Carl Nielsen-fester

Carl Nielsen-fester

Kritikeren

Hvorfor? Det kan måske synes mærkeligt at stille spørgsmålet, men jeg tror, det er nødvendigt at søge det besvaret, inden man går videre. Har man først gjort sig formålet klart, er det lettere at undgå fejltagelserne. Altså: Hvorfor afholde Carl Nielsen-fester? Er de en indre nødvendighed? Eller skal de betragtes blot som et led i en dansk kulturpropaganda, vendt mod udlandet? Personlig tror jeg både/og, men er tilbøjelig til at lægge hovedvægten på den indre nødvendighed, således forstået: Vi bør gøre det for vor egen skyld med det formål at tilstræbe en bedre balance i vort folkelige liv. Den fremherskende materialisme kan kun modvirkes gennem oplysning og åndeliu manifestationer. Enhver fuldgyldig præsentation af et stort kunstværk. er en manifestation af ånd; Carl Nielsen er den danske musiks største personlighed, hans virke er afsluttet, hans værk fremtræder som en helhed; vi kan ikke finde nogen fastere, nogen bærekraftigere støttepille at bygge en åndens fest op omkring. - Forudsat, naturligvis, at denne støttepille skal være af dansk tilvirkning, for det kunne vel tænkes, at festens muligheder var endnu større, grundlaget endnu bredere, om man stillede en klassiker i midtpunktet. Men her må vi gøre os tre ting klart: For det første, at vi som danske har særligt gode betingelser for at opføre Carl Nielsen; for det andet, at en åndelig manifestation i Danmark får større slagkraft, om den bygger på dansk kunst; for det tredje, at der ligger en særlig mission i at skabe festen omkring en nutidig komponist. Og så kunne man endda som endnu et led i argumentet hertil føje, at vi med Carl Nielsen-festerne afbetaler lidt af den taknemmelighedsgæld, hvori en nation altid står til de store kunstnere, som har spejlet dens sind og medvirket til at give folket bevidsthed om dets egenart.

Vi skal altså efter min mening afholde Carl Nielsen-fester, fordi vi har brug for dem. Det er det første og det vigtigste. Men den stedfundne fest har vist, at Carl Nielsens musik også har bud til andre end hjemmefødingene. Alle høfligheder fra indbudte gæster fradraget, så gav den ikkedanske presse efter festen en så overbevisende genlyd, at vi ikke kan være i tvivl herom. Hertil bør skyldigt hensyn tages. Ikke for at pleje vor nationale forfængelighed (den er stor nok i forvejen), men atter af hensyn til Carl Nielsen, atter af hensyn til vor gæld til ham. Han har efterladt os det bedste af sig selv, det står til os at forvalte det. Derfor skal vi også ved kommende Carl Nielsen-fester tænke på de ikke-danske venner af hans kunst.

Hvordan? Jeg ved meget vel, at en udtømmende besvarelse af spørgsmålet »Hvordan bør en Carl Nielsen-fest være« ligger uden for mine muligheder, og jeg vil gerne på dette sted understrege, at alt det sagte er subjektivt farvede bemærkninger fra en kritisk, men taknemmelig tilhører, hvis betragtninger har sit udspring i de glæder, den første Carl Nielsen-fest bragte ham. Havde denne fests initiativtagere og organisationskomité ikke ved deres dristighed og omtanke nået til at overbevise mig om muligheden for at gennemføre et sådant forehavende, ville disse linier slet ikke være blevet skrevet.

Det er vel rimeligt at begynde med at påpege festens farer. Den første er iøjnefaldende og ligger i, at overfodring med et kendt stof kan hidføre overmæthed. Det usædvanlige ved musikfester i forhold til vor musikalske hverdag er jo opførelsestætheden. En række musikværker, hvis opførelse normalt ville være fordelt over flere sæsoner, præsenteres her teet sammenpressede i løbet af få dage. Det bør kraftigt fremhæves, at denne usædvanlige kvantitet bør modsvares af en tilsvarende kvalitet i udførelsen. Det er af største vigtighed, at valget af udførende kunstnere fremgår af nøje overvejelser med hensyn til egnetheden over for den forud fastlagte opgave. (Det omvendte: At præsentere et værk for den udførende kunstners skyld, er i denne sammenhæng en meningsløshed). I anden række må også opførelseslokaliteterne tages i betragtning. En fest kræver festlige omgivelser; rum, hvori musiken ikke kan komme til fuld klanglig udfoldelse, er ikke festlige rum. I Frederiksbergs Rådhushal og i Tivolis Koncertsal dræbte rummet festen.

