Erindringer fra 50 års koncertvirksomhed

Erindringer fra 50 ars koncertvirksomhed

Af H. CHR. JENSEN

Når redaktionen af »Dansk Musiktidsskrift« - i anledning af et beskedent arbejde i musikens tjeneste gennem 50 år - har bedt mig om en artikel, så vil denne i forhold til det musikstof, der ellers finder omtale i bladet, for mange sikkert forekomme ret betydningsløst, da det kun bliver en ganske jævn og nøgtern skildring af visse forhold, begivenheder og oplevelser.

For den, der som jeg er opvokset ved landbruget, nærmere betegnet »Korsemosegaard« ved Borup station i Midtsjælland, var det nærmest på den tid en tradition at fortsætte ved dette; men landbrugsarbejde var mig en sand plage, og en skønne dag før eller senere måtte der tages en beslutning. Jeg havde da også forskellige planer, men det blev først i 20 års alderen jeg brød med alle fordomme. Jeg havde spillet lidt violin for fornøjelse, og musik havde min store interesse; men jeg skal ikke påstå, at det var med begejstring man hjemme så hen til min beslutning, hvilket forsåvidt var ganske forståeligt. Kendskabet til musik nåede ikke længere end til dansemusiken ved gilderne omkring på gårdene, og for dens primitive udøvere måtte det mildest talt betegnes som et forsumpet håndvæk at være spillemand og ikke just en livsgerning at stile efter. Kampen mod modstanden foranledigede, at jeg, hjemkommen efter et kort ophold i København, i en periode cyklede de 14 mil (100 km) ind til hovedstaden to gange om ugen og tog undervisning. Denne utæmmelige energi har aldrig ladet sig svække siden, og er til tider vanskelig at holde styr på. Efter at være kommet godt i gang med undervisningen aftjente jeg i 1902 min værnepligt i hovedstaden og benyttede dette ophold i byen til at høre så megen orkestermusik som muligt; naturligvis var det først og fremmest Tivolis nye koncersal med Joachim Andersen som kapelmester, det gjaldt. Det var som en eventyrverden, der her åbnede sig for mig og gav mit sind nye impulser.

Lige fra øjeblik jeg bestemte mig for at dyrke musik, stod det mig klart, at det ikke ville være nogen livsopgave at gå den traditionelle vej; jeg ville forsøge at skabe interesse ude omkring i befolkningen for andet og mere, end det man var vant til; men skulle et sådant problem, kunne løses, måtte det ske ved selv at gå i spidsen, d. v. s. arrangere offentlige koncerter for egen regning, og så måske efterhånden få saådanne musikaftener ledet ind i foreningslivet. For at tjene lidt til min undervisning og de stadige ture til København, måtte jeg bide i det sure æble og spille ved gilder og hvad der ellers forefaldt. Disse gilder kunne beskrives med et helt kapitel for sig, da de giver et stykke folkelivsbillede. Omkring århundredskiftet og tiden derefter kom de til at foregå under helt andre.former i de nyopførte forsamlingshuse, der rejste sig ved den tid, og som fik en ikke ringe betydning i det kulturelle liv på landet. Inden jeg forlader dette emne, vil jeg nævne blot et enkelt eksempel, der kan karakterisere gilderne i al almindelighed og fastelavnsgilder i særdeleshed. Det 2-dages gilde, jeg her vil omtale, begyndte som sædvanlig kl. 4 om eftermiddagen. Der blev ved en sådan fest spist tre gange, mest sulemad, og drukket godt både til maden og mellemmåltiderne. Vi var den første dag to violiner, medens jeg anden dagen skulle spille alene. Da klokken blev 5 om morgenen, og man stadig dansede, spurgte jeg en af deltagerne, om man ikke snart kunne tænke sig at holde op, hvortil han svarede: jo vi plejer da at slutte lidt tidligere den første dag, så det er nok snart ved at være forbi. Da jeg anden dags morgen kørte hjem fra festen, var jeg lidt i tvivl om at fortsætte med musik under de vilkår. Det samme har min partner fra første dagen også tænkt, for han er nu storfabrikant og savværksejer ved Borup st.

I sæsonen 1902-03 startede jeg så med offentlige koncerter. De første forsøg blev gjort med orkestermusik alene, men det varede ikke længe før denne blev suppleret af kunstnerisk medvirken, sang eller oplæsning. Denne alsidighed i mine koncertprogrammer vakte større interesse end der ellers var at vente. Efterhånden knyttede jeg forbindelse med en lang række store navne indenfor kunstens verden, og dette på et så tidligt tidspunkt i min virksomhed, at det fik stor betydning fremover i den offentlige bedømmelse af disse koncerters kvalitet, ikke mindst på grund af den tids snobberi indenfor musiklivet, der var langt mere fremherskende end nu, - fordomme der måtte tages i betragtning som en realitet.

