Musikalier

Musikalier

Studiepartiturer

Rej.)ertoiret af studiel)artittirer forøges stadig, og ikke mindst Editioiz Enlenbur~1 i London udfolder en livlig publikationsvirksonilied. I de fleste tilfælde drejer det sig (log om genoptryk af tidligere udgaver, som det genneni flere år liar været vanskeligt eller uniuligt at freniskaffe, da en stor del af editionen er blevet totalt ødelagt un(ler krigen.

Nu foreli-,,ger fem værker, som

el

genneinskærer musikhistorien fr-a Monteverdi til Bruckner. ~Med et fint orienterende forord af (Ir. Hans Redlich (forf. til værket »Claudio Monteverdi - Leben und Werk«; se DM 1950, 1, s. 18, og NM 1952, 111, s. 225) er en af Monteverdis tre eneste bevarede niesser udgivet i inoderiie notation og tillige med den firsteninuge vokalsats samnienskrevet for orael eller klaverinsti-Linient på et dobbeltsysteni. Det letter naturligvis arbejdet for repetitøren og støtter oversigtligheden for en utrænet partiturkeser. -Alcii det (1,--ekker dog ikke lielt steini-neføringen og er da også tænkt som en instrumentalledsagelse med basso contimio, sådan som praksis var i Markus-kirken, livor Monteverdi var kapelinester i 30 år fra 1613-43. (Edition nr. 982).

Med Fraricesco Gemiiiianis -to gi-osso« op. 3 ni-. 1,

,,,,Concei

D~dur spriiiger vi c-a. 100 år frein til den italienske, barokinstruniejital.stil. Gemini-aiii gik for at skrive 'tiiig, der lå ret vanskeligt for instruinciiterne, og nian finder da også en dobz,

beltgrel)passage i slutningen af (ten livligt dansende førstesats, som kan volde vanskelil.,,lieder ligesom de lange k,-- eder af solofigurationer. Hvis iiian liar en eller to gode violinsolister -at sætte på sologruppen i denne rene og velklingende strygerkomposition, er der intet til

Iiinder for, ,d dcii med udbvlte k,,,ul indleninies, i aniatørenseniblernes repertoire.

Det sarm-ne ville vwre tilfiæl(let nied Haydns synifoni nr. 31 2,Med liornsignalet« (Edition n-r: 512), hvis det ikke v-ar, fordi Haydn kr,,evede fire valdliorn til værket, livad ele færreste ani,

, qtørenscinbler råder over. Ainatører plejer (101, at vide råd for sligt, og d der af blæsere derudover kun fordres en fløjte og to oboer, lcan f.eks. fa,gotter med god virkning frigøres til en 2. o,, 4. lioriisteninie på de fyldigste steder. Det er et yndigt værk endnu inere af di-vertimento- end - af syinfoiii,,enren.

Foruden ?Mozarts otivei-ture til »Der Seliauspieldirektor« (Edition ni-. 1119) foreligger ende

, I

lig en lierlijeniinc praktisk taget ukeiffit stry-ge-kvintet af Aidon Bruckner (Edition ni-. 310). Sti-aks da Bruckner forlod Wiener-konserv,atoriet med det fineste vidnesbyrd, opfordrede konserv.atoriets direktør Josef Helmesberger liani til at skrive en kvartet for det vidt berønite ensenible, hvis priniarius Helinesberger var. Denne opfordring tyggede Bruckner på i 17

ian så lilodte

år, inden I

liled denne kvintet, som nu Helinesberger blev iiiindre begejstrel for, eftersom Bruckiiers, »stil« liavde ,iiit,-,i,.,et et st,,,erkt personligt fysiognonii, som afveg fra, livad »man havde ventet sig« af deii pur Liiige koini)onist. 1~-fan liar kaldt (ICnne kvintet en »nia- nægtes kan

skeret ol.-,

(let ikke, at værket har uinådelig bredde, nien det kaniniernius i

. kalske er dog åbenbart i den ofte fine individuelle behandliiig af iiistrunienterne, og lians brede el)iske stil, knytter sig s li

. irere til de sidsle Beetlio~,cii

ske kvartetter. Om nogen på-

virkning lierfra k-aii der (log

ikke va~rc tale, eftersom Brtick-

ner først efter ,d have skrevet

kvintetten i 1879 ~,,eiiiieiii eji

elev blev gjort beke11(4 illed

Beetlioveiis »gale«. fsi).

Siden ovenståeiide er skrevet, er en større kollektion af studie Partiturer arriveret fra Edition Eulenburg i London. De fleste kendes fra det løbende koncertrepertoire og skal hidsættes til slut i en oversigt, mindre kendt er (log Rossini-ouverturen »La Cenerentola« (Askepot). Den foreligger i redaktion efter manuskriptet ,,tf R. Bossi (ni-. 1120), o,, den er - som mange ,-tf Rossinis ouverturer - ikke skrevet direkte til denne hans 20. opera, som tilhører den såkaldte »semi-seri.-,i«-t~,pe, men er taget fra en ren buffo-opera »La Gazetta«. Det onivendte eksenipel. (fra ».sei-ia« til »buffa«) kendes så godt fra Barber-ouverturen, der oprindelig er skrevet til »Aureliano in 111alinina« og senere anvendt i »Elisabeth af 1-,I'iigl,,xii(l«, hvorfra den let lod sig flylte til den glade spanske Barber. I forinen, byder (ten ikke på overraskelser, disse ligger alene i »iiiåden«, hvorpå idéerne præsenteres og konciperes, men det er jo også festligt.

