At skulle kunne Bournonville

At skulle kunne Bournonville

Nødigt gør jeg de følgende bemærkninger til -Christen Friberts artikel i DM, nr. 8, om en placering af den gamle mester i vor tids balletkunst. Nødigt, fordi alt hvad der idag sies om dansk ballet får tillagt et partipolitisk motiv og nødigt, i ordets anden forstand: at jeg føler det uundgåeligt nødvendigt at tage til orde, eftersom det for eftertiden kunde se ud, som om ingen havde reageret imod det heri udtalte synspunkt. Fribert mener, at et fåtal af Bournonvilles balletter skal holdes fast på repertoiret, ligesom Holbergs komedier, men at den skole, hvorpå de hviler, den klassiske dans, bør afløses af en »moderne« skole, uden at det dog nøjagtigt siges, hvad der forståes herved. Jeg repeterer Friberts thesis, dels for at genkalde den i læsernes erindring og dels for at præcisere min opfattelse af den, som er udgangspunktet for det efterfølgende. Det skulde glæde mig overordentligt, hvis jeg helt har misforstået Friberts mening - men jeg tør nok ikke håbe derpå.

Lad det være erkendt, at der af Bournonvilles produktion idag kun er et fåtal balletter tilbage, som stadig kan opføres i kraft af den omstændiglied, at de i sig selv er levende balletkunst, også for nutiden. Hertil må dog vel føjes de balletter som hovedsagelig har »national« betydning, som f. ex. »Et Folkesagn«, ballettens »Elverhøj«. Jeg tænker også Fribert mener at de »almanakhistorier«, som har denne særlige »aura«, kan accepteres.

Men hvordan i alverden vil det dog være muligt at opføre disse balletter, hvis den skole på hvilken de hviler, ikke længere holdes vedlille? Jeg vil prøve på, til forklaring af hvad jeg mener, at drage en parallel fra musikens område.

Joh. Seb, Bachs værker hviler på den kontrapunktiske skole, som han havde lært hos sine forgængere, og hans værk vilde være utænkeligt uden denne forudsætning. Men al musikforståelse sidenhen og al udøvelse af Bachs musik vilde blive umulig og højst en historisk kuriositet, hvis sansen for denne skole blev udryddet.

Der er i virkeligheden tale om to vidt forskellige ting: Bournonvilles egne arbejder, hans balletter - og så den klassiske skole på hvilken han byggede og som han byggede videre på. Dansk ballet har vundet sit særpræg derved, at den hidtil har beroet på og videre udviklet sig af denne skole, ganske som det vi kalder den russiske ballet hviler på den russiske skole. Det vil være katastrofalt, hvis dette glemmes.

Det centrale i spørgsmålet er med andre ord dette, at det ikke bare er et problem om fremdeles at kunne danse. Bournonvilles balletter - selv de få af dem, som man mener at kunne tolerere. Det er selve spørgsmålet om den danske ballets existens som en egenartet og, selvstændig kulturfaktor. Hvis man opgiver eller ignorerer den russiske skole kan man dog heller ikke danse f. ex. »Svanesøen«. Det er jo ikke rigtigt, at det er lettere at stille sig om fra en »moderne« skole til den klassiske, end omvendt. Og det kan vel heller ikke bestrides, at der må være et eller andet holdepunkt i den skole der hægges tilgrund for den danske ballets væren - og ikke en flakken fra russisk til »moderne« og herfra til noget andet igen?

For mig står det således, at når Fribert foreslår en omlægning af skolen fra den klassiske til den russiske, kunde han lige så godt have foreslået en omlægning til den spanske; thi der er jo d.a ikke på forhånd større slægtskab mellem dansk og russisk ballet end mellem dansk og spansk. Den russiske skole har udviklet sig på basis af Petipas virksomhed, og den russiske ballet er altså en national gren på den klassiske skole.

Kultur, også balletkultur, er nu noget der bunder dybere, ikke mindst i en national tradition og denne er, hos os, den skole som Bournonville skabte.

Når Fribert taler om »det naive genremaleri« som en modsætning til »den rene dans«, der »står distinkt« i visse nyere balletter, så er det udtryk for en ikke loyal sammenblanding af balletterne qua skuespil og dansen qua stil. Står den rene dans da ikke distinkt i »Napoli«? Hvis man tænkte sig at teaterledelsen - hvad Therpsichore forbyde - gik ind på den opfattelse som Fribert hævder, vilde vi, inden vi fik seet os om, have mistet det, som i bund og grund er dansk ballets egenart - det, som choreograferne ude i den »store verden« mere og mere søger hen imod: den rene stil. Fribert siger selv at han er klar over, at han stikker hånden i en hvepserede. Nå, hvepsene er nu flittige og systematiske insekter, der bygger deres bo smukt op, i klare polyedre. Jeg er bange for, at det man om føje år vil komme til at jage op, dersom Friberts forslag blev fulgt, vilde være de fluer der summer omkrins et ådsel. Og det er denne frygt der har drevet mig til at tage til genmæle.

Vi skal naturligvis ikke forsøninie de gode nye balletter, hvilken skole de end forudsætter. Vor ballet er dygtig nok til at tilegne sig også disse, fordi den i kraft af sin enten klassiske skole besidder den dertil fornødne kultur. Det, som er væsentligt for vor ballet er, at skulle kunne danse »Bournonville« - ikke bare for at være istand til at fremstille inesterens egne værker, men for at bevare sit præg som dansk ballet - i modsætning til så mange andre, der har hver deres særpræg

Hvad foran er sagt er udsprunget af en dyb kærlighed til et nationalt klenodie, til en endnu levende og stedse levedygtig tradition, som ikke må gå tilgrunde.

KNUDÅGE RIISAGER