Efter torsdagskoncerterne

Efter Torsdagskoncerterne

Af PAUL LA COUR

Ved radioens »Musikrevy« den 19. april fremkom forfatteren Paul La Cour med nedenstående betragtninger, som det er os en glæde at kunne bringe på dette sted.

Der findes en gammel Fortælling om en Dreng, som ude paa Marken en Dag hørte en Fugl synge inde fra Skoven eller en Stemme kalde. Denne Sang eller dette melodiske Raab drog ham efter sig dybere og dybere ind i Skoven. Hele Dagen flakkede han om i det grønne Skovmørke for at finde Fuglen eller den kaldende. Først da Aftenen faldt paa, vendte han tilbage til sin Faders og Moders Hus. Men det fandtes ikke længer. Egnen var forandret, fremmede ukendte Mennesker gik om, og da han forundret spurgte sig for, fik han at vide, at hans Forældre var døde for uendelige Tider siden. De havde haft en Søn, som var forsvundet ude paa Marken en Dag. For hundrede Aar siden.

Det er - eller rettere: det er ogsaa - en Fortælling om Musikken. Jeg tror, dens dybeste Fortryllelse og egentligste Herredømme over os, dens højeste Rang blandt alle Kunster, udspringer deraf, at den i Kraf af sit særlige Sprog tilintetgør vort hverdaglige Tidsbegreb, Sekundtiden, Viserne der jager os foran sig, og giver os den tabte Tidsdimension tilbage, hvori det virkeligt levende og groende i os er til.

Til daglig gaar vi billedlig talt rundt med Uret i Haanden, praktisk taget alle Europæere bærer denne -Tyran paa sig.- Vi tænker paa, hvad vi skal gøre om en Time, om to Timer, forude for Øjeblikket. Men naar Musikken løfter sin Stemme er alting med ét et strømmende, befriet, mægtigt Nu.
Endelig lever vi vor Eksistens.

Alle Kunster har vel denne Betydning og denne Evne til at forandre Tiden til en lang, henrykt, præsentisk Væren, men næppe nogen i samme Grad som Musikken, der jo er en Tonearkitektur udfoldet i Tid og spotter alle husholderiske og pedantiske Sekunder.

Selv naar Musikken udsynger Smerte og Kval kan den derfor fylde os med ubeskrivelig Lykkefølelse. Ja det mærkelige sker, at vi ikke blot med den generobrer den eneste Tidsdimension, der er mulig for sandt Menneskeliv, men fordi de virkelige Energier bor netop helt dernede i os, hvor alt er Væren, synes vi, mens vi lytter til den og selv om den er os ukendt, at ile forud for den, at opflamme den og vinke den fremad, at svæve foran dens fremstormende Tonemasser. Ingen anden Kunstart synes mig i samme Grad som Musikken i Kraft af selve sit Sprog at opfordre til Medskaben.

Redaktionen af »Musikrevy« har ved Afslutningen af denne Sæsons Torsdagskoncerter bedt mig som Lægmand, netop som ikke indviet, om at knytte nogle spredte Betragtninger til denne aarlige Koncertrække og prøve paa at fortælle Lytterne, hvad de kan betyde for en Kunstner med et andet kunstnerisk Sprog, en Mand der som jeg er aldeles blottet for musikfaglige Forudsætninger og maaske staar i Fare for hjælpeløst at tale Litteratur, naar jeg mest tror at tale om Musik.

Jeg vover alligevel at gøre det, dels fordi Opbygningen af Radioorkestret og af Institutionen Torsdagskoncerterne, til Trods for det ypperlige Arbejde der gøres af alle Radioens Afdelinger, forekommer mig at være den danske Statsradiofonis største samlede kulturelle Bedrift, dels fordi jeg Som Lyriker føler Beslægtethed med Bestræbelser indenfor nyere og ny Musik, som ogsaa Torsdagskoncerterne nu har aabnet sig bredt for. Denne Linie, som næppe i første Omgang, kan gøre Regning paa almindelig Tilslutning, vil jeg gerne efter Evne være med til at støtte.