Den første instrumentale solist af kvalitet var den for nylig afdøde violinist Marius Hansen, som kom herud i 1908 og spillede Mendelssohns violinkoncert. Marius H. var på det tidspunkt Tivolis Koncertsals højt skattede koncertmester, et violintalent af rang men ikke nogen stor idealist. Jeg husker min lærer, koncertmester Ludvig Holm, i den forbindelse så træffende sagde: »Ja Marius har det jo desværre sådan, at kunne han tjene mere på at handle med fisk end spille violin, så er der ingen tvivl om, hvad han ville vælge.« Marius H. var solist herude ved to på hinanden følgende aftener, Sorø og Ringsted. Han skulle for begge aftener tilsammen have 100 kr. i honorar + rejsen. Nu skete der det højst mærkelige, at han trak rejseudgifterne fra, således at honoraret blev på 92 kr.!!! Som orkestrets 1. violinister, i tiden derefter, også som solister, skal med oprigtig glæde nævnes den senere kgl. kapelmusicus Georg Mortensen, Jørgen Nielsen der blev domorganist i Aarhus, Walter Sabinsky, Mogens Hansen og Georg Aarskov.

Tiden omkring den første verdenskrig og til hen sidst i tyverne må betegnes soni den bedste koncertperiode i den forløbne del af dette århundrede. I den tid kom der f.eks. mange ind fra landet; det gør der ikke mere. Filmen er blevet den alt overskyggende tillokkelse, - eller andre underholdninger, hvor der er dans bagefter. Koncerterne overses, hvis der ikke er noget helt sensationelt i farvandet. Overfor store navne, der tidligere kunne øve en vis tiltrækning, er man ved radioens stopfodring blevet blaserte indtil ligegyldighed.

Den første koncert med kammersanger Peter Cornelius i Ringsted i 1915 med et Rich. Wagnerprogram var min egentlige første større orkesterkoncert med 33 musici, deraf halvdelen fra Københavns filharmoniske Orkester. Den kostede, såvidt jeg husker, 13-1400 kr. Det var mange penge den gang, - og jeg ejede vel ikke 50 kr. at sætte ind, men jeg havde tillid til Peter Us vældige popularitet og blev heller ikke skuffet, folk strømmede til langsvej fra. Det var i en tid, hvor man endnu kunne trodse alle besværligheder og køre flere mil på hestevogne for at komme ind til større begivenheder i byerne. Et herligt samarbejde var indledt, og blev først afbrudt ved Cornelius' død. Hos ham oll hans smukke frue

Gudrun i deres pragtfulde hjem, villa »Mon port«, i Snekkersten var jeg gennem de mange år en stadig gæst. P. C. var også runden af det sjællandske muld og var i modsæfning til mig interesseret i landbruget og holdt hest. Når vi skulle ind til Helsingør og gøre indkøb, spændte han »Grane« for vognen og vi agede derind. Skønt der kun var 3-4 kilometer at køre, kunne den tur godt tage en lialv dags tid. Som det ægte uforfalskede hjertemenneske han var, havde han venner i hobetal, og der skulle snakkes med mange, undertiden blot om vejr og vind. Overalt hvor han færdedes i det ganske land flokkedes vennerne om ham. I kraft af sin utrolige fysik var P. C. en friluftssanger uden lige. Hvilken feststemning kunne han ikke fremkalde, når han f. eks. var solist ved Den kgl. Livgardes Orkesters årlige koncert i Kongens Have, hvor han ofte sang for omkring 25.000 tilhørere og sang sig ind i alles hjerter.

Blandt de heldigvis mange store aftener - for der har jo også været mange tilsvarende nederlag - kunne jeg nævne mindekoncerten ved hundredåret for Niels W. Gades fødsel den 22. februar 1917 med opførelse af c-moll. symfonien »På Sjølunds fagre sletter«. Ossian-ouverturen og musiken fra »Et folkesagn«, for første gang ved mine koncerter med den prægtige romancesanger Anders Brems som solist. Også Anders Brems var en oplevelse, indenfor dansk romancekunst en af de største vi har ejet. Oprindelig var Anders B. uddannet som clarinettist og nåede også i denne egenskab det ypperste, en kammermusiker af rang. Han er den dag i dag en fremragende og meget søgt sangpædagog.

