Apropos Lohengrin-kritikken. Illis non credo

Af
| DMT Årgang 28 (1953) nr. 03 - side 50-56

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Apropos »Lohengrin«-kritikken

lilis non credo

,,4f ERIK S CHACI,:.

Det københavnske musiklivs antiromantiske karakter er vist tilstrækkelig forklaring på, at genoptagelsen af »Lohengrin« skulle blæses op til en ,så sensationel begivenhed. Følte man irritation over pi-essens beundrende medleven i Det kgl. Teaters indstudering af et af operalitteraturens hovedværker, var man så nieget des mere spændt på de mere besindige anmelderes reaktion og glædede sig til en tvekamp - Wagner etr. nutid

på saglighedens skarpe våben.

Ganske vist blev »Loliengrin«-opførelsen en oplevelse, der, sammenligiiet med hvad (ler ellers

n

bydes på, var af format, inen det kraftigste stød i inellemgulvet modtog man (log, da man fik benieldte kritikeres kommentarer at læse i dagspressen. At Wagner ikke kan finde plads inden for (len gode sinags rammer, er man klar over. At det alligevel er nødvendigt at have kendskab til og forståelse for hans musik bliver tit nok bekendtgjort i presse og radio. Hvordan skal man så forklare, at de mennesker, (ler skulle vejlede til denne »forståelse på trods«, afslører ikke blot mangel på forståelse, men også et så begrænset kendskab til emnet, at deii ene fejltagelse tager (len anden i hånden?

Må (let være en studiostis inusicae tilladt på

'enstående insinuatio(lette sted at dokunieiitere ov s ner; måske giver han hermed også et bidrag til forståelsen af (len senromantiske musiks krise i kongeriget Damnark.

Nils Schiørrings artikel i Berlingske Aftenavis

14/:~» -

. indeholder en teninielig bred analyse af »Til fældet Wagner« (et berømt citat, der ininder en om, at skrifter mod Wagner også kan v,,,ere af kvalitet), hvor h,,m under behandlingen af den musikalske stil får placeret Berlioz som Wagners z,

»egentlige forgænger og læremester«. Man kunne nok tænke sig at få en nøjere redegørelse for denne ingenlunde indlysende forbindelse Berlioz og Wagner iniellem, hvis ikke man længere heiine i artiklen fik syn for, at manglende forståelse for forskellen mellein dramatisk og programmatisk musik måske er griindlaget for nævnte, i så tilfælde ikke synderlig interessante påstand: »Man nød uden tanke på, at forspillet siges at skildre gralsåndens nedstigen til jorden og venden tilbage til Montsalvat, musikkens glans og skønhed.« Man kan ikke andet end vente spændt på at få besked om, hvordan N.S. vil iiyde Leks. ouverturen til »Don Giovanni«.

Hvis nian vægrer sig ved at tro, at N. S. med sammenstillingen Berlioz-Wagner skulle proklainere epokegørende opdagelser i Wagner-forskiiiiigen, kan inaii tage til takke med artiklens egen forklaring, at Berlioz4 mavn bruges for at give indtryk af ',,N7~-)gners ~)særl forkvaklede melodisans«. For det første er saninienstillingen som vist urigtig, for det andet skulle man tro, at en forkvaklet melodisans skulle forhindre komponisten i at forme blot eet prægnant motiv, og endelig forbliver det uforklarligt, hvorfor den unge kapelniester Wa,,,,ner havde følt sig tiltalt af italienernes nielodik, hvis han manglede sund melodisk sans. At en reaktion mod den italienske melodiøsitet var nødvendig, oni. operaen skulle leve videre som kunstform, har N. S. desværre ikke taget hensyn til under udformningen af følgende kategoriske doni: »den påfaldende melodik føles selv i »Mestersangerne« ... undertiden som uædel, mæsten som a-musik eller i det mindste som lidet musikalsk.«

Et lignende autentisk indtryk af den Wagnerske samtids umiddelbare reaktion for godt hundrede år siden giver omtalen af harmonikken: »Hidtil har inan hæ- f tet sig så meget ved Wagners harmonik og melodik. Den uafladelige gliden rundt fra toneart til toneart, hjulpet af kromatiske forskydninger, der kan få selv beherskede gemytter til at vomere, opfatter man efterhån(len niere som et nødvendigt onde end som den billet til salighedens egne, den vel var tænkt soni.« Rigtigt o,,, godt er (let at lede opmærksomlieden fra isolerede musikalske kendetegn til musikdramaets totalvirkning, ligesom man hos Palestrina og Bach ikke hæfter sig ved det kon~ trapunktiske princip, men giver det den plads i det musikalske billede, der tilkommer det. Min~ dre heldigt, når begrundelsen er den personlige smagsdom, der forkaster intet mindre end alterationsstilen og al dens væsen.