Også i programudvalget lurer visse faremomenter. Biting, værker der har karakter af programfyld, bør undgås. Og uddrag af værker er også et højst problematisk foretagende. Tivoli-koncertens »Mascarade«-udtog var således en misforståelse, fordi det rev musiken ud af sin rette sammenhæng. For tilhørere, der ikke ud fra forudgående kendskab til værket kunne etablere en plausibel sammenhæng, blev det ikke nogen oplevelse. (Mine engelske venner var direkte konsternerede: Kan Carl Nielsen være så vulgær?). Men også de fem stykker af musiken til «Aladdin« var ilde anbragt, idet deres 'orientalisme' kom til at stå som et tomt postulat. Det er jo scenemusik, illustrationsmusik til ledsagelse af dans og store optog, og som sådan virker den jo prægtig. Hvorfor så ikke genoplive denne sammenhæng med scenen? Naturligvis kan vi ikke opføre hele Oehlenschlægers. »Aladdin« til dette formål, og vi ville også gøre de udenlandske gæster en dårlig tjeneste hermed. Men fordi balletten »Asra« for en snes år siden mislykkedes, vistnok især på grund af en lidet egnet koreografi, så betyder det dog ikke, at den grundlæggende idé - at skabe en passende ramme omkring opførelser af »Aladdin«-musiken - må forkastes. Idéen havde iøvrigt Carl Nielsens godkendelse, og der foreligger et partitur, hvori Emil Telmanyi har bearbejdet musiken med balletopførelse for øje. Var det ikke umagen værd at tage tanken om at lave en ballet over »Aladdin«-musiken. (der jo er meget rigere end de orkesterstykker, vi kender fra suiten) op til fornyet overvejelse? Det kunne blive en morsom nyhed til den næste Carl Nielsen-fest.

Og her er vi så ved endnu et faremoment, nemlig det der rummes i gentagelsen. Carl Nielsens produktion er jo ikke så stor, at gentagelser kan undgås, om festerne skal fortsættes og blive til en regelmæssigt tilbagevendende begivenhed. På orkesterkoncerterne er symfonierne og instrumentalkoncerterne de naturlige hovednumre, men der er kun henholdsvis seks og tre af dem. Kun symfonierne 4 og 6 samt klarinetkoncerten vil betyde 'nyheder' på næste fest. Det er allerede småt! - Men hvad så! Skal vi nøjes med at konstaterer, at materialet er for lille til at tillade festerne at blive en institution? Efter min mening: Nej; vi skal blot se Carl Nielsen i en større sammenhæng.

Carl Nielsen er ikke alene komponisten til så og så mange skønne, storslåede og dristige værker, han er også et samlende midtpunkt i dansk musik. Hos ham løber visse af romantikens tråde (Hartmann, Horneman, Svendsen) sammen; de knyttes påny i hans personlige mønster (1. symfoni) og isprænges under hans udvikling et nyt islæt (de modne storværker) for til, sidst atter at sprænges fra hinanden, så de løse ender af rendegarnet hænger frit i luften (6. symfoni). Og der ville de efter hans ubetimelige død være blevet hængende, om ikke en ny generation (Koppel, Holmboe, Bentzon) havde taget fat i dem og givet sig i lag med at væve videre på mønsteret. - Det ville være en værdig opgave for kommende Carl Nielsens-fester at brede dette væv ud for os og vise os de skiftende og dog beslægtede mønstre. Det ville også være i Carl Nielsens ånd: »Livets Ret er stærkere end den højeste Kunst ' og selv om vi nåede til Enighed om, at nu var det bedste og skønneste nået, vilde Mennneskene, der tørster mere efter Liv og Oplevelse end efter det fuldkomne, tilsidst råbe i Kor: giv os noget andet, giv os noget nyt, ja, giv os i Himlens Navn hellere det slette og lad os føle, at vi lever, i Stedet for bestandig at gå rundt i dådløs Beundring for det engang vedtagne.«

Således bør kommende Carl Nielsen-fester da være: Hans bedste musik i centrum som det samlende midtpunkt, flankeret af på den ene side de bedste værker af hans ungdoms læremestre og på den anden side de bedste værker af hans åndelige efterkommere, alt i udførelse af kunstnere, der har vist deres hengivenhed for opgaverne og deres evne til at bringe deres indhold for dagen på den bedst tænkelige måde. Så bliver der fest!

Jürgen Balzer.

Det kongelige Teater

Det var Det kgl. Teater en glæde at deltage i Carl Nielsen-festivalen med genoptagelsen af operaen »Saul og David«. Denne glæde forøgedes yderligere ved det faktum, at ugens internationale gæster viste forestillingen megen interesse, og i stort antal overværede begge ugens opførelser, ligesom man i udlandets presse har mødt mange rosende ord om Carl Nielsens værk. Jeg for min part mener også, at man kan takke Carl Nielsenfestivalen for den øgede interesse for forestillingen, som de senere opførelser klart har givet udtryk for, og som operaen til fulde fortjener. Det lader sig næppe skjule, at »Saul og David« - som en række af Carl Nielsens ypperlige værker iøvrigt - i hvert fald tidligere har beredt visse tilegnelsesvanskeligheder for det store publikum; men jeg tror, at den senere tids fremstød for kendskabet til og forståelsen af hans musik og nu sidst Carl Nielsen- festivalen har været af overordentlig stor betydning.

Carl Nielsens anden, og meget folkekære opera »Maskarade« har gennem en lang årrække hørt til Det kgl. Teaters faste operarepertoire. Men man har ment ganske midlertidigt at måtte lade den hvile til fordel for den oprindelige »Maskarade« - Holbergs komedie, som ikke har været opført siden 1916, og som i år genoptages i nyiscenesættelse på 200 års-dagen for Holbergs død.

Blandt Carl Nielsens øvrige arbejder må for et teaters vedkommende interessen samle sig om scenemusiken til »Moderen« og »Aladdin«. For »Moderen«s vedkommende gælder jo imidlertid det faktum ' at Helge Rode's skuespil er så aktuelt knyttet til begivenhederne forud for og omkring genforeningen 1920, at en opførelse i dag kun vil have historisk interesse. Siden 1919 har Carl Nielsens »Aladdin« musik været anvendt ved teatrets opførelser af dette skuespil. Med den fest og glans disse toner har givet opførelserne, nærer jeg ikke tvivl om, at denne dejlige musik vil blive anvendt også ved fremtidige Aladdin-opførelser.

H. A. Brøndsted.

Konservatoriet

Berettigelsen af Carl-Nielsen-Festivalen synes jeg blev bekræftet ved den store Tilslutning til Koncerterne og deres vellykkede Forløb, og Spørgsmålet er nu om en Gentagelse af denne vil være ønskelig. Kan Programmerne for mulige fremtidige Carl Nielsen-Koncerter formes sådan, at Hovedvægten lægges paa Carl Nielsens Musik, men at der tillige kan anbringes Værker af nutidige Komponister, som naturligt kan placeres indenfor Koncerternes Rammer, finder jeg at man bør fortsætte disse. Opførelsen af Værker der er komponeret for Carl Nielsens Tidsperiode, tror jeg ikke vil være tjenlige for Formaalet, da Carl Nielsens Musik ikke tilslutter sigt den senromantiske Musik.

Det vil sikkert være af stor Interesse at høre Carl Nielsens Musik fremført ogsaa af udenlandske Kunstnere. Er det derfor muligt i Fremtiden at kunne formaa saadanne til at medvirke ved Koncerterne, mener jeg at man absolut skal stræbe efter at virkeliggøre denne Tanke.

Chr. Christiansen.

Statsradiofonien

Hvis man betragter tilslutning fra publikum og interesse hos udlandets presse som kriterier for succes, var Carl Nielsen-festivalen ganske givet vellykket. Man har lov til at fastslå, at det initiativ, der blev taget, byggede på den realitet, at ikke alene tiden var moden, men at tidspunktet var inde til at afholde en Carl Nielsen-festival. Så meget står fast. Om detaljer i festival'en burde være anderledes, om andre værker burde være fremført, derom kan man strides. Hovedsagen var, at den interesse for Carl Nielsens kunst, som har været i stadig vækst i de senere år, og som blev tilspidset gennem Radiosymfoniorkestrets flittige fremførelse af mesterens værker på Amerikaturnéen, gav sig udslag i en festival, og at det skete nu.

For to år siden var det ikke almindeligt, at udenlandske kunstnere af den mere betydelige størrelsesorden, som besøgte radioen, interesserede sig for eller blot kendte Carl Nielsen af andet end navn. Det er ikke overdrevet at sige, at i dag er det normalt, at man beder om at fa lejlighed til at høre Carl Nielsen-plader, at man efter mulighed indkøber plader for at tage dem med hjem og studere dem grundigere, at man udtaler sig med stor begejstring over denne musik, som vi andre i årtier har elsket mere end så meget af det, der gælder for guld ude i verden, og at man forbløffer sig over, at den hidtil ikke har fundet større udbredelse, end tilfældet er. Denne tendens var ganske vist tydelig allerede inden festival'en, men er intensiveret siden. - At tro, at den i løbet af nul komma fem vil give sig udslag i, at alverdens dirigenter sætter sig til at studere Carl Nielsens symfonier, og at antallet af opførelser i udlandet vil vokse med svimlende fart, er naturligvis naivt. Derfor er det helt berettiget af «Dansk Musiktidsskrift« at gøre opmærksom. på, at målet - kendskabet til og dyrkelsen af Carl Nielsens musik som et normalt og regelmæssigt træk i det store udlands musikliv - langtfra er nået, og at spørge: hvad nu?

