Grammofon

Af
| DMT Årgang 28 (1953) nr. 02 - side 27-31

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Grammofon

CARL NIELSEN: Violinkoncert, op. 33. YEHUDI MENUHIN og Stalsradiofonies Symfoniorkesler, dir. MOGENS WØLDIKE. HMV RBLp I.

Godt et halvt år efter sin 3. syinfoni, »Esp,-iiisiva«, den 13. december 1911, kunne Carl Nielsen i en sen nattetinie sætte den sidste dobbeltstreg i manuskriptet til sin 17iolinkoncert, op. 33. Fra første færd liavde han en forkærlighed for det ,,ædle strygeinstrui-nent, men drømnien om at blive virttios blev (lieldigvis) aldrig til virkelighed. Idag ville lian næppe wære blevet kgl. kapelinusikus. Imidlertid er det først med violinkoncerten, Carl Nielsen giver stående udtryk for sin gamle lyst til virtuos udfoldelse - og lian gør det vel at mærke inden for en musikalsk kompositions kunstneriske afgrænsning. Vel skal der en me,set kunnende musiker til for at

-1

virkeliggøre det (ungdoms)ideal, sorn Carl Nielsen har fastholdt. i sit nodebillede, men værket forløses ikke gennem en blot og bar afspilning. Den nøgne sandhed åbenbarer si,, ikke -ennem, cellophan, men bag livengarnstøjet.

Hvordan spiller nu Menuliin denne klassiske, danske solistkoncert? For hvad lian også har kunnet hente af oplysninger om wærkets tilblivelse (ca. halvdelen er skrevet på Troldhaugen, hvor Carl Nielsen var gæst, hos, Nina Grieg og iføl,,re autoriteterne sad i timevis nede ved hytten ved søen og fordybede sig) og den formelle kritik, der efter fremkomsten rettedes mod dets stilistiske uensartethed (præludiet den symfoniske allegro + adagioen og den ungarske finale) spiller i denne forbindelse iiiindre rolle. Det v«,-esejitlige er, at lier stilles en verdensvirtuos over for en ny violinkoncert, som måske kan bet Nyde et tilskud til hans repertoire. Vil lian spille violin eller vil han niusicere? Her må det selvfølgelig ikke glemmes, at indspilnin

«,en er foretaget under Mogens Wøldikes atispicier og hvad dertil hører, I den forbindelse er det nok på sin plads på dette sted at fastholde optagelsens for Iiistorie: Det var oprindelig Skandinavisk Graniniophonselsk-abs tanke at foreta- ,,e en indspilning med den vidunderlige franske violinistinde Ginette Neveii. Hendes tragiske død ved Cil f lyveulykke tilintetgjorde imidlertid denne plan. Vi noterer også, at tillige Isac. Stern ligesom i sin tid Miselia Elman i kke rigtig turde gå igang med

t -, Z I

v,an-ket.

Tilfæddet. koni os til undsætiiing, fort,-eller selskabet. 1 1950 spiste direktør Hartkopp frokost på hotel d'Angleterre med Yehudi Menuliin og dennes yndige hustru, der havde forelsket sig i et svensk. barok-spejl, som hun havde set hos Ferlov. Da liendes niand ikke var ,altfor villig til at købe spejlet, bad hun under frokosten dir. Hartkopp hjælpe sig med at overtale INIentiliin, og som belønning betingede lian sig liendes hjælp, når det gjaldt om at overtale liendes mand til at ind-studere Carl Nielsens violinkoncert ined senere optagelse for øre- Begge aftaler holdt: fru Menuhin fik sit spejl, og vi fik den danske violinkoncert i hans fortolkning. Efter i længere tid at have været tiden kontakt nied ham, telegraferede han højst lakonisk til Valby i august. mi,""ined

.a sidste sommer, at han vr klar til opta-relse i slutningen af septeniber. To uger før optagelsen passerede han København på vej fra Helsinki til London, og tinder de tre timer, der gik melleni ankomsten til og afrejsen fra Kastrup, diskuterede han v,,x~,rket med Mogens Wøldike,

r_,

som yderligere mødtes med sin

solist i London no-,le få dage,

før eksperimentet blev virkelig-

gjort. Søndag den 28. september

fløj Menuliin fra Helsinki kl. 6

om morgenen, allerede iført sin

ingenlunde forinfuldendte arbejdsdragt. Kl. 10 var han i Kastrup, og tre kvarter senere stod lian foran mikrofonen i Statsradiofoniens koncertsal. Denne dag arbejdede man til kl. 18 uden pauser, fortsatte den føl,,ende fra kl. 12, og kl. 19 kørte l Uenuhin direkte fra optagelsesstudiet til hotellet for lige at nå den fornødne omklædning til kjole og hvidt inden en koncert i Odd Fellow palæets store sal.