Jfirgen Balzer konstaterer i Ekstrabladet 14 /2

følgende: »Karakteristisk for »Lohengrin« er det

også, at vokalmelodien her endnu ejer en vis selv-

stændighed over for orkestret, der allerede i

hans næste værk, »Tristan«, må bære hovedpar-

ten af udtryksbyrden.« Hvis man søger melodisk

vokal selvstændighed, finder man (let særlig ud-

præget i »Tristan«, der forresten fuldendtes 11

år efter »Loliengrin«, efter at han 1854, -56 og -57

havde afsluttet »Rheingold«, »Walkilre« og de to

første akter af »Siegfried«. Vokalmelodien i »Tri-

stan« kan bevæge, sig fuldstændig uafhængigt af

orkestrets symfoniske arbejde som en tilsynela-

dende tilfældigt udkastet linie, eller (len kan være

ført som en kontr-apunkterende overstemme. Na-

turligvis finder man også eksempler på overens-

stemmelse mellem orkester og vokalmelodi, blot

ikke mekanisk akkompagnerende, som enkelte

steder i »Loliengrin« viser det. Nu betyder »me-

lodisk vokal selvstændighed« naturligvis ikke, at

melodien dikterer de tilhørende harmonier, alte-

rationsstilen har jo haft sin væsentlige del at sige

ved udprægningen af Wagners melodiske stil, så

z,

med nogen ret kan J. B. skrive, at »klangbevægeligheden er årsag til Wagners såkaldte »uendelige« melodi«. Blot må man ikke forestille sig, at melodien viljeløst følger den »glidende« harmo

iiik, hvad man nenit kan forledes til, da J. B. ikke gør rede for, hvad der er karakteristisk for den: en plastisk individualitet, der gør (len til formidleren af harmonikkens stærke udtryksvilje. Man vil forstå, at den uendelige nielodi blev et af Wagners stilkendetegn ikke blot soin følge af hans dramatiske sans, nien ud fra et ganske bevidst arbejde med melodien som udtryksbærer.

Det er altså kun en lialv sandhed, at den uendelige melodi har klangbevægeligheden som årsag. Hvorvidt det overhovedet er en sandhed, kan man kun besvare i forbindelse med spørgs~ målet: var Wa-mer musiker, før han var dramatiker, fastlagde han den harmoniske strøm, før han formede sin inelodi?

I denne sammenhæng vil jeg gøre opmærksom på, at det ikke er berettiget at sige, at »orkestret... i »Tristan« bærer hovedparten af udtryksbyrden.« Udtryksbyrden får sin udløsning gennem melodien, og hvorledes vokalmelodien netop i »Tristan« Spiller en væsentlig rolle som udtryksformidler, vil et par henvisninger gøre klart: Første del af kærlighedsdialogen i anden akt, hvor de melodiske arabesker bærer udtrykket frem over orkestrets slørede akkordblokke, eller Kong Markes derpå følgende klage, hvor sangstemmen sine steder endog står alene.

De øvrige anmeldere undgår så vidt muligt at karakterisere Wagners musikalske stil eller stille den i nogen historisk sammenhæn,,,,. Flotheder som Hans Voigts (Social-Demokraten 1~V2): »Så hører man alle gentagelserne, »Clichéerne«, »Modulationskværnen«, de mekanisk anbragte ledemotiver, finder en ubehagelig hullied under den dramatiske pathos o. s. v.« er så godt som eneste eksenipel på omtale af den forkætrede stil i de øvrige blade.

Indrømmede man komponisten Wagner visse fortrin, levner man til gengæld ikke megen agtelse for teoretikeren og skribenten. Poul Rovsing Olsen indleder i Information :L*1/2 med at konstatere, at »Lohengrin« virker så kraftig og spontan, fordi den »kun i forholdsvis beskeden målestok hæmmes af den æstetiske dogmatik, Wagner netop på daværende tidspunkt - i slutningen af 1840erne - var begyndt at file til.« Imidlertid får man i samme åndredrag at vide, at netop et æstetisk doktrin (som det fremtræder i »Das Kunstwerk der Zukunft«, »Oper und Drama« og »Eine l Uitteilung an ineine Freunde« 1848, -51 og -51) betiliger »Loheiigrin«s kvaliteter, »for i denne opera har koniponisten endelig fundet den form, der svarer til hans talents art.« Bortset fra selvmodsigelsen er det noget voveligt at sætte »das Gesanitkunstwerk« som stilkendetegn for »Loliengrin«.

Som det vil fremgå af det foregående, kan Nils Schiørring ikke have lagt megen vægt på betydningen af det vældige kildemateriale, man har i Wagners skrifter og breve. Imidlertid er Wagners af tiden bestemte ideologi sprunget anmelderen i øjnene, de »forlængst antikverede og fra første færd særdeles omdisputable ideologiske læresæt tidell 'al In...m (lo,"" i'et forstiår, livad ,4,011e11W-im~ liar Illed (1e11 sag at gøre. M,-,m koininer li l -11 1,-elike p,""l' ai lietop deli side -,tf W.,Igilers Leoretiske N,irksonilled, (ler o11111a11(11er liall."". opfattelse -tf draiiiaet soni kunstart, kunne have givet N. S. og ined hain flere af annielderne, tilstrækkelig iiidskd til at und,,så (le alvorligste inist~,dninger.

