Et nødvendigt korrektiv

Af
| DMT Årgang 28 (1953) nr. 02 - side 40-40

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Et nødvendigt, korrektiv

Selvom Bengt Johnssons artikel »,Et nyt Credo'« i sidste nummer af DM uden tvivl berører spørgsmål, som er både overvejelse og debat værd, virker baiis fremstillingr (lo,,, for uklar og kaotisk til at kinine danne grundlag for nogen frugtbar og saglig drøftelse. Det er da heller ikke Johnssons nye trosbekendelse, der får mig til at gribe peniieii, men blot et enkelt punkt i li,,ws ,argtimentaliwi, som il~ke bor blive sti'lende uden indsigelse.

I sin iiidlednim, niiiides Jolinsson en el)isode i . ra sine sttidieår tuider besættelsen. En torsdag

I

formidd,ag v,ar der soin sædvanlig generalprøve på statsr ,adiofoniens torsdagskoncert, hvis prograni deii (lag bød på Bruekners 4. syinfoni, sange ,tf Strauss saint sidstiiævntes »Don Juan«-fantasi. Dirigenten var tysk, solisten ligeledes. Ingen af_ Johnssoiis, inedstuderende -- der iøvrigt meget jiobelt frenistilles som en samling særdeles snialsporede individer -- - miskede at overvære prøven, og grunden liertil var ikke, li,,,,ad Johnsson kalder »misforståede nationale protester mod de to sikkert, hæderlige tyske kunstnere«, men derimod udelukkende de senromantiske værker, som de musikstuderende blasert afviste at høre på. Hvad de ikke kunne se dengang, så Jolinsson: »et program der ved sin klare linie indenfor den germansk-rom,antiske tradition frembød interessante storværker, som vi ikke var forvænt ined lierhjeninie«.

I san-ime forbindelse langer Johnsson ud efter kritikerne. H,,an husker endnu de negative annieldelser af denne koncert, ikke blot som et vagt indtryk, nej, endog visse modificerende enkeltudtalelser om Bruckners og Strauss' instrumentation in. in. bringes til torvs. I det hele taget giver (lette eksempel på vores antiromantiske indstil Iiiig sig ud for at v,-,tre veldokunienteret.

Iiiiidlertid knytter der si- den pinlige onistændighed til den af Jølinsson refererede episode, at en torsdagskoncert med den anførte programsamniensætning aldrig har fundet sted. Det højt priste prograni, hvormed Jolinsson dunker os .indre oveni hovedet, må væ- re bleven til i hans' fantasi ved en saininenblandiiig af to torsdagskoncerter: gl. november 191t0 ined 6. februar 19~~1 med værker af Strauss, Wagner, Br«ahins og med Karl Bóhm soin dirigent, samt Inger Karén som solist.

~n

Forvekslingen er måske forståelig, men tager sig ved hele sin tendens mildest talt uheldigt ud.

Når selve grundlaget for Johnssons fremstilling af (lette punkt beror på en fejlhuskning, turde der også være grund til at sætte et spørgsmålstegn ved

t,

hans påstand oni, at der ikke blandede sig natio~ male motiver ind i de inusikstuderendes afvisning af den postulerede koncert, hvor både dirigen t og solist var tyske. Som en af Johnssons ældre medstuderende kan jeg blot sige, at langt de fleste a

,f deni, jeg dem,,ang færdedes- iblandt, fandt (let

11 1 11

passende ikke at gå til reiit tyske koncerter og det ganske uafliængigt af, om de optrædende tyskere var personligt liæderlige eller ej. Jeg overvurderer in-,enliinde betv(Inin-en af (lette yderst beskedne, »offer« i den nationale kanip, og hvordan Jolinsson personlig har forholdt sig i så lienseende er mig rystende lige------ldig

n 11 "" gt. Men når lian

karakteriserer den »wationale protest« som »niis-

forstået«, bevæger haii sig for haiigt udeiifor den

tilladelige glenisomheds græ)mser. Jolinssoiis op-

fattelse af, livein der ndsforstod situationen i be-

sættelsestiden: de, der uden skrupler gik til tyske

kulturforanstaltiiinger, eller de, som af nationale

,,,runde inente at burde holde sig borte, kumie

.1

uden skade være udeladt af saninienliænlen. Både fordi den er fuldstændig uden betydning for ar

1-1

tiklens principielle sigte, og - især - fordi den tager sig ud som et tarveligt spark mod (lem, der dengang lod nationale iiiteresser gå forud for fag

~n 11

lige og kunstneriske. 11enrik Glalm.

Go'da"" mand, økseskaft

Udfra sin velfunderede, videnskabelige skoling har mag. Glahn kunnet frenikomnie med den pedantiske oplysning, at jeg i min fantasi har samnienrodet to koncertprop,,raninier. Nuvel, men je P, skrev ikke dokunientarisk statistik, deriniod æstetiske betragtniiiger over en tendeiis i dansk inusikopfattelse, som reaktionen over for et program af senromantisk musik turde bekr,,,~-efte.

Til betrag~ningerne over »de misforståede nationale protester« skal jeg kun beimærke, at jeg i det kritiske år 1944 den 16. inarts havde deii glæ-de at se mine medstuderende ved fremførelsen af Brahms' klaverkoncert i d-moll med Walter Gieseking som solist. Her holdt man. sig ikke tilbage - men Brahms er jo også noget andet end

Bruckner og Mahler. Bengt Johnsson.

Årgang 28/1953, nr. 02