tekst. Arne Bertelse.n har smukt og fint afbalanceret kammerkorets totalklang; rytmen er måske lidt rigelig tung, hvilket yderligere understreges af en mørk, for ulden runiklang. Mange grammofonlyttere foretrækker ganske vist denne lidt fløjelskarakter. Fænonienet er vanskeligt at udrydde, så meget desto niere bør man stræbe efter den klare, naturligt lysende klang. De, (ler foretrækker vatklangen, kan jo altid frembringe den på gengiverens tonekontrol - desværre. f 'sp

BRAHMS: larialioner og fuga over el

tenia af Händel. - VICTOR SCHIØ-

LER, plano. Il MV, DB 20175/77 (aut.)

En ny betydelig dansk optagelse af et internationalt standardværk, foreligger med Victor Schiølers indspilning af Brahins' 24 variationer + en fuga over et tema af H~ndel. (fra, suite nr. 9, B-dur, for cembalo, hvor Aria'en må nøjes med 5' små varianter. Det var ikke ueffent, om originalversionen til samnienlig,ning havde fundet vej til z,

fonopublikation, men det kan

jo nås endnu). Karaktervariationerne, der alle bevarer temaets formelle struktur, er en overor~ dentlig pianistisk krævende, men også kunstnerisk i-neget lønne""de opgave. Schiøler løser den ined virtuosens, autoritet o-, reder fugaens koniplicerede fletværk ud med overle""en intelligens. Der kan were enkeltheder i variationsr,--ekken, man kunne ønske af større bevægelighed, men som w-erket her gribes an, forløses det også med monuinen

t,

tal genskaberkraft. Det autom.-atiske pladesæt udløser Brahms' inesterværk med megen teknisk snille, o, optagelsesapparaturet liar væ- ret yderst følsomt over for instrumentgengivelsen. Selv på de inderste riller står klaverklangen niejslet i-ned fort---ættet

k ra f t. j?.

C,110PIN : &11*Carole, op. 60. - DINU LIPATTI, piano. Columbia, LX 1437.

Tre år før sin (lød skrev Chopin et af sine skønneste korte klaverstykker, Barcarolen, lians opus numiner 60. Det er en lyrisk sats af langt niere indtrængende karakter end den gængse venetianske seremade, men saiiitidig et stykke inusik, der stiller de allerstørste krav til fortolkeren, som ined overdreven vir~ tuosmaner let får det til at lyde mere banalt end selv den sentimentaleste Chopin-nocturne.

Kort før sin død indspillede den tinge runiænske pianist Dinu IJpatti værket i London o-g nåede

z:,

derined at overgive os endnu et

monster på musikalsk renfær-

dighed. Også i teknisk lienseen-

de er det en optagelse af høj

kvalitet. V.COUPERIN: Koncert f.fl. og ork. nr-6. Sol. J. P. RAMPAL.

TELEMANN: Menuet og Rejouissarice af sulte i a-moll for næUløjte og strygere. Sol. M. COPPE. Kaninierork.'dir. F. OUBRADOUS. - Tono A 175/76.

Skønt den franske optagelse af denne koncert ikke er af allerfineste kvalitet - Tono's egne teknikere yder ofte langt bedre arbejde - så er det dog et lille fortryllende værk, som lielt bærer (len franske baroks, kendetegn. Det sirligt elegante i kompositionen fremliæves karakteristisk af den 30årige Jean Pierre Rampals sensitive fløjtespil,som i klangen er meget bevæget, har så stort vil)rato, at det kunne li,,ave virket generende, om ikke det netop understregede det yndefulde, flygtige i dette værk. Pladernes, tekniske mangler ligger i en mat, nøgen helhedsklang og en noget uheldig centrering af anden pladeside. Fjer(le pladeside omfatter menuet og rejouissance af Telemanns amoll suite for strygere og den såkaldte næl)fløjte med Monsieur Coppe som solist. Det er et henrivende lille stykke barokfiligran, prydet af næl)fløjtens en

foldigt bløde klan-,,. fsp-

KUHLAU: Kvintel for fl., vl., vla. 1 og 2 og vle. - ERLING BLOCH KVARTETTEN og HOLGER GILBERT JESPERSEN1. - Tono A 160/62.

Til de mange velsignelser, granimofonalderen fører med sig, hører også den, at værker, som har slumret i historiens skød, ofte via grammofonoptagelsen får fornyet aktualitet. - Nu hører Kuhlau jo ikke ligefrem til de glemte; men de værker af ham, der går i det vanlige repertoire idag, er egentlig ret få i betragtning af den store produktion, lian har bag sig.

Den af hans tre fløjtekvintetter, som nu foreligger i en mønsterværdig optagelse, er vel ikke lielt ukendt, men indspilningen godtgør, at den bør kendes af liver den, der kan goutere et -egte stykke kammermusik, og alle dem, der sætter pris på letfattelig, melodiløs musik, som er mere end blot og bar øresmiger.