Det er ejendommeligt at se, hvor uforstående nian forholder sig til (let, der er teatrets kunst: fremstillingen af den uhåndgribelige virksomhed, (ler eksisterer inden i os, inen aldrig kan erfares realt, lige så lidt som begivenhederne på scenen skal forstås direkte. Den i »Loliengriii« dog teinnielig håndfaste symbolik opfattes slet ikke som en sådan, personer og handlinger gælder deres pålydende værdi, liverken mer eller mindre: Loliengrin er en liandlende lielt så godt som nogen af Meilottis figurer, hos Jdrgen Balzer endo«,; karakteriseret ved sit fæ-drende ophav »Parsi

n

fal, der reine Tlior« (en betegnelse, der passer bedre på Sjøberg end på Parsifal og Lohengrin). Hans Voigt fortolker stykket som en »konflikt mellem (let erotiske og (let etiske«, en næsten for moderne analyse af et hundredårigt, drania, og på z:,,

samme måde bliver hos Nils Schiørring nioraliteten v,,,erkets essens- »Han søger at give sine operaer et menneskeligt indhold, ikke blot et teatralsk. Det er denne stræben efter et etisk indhold, soni bliver inere o-, niere udpræget for W.agner soni operakoniponist. i (len følgende tid.« Hvilken art etik nian skal uddrage af denne for~ tolkning hos Ni. S., »Beretninlen om himmelsk og jordisk kærlighed, (ler ikke lader si,1 forene«, ,står mig ikke ganske klart.

Hans Voigt synes alene at have, været opniærksoni. på, at (ler i »Loliengrin« udsiges andet. oniere end bestenite ideologiske eller etiske sandlieder. Selv oni. vi lierhjeninie overfodres med det diskuterende og teiidentiøse teater, kunne et nærniere studium af Wagners skrifter hurtigt have lienledt opni,,ærksomheden på, at »myten oni livets kar og griiii(Iki-.-,ifter« (H. V.) er (let synspunkt, som (let wagnerske teater må bedøninies ti d f i- a.

»Das Unvergleieliliche (les Mytlios ist, dass er jederzeit walir, und sein Inlialt bei dielitester Gedriingtheit, f Un- alle Zeiten unerse-1i6pflich ist.« (Oper und Draima, 11).

Denne m~,tiske karakter, liandlingens ringe egetv,ærd o- (le indre »foreganges« realisation ved hizæll) af teatrets veiiden ol) og iied på virkeligliedsbegrebet, er (let ikke (let, nian kan vente at modtage af Wa-ners, musikdrania? Og er det ikke (let, (ler jo og-så betager os i Debussys »Pelléas et Mélisande«? Udtryksmidlerne er andre, synibolikken wivendes ikke så direkte soni, i »Tristan«, (len glider antydende omkring (le essentielle bevægelsesnionienter. Men N. S.'s »nogen storre kontrast til Wagners stil kan næppe tænkes«, skal det forstås aiiderledes end en ofte nok doceret kends,,ernin-3 ailgående Debuss

11 vs arbejdsbetingelser?

Ros,silli oll f. eks. Strawinskis, »Oedipus Bex« er

1Poler til NVall

wiei-, ti

(icil a 11(1, at /?old-

111e11 vovel ' je, 1) A s

nilwen cr (icil s,,1111111e. v(Iersl sj,-ekleffi ONICIItages orke-strets iiielodi ,tf saiigeri-te; i reg-lcii 1)evæger vokalnielodien sig frit over orkestrets akkonipagnenient. Også dette er meget frit behandlet, snart. fører der teinatisk inateriale frein, snart indskr,ænker (let sig til at understøtte sangsteniinerne nied en ,,,t-.ei-k farvepræget harinonik i langt udholdte klange, i korte pizzicerede klange eller i akkordbrydninger.« Nej, (lette citat fra Jdi-,,en Balzers Debussy- studie (p. 118) er ikke en karakteristik af »Tristan«, nien viser, hvor vanskeligt det er at sige noget essentielt oni den musikalske impressionisme. Det skyldes efter i-nin opfattelse, at senromantikken lever videre lier i såvel holdning soni orkestral ekspressivitet.

Lad os for sidste gang vende os mod annieldelserne og prøve at følge udviklingen fra »Loliengrin« (der meget, vanskeligt kan betegnes som »Wagners gennembrudsværk« -- N. S.) til (le senere værker.

Jdrgen Balzer koninier teninielig nemt. over spørgsmålet om en Wagner-renæssances berettigelse, idet han klager over (len voldsomme længde, bredde o,,, tyngde og siger, at Wagner »nied »Mestersangerne« som eneste undtagelse, gerne bevæger sig mod målet af de særeste omveje, idet han iklæder sin forløsiiingsidé svært bepansrede symboler, (ler kræver et helt studium til deres løsning. Til dette har nutidens ungdom næppe tålmodighed,så spørgsmålet om en Wagner-ren-æssance er næppe afgjort med (len nye »l,oheii-,i»iii«opførelses succes.« Det er farligt at klage over en overdimensionering af et kunstv,,,erk, når langstraktheden er gået én så stærkt på nerverne, at værkets indhold og karakter synes upåagtet. Det kunne liænde, folk ikke tog kritikken alvorligt, lige som postulatet om ungdoniniens niagelighed snarere sigter på vore dages journalistiske forni for åndsliv end på Ricliard Wagner.