Menuliins indsats er en ganske storartet præstation - naturligvis. Uden at slække på sin ,sødmefyldte virtuositet og tiden at kaste vrag på den tradition for værket, som lian blev indført i, spiller han violin, så Carl Nielsens koncert musiceres helt i det internationale plan, hvor det netop har været tanken at få værket placeret. Beholder han den på sit repertoire, hvad man inå håbe - og livad f. eks. et en~

igenient. på radioen kunne be~ styrke ham i - vil han måske nok fordybe sig niere i enkelte detailler, der kræ-ver den kunstneriske ro, som kun tiden kan give, inen allerede lier spiller han koweerten. som et klassisk repertoirel ILlininer. Det er karakteristisk, at han for finalens vedkommende foretrækker det ikke .alt for tingarske tempo, som og,så Peder Møller holdt, sig til, om det skyldes et vist slægtskab melleni de to violinbegavelser eller en umiddelbar fornemmelse for Carl Nielsens niusik-alske tone. Sagt på en ,inden måde: man hører netop, at lian ikke optræ.der i kjole og lividt, og mere kan nia,n ikke ønske sig. Derimod havde aninelderen foretrukket en ,inden balance mellem solist og orkester for 1. delens (1. pladesides) vedkommende, hvor violinisten er trukket frem på bekostning af det ikke i stilistisk lienseende akkornpagnerende ensemble. På 2. side af denne sel~ skabets første danske Lp er det gode forhold derimod genoprettet, blot svinger pladen en kende, hvad der ka-tz skyldes afspilningsapparatets disposition (safirbredden). Det er i hvert fald ikke uden grund, dansk HMV placerer denne indspilning som nr. 1 i sin første Lp-serie. Reaktionen uden fol, Valby

bakke i-nå imødeses ined største

spænding. v.

CARI, "".IN'l ELSEN: Symfoni nr- 4 »Del Uudslukkelige«. Danisli State Radio Syniphony Orchestra, dir. LAUNY GRØNDAHL. - HMV ALP1010 (Lp).

Overførelsen af Carl Nielsens 4. symfoiii »Det Uudslukkelige« til én stor Lp-plade el- virkelig lykkedes over al forventning godt. I forvejen var indspilningen p,""i shellakpl,ader i så-,,el inu-sik-alsk udl.ægning soin i klanglig glans ineget fin, det eneste, in-an vel mæppe kan få til at jlltidere som i en koncertsal, cl- finalens -store paukedtiel. Det el, endda forbavsende, så klart de to sæt p,,,itiker .stål- på pladen, og niåske er det bare manglende synsindtryk, der inedfører, -at nian ikke lielt fol-nemmer den sp-ændte »kamptilstand« inellein de to instrumentpar på tværs af hele orkestret. Af selve rmifflybdevirkningen g

,år der noget tabt; inan står lier

I n

overfor et lignende fænonien soin i filni, nernlig en situation, hvor pladegengivelsen ligesoni

t, t,

inangler en dimension. I~Ien i den retning er der ingen forskel på de to udgaver af »Det. Uud

~1

slukkelige«, og som dette akustiske fænoinen er løst, er det fra grainniofonteknikernes side gjort fremragende ined de i dag til rådighed stående inidler. Problemet åbner bare det spørgsmål, om det en (bag vil l~,kkes videnskaben at løse den opgave, man kunne kalde »plastisk lydgengivelse«. Man er allerede godt på vej.

Ilivertfald viser det sig, fol, Lp-pladernes vedkoinniende, at nian nu el, nået langt videre end for blot få år siden. For netop Lp-pladerne var en overgam,

~1

niærket af en mangel-pi,'t »(liniension«; det føltes teininelig «,,ene,

.-1

rende for strygerklangens ved-

z:, t,

kommende, idet nuan fik indtrykket -,,,,f en stærkt. »konserveret« lydgeligivelse, som kunne være ubehagelig flad og skarp. Derfor lytter man ined spænding til den store stryger-andante i værkets tredje del og glæder sig uforbeholdent over den plastiske rejsning, den fuldt

tonende sonore klang, som tiden inindste forringelse er overført til plastic-rillerne. Runiklangen el- smukt afstemt efter værkets d,,naiiiiske karakter og gengivel-sen som liellied så støjfri, ,;olll, l~~ttede nian til en FM-gen.,,,,ivelse i radio. Der er al mulig grund til at lykønske Hi MN""' i-ned' (lette første Lp-result,,at. Det lover godt for koniniende optagelser, og der er ingen tvivl om, at denne forin for fonopublikation er den eneste rigtige fol, værker af så store dimensioner. fsp.

CAIU' N1E11'SEN: Chtwolille, op. 32 -

1 M. 1) KOPPEL (klav«, 1ENIV

DB 10513.