Fløjten var jo Kuhlaus foretrukne instrument ' og måske gjorde han også nødvendighe

den til en dyd, da han skrev serier ,tf fløjteværker, for endnu længe efter Frederik den Stores død - den fremragende fyrstelige fløjteamatør-var fløjten jo et modeinstrument. Der var brug for fløjtekompositioner, og Kuhlau kunne få ganske god afsætning på sådanne v,--,erker overalt i det 19. århundredes musikalske Europa, og da han - som en ret slet privatøkonom - havde brug for pengene, de kunne indbringe, var det fuldtud forståeligt, at han ofte møntede sine idéer ud i fløjtende værdier.

Bestillingsmusik? - Ja, ja, forsåvidt man ikke derved forstår noget nedsættende. Lyt blot til denne optagelse, det er helt igennem ædle toner, humørfyldt og velklingende musik, der er formet med sandt mesterskab, og som viser, hvordan Kuhlau havde respekt for sine store Nvienerklassiske forbilleder, uden at han derfor stillede sin egen genius i skygge.

Og når optagelsen kan indleinine.s iblandt etlivert diskoteks perler, skyldes det ikke alene det fine sammenspil men også - og ganske særligt - Holger Gilbert Jespersens forunderligt charmerende både virtuose og følsomme fløjtespil. fsp.

MOZART: »Laudate Dominum«. - Sol. KARIN MONK, Købenliavns Drengekor og medl. af Radioorkestret, dir. NIELS NMØLLER. - Felix F 62 (FX 223/24).

Mozarts »Laudate Dominum« hører uden tvivl til de bedste af de optagelser, Felix har gjort. Først og fremmest skyldes det valget af solisten Karin Monk, som påny viser, at hun står forrest blandt danske sopraner, af en eller anden besynderlig grund ikke værdsat helt efter fortjeneste i dansk musikliv. Med sin skønt fuldtonende, klare og rene røst bæter hun stroferne ud i rummet, fylder det med velklang tiden mindste anstrengel

,se, enl~elt og ligefreint, netop

sådan, som (let er så usigelig

-svært -,tt gore. Omkring hende

er griipperet strygere fra Badio-

orkestret, orgel (Mogens Bang)

og Københavns Drengekor un-

der Niels Møllers ledelse, alt-

saminen udmærket, li-,,is bare

opt,agelsen klangligt havde haft

z,

en bedre balance, så ikke orglet dominerede over strygerklanpfen, der skulle lægge sig om hele ensemblet soin en lysende aura. Det fordunkler dog ikke Karin Monks fine vokale præstation.

fsp.

SCHUBERT: Impromplu i c-moll, op. 90, nr. I. - ARTUR SCHNABEL, piano. 1EMV, DB 21230.

En postlium publikation med (len gamle tyske inesterpianist. En vellykket sliellakpresning bevarer (len klassiske wienertradition i klingende nodestik. En smule overfladestøj. t~.I annieldelsen af den franske inusikvidenskabsmand Alaiii Daizieloii's værk »Nortliern Indian Music« (se DM 1,950, VI-VII, s. 141) efterlystes en pladeserie, der kunne give et levende klingende indtryk af (len indiske musik, soni teoretisk blev behandlet i (len tinder UNESCO's auspicier udgivne bog. En sådan udvalgt serie er ikke kommet, men UNESCO er p A en måde gået et skridt videre, idet der af samme forfatter er blevet publiceret »A Catalogue of Recorded Classical and Traditiona,1 Indlan Music« (UNESCO - Paris 1952; 236 s. ill.), som ind,,år i serien »Archives of Recorded Music«. Kataloget er trykt på engrelsk og fransk og omfatter mere end 1500 optagelser fra selskaberne Ifindusthan, Megaphone, Coliiinbia og 1IMV ined detaljerede oplysnin,,er om værkerne o,,r de udøven

(le kunstnere. Forfatteren, der har levet mange år i Benares, hvor han går tinder navnet Shiva Sharan, har yderligere skrevet en kort orientering om den indiske musiks s

ystem, dens

.skalaer, stil, rytnier og dens

t--,

musikere og instrumenter,hvoraf de væsentligste gengives på billedplanelier.

Såvel indisk folkeniusik soni oprindelig musik f ra a4dre st,animer er medtaget, ligesom et tillæg med amitentisk tibetansk niusik, men hovedv.-)egten er lagt på udvalget af de bedste optagelser af nordindisk (Hindustani) o"" sydindisk (Karn-atak,,,i) inusik. Det er en tonektinst, der er ukendt i den -vestlige verden, og selvom man ikke kan forvente, at der vil blive tilført det d,,,inske marked nogle af disse optagelser, så vil interesserede ilivertfald kunne få nyttige og nøjagtige oplysninger heri for det tilfælde, man skulle ønske atbestille enkelte indspilninger. Institutioner soni konservatorier og universiteter burde under alle omstændigheder sikre sig et udvalg, så den musikstuderende ungdom på denne måde kunne få en orientering om en os fremmed men højtstående musikkultur.

fsp.