Hvad »man« har tænkt sig at gøre ved spørersmålet i fremtiden kan jeg af gode grunde ikke have nogen mening om. Der er mig bekendt endnu ikke indledet drøftelser på bred basis inden for musiklivet vedrørende Carl Nielsen- propagandaens fremtid, og komitéen til afholdelse af den vel overståede festival var jo netop kun nedsat med dette formål for øje og har ingen aftaler om heller ingen kompetence til - at betragte sig .som en permanent institution til varetagelse af formålet. Noget andet er, at jeg er en varm tilhænger af, at et sådant organ etableres. Hvis en række mennesker, som på bred basis repræsenterer dansk musikliv, i fællesskab påtager sig ansvaret for, at der bygges videre på de gennern festival'en indvundne resultater, sørger for, at udenlandske koncertinstitutioner og radioer holdes varme, at den udenlandske presse informeres, overvejer mulighederne for eventuel inkorpering af Carl Nielsen-værker i danske eller udenlandske festivals af forskellig art, og sidst, men ikke mindst, ud fra en kølig realitetsvurdering (parret med en varm kærlighed til stoffet, som er en selvfølgelig forudsætning) placerer den næste Carl Nielsen-festival, hverken for tidligt eller for sent - da, og kun da, er efter min ringe mening betingelserne til stede, for at dette spørgsmål kan blive behandlet på forsvarlig måde. - Og til et sådant organ bør musikpressen - ofte - rette spørgsmålet: Hvad så?

Vagn. Kappel.

Universitetet

Carl Nielsen-Ugen var i sin Oprindelse tænkt i første Række som en Manifestation udadtil, over for Udlandet. Det var dens Formaal at styrke og udbygge den Interesse, der endelig var blevet vakt for Carl Nielsens Musik uden for Skandinaviens Grænser, og først og fremmest i de angelsaksiske Lande. I hvilket Omfang dette Formaal er blevet opfyldt, kan ingen sige med fuld Sikkerhed, men der er Grund til at tro, at det blev det, saavidt man med Rimelighed kunde vente. Takket være et værdifuldt Inititativ fra Udenrigsministeriet kunde et Antal udenlandske Musikkritikere indbydes til at overvære Festugen, og ingen, som kom i Berøring med disse særlig kyndige Festdeltagere, har vist undgaaet at mærke, at det ogsaa for dem stod som en berettiget og naturlig Ting at slaa til Lyd for Carl Nielsens Musik gennem et saa omfattende Arrangement. Bærekraften i hans Kunst blev bekræftet paa bredere Basis end nogensinde før.

Men ved Siden af den udadgaaende Virkning fik Carl Nielsen-Ugen ogsaa en ganske mærkbar Virkning indadtil, for det hjemlige Koncertpublikum. Baade for den, der fulgte alle Koncerterne, og for dem, der maatte nøjes med enkelte Koncerter eller Transmissioner, var der Lejlighed til at faa et stærkt Indtryk af Helheden i en stor Komponists Værk (noget saare, sjældent, i denne Sildesalat-Programmernes Renæssancetid!), og at høre en Række Opførelser af en Kvalitet ud over dagligt Maal. Det var fra Komitéens Side tilstræbt, at baade endnu virkende Musikere af den Generation, der bar Carl Nielsens Kunst frem i hans egen Tid, og yngre Musikere, som ikke havde haft den direkte Kontakt med Carl Nielsen selv, skulde deltage i Fremførelsen af hans Værker, og det forekom mig at være et af de interessanteste Træk ved Carl Nielsen-Ugen, at man fik Lejlighed til at jævnføre de ret forskellige Opfattelser, der her gjorde sig gældende. Ingen kan ønske skabt en kunstigt vedligeholdt, snæver »Carl Nielsen-Tradition«. Alligevel kunde man godt gribe sig i at synes, at der over visse Fremførelser, uanset ubestridelig teknisk Brillans, kunde være noget, der syntes stærkere præget af vor Tids Sans for ydre Effektivitet end af Carl Nielsens (forhistoriske) Bekendelse til indre Liv.

