Litteratur

Litteratur

Bogen om Ulanoya

V. BOGDANOV BERESOVSKY: Ulanova and the Development of the Sovjet Ballet. - London 1952. Macgibbon & Hec.

Rusland og balletkunst har i inange år været uadskillelige begreber. I tsartiden blomstrede balletten, og i årene op mod den første verdenskrig satte Diaghileffs balletkorps med de ,tore stjerner Europas hovedstæder på den anden ende. De internationale danserinder var oftest russiskfødte, og mange

har for karriérens skyld pyntet sig med en russisk nom de guerre, som man husker det med den danske danserinde Rigmor Strøm, der i det store udland i fuldt alvor blev til Stroganova, russisk skulle det være. I Vesteuropa og USA domineres balletten. stadigvæk af russiske balletkunstnere, nu mest som balletmestre og lærere - de kunstnere,der emigrerede under og efter Oktoberrevolutionen, er jo for det meste kominet ud over optrædealderen.

Interessatil cr det a[ iagttal,""e, hvor forskelligt balletkunsten, udfra den russiske tradition, har udviklet sig i Sovjetunionen og i USA og Vesteuropa. I de sidstnævnte lande bliver balletten mere o« mere et rent formspil, uden menneskeligt indhold, begreber som ren ballet og symfonisk ballet er dagens løsen. - Helaftensballetter eksisterer praktisk talt ikke, og en ny ballet med original musik er en sjældenhed, balletdigterne henter deres såkaldte inspiration fra populære klaverkoncerter eller symfonier - uden at vise den fjerneste medlidenhed med den musikalske tilhører. I Sovjetunionen går udviklingen i den anden retning, dér søger man i dansen at give et sandfærdigt, udtryk for det inenneskelige og dramatiske indhold, balletkunsten er realistisk, men hviler absolut på den klassiske tradition. Der spilles overvejende helaftensballetter med original musik o.. et dramatisk handlingsforløb.

Blandt Sovjetunionens danserinder er Galina Ulanova nok den største kunstner, og 'hun er den interessanteste, ikke mindst fordi hendes udvikling er så nært knyttet til sovjetba-llettens udvikling. Den sovjetiske ballet~ kritiker Bogdanov Beresovskij har givet en levende skildring af hende i sin bog fra 1948, som i 1952 er kommet på engelsk, og samtidig er det vistnok den bedste bog om sovjetballetten, der er kommet i Vesteuropa.

Han giver en indgående, overbevisende analyse af Ulanovas kunstnerpersonlighed og af hver af hendes roller, både kunstnerisk og teknisk, og viser, hvordan hun er vokset med hver opgave, indtil hun i-ned Prokofjevs Askepot og Romeo og Julie står i sit fulde mesterskab. Han for~ tæller om Ulanovas arbejdsmetode, hendes daglige træning og de enorme krav, hun stiller til sig selv ved hver optræden. Hun danser kun tre eller fire gange om måneden, men der tales om det antal grundige prø~ ver, der går forud for hver en~ kelt forestilling. Rutinearbejde er det åbenbart ikke!

En særlig glæde har man af Bogdanov Beresovskijs enkle og naturlige fortællemåde, fri for aff ekterte sprogblomster, lian ,slår ikke i tide og utide om si-,, med imponerende fagudtryk, så bogen kan læses uden besvær o,,, med udbytte af almindelige mennesker. Beskrivelserne a f Ulanovas dans er no-ret af det

Z"",

bedste og mest levende man har læst i balletlitteraturen, et mønster for enhver balletkritiker.

Samtidig får man et godt indtryk af de vanskeligheder og eksperimenter, sovjetballetten har været igennem i årenes løb. For eksempel læser man om Sjostakovitsjs ballet »Guldalderen« fra 1930 (med den kendte sjove polka). Den handler om et sovjetisk fodboldshold, der er på turné i Vesteuropa, og der forekommer både fascister, detektiver, slagsmål og kidnappinger. Ulanova havde en rolle som »en ungkommunistisk pige fra et vestligt I and«. Det hele bevæ

gede sig på et lavt~ vulg,,cert plaii, og forestillingen blev en fiasko. Bogen er 'udstyret ined en række billeder af Ulanova. Nogle af dem kunne man have ønsket var bedre gengivet, nien sorn helhed giver de et godt indtryk af Ulanovas særpræg. - I København har man hidtil kun oplevet hendes dans i et par film, sidst i »Den store Koneert«, i det hele taget har hun optrådt meget lidt udenfor Sovjetunionen. Sandsynligvis har hun heller ikke synderlig lyst z,

til at optræde i Vesteuropa, efter den behandling hun blev udsat for i Italien for et par år siden. En stor turné genneni hele landet måtte den,~,an,,, afyses, fordi de italienske myndigheder næ-gtede at forlænge liendes opholdstilladelse. Sammen med Ulanova blev violinisten David Oistraeli og pianisten Emil Gilels udvist af Italien, men sådan er jo kunsten,-, vilkår vore dages Europa. Ole willizinsen.