Grammofon

Grammofon

Vivaldi-fund

Engang var venetianeren Vivaldi's navn praktisk talt kun kendt klods op af en bindestreg til navnet Bach. Johann Sebastian gik aldrig galt i byen, når han trængte til nