Grammofon

Grammofon

FOR få år siden, (la long-1)layin(I endnu kun var et be,,reb, i-n--,III havde hørt om herhjemme, var der ikke mange indenfor gramniofonpl,adeffidustrien, soni havde virkelig tiltro til denne revolution i fonotekniken. Det lød nok besnærende, at nian nu skulle kunne publicere en liel s

ymfoni på en eneste pl.,,ide og derved undgå de ofte musikalsk uniotiverede afbrydelser i et nius-ikværk; men livis det betød en forringelse af (len høje klanglige standard, nian li.avde nået på de normale sliellak- plader, så var (ler jo trods alt tale om et tilb,-,,ileskridt ' som bl. a. danske teknikere ikke ønskede at gøre. Den klanglige kvalitet måtte afgjort komme i første r,--~e-kke, og (le eksemplarer af lp-plader, der ad forskellige kanaler nåede liertil fra Anierika, var ikke af en klanglig kvalitet, som man kunne fristes af. Nu viste det sig imidlertid, at anierikaiieriie b.,,,,,re liavde v,-- r t for liurtige i vendingen; lp-fabrikatioiisteknikeii var ikke tilstraukkeligt gennemprøvet og forfinet, da nian satte en storproduktion igang, o,,, repertoirenøden bødede inan på ved at overføre ganile

I n

optagelser fra plade til bånd og derfra igen til lp, livorfor alle sv.,aglieder, bl. a. overfladestøjen fra de ganile plader simpelthen blev indspillet på de nye. Men kunne man forene den forbedrede optagerteknik nied lp-pladens ,indre øjensynlige fordele såsoni næsten lydløse overflader og en effektivt forlænget. spilletid, skulle lp f,

kunne blive fremtidens graniniofonplade or større musikværker. Da så europæiske selskaber præsenterede lp-plader nied disse fordele, var det uomgængeligt, at alle måtte følge efter, også danske selskaber.

I-IMV holdt kvilge på shellakpladen, men o ,,s a (let firina imåtte bøje si,-g for (le "",,,ode resultater, der var nået, og så v,,,irede det ikke henge, førend Lp lierhjeninie blev en kendsgerning. Decca kom først på markedet og indførte den såre prisv,-wr(lige skik at garantere den tekniske (ikke kunstnerisk niusikalske) kvalitet ved at plombere alle pladekartoner. Snart fulgte da også danske værker eller indspilninger på Decca, navnlig naturligvis Carl Nielsens s N

y-nifonier, livoraf (len første kun foreligger på lp. HMV fulgte sideii

~n

eksemplet, dels med symfonier, dels med den storartede Menuhin-indspilning af violinkoncerten, nien fælles for disse selskaber er, at kun båndene blev optaget lier, pladerne fremstilledes i England.

Sidst i r,-ickken af de storre selsk--,,iber kom da Tono lier i sommer nied deres første Ipplader i Danmark, nien lier er til gengæld tale om de første, der fra a til z er fremstillet lierhjeninie. Så nieget niere prisværdigt er det (la, at Tono nio der ined en kolleldion af opt,,agelser, der på ingen punkter st,,år tilbage for (te bedste tidenlandske. Der er næppe tvivl om, at det har kostet Tonos teknikere stort besvær væsentligst på egen hånd at nå så vidt, men kvalitetsresultater er vel også en passende løn.

Samtlige lp-optagelser --- bortset fra de otte stykker af H. G. Lumbye, soni dirigeret af barnebarnet. 7'ippe foreligger i en munter og klanglig fin udgave (1, PI, 33001) - blev først publiceret på normale shellak-pla(ler ol,, er soni sådanne tidligere orritalt i DM. De kunstneriske ydelser er naturligvis (le samine, men i det klanglige synes optagelserne at være -en del bedre i nogle tilfælde. Det gælder såvel Sil)elius' -violinkoncert med Enill Telinanyi som solist (LPX 35002) som Griegs Symfoniskeog Norske danse (LPX 35003) og Dvoraks Duinkytrio i-ned Budapestertrioen (LPK 32001). Alligevel er det Carl Nielsens 6. syn2foni, der b,,ærer prisen, for undertegnede at se, en af de fineste lp- optagelser, der hidtil er

1c011111'e"", (LI""X 35004). Dette værk stod så uinådelizg, fint på sliellak i-ned en nieget smuk, levende og nærværende klangkarakteristik. Det var ligefrem spændende at se, hvorvidt den kunne blive bevaret på pladens plastic, eller oni. også Tono skulle igennem de begyndervanskeligheder, som på de første udenlandske lp-plader resullerede i en ofte ubeliagelig »konserveret« klang.