Nils Schiørring forkaster (le senere Wagnerværker med (len begrundelse, ~-at (le fleste niennesker ikke bryder sig om (len etik, Wapriier er talsniand for.« Hvorfor denne etik er så afskyelig, får vi at vide på følgende måde: »- lian,,,, overnienneske-teorier, som (le koninier til orde i »Ringen« og »Parsifal«, ligger på linie nied o- blev senere ta-et til indtæ-t af nazisniens sanifunds

n I

orden.« Det står der virkelig, or(l til aiidet. En efter iiiiii nieiiing foriiiidal)el iiiist~,dning af (le to m--evnte værker, (ler end ikke undser sig for at tiltrække sig sympati ved at lienvise til vor levende erindring om et forgangent lierrevældes endnu niere formidable misforståelse. Blot eet spørgsmål. til ""Nils Schiørring: Hvad er Wagners, »overnienneske-teorier«, og hvor i »Ringen« eller i »Parsifal« koninier (le til orde?

Spørgsmålet om udvidelsen af vor musikalske liorisont er nok ikke alene betinget af (len probleinatiske »danske mentalitet« (ivf.Bengt Jolinssons »Credo«), men er også i høj grad afliængigt. af vore musikalske kustoders saglige vurderiiw og

11 11 11 1

vel fmiderede, orientering. Maii ]i N,ej,keii Nciiter eller ønsker Wagiier-forgudelse, inan er kuii interesseret i, en vurderim:,, del- 1)ygger på oni ikke (len nyeste forskilings resultater så i det mindste på (le værker, der er koniniet over den første reaktioiis ukontrollerede sinagsdomine. Et kun,,stværk skal bedømnies udfra sine egne forudsætiiinger, siger Niels Viggo Bentzon; skulle, ikke Wagners -skrifter, hvor håbløst antikverede de end måtte s N,~nes aiiineldercii at være, tages i betragtniiig ved bedømmelscii af Wagiiers ktiiistværk?

Det stade, soni niusikkritikken for øjeblikket befiiider sill på, og (len påvirkning, soni udgår fra (len til liele vort nitisikliv, kali ikke aftviiige iilig ,aiiden trosbekendelse c-jid demie jicgative: illis 11011 credo.

Kære Erik Schack!

,Jeg lia N,de ined forv,~~-,.il.,iiiig imødeset Deres lovede artikel, oni »l,olicii,,i,iii«-ki-itikeiis inisforståelser og ikke inindst for inin clen part veiitet inig, at The Perfect Wagnerite, -ciifødt i en tin«, niaiid af jiæste generation, skulle kunne forine. et belærende iiidlæg i (len diskussion om Wagiier, soni iiiin aiiiiieldelse af forestillingen val- et bidrag til. Men jeg havde ikke ventet, at De på grundlag af kun fire annieldelser der naturffivis i lioveds-agcii måtte (li- eje sig om »Loliciigi-lii«forestillingen ville bryde staven over hele (len danske inusikkritik på en måde, der gør diskussion nied Dein til en lidt ubehagelig sag.

n

Hvad nu (let saglige aiigår, så el- jeg Deni jiaturligvis takileininelig fol- Deres oplysiiiiig oin dcii tidsniæssige rækkefølge af v-,,erkeriie. Den steninier g,,anske ined (le keifflsgerninger, (ler frenilægges i iiiiiie håndbøger, så det skal jo nok være rilltigt. Skade Wot, at (let cl, irrelev,,ant i deiine lille saninieiffiæng, der Laler oni »l,oliciigi-iii« i deiis forhold til (let meste publicerede værk, som er »Tristan«. Hvad W-agner rejste rwidt ined i kuf

Z!,

fertcii, havde jo kun teoretisk interesse. Og til kendsgernin..leriie hører vel også, at orkesteret i »Ti-ist,,-iii« delta,..,er livligere i draiiiaet end i »Lobengriii«? Det forekommer i alt fald inig --- deljo langt fra cl- nogen perfeet wagnerite -~- -at ol-

- Z!,

kestersproget i »Tristan« cl- laiigt intimere knyttet til udtrykket, soni (let meddeles i vokalinelodien o's i gebærderne. Det forekommer inig endvidere, 't (len musik, soni dette orkester spiller, er nok så udtryksfuld soni »I,oheiigriii«-oi- kesti-ets. Det er muligt, jeg hører fejl, inen (let synes mig faktisk, at (let klaiiglige i »Tristan« ligesom ligger på et andet plan, a[ det er mere bevæ- geligt, niere eftergivende fol- et emotionelt højspændt pres. Det var blot (let, jeg ville sige, eftersom det jo lier gjaldt en karakteristik af »f,ohengriii«, ikke af »Ti-ist,,iii«.

De kan ikke lide, at jeg inener, at den såkaldte

m

»uendelige« nielodi lios, Wagner er et resultat af

klan,,,,bev,,egeligheden, altså ikke et priniært nielo-

disk fænonien. Også en så fin kender og stor el-

sker ,if Wagners kunst soni Ernst Kurth indrøm-

iner (let priinært klaiiglige i liaiis 111 10(1

e i1,01-111 il iiig.