Enhver stor Kulturinstitution, der har til Opgave at forvalte en Kunstart og bringe den til Trivsel, ser sig stillet overfor en Dobbeltopgave, hvor to tilsyneladende uforligelige Hensyn dog skal forenes: den at holde de historiske Værker levende, hindre dem i at forstene, og den at fremføre de nye Værker, der bliver til, og formidle mellem dem og Folket. I Virkeligheden findes der ingen Modsætning, det er to Sider af én og samme Opgave. For en Kultur lever just ved sin Evne til at frembringe stadig nye Værker og dør, naar dens Evne til Skaben ebber ud. Alene paa Minder, selv de største, kan ingen Kultur bestaa, men kun paa nye Frembringelser. Det er derfor ingen Talemaade, men dyb Sandhed, at det gamle lever i Kraft af det ny. Ja at det endog forvandler sig for os, aander og bevæger sig, naar nye Værker slutter sig til de historiske, kaster nyt Lys over dem og tvinger os til bestandig fornyet Prøvelse af ogsaa det længst skabte.

Man kan derfor kun udtrykke et varmt Ønske om, at den Linie der nu er lagt fortsat maa blive forfulgt og uddybet. Og man haaber paa Genopførelser af vore samtidige Komponisters Værker, gerne mange Genopførelser. Radioteatret genopfører med god Grund Skuespil, hvis Sprog alle og enhver dog tilfulde forstaar. Hvor meget mere paakrævet maa det da ikke forekomme at genopføre Musiklitteratur, som ved selve sit Sprog endnu kan frembyde Vanskeligheder for Tilegnelsen.

Vi lever i en Tid, da Folkeslagene er kommet i en hidtil uset intim Berøring med hinanden. Vore Kunstnere, frem for alt de bildende, har indset at de forskelligste Kulturer rummer lige saa høje menneskelige og kunstneriske Værdier som vor, og har ladet sig inspirere af dem. Japansk Kunst i Slutningen af forrige Aarhundrede, Negerkunsten i Begyndelsen af dette, præcolumbiansk og oceanisk Kunst i de sidste tredive Aar, er gennem vore egne Kunstnere blevet en Del af vore Forudsætninger. Vi begynder at ane hinanden. Eklekticismen er ogsaa paa Grund af denne mægtige Berigelse af vort Bevidsthedsindhold i stigende Grad paa en Gang blevet vort Vilkaar og vort kunstneriske Problem. Ingen af Tidens store Kunstnere er udenfor det eklektiske, heller ikke Strawinsky, hvad Torsdagskoncerterne klart lod os høre.

Men disse Kulturers Musik er udenfor Specialisternes Kreds endnu saa godt som ukendt. Naar vi hører, at Passager af Strawinskys »Symphonie de Psaumes« i den rytmiske Udvikling synes nært beslægtet med de balinesiske religiøse Sang-Danse, føler vi Savn over ikke at kunne gaa til Kilderne. Hvis jeg maa forme et personligt Ønske, som ligger udenfor Torsdagskoncerterne, men angaar Radioens Musikafdeling, skulde det være dette: at man gennem en Række Pladeudsendelser fik en kommenteret sammenlignende Indførelse i musikalske Sprogfornier, som en Lægmand maaske tør formode ogsaa kan være Dele af en moderne Komponists kunstneriske Forudsætninger. Etnografien, Indtrængen i fremmede Kulturmønstre og Bearbejdningen deraf vil blive en af det kommende halve Aarhundredes vigtigste Opgaver,

Det er i den korte Tid, der endnu staar til min Raadighed umuligt at tale om alle Sæsonens Torsdagskoncerter, og jeg har da heller ikke hørt dem alle. Jeg vil indskrænke mig til nogle afsluttende Ord om to Musikværker, som har gjort Indtryk paa mig, en yngre Komponists og en moderne Klassikers, Vagn Holmboes nordiske Symfoni og Strawinskys Operaoratoriurn »Ødipus Rex«, som blev genopført i Torsdags. Der ligger heri ikke nogen Vurdering af alle de andre opførte Musikværker, men en Tilkendegivelse af, hvad der maaske taler stærkest til mig: det klart profilerede i disse to forskellige Kunstneres Fysiognomier, Sansen for Objektivet, Bestemtheden og samtidig Beherskelsen, der ikke maa forveksles med Forbeholdenhed, en Indsigt i det menneskelige, som er rettet mod Rødderne.

Vagn Holmboes Symfoni var ikke, hvad dens Titel maaske kunde antyde, en symfonisk Digtning om nordisk Sind, men fremfor alt en Symfoni hvori et nordisk Sind kæmpede for dybere at forstaa sin Natur, objektivere sig og forløse sig derved, saadan opfattede ihvertfald jeg den. Den var skrevet udfra et stærkt personligt Engagement, det var dens Alvor og Renhed, men fordi den var Musik og en stor Kunstners Musik blev denne Objektiveringskamp og Befrielseskamp noget, der omfattede den enkelte Lytter og opflammede ham til ny Selvprøvelse.