Det skete lieldigvis ikke, og man kan derfor ønske Tono og gr,,animofonlytterne tillykke med (le fornemme resultater, der naturligvis også er stærkt forpligtende for fremtiden. Til Tonos lp-løfter hører W. a. en del Carl Nielsen værker som klavervariationerne, klaversuiten op. 45 og violinsona-ten op. 35. fsp

CARI, 'NIELSEN: Helios Ouverture op.

17. - SV. S. SCHULTZ: Serenadc for s1rygere. - Statst-adiofoniens synifoniorkestei-, dir. ERIK TUXEN. -

DECCA LX 3101.

Denne nye optagelse af Heliosouverturen hører til de skønne

ste ( s )

'11 "" I ""ilinger, der er gjort af C-arl Nielsens musik. Det er naturlig,,vis en gevinst at få liele ,ærket pr,-~,,x- ,,,senteret ubrudt på en 25 em lp-pladeside, og samtidig er det lykkedes at forene den tekniske fordel ved den næsten lydløse overflade med en sjæ-lden fin klanglig balance, sorn gør, at liver detalje i den skønne søl-ouverture står ined lysende klarhed. Og dog er der en samling over kompositionens forskellige dele, som viser, at Erik Tzixen er blevet inspireret af kompositionens formelle idé. Det er dejligt at lytte til indledningens tusinørke-takter i basserne tiden at blive (let mindste distraheret af nålestøj, o,- det er sj,ældent, at både den tekniske og (len musikalske side af en optagelse er så forneint afl)alanceret som i dette tilfælde. Det er en ønskeplade for enhver Carl Nielsen-elsker.

Svend S. Schultz nyder (len ~~,-re at vwre pnæ-senteret på pladens anden side med sin Serenade for str~

,,,gere. Men han er virkelig denne ære v,,.erdi..,, for ,serenaden, der staninier fra deng,ang Schultz var en lovende ung komponist (1940) er en henrivende konipositioii. Forbillederne for Selitiltz er dels Carl Nielsen, dels Mozart, soni h.,,,in er tro imod uden at sætte det mindste af sin dengang så friske drenge Udlied til. Det er et usædvanlig fintformet værk, fuldt af løssluppen huniør og med en lidt kælen men yderst charinerende lyrisk tone i romancen. Også lier er klan-karakteristiken truffet meget sikkert, og der er en z,

uimodståelig spilleglæde i radio-strygernes gengivelse under Erik Tuxens ledelse. fsp.

CARL NIELSEN: Sonate nr. 2 for z~iolin og klat~er op. 35. - CIIR. CHRISTIANSEN (kla N~ei-), THORV. NIELSEN (violin). - TONO X 25186- 87.

G-moll sonaten kaldes dette op. 35 almindeligvis, men Carl Nielsen har ikke selv som ved sin første sonate i A-dur heftet nogen toneartsbetegnelse på (lette værk. Man har (la heller ikke lyttet sig mange takter ind i sonaten, førend man bliver klar over, at det er illusorisk at tale oni nogen grundtoneart, og ginoll stadfæstes ihvertfald ikke, idet første sats slutter på en Es(lur akkord, anden sats har perioder af h-moll. karakter o-, slutter i H-dur, tredie sats begynder i en lys B-dur, har klart udtalte. perioder i E- og A-dur og slutter i C.

Dette være sagt ikke for at filosofere over toneartsforhold i Carl Nielsens musik i almindelighed men for klart at vise, at der netop med denne sonate går skred i Carl Nielsens udvikling lienimod en fri tonal (ikke atonal) behandling af sit stof. Denne sonate (1912) er det eneste større værk, der kom fra hans hånd efter »Espansiva« og violinkoncerten (1,911), (ler kroner hans første rige skaberperiode, og inden symfonien »Det uudslukkelige« (1916), der så klart og magtfuldt indleder 2. kapitel i I-i,,,,ins udvikling. Inde

Z,,

mellen-i disse finaler finder man sonaten som cii komposition Ixa skillevejen. Det er et værk, (ler -t til det forg.,,,ingne

kn- 11 1

y[ter si,

gennem en lys, skær poesi, som v,-ckker ininder oni Å-dur ~-oiiat CIIS Og Sa Ul og David-perioden,,, år, og soni illdvar,""ler (IC[ nye, der spirer frem i denne tid, dels som nævnt genneni den frie tonalitet, dels gennem den fanta

11

sifulde skiften mellem strengt satsarbejde med karsk steinme,føring og stortsvungne improvisatorisk prægede episoder. Også (le rytmiske kræfter får ny energi o, bliver en selvstændig udtryksfaktor, som særlig slår igennem i finalens koda, hvor et energisk ført linjespil mun

~1

der ud i en motorisk udhamring først af tonen des, siden af 1), soni gennem en snes takter

n

ubønhørligt banker løs, medens violinens synkoperede oktaver bærer en stump af hovedtemaet gennem stormen. Hvad denne frigørelse også af rytmen bærer i sit skød, viser få år senere den store paukeduel. i finalen af Det uudslukkelige; det er kimen til (len, som er nedlagt her i sonaten. Derfor er denne sonate i virkeli,,,heden en nø,le til for

t, -1ståelsen af (len senere Carl Nielseiis udviklina o, dertil nit""uske (let nicst tidtryksfulde, inan l~,an -,,odt sige (let ille'st ekspressionistisl~e ,tf hans kaminermusikværker.

Professorerne Chr. Christiansen og Thorv. Nielsen, soni har indspillet sonaten for Tono, var n,,ære venner af Carl Nielsen, i deres ungdoni hans v,,'il)eii(.Iragere, som derfor har særlil.-le forudsætninger for at genskabe værket i Carl Nielsens ånd. De overværede beg,,e, da Henrik Knudsen og Carl Nielsen første gang gav værket tonende liv, og året efter uropførelsen freniførte (le sonaten sammen ved. en koncert. I flere år har disse to kunstnere levet tilbagetrukket fra det almindelige koncertliv, v,-æsentligst helli-gende sig pædagogisk arbejde

på konservato z,

riet. Men opgaven at indspille sonaten har fristet dem til for en gangs skyld igen at indtage (len udøvende kunstners plads, o-g dermed har (le så at sige overladt dansk niusik et historisk dokurnent. Det er vist ogst""i (let eneste værk, Thorv. Nielsen har indspillet, og selvom lian mæppe lier viser sig på sin lmnsts højde - han har jo i lam~, tid niåttet Lade violinspillet ligge lielt stille på grund af sygdom i arnien -- så føler nian (log en fuldblods musiker bag udførelsen af sonaten, soni måske nok får sin mest karakteristiske understregning af Chr. Chri

n

~~,tiansens vitale og kh-,,irt profilerede klaverspil.

Under optagelsen er desværre den klanglige balance inellein de to instrumenter blevet forrykket niere, end godt er. f sp.

CARI, NIELSEN: »Jeg bær,-r Piet] smil

inin byrde« og »Underlige aften

lufte«. - PREBE, N TORNTOFT (san11),

ESTHER VAGNING (klaver). - PI-11

LIPS P 155014 11.

Det »præg af (let tilsyneladende velkendte«, son-i Carl Nielsens folkelige sange har, er tydeligst,

t, 11

når de synges af en ren ])arne-

~;ternille. Den niusikalske Preben

Torntoft har netop den eiifold i

~;in klare, l- -, -o--t, der er i pagt

y ' e i "", -

med disse sange, »Jeg bærer

i-ned smil min byrde« o- »Un-

derlige, aftenlufte«, som liaii syn-

ger enkelt og alligevel udtryks-

fuldt. Med »underlige aflenlufte«

er vi lidt inde på romancens

område, hvor stemmekarakte-

rens forhold til teksten ikke

spiller nogen uvæsentlig rolle;

derfor vil nok nogle foretrække

den sunget af en romancesanger,

selvom Preben Torntoft virkelig

gør den smukt. fsp-

H. C. LUMBYE: Koncer Ipolka for lo violiner, Dronning Louise vals. - Odense Byorkestei-, dir.

LIUS LUNDQVIST. - Colunibia DDX 38.

Ifjor debuterede Århus Byorkester på grammofonplade, og nu er turen naturligt kommet til Odense, hvor Martellius, Lundqvist energisk har videreført arbejdet med det unge ensemble. Det meget perfekte orkesterarbejde i gengivelsen af Lumbyes »Dronning Louise vals« kan også kun vække glæde hos diskophilen, og koncertmestrene Verner Allingham o.,. Erik Spilleinose's udførelse af »Koncertpolkaen« er overordentlig dygtig, oniend det hurtige tempo ta

t"",

ger lidt af Tivolicharmen. v.

Finn Viderø har for Haydn-selskabet i Amerika indspillet LPplader med orgelinusik af Bach, J. G. Walther ot. Georg Bblim og

Z,,

samnien med Paul Birkelund tre fløjtesonater af Bach med obligat cenibalo. H.,,in har yderligere fået overdraget iiids ilningen af

-I p

en rælcke Bach-værker for orgel, ceinbalo og klavikord, således bl.a. iiiveiitionerne, Orgelbfichleiii, flere i)r,,,,clu(lier og fugaer M. ln.

Benjamin Britten ventes til Kobenh.avn i mæste måiicd for sammen med Købeiffiavns drengekor og Statsradiofoiiiens synifoniorkester at iiidsj)ille egne værker for DECCA.