Pianisten llerin. D. Koppel var den første, del- i 30-erne indspil - lede Carl Nielsens Chaconne * Blandt de unge dengang var lian ,selvskreven til denne opgave ikke alene i kraft af sine pianistiske evner, inen også fordi han som en af de konipositionselever, Carl Nielsen satte størst pi-is på, havde særlige forudsætnin

n

ger for at ti-,,x-m-e ind til det v,,-t,sentlige i kompositionen.

N~,indspilningen, som var på-

kræ.vet, og som nu foreligger,

røber da også hans dybe indle-

velse i Carl Nielsens kunst. Den

er karakterftild og på sine ste-

der ganske s,----erpræget nien også

i enkelte episoder inere veg, end

nian kunne ønske. Klaverklan-

,,,,en står ineget maturtro på pla-

(len, den el- næsten altfor mær-

værende, så tonebilledet forinør-

kes på en ikke helt heldig måde.

Men centreringen er så fin, at

slutklangen fortoner sig til sid-

ste vibration tiden inindste

»sv,,evililig«. f si).

NI!',GRO SI'MITUALS: I'm going to march down to Jordan - Soon I ivill be done. ELLABELLE DAVIS, Philips A.36002 H. Let us break bread logether - lly Lord, udial a morning. TODD DU.NCAN, Philips A 56008 H.

Philips Gramrnofon har gjort et stort kup ved at sikre sig de to ,storartede sangkunstnere Ella

belle Davis og Todd Dunean. A[ de også på grammofonplade forilden klassiske værker må foredrage negro spirituals, er fol-

s z~, `

,.tåeligt, og det skel, naturligvis ined tilk-flende koncertniæssi,,,,s bravour. En anden tiji- er, at disse oprindelige folkesange ikke

,I-,,

alt for go(It tåler den takt og

-I

tone, som liorer ined til tribunekulturen, det rent harmoniskmelodiske inister i bæree-,,,ne, nål- (le""n i

,ytniisk-klanglige iniprovisation files, ,if. Både Ellabelle Davis Gsær ined »J'in going to inarch do-N""-Il to Jord'an« 0

- I

""l""o(Id Dtinean (først o,-, freniniest.

i iis bi ik bi ad togetliei

kegger inlidlertid Så illegen væg4 p,å tekstindlioblet, at den ktinstneriske oplevelse nål- en sjælden styrke. løvrigt cl-(Iet karakteri

s

stisk, at hen(Ies europæiske akkonipagiiator (Kjel101sson) ikke er mindre nitisikalsk frigjort, nien snarere niere følsom end hans tibevægelige klaverledsager (William Allen). Teknisk står (lisse ( lanske optagelser højt på Philips repertoireliste. 1).GRØNIANDSKE SANGll': Storisen -Da jeg var ung og sinzjk - Vorl ældgande land. GM.'3NI---IENDEMKORET, dir. Jørgen Ilerfling. Philips P S5003 li. -

Mødet, 111e11e111 den europ.,,eiske ktin St IIILIsik og Grønhands iiiiisikalske nattir har endnti ikke sat noggen fi-tigt i retning ,if snelivid jazz eller vinternatsspirittials. Koniponisterne Henrik Lund (»Storisen«) og Jonatlian Petersen (,,~~Vort ældgainle land«) bevæger sig ikke særlig frit inden for den danske roinantiks organiststil, deriniod har den (]an,ske spilleniandstone fået en gan.ske karakterfuld tilpasning i folkes,angd,,ansen (~»,Da jeg ,, a itin,,, og smuk«), soin især nyder godt ,if Gronk-endei-korets umiddelbarhed. Oin den grønlandske ir,,ti.sik nu vil søge tilbage til sin. egeiz rytiniske fortid, er vel tvivlsomt. Også af den grund så man derfor gerne denne optagelse suppleret nied den originale folkemusiks elskovsviser og troni

niesange. V.

Gb TE CARLID oeli BENGT PLEIJEL:

Musik på shizm. - En orientering i

svensk skivniarknad. 226 s. - Wahl-

str,5m &'- Widstrand, Stoelcholni 1951.

som t""indertitlen antyder - en orientering i det svenske plademarked« - er der her ikke tale om nogen alinen vejleder i dagen,,, grammofonrepertoire. Det er en for det svenske -,raniniofonpublikum speciel orientering, der nærmest har karakter af et stort katalog rned yderst nødtørftige og temmelig standardiserede oplysninger 0111 komponister, værker og interpreter. Trods den begrænsning, (ter er givet på forhånd v ed alene at holde sig til de i 1951 i Sverige foreliggende optagelser, kunne, dette »katalog« godt have fået en vis værdi (også for danske grammofonlyttere, eftersom adskillige af de nævnte optagelser fra tid til anden også nar hertil), hvis d'herrer katalogredaktører var gået til opgaved med en større kritisk indstilling såvel til værker og udførelser som ikke mindst til op