Dagbladet Politikens over hele Norden så højt ansete musikkritiker Charles Kjerulf, der var en stor elsker af visekunsten, fik oppe i årene den idé at udarbejde et foredrag i denne genre »Gadeviser og glade viser«. Siddende ved flyglet causerende og syngende skabte han af dette fornøjelige emne en formidabel succes. Gennem Peter Cornelius trådte jeg i forbindelse med Ch. K., der kom herud og gav en sådan aften, som straks måtte gentages. Af andre visekunstnere, der har medvirket med mine mere folkelige aftener, skal nævnes den meget talentfulde Ayoe Willumsen (søster til Gilbert Jespersen), Liva Weel, Carl Alstrup og Ella Heiberg. Kgl. kammersangerinde Ellen Beck har jeg haft den lykke at samarbejde med bl.a. ved en Edv. Grieg-koncert og Ebba Wilton var solist ved en række af mine koncerter lige efter sit store gennembrud på operaen. Mest omfattende blev samarbejdet med Fini Henriques; det strakte sig over et tidsrum af 25 år med et meget stort antal koncerter. Da Fini fyldte 70, gav jeg 12 koncerter med opførelse af hans egne kompositioner og med ham selv som solist både på violin og klaver. Hans karakteristiske klaverstykker »Billedbogen« formede sig i hans geniale udførelse så bedårende, som om de blev til af øjeblikkelig inspiration. I en årrække boede Fini om sommeren i Mølle på Kullen, hvor han havde et taffelformet klaver stående, som han selv forsøgte at stemme. Men som han sagde: jo mere jeg stemmer, desto værre bliver det. Mine sommerture til »Mølle« er uforglemmelige. Når jeg havde stemt klaveret, satte han sig til at spille de gamle mestre. Han var helt igennem naturlig og usnobbet i sin bedømmelse af musik. Pludselig kunne han slå over i dansemusik, han elskede f. eks. at spille Chr. Jensens* Amalie Polka.(* 1845-1912, dirigent og danse komponist i København. (Red.) ) »Er den ikke storartet«, kunne han udbryde i den varmeste begejstring. Således sad vi den halve nat, og mellem musiken fortalte han historier.

Blandt de store kunstnere må også nævnes den fortryllende Birgit Engell, der kom hjem fra mange års virksomhed i udlandet med et verdensnavn, og bl. a. havde været Berliner-operaens fejrede primadonna. Fra et senere besøg hos Mengelberg i Holland hjembragte Birgit Engell Johann Strauss-valsene, der i hendes vidunderlige form og fortolkning blev en strålende succes, uden sidestykke i vort musikliv. Fem Palæ-koncerter lige efter hinanden for udsolgt hus var indledningen. Jeg husker Axel Kjerulfs ord i sin anmeldelse: »I syn og sang selve livsglæden i 3/4 takt«, bedre kan det vist ikke siges. Sagt med Fini's ord har vi aldrig i Danmark ejet en sanger inde med så højt udviklet.sangkunst som Birgit Engell. Og hvilken menneskelig og kunstnerisk vurdering af et beskedent arbejde. For en brøkdel af sit egentlige honorar, ja undertiden for slet ingenting koncerterede B. E. 'med mig i mange sjællandske byer ved en lang, lang række koncerter.

Et bemærkelsesværdigt, violin-besøg havde vi, da den 16-årige Henry Holst for ca. 35 år siden var solist ved en af mine koncerter i Sorø. Som det næsten altid er tilfældet i provinsen, når det ikke er et navn, man på forhånd kender noget til, nytter det ikke med en od forhåndsreklame, man render ikke af den grund til en koncert. Der var meget ringe besøg, og jeg fik derfor som så ofte koncerten gentaget og nu med stor tilslutning. Denne violinens udkårne yndling var en oplevelse. Selv om det ikke var i så stort format, som man kender hos den senere Henry Holst, så åbenbarede hans violinspil den gang en uberørt naturlig skønhed og charme af fortryllende virkning. En begejstret journalist fortalte i sin anmeldelse historien om spillemanden, der kom til kongens gård og spillede alle fra vid og sans.

Omkring 1918 havde vi besøg af selveste Lauritz Melchior, der sammen med Holger Hansen fra Det kgl. Teater sang »Gluntarne« med stor succes. Da Melchior sidst var i Danmark, skrev jeg til ham og erindrede han om gamle dage. Jeg fik et smukt brev, men tiden var så begrænset, at han ikke kunne nå at komme til Ringsted.

Mange andre navne kunne og burde jeg nævne, fordi de så uegennyttigt har støttet mit arbejde, men det ville føre for vidt.

Det private initiativ, der også på de offentlige koncerters område forskyder sig, fordi man her og der og allevegne råber på store tilskud for i det hele taget at kunne gennemføre noget, bør trods alt stadig holdes levende. Den lykkefølelse der gennemstrømmer én, når en koncertaften i alle måder har været vellykket, tror jeg ikke kan opleves så intenst, når det i forvejen skal regnes ud, hvor meget der nu kan tjenes. Heller ikke her må der savnes idealisme. De store skuffelser og besværligheder er kun til for at overvindes; derved når man ind til kernen i selve livsværket.