Og (lette »festlige« har Rossinis, landsniand Ottorino Respighi, den blændende virtuose orkesterkolorist, sandsynligvis med meget lield overført til ca. en Kalv tiines »Rossiniana« ( n r. 89,4). Han er jo ikke den eneste ,tf den nyere tids komponister, ,.oin har ladet sig friste til at benytte enkelte af Rossinis Iysende indfald; Stra-vinski har haft en raptus i denne retning og Benjaniin Britten har tumlet med (lette taknemmelige musik,alske stof.

De øvrige genoptrykte eller nypublieerede værker er:

Ni-. 1029 - f. S. Bach: Gazitala No. 21 »Ich hatte viel Bek~inimernis«.

Ni

.N -. 102(5 - J. S. Bach: G'antala No. 123

»Liebster Ininianuel, Herzog der Froninien«.

Ni-. 768 - Joh. Chr. Bach: Sinfonia eoncerluwe r. violiner, ripieno og orl~. (-"" fl., cor. og str.).

N'r. 63 - Haydn: Strygekvartet ol). 17,5 i G-dur.

Nr. 108 - Haydn: Strygekvartet ol). _20,2 i C-dur.

,,,, -- 163 - Haydn: Strygekvartet ol). 20,1

i F,s-dur.

.Nr. 642 - Clierubini : »Anaereon« (oirv.).

Nr. 286 - llugo Wolf: Italiensk serenade (str4tet).

Se iøvrigt annoncen s. 39.

Hertil føjer sig i Nordiska Musikfårlagets »Edition Musicalia« nr. 966 Hilding Rosenbergs »Stråkkvartett, nr. 5« (1949), til~ egnet Jean Sibelius.

IRENE SKOVGAARD og ""VERNER

NYOLF GLASER: Blokfløjteskole. -

Skandinaviskmusikforlag. Kbh.1952.

Pris kr. 6,80.

Med de tidligere udkomne pædagogiske blokfløjteudgivelser har Skandinavisk Musikforlag forsynet markedet ganske godt på (lette område. Blokfløjtespillet griber stadig niere og mere om ,sig, og behovet, ikke alene for pædagogisk litteratur inen også for spilleniusik til dette instruruent, er stigende og skal tilfredsstilles. Irene Skovgaards og Werner l Volf Glasers nye skole er ovenikøbet anlagt med eksport for øje, idet (.len er forsynet med båd~ dansk, svensk og engelsk tekst. Som en særlig reverens til engelsk side har man, efter anbefaling ,tf Musikpædagogisk Forening og flere praktiserende pædagoger, indfort benyttelse af de engelske nodenavne: 1) (istedet for h) og bes (istedet for b). Melodierne, hvoraf nogle er komponeret -,tf Glaser, forekommer i to- og trestemmi,,e udsættelser og er således tilrettelagt at de dygtigste elever også kan spille understemmerne; ved nogle melodier er der tilføjet rytmestemmer, ,som kan udføres af tromme, triangel eller hvad man iøvrigt h-ar ved hånden, og ved størstedelen ,tf nielodierne er tillige deres normale varighed angivet i ininutter eller sekunder. Heftet indeholder desuden de fornødne gribetabeller.

Af hens~,n til Sverige ville det have v,,wret, bedre, om Bellmans n,avn ikke var stavet forkert de fem gange, det forekommer - og at der ikke i én af hans melo(lier havde indsneget sig et højst in-.erkværdigt, gis (nr. 121, sidste takt). (Denne melodis tempo er forresten angivet alt for langsomt). Der er også et enkelt sted (s. 33), hvor man har glemt den svenske oversættelse af en teknisk forklaring. Men bortset fra slige bagateller synes denne skole at tilfreds

stille alle rimelige krav til en

let fattelig og stimulerende vej-

ledning i det ædle blokfløjtespil.

P.S. De ovennævnte fejl er del-

vis rettede i en ny udgave af

blokfløjteskolen. B.

GCNTHER RAPHAEL: Goncerlino ol). 71, for altsaxophon i ES og lille orkester. -- Breltk. og Hårt. 1951.

Den tyske komponist Gfinther Raphael, der i april i år runder de halvtreds, har fremkommet med sit op. 71, en concertino for altsaxoplion og lille orkester. Uffra det mig tilsendte klaverudtog fremstår orkesterstemmen ,som en væsentlig rytmisk under,stregning til den komplicerede solostemme, og som helhed er det naturligvis vanskeligt at få et nøjagtigt 1)illede af værket gennem en reduceret klaver,stemme. Førstesats, en allegro i 5/8 dels takt, er en rytmisk vital og næsten grotesk sats, hvor soloinstrumentet hele tiden tag,er t~ten. Anden sats, andante, holdes sammen -,tf et kort unisont, motiv, placeret i strygergruppen, hvortil saxophonen bringer frie, næsten recitativiske, lyriske udbrud. Tredie sats betegi ies Presto og dens hovedelement er et kort rytmemotiv fremført i orkestret. Takten noteres som 2, dvs. egentlig høres en 6/8 takt, i-ned stærk understregning af 1. og 4. ottendedel. Hertil føjes så solostemmen, der på mangfoldig måde rytmisk og melodisk stilles op imod orkestrets ostin.,,ate rytme. Kontrast til 6./8 dels rytme bringes i en .slags gennemføringsdel, der beherskes af 4/8 dels rytme. Konflikten mellem de to taktarter tilspidses som en blanding mellem to- og treslagsgrupper. Orkestret bryder af og Saxophonen sætter ind med en kadence. Den vitale sats løber derefter videre i ustandselige konfliktrytmer, der når sit klimaks i en ,eneralpause før den umiddelbare slutningskadence.

Det foreliggende værk er et

virkelig interessant bidrag til

koncertlitteraturen. Allerede d.

2. inarts fremførtes det også i

dansk radio af Jules de Vries.

B. J.