Kurtli kalder denne nielodi en »l.,eiigsel efter den

tiendelige melodi«, et stadium på vejen fra deii

klassiske nielodi ined dens bindiiig til (le syll1111(j~_

trisk kadencerende afslutiiinger til (len frie', poly-

folie nielodi: »Die tillendliche Melodie der Bo-

niantik trågt, trotz der v(II

diesen Abselililssen, in noeli hóhercin Mas,,,e liar_

llioniseli-similichen, sogar farbig grellen C"", A-

ter; sie steigert diesen zugleieli init dein ciierge-

tischen Enipfindeii, auch (tics iiii Einklaiig init

der inneren Spaltung, welelie (tie Harnionik mid

alle ilbrigen Kunsterscheintnigen l~eiiiizei(,,liiiet.«

(»Roiii.,,tiitis(-Iie H-arnionik«, s. 452-----53). S.-å (]cl,

ligger inåske alligevel lidt niere- end en lialv swid-

hed i iiiit udsagn både oni den tiendelige melodis

klanglighed og oni klangen (orkesteret) som bæ-

11

i-er af udtryksbyrdens hovedpart. De to af Dcin iiæ-viite eksenipler på vokalinelodisk selvstwifflighed i »Tristan« er sæ-rdeles ulieldigt valgt, ,d deii stund de hører til (le inest liedmæssigt sluttede partier i »Ti-istaii«.,; vokalnielodi. Tænk, livis jeg lie-roverfor soin typificereiffle eksenipel stillede »Liebestod«, del- -- efter N~,Va-ners e-gen anvisiiiiig ---, - kan fremføres, med udeladelse af s.-angsteniincii. Men inan skal ikke eksemplificere ined (le rene undfl- welser.

Åpropos Deres opposition til Schiørriiigs udtalelse om kontrasten niellein »Pelléas« og »Tristan«, så skal en perfeet Nvagiierite nok være lidt forsigtig ined. at trække lighederne for stærkt ol). »Pelléas« cl- så vist ikke grundet på iiogcii inytc; (len er en hverdagshistorie, fortalt af cii syllilmlistisk digter o, tilrettelagt og konipoiieret af cii impressionistisk musiker. Der el- liverken lielte, guder, troldkvinder eller aiidet (lj«,-e,-elsk,,il) i (len, lwn mennesker.

Sia vidt det saglige. Vore uoverensstemmelser på (tisse punkter konstaterer jeg med tilbørlig ydniyglied. Men Deres iiidlæg indeliolder desværre også nogle usagligheder af en ubehagelig

n ~1 1~, 11-1

t e li d e li.,,.

»Jili-gen Ba Izer koninier teninielig nenil o N,c~r spørgsmålet oni en Wagner-renæssances berettigelse«. ---- Ja, (let skal De så vist have i-et i, al dcii

-1

.stund jeg overhovedet ikke i min annieldelse komnier ind på dette spørgsmål (og vel heller iiillcii forpligtelse har til (let?). Det er noget, De i Deres forblindelse tilskriver niig. Jeg diskuterer ikke beretligelsen, nieii muli~Iheden a~ en genopdragelse til Wagner: »Spørgsj-nålet er så, om denne genopdragelse vil lykkes« (der står ikke »bør lykkes«!). Og jeg »klager« lieller ikke over Wagners længde, bredde og tyngde; jeg konstaterer, at de el- der, og det vil næppe lykkes Dem at bort

. r tilbørlige liens- -el--

forklare deni, na yn til kends,

ningerne skal tages. Og også De er vel forpligtet i så henseende? Ganske vist kniber det hist og lier lidt fol- Deni nied at få deni passet ind i Deres krani. Så tager De (let ikke alt for nøje ined teksten. Melis jeg taler om nutidens (d.v.s. »Jetalderens«) ungdoni og frygter, at (len ikke ret har tålmodighed til at beskæftige si,,, med Wagners ikke helt let gennemskuelige symboler, mens jeg» altså taler om (nien. ikke just gør mi,,, til talsiiiands for) ungdommens utålmodighed, så skriver De om et postulat oni ungdommens magelighed og (li-ejer dernied iiiin udtalelse om i dens niods,ætning. Og dette for at få lejlighed til at servere en flothed -- »ligesom postulatet om ungdommens magelighed snarere sigter på vore dages journalistiske forni for åndsliv end på Richard Wa,gner« (ler desværre er sprogligt mislykket.

Nej, lir. studiosus niusicae, Deres manglende tiltro til den danske inusikkritik har ikke nær så meget sin oprindelse i denne kritiks mangler som

t,

i Deres egen svigtende evne til at forstå det læste. Før De går videre med Deres musikstudium ved hin li,,.ederværdige institution, (hvorfra også tre af de af Dem citerede kritikere er udgået), bør De tage et kursus i at læse dansk. Så kan De muligvis - det er ikke givet - også lære at skrive det. I Bengt Jolinssons selskab lærer De det næppe, for han har ligesom De en hang til at overse kendsgerninger, der ikke rigtigt kan passes ind i hans argumentation. Således overser både De og han, at en dansk kritiker allerede i mange år har gjort sig til talsmand for en mere alsidig orientering i

Z,, ~c,

~,ort musikliv, og herunder har han gentagne gange -- også ved den af Johnsson omtalte lejlighed - med interesse hilst opførelser af den tyske senromantiks hovedværker velkommen. Så nyt er Johnssons »Credo« i alt fald ikke for

Deres nu knapt så forventningsfulde

Jårgen Bal-,,er.

Selv efter flere minuters, meditation er det desværre ikke lykkedes mig at nå til k]arhed over, hvori min selvmodsigelse består.

Povl Rovsing Olsen.