De mægtigt dynamiske Partier og deres stride Spændingsforhold skænkede mig ved deres særlige Karakter en stærk Oplevelse af Samtidighed. Jeg kan kun tale i ufuldkomne ufaglige Ord derom: jeg vilde sige, at jeg i dem oplevede et stringent og aldeles usentimentalt musikalsk Udtryk for det moderne Menneskes Livserkendelse.

Intet virker stærkere, paa en Gang mere betvingende og befriende paa mig end de bachske Polyfonier, hvor Tonemasserne synes at bryde frem fra et aldrig tømt Dyb af Himmel og Jord og styrte sig os imøde, sau vi til alle Sider omgives af Grænseløshed og Uendelighed. Men det er en Grænseløshed, der kender sin Kilde, sit Maal. Ja egentlig sin Grænse i Gud. Anderledes hos Holmboe. Hans store polyfone Partier synes mig mere beslægtede med den uendelige Længsel, der overfalder og fastholder Menneskesindet Ansigt til Ansigt med Naturens majestætiske Monotoni, en Længsel, der forbliver i en aaben Spørgen. Det var et Menneske, et moderne Menneske, som udtrykte sig midt i en Verden, der véd om altings Relativitet samtidig med, at den ikke kan slippe sin Erfaring af ogsaa det bestandige. Hvad der blev sagt var til at lide paa.

En Oplevelse af høj Værdi blev ved Sæsonens sidste Koncert ogsaa Genopførelsen af Strawinskys »Ødipus Rex«. Hvad der for mit vedkommende først gjorde Indtryk var den enorme Vilje til at udtrykke sig og udtrykke sig objektivt. Dernæst den Dristighed, hvormed Strawinsky synes mig at tage den hele europæiske Musiktradition i Favn og saa at sige som en Eliot at spænde sin Musik over skjulte Citater. Ved dette Greb, hvis det da er rigtigt forstaaet, forbinder han os virkelig tværs ned igennem vor Tradition med Sofokles' Digtning og gør Ødipus til selve det moderne Menneske, vi der er overvættes snilde til at løse alle Gaader, men hjælpeløse snubler i vor egen. Skønt Oratoriet er skrevet i 1927, gør det paa mig Indtryk af med større Kraft at have udtrykt os i det græske Dramas Klædebon, end senere rent dramatiske Forsøg af samme Art af Giraudoux, Sartre, Neveux eller Anouilh indenfor Litteraturen. Her klager Sorgen sig usentimentalt, i sin Renhed som Musik.

Der er ofte talt om det køligt konstruktive i »Ødipus Rex« og andre sene Strawinsky-Værker, om Beregningen, Overvejelsen, som skulde hindre spontan Oplevelse og Medleven. Men ingen stor Kunstner er aldeles spontan. Intet Menneske er det. Hos de største gaar Evnen til Overvejelse Haand i Haand med altid fornyet Indgivelse. Hvor det er Tilfældet, som efter min Mening i »Ødipus Rex«, bliver Reflektionen ingen Begrænsning. Tværtimod tillader den Indgivelsen at udtrykke sig bestemt, giver den et Rum hvori den kan leve.

Bevidst at udlevere sig til Reflektionen og leve sig igennem den for at naa frem til dybere og varigere Blomstring er en stor Kunstners Gerning.

Hvor dyb Strawinskys Indsigt er og hvor præcist hans Sprog, føler man allerede f. Eks. i de første Korstrofer, hvor Thebens Borgere klager sig over Pestens Vanskæbne i en let, ligesom danselignende Tonegang. De altfor store Smerter skriger ikke, de taler ganske let. Og kort. Intet andet Sprog end Musikkens kunde give dem saa overrumplende upersonligt Udtryk. Lad saa enkelte Passager som lokastes Arie træde ud af Helheden, hvad den jo nok gør; som Lægmand uden nogensomhelst Forudsætning for at beskrive en Musikoplevelse oplevede jeg ikke desto mindre et moderne Musikværk, befriende, fordi det for mit Øre intet Øjeblik forfaldt til det illustrative eller det blot udvendigt karakteriserende, men suverænt var i sig selv.

At skænke Lytterne Mødet med Værker som de to, jeg har fordristet mig til at onhtale, er et smukt Bevis simpelthen paa Torsdagskoncertenes Nødvendighed for vort Kulturliv.