ta,,-elseskvaliteten. Kun hvis sådanne kommentarer var vedføjet hvert af de valgte »numre«, ville det selv i betragtning af begrænsningen være blevet en nyttig håndbog. - Men altfor mange sætninger siger altfor lidt i altfor almindelige vendinger. Om f.eks. en af de tre nævnte Freseobaldi-indspilninger hedder det: »Med tilfredsstållelse noterar man att en av de fård~5mliga tolkningarna ~Ir svensk«, hvilket læseren dog tydeligt ser af solist og optagelsessted: (Hults kyrka,, Småland). N. W. Gades »Ossian-ouverture f.eks. har øjensynligt ikke nået Sverige på dette tidspunkt, hvorfor kun to fra~anienter af »Elverskud« er nævnt »oeh Hr fåster man sig nog mest vid Schibtzs tolkning av Olufs ballad«.

Besynderlillt er også Carl Nielsen-udvalget; Espansiva-optagelsen er nævnt men f.eks. ikke forspillet til 2. akt af »Saul og David«, skønt det do,, står på sættets 10. pladeside. Mærkværdigt lyder det også, at Carl Niel

t"",sens ikke helt ubetydelige orkesterværker »Helios-ouverture« og »Saga-Drøm« ikke skulle være sluppet ind på det svenske marked i 1951 - de er ihvertfald ikke med. Derimod finder nian »Maskarade«-ouverturen (Linder afdelingen vokalinusik!) i Malkos indspilnin', (HMV Z 296) dette pladesæts mest omfangsrige værk - Joh. Svendsens »Pariserkarneval«, der fylder de tre af sættets fire sider (Z 295-96), glimrer ved sin fraværelse un

I

Svendseiz o-, er vel at mærke

el

heller ikke nævnt under Nielsen. Kammerkvintettens i 1949 publicerede indspilning af »blæserkvintetten« har øjensynlig heller ikke nået Sverige i 1951, men n

derfor behøver man jo ikke tilskrive Blæ,-serkvintetten af 1932 æren for HMV's gamle optagelse, som jo nærmest er et historisk dokument, skabt af »1932'ernes« lærere, den gamle, kongelige Blæserkvintetten.

En tidsskriftskollega. som B. Pleijel havde man jo gerne givet et par pæne ord med på vejen.

Forudsætningen er (log, at lian

giver én anledning til det, rnen z, den anledninu, har undertegnede

I

blot ikke kunne finde i »Mu-

.s i k p å s k. i va «. fsj).

EDWARD SAGKVILLE-WEST og DESIMO'N'D 8HAVE-TAYLOR: The Record Year. Collins, Lon(Ion. 1952. 18 s.

En fortsættelse af håndhogen »Tlie Record Guide«, der dækker tidsrui-riniet januar 51 til jtini 52. Man kan atter glæde sig over de utraditionelle kommen Larer, der bliver de forskellige optagelser til del - og over den ualmindelige interesse, som bliver skandinavisk musik, især danske optagelser til del. Nogle skruptudser er der unægtelig løbet forfatterparret i skriveinaskinen. Om Jørgen Jersild hedder det på grundlag af de Trois Piéces eiz Concert, at hans mu-' sikalske stil har noget til fælles ined Niels Viggo Bentzon, om liveni der til gengæld i omtalen af Piano Sonata no. 3 skrives, at landsmænd bete "" iler hans komposition som Steril hjernegymwastik. En forveksling af Compenius-orglet i Frederiksborg ined M-arctissen-orglet på Frederiksberg kan lieller ikke godtages soin en trykfejl, så vidt man kan høre forskel på instrumenterne (dispositionen!), men lielhedsindtrykket af opslagsværket er positivt. Stikprøver på oplysningerne oin pladekvalitet og kunstnerisk værdi er ellers fal(let så lieldigt ud, at bogen må anbefales enliver, der ønsker orientering på markedet uden om varedirektoratet. Tillille får inan lier en fuldstændig oversigt o N-er de Lp- plader, der var publiceret i Enghand indtil redaktionens skitiling.

Plader til anmeldelse

Jolis. 13raluns: Zigeunerlie(Ier. I-ma

belle Davis, Philips A,56500/01 G.

Clazide Debussy: Arabesque nr. I og _').

Hans Ilenleemans, Plillips A11217G. Fr. Selizzberl: Er Ikånig. - Joh. Brahms:

Von. ewiger I.Jebe. Todd Duncan, 11h1lips A 56.504 G. P. moussorgsk-y: Seminarist. - Saint

Saéns: Danse Macabre. Todd Duncan, Philips A 56503 G. R. Schumann: Carnaval op.g. Viclor

Sc Idøler, IIMV, KBI,p. 2.

Årgang 28/1953, nr. 02