En polemisk Form, som den Hr. Erik Schack anvender, er aldrig anbefalelsesværdig, og navnlig ikke, naar det, der fremføres, er saa løst underbygget i saglig Henseende, som ovenstaaende Indlæg. Forfatteren viser en imponerende Mangel paa Evne til at gøre andre klart, hvad han mener, og hertil kommer, at han enten har vanskeligt ved at opfatte eller bevidst ønsker at fordreje, hvad han har læst. Han plukker f. Eks. min »Lohengrin«-Anmeldelse op i løsrevne Punkter og overser, at Sætninger hænger mere eller mindre sammen med deres Omgivelser. Paa den Maade lykkes det ham komplet at overse eller i hvert Fald at undgaa, at meddele Dansk Musiktidsskrifts Læsere, at det var mig om at gøres at placere Wagners Musik i Sammenhæng med, hvad der iøvrigt skete paa Operaens Omraade i Tyskland for 100 Aar siden og ikke blot se den som et isoleret Fænomen. Jeg nævner ikke dette for at retfærdiggøre mig selv, men for at give et lille Indtryk af

Hr. Schacks Arbejdsmetoder. Hans Fremgangsmaade er iøvrigt den, at fantasere over løsrevne Sætninger uden Anvendelse af ret megen Skønsomhed og Overblik. Til hans direkte eller indirekte Spørgsmaal skal lier være anført:

Linien Berlioz-Wagner, evt. med Liszt som Mel-

zn

lemled, maa det vist være tilladt fortsat at gøre opmærksom paa, selv om der naturligvis paa forskellige Punkter kan va- ,,re noget tinuanceret ved en saadan suminarisk Konstatering. Men det vil m,aaske i Hr. Schacks Øjne være en Bestyrkelse af Udtalelsen, at Wagner i de Skrifter, som polemisk føres i Marken, selv fremliæver denne Sammenhæng. Fuldstændig forvirret forekommer Paastanden om, at denne Opfattelse skulde grunde sig paa manglende Forstaaelse af dramatisk o-, pro

n

grammatisk Musik. Den umiddelbare Forskel er vel klar for enhver. Noget andet er, at Hr. Schack overser, at nied disse to stive Begreber er ikke alt sa-t om den Afstand, han synes at ville lægge mellem Berlioz og Wagner. Vist var Berlioz Dramatiker, selv om Hr. Schack ikke kender Berlioz' Operaer, og vist var Wagner Programmatiker. Blandt andet i »Loliengrin«-Forspillet, hvis »Handling«, Wagner selv ordrigt har skildret. Men naturligvis kan det ogsaa. opfattes dramatisk, pegende mod Elsas Drøm eller uden Tanke paa Program eller Drama. Min Hensigt var det at pege paa det absolutte i Wagners Musik uden om den megen og selvfølgelig ofte flertydige Symbolik, som Wagner og i endnu højere Grad visse Kredse blandt. hans, Tilliængere mæsten har kvalt Musikken i. Paa lignende 1~laade gjaldt det i Omtalen af den Wagner'ske Polyfoni at lede Opmærksomlieden i en anden Retning end den normale for at undgaa stadig at diskutere hans Harmonik. Men jeg opnaar kun, at Hr. Schack ofrer mig et af sin lange Artikels mest besynderlige Afsnit. Det er formet saaledes: Først Referat, derefter mere eller inindre betinget Tilslutning, og til Slut Fordøminelse af noget, der overhovedet ikke har været paastaaet. Der er nu en Gang andre end Wagner, som i udstrakt Grad anvender Alteration, livem, i hele det 19. Aarhundrede gør det ikke? Men det er den specielle Wagner'ske Alterationsstil, jeg ikke bryder mig saa meget oni -- af de Gi-unde jeg havde nævnt.

Hvad angaar Wagaers 2NIelodik, kan jeg godt konkretisere: Jeg finder selv i de af Wagners Værker, jeg afgjort holder af, Episoder, som forekommer mig sært forkvaklede og forskruede. Maa -jeg nævne Prissangen i »Mestersangerne«. Jeg vil strække mig til at sige, at der er noget paa samme Tid mærkeligt tiltrækkende og frastødende ved denne Melodik. Omtrent ligedan har jeg det med Berlioz' Musik, som jeg tror, jeg paa Sæt og Vis holder mere af end saa inange andre. Hans »idée fixe« i »Symphonie fantastique« virker, synes jeg, paa en noget lignende Maade, soni mange af Wagners Temaer og Motiver. Hvad endelig det angaar, at en Komponist kan forme et prægnant Motiv, saa er (let jo ikke ensbetydende med, at det nødvendi,,vis er musikalsk fuldbaaret.

For ikke at kegge niere Beslag i)aa Spalteplads og Læseropinærksonihed end højst ilødvendigt, Vil jeg til Slut s-amle (le resterende Spørgsniaal, soni stort set alle beskæftiger sig ine(1 den særlige Wagiier'ske Ideologi, saninien. Wagners Operaer fra »Hollænderen« o,, frem adskiller sig fra Tidens fraiiske og italienske Operaer ved at stræbe niod et etisk funderet, ikke blot draniatisk bærekraftigt Indhold. Men Tendensen i Wagners Operaetik gaar i en Retning, som ikke er ubetinget behagelig. Hans Heltes og Heltinders Verden er i Reglen Halvgudernes, Idealnienneskenes, Overmenneskenes for hvem særlige Love gælder. De tør dog vist ses soin Reproduktion af Wagners egne personlige Forneninielser riled Hensyn til sin Plads blandt Mennesker. I (le fleste af hans Værker gaar en Udvikling af (len Tanke igen, at hans Helte og Heltinder paa Jorden ikke er skabt til at opleve (let højeste, og at de »overmenneskelige« er tragiske ved, at (le er viede til Undergang i (let jordiske. Denne »Længsel efter Tilfredsstillelse i et højere, ædlere Elenient« pari-et med den »Geiiuss,sinnlichkeit«, soni finder Udtryk i hans Værker er soin et Evangelium, de fleste har svært. ved at akceptere, selv om (le er ganske klar over Wagners drainatiske og etiske Tankegang.