I vor propaganda-, reklame og turisthærgede Tidsalder er det vel uundgaaeligt, at der efter en vel gennemført Fest af denne Art rejser sig Spørgsmaalet: kan vi udnytte dette til fortsat og videre udbygget Propaganda? Paa en Maade er det jo Synd. For en del af Charmen ved denne Festuge bestod netop i, at den egentlig var saa lidt »organiseret«. Den blev muliggjort først og fremmest derved, at det for alle, som paa en eller anden Maade havde at gore med dens Gennemførelse, stod som en ganske naturlig Ting, at der skulde slaas et Slag for Carl Nielsen nu. Hvis der skal blive Tale om en Genfiagelse, vil jeg for mit Vedkommende have Lov at haabe, at det igen kan blive saadan, at det først og fremmest bliver SPørgsmaalet om at tjene Carl Nielsen's Kunst, der stilles i Forgrunden, og ikke saa meget Hensynet til skandinaviske Musik- og Turist-Festivals, hvor nyttige og velmotiverede de end kan være. Dernæst mener jeg dog ikke, at Programmerne ved en eventuel senere Fest bør bestaa udelukkende af Carl Nielsens Værker. De bør naturligvis staa i Centrum, men det er indlysende, at man med fuld Ret, og sikkert med Fordel, kunde inddrage baade udvalgte ældre danske Værker og (navnlig) nyere Musik af ubestridelig Kvalitet i en saadan Festuge. Det vilde give Afveksling og kun faa Carl Nielsens Særpræg til at fremstaa endnu klarere.

Jens Peter Larsen.

Koncertdirektionen

Idéen om en festival har eksisteret i flere år, men efter at den havde hvilet i den mellemliggende tid, opstod idéen igen 3/4 år, før den skulle blive en realitet, og en komité blev nedsat af personer indenfor dansk musikliv - en komité, der arbejdede uden erfaringer for, hvorledes sådan en festival skulle sættes op i internationalt plan, og uden store pengemidler. Mange idéer blev fremsat, hvoraf flere heldigvis viste sig velegnede til gennemførelse. Et beløb på 10.000 kr. blev samlet ind, samtidig med at flere institutioner stillede garantier til rådighed, som imidlertid ikke er blevet benyttet. (I Amsterdam og Edinburgh arrangerer man ikke en festival under 125.000 kr. - og komitéen havde 10.000 kr. at starte med).

Derfor kunne en Carl Nielsen-festival heller ikke være gennemført, hvis ikke Turistforeningen havde trykt plakater, der blev udsendt til det meste af verden, hvis ikke Det kgl. Kapel og Radiosymfoniorkestret samt alle solisterne havde vist en så uegennyttig interesse for sagen, at de medvirkede uden honorar. Offentlige institutioner stillede lokaler gratis til rådighed og arrangerede udstillinger i forbindelse med festivalen. Såvel den danske som den udenlandske presse var fra begyndelsen positivt indstillet overfor idéen. Stor betydning havde det også, at Udenrigsministeriets pressetjeneste inviterede 9 udenlandskepressefolk til København.

Således kan det lade sig gøre at arrangere festival første gang, men en gentagelse under samme betingelser vil ikke være mulig, da man bl. a. absolut ikke igen kan anmode kunstnerne om at medvirke vederlagsfrit, og det vil derfor være nødvendigt, at staten yder et større tilskud.

For også at skabe fornyet interesse om en festival må der komme nye momenter frem, og medlemmer af komitéen har derfor ment, at man skulle henlægge den næste Carl Nielsen-festival til Odense og lade den foregå om to år, hvor Carl Nielsen ville være fyldt 90. I forbindelse hermed opstår imidlertid et praktisk spørgsmål: Kan Odense huse et stort, internationalt forvænt publikum, der på den tid rejser fra den ene festival til den anden? Turistforeningen i Odense mener, at man vil kunne huse 1000 gæster.

Et andet spørgsmål er, hvilke værker der skal opføres. Man bør absolut ikke gentage de værker, der blev opført på denne festival, og derfor vil naturligvis af større værker 4. og 6. symfoni samt klarinetkoncerten komme i betragtning. På grund af det begrænsede udvalg ville det derfor være en fordel, om man tilføjede festivalen værker af nulevende danske komponister; blot må man være uhyre forsigtig ved udvælgelsen og kun medtage værker, der har bevist deres levedygtighed bl. a. ved opførelser i udlandet.

Diskussionerne om en ny Carl Nielsen-festival går livligt, men der vil kun være basis for at skabe den, så fremt man modtager et større tilskud fra stat og kommune.

Hanne Wilhelm Hansen.