I

Jeg syne.

,, ,, at (let vilde være udniærket, oin Hi-. Schack udfra sin Interesse for Wagner, f. Eks. i en Anmeldelse her i Dansk Musiktidsskrift af Det kgl. Teaters »l,olieiigi-in«-Opføi,else havde faaet Anledning til et positivt flidlæg i Sagen. Til at forme et negativt forekommer (let mig, at lian inangler (le væsentligste Betingelser: Overblik og Klarhed i Tanke og Freinstilling.

Nils Schiørring.

Erik Seliacks artikel må utvivlsonit være, hans - -- ungdoinineligt uoverlagte -- debut i faget som polenlisk revser. For derved gives (ler da i alle fald en vis forklaring på, hvorfor lian uden videre afslører sin totale uvidenhed om al polemiks citerings-konventioner, sanitidig med at han røber en beklagelig mangel på evne (eller vilje?) til at læse sig frem til indholdet af de dagbladsanineldelser, lian benytter soin en shags »videnskabeligt inateriale«.

Begge dele illtistreres klart ved en iiiildest talt »sk,-~e,,, citering«, hvorefter iiiail må få det indtryk, at undertegnede har gjort et forsøg på overfor mine læsere at karakterisere Wagners musikalske stil ined - -- de vitterligt anvendte ---udtryk: »niodulationskværnen«, »elichéei-iie«, »de mekanisk anbragte ledemotiver« o. s. v.

For at Schaek kan få sit puslespil til at passe, 1)ryder lian her uden skrupler (let der i grammatikken hedder junktion ud over sætningsgrænsen, idet lian oniliyggeligt. ikke citerer (let foregående: Opførelsen imødekom på cii række punkter de krav., et publiktini uvilkårli,,t må stille til en Wagner-forestilling i vore dage. Her gælder det spe

""t hvis freniførelseii er blot af jævn eller cielt, , middelmådig standard-kvalitet, er slaget ulij,,,elpeligt tabt. Så hører inan ... 0. s. v.

Soin (let ses, tales her udtrykkeligt om opførelseiz, freinførelseii o. s. v. ---- altså (let ved eeii enkelt lejlighed reproducerede værk. Jeg går nemlig Lid fra den -- ,ilt andet end originale flanke, at en opera ikke er skabt een gang for alle ved dens nedskrivning. Den har kun existens i (let øjeblik, den opføres -- altså genskabes i mere eller mindre overen,,,steininelse med de forsøg, (ler er gjort på at nedskrive dens ånd ined bogstaver og noder. Det er sådanne »genskabninger«, min anmeldelse beskæftiger sig med; derfor siger jeg jo også udtrykkeligt: Så hører illan o. s. v. For her drejer (let sig aldeles ikke om en videnskabeli-, stilanalvse af partituret, som evt. kunne berettige en inusikteoretiker til at påstå, at stilen er sådaii og sådan. Forholdet er netop, at man ved een »l,oliciigrin«-opførelse hører alle de ubehageli,11heder, livis freindragelse Schack affærdiger ined udtrykket »flotheder«, inedens nian ved eii anden »Loliengrin«-opførelse aldeles ikke hører (tein. Hvilket altså skyldes, at operaen ikke har een (og een »rigtig«), inen inange (og hver for sig positive) existenser. Denne forklaring måtte efter inin mening med, fordi en tilhører siden tidniærket kunne komme, ud for at høre alle (tisse ting, (ler altså ikke korn frem ved (len existens, operaeii fik preiffléreaftenen. Schaek har altså misforstået iiiiii annie4delse af en ciktuel forestilling lien til, at. den skulle være en videnskabelig afhandling i forbindelse ined en opei-,,ipi-eiiii&re.

Ud fi-a (len lier understregede holdning -- at -crket kun bar existens i (let øjeblik, (let klinger - - Wiver Schacks indvending niod inin »ii..-,estcii for moderne analyse af stykket« (soni. en konflikt mellem (let erotiske og det etiske) et vidnesbvi-d oni lians højst besynderlige niuseunis-indstilling til begrebet kunstnerisk potens uafhængig af tid.

For (let første er tidtalelsen nu ikke en analyse. Det er nenilig noget som videnskabsmænd. beskæftiger sig ined, og som et journalistisk ledet dagbl,ad kun undtagelsesvis vil åbne sine spalter for. Det er derimod en registrering af en ganske al

t,

mindelig, nutidig tilhorers tanker, opstået ved (len vekselvirkni ng, der altid foregår inelleni. en scenisk fremstilling og den velopkagte, meddigtende tilskuer. Og vffle Schack virkelig have, at en sådan tilskuer i sit studerekammer skulle »boge« si,', frem til en indstillin11, der var gængs, da »det hundredårige drania« var splinternyt? Det er nitiligt, en musikstuderende kunne fornøje sig

Z7,

ined noget sådant, men en almindelig tilhører må

skaiii da koninie. ined sine nutidi(Ie forudsætnin-

ger til sin ineddigtende oplevelse af et selv nok

så ,,aninielt drania. Og at stykket vitterligt formår

at aktivisere ham, via en naturlig aktuel opfat-

telse af dets problemstilling, det vidner da kun

om værkets, kunstneriske potens og en livsdygtig-

z, n

lied, der berettiger det til opførelse også ud over dets egentlige samtidig. I modsat fald ville det være hjeinfaldent til arkiv- og niuseunis-støv.

Schacks lille citerin11 af iiiiii sætnin., oni »iii,~~ten om livets kår og grundkræfter« synes inig til slut at antyde en slags forklaring på, hvorfor han er røget i blækhuset. Mon det ikke skulle være fordi lian har savnet nogle af de »etiske annieldelser«, som var almindelige på Wagners tid, o,, som Schacks Wagner-studier sikkert har gjort hani fortroli-n, med""? Det ville egentlig passe pænt. ind i billedet, af hans øvrige bedrevidende, teoretisk-videnskabelige indstillin-, til det aktuelle fæ

-1

nonien, som en anmeldelse af en operaforestilling nu engangr er i vore da-e. I den omtalte anineldelsesform sættes værket i relation til visse - oftest etisk-religiose - konstanser i tilværelsen o-, bedømnies og karakteriseres herfra. Disse konstanser kan imidlertid også va-.~re af en anden natur. I Sovjetrusland har de f. eks. i en længere periode været. af politisk betonet art. Men hvorfor kan Schack ikke forsone sig i-ried, at (le er rent æstetisk bestemt, således at de direkte refererer sig til musikkens eget. tilværelsesplan?

Hvorom alting er, man bør i alle fald erindre sig, at de »etiske anmeldelser« herhjemine i sin tid druknede i et hav af floskler og tåget åndfuldlied; men noget kunne åbenbart tyde på at deres genfærde ikke er blevet nianet fuldkommen i jorden (af Egede Schacks sønderlemmende parodier i bogen »Fantasterne«), således som man hidtil har troet ...

Ikms Voigt,

Skont denne alvorlige uff,-cre ined ,,~Lahengrin« fulder lidt uden for rammen om DANSK Mt,""SIKTIDSSKRIFT's radionummer, har redaktionen fundet (let betimeligt al give plads for en meningsudveksling, indeiz su,sonen el»bez- ud. De problemer, der måtte overleve ferietiden, ser maiz gerne la~jet ol) til fornyel overvejelse, men, son? lundet ligger, anses diskussionen for afsluttet, idet indlederen får (let sidste ord:

»Solche Werke sind 'Spiegel: wenn cin Affe hinein guckt, kann kcin Apostel hel-aus selien,«

Lichtenberg.

?Jed iiiiii artikel, soni je,-g havde (len dristighed at lade trykke, ønskede jeg to punkter bragt til diskussion: NVagners inusikdraimaer og kritikkens op,gave i (la"", sanitidig Illed, at result-atet af Inine undersøgelser naturligt førte over i (let større perspektiv, soni den standende diskussion om (.len senroni,antiske niusik li,,ar.

Det synes inig imidlertid nieningsløsl at fortsa4te d iskussionen, når de angre bne kritikere som grundlag for deres argumentation benytter (len personlige smagsdoin og i visse tilfælde ikke engang gør sig (len ulejlighed -at dokunientere postulater. Hvis ikke vurderingen foretages på et inere sagligt grundlag end »it. seems to nie«-kritikkens, har (len ingen interesse udover vemieo«-, faiiiiliekredsens snævre raninic-~r.

Jeg skal derfor ikke ti-ætte Læserne med lier al

g(

g-nidrive (le talrige misforståelser og gentagelser af allerede påviste fejlvurderinger nien kan (log ikke bare mig for at lienlede opni,-a~rksoniheden på J. B.s karakteristik af »Pelléas«, hvor iiian får en til vished grænsende fornemnielse af, at der er sket en sammenblanding af begreberne »inytisk« og »mytologisk«. Eller kan en liverdagsliistorie slet ikke være en niyte?

Det har waturli-,vis interesseret iiii, levende at hese de beskyldninger, der rettes niod ini i indlueggene, men nion ikke det har kedet hæserne grundigt, for det var jo ikke inin person, sagen drejede sig om? Om inig selv skal jeg derfor kun anføre, at jeg stadig re,,,,,ner det for betydningsfuldt o- ved nedskrivnin-,en ,tf inin artikel. forudsatte, at mine kritikere var i stand til inere end at læse idenad: at forbinde ord ined tanker, selv oni (le måtte bevæge sig over felter, der synes uvante, at fornemnie en ironisk tone, ja, sågar at være ined i dialektikkens spring.

Endelip, regnede jeg (let for givet, at alder, faiiiilie og stilling i samfundet ikke skulde drages ined ind i diskussionen af en række spørgsmål, som i hvert fald af mig anses for vigtigere end de personlige forhold omkring

I~'rik Schack,

Årgang 28/1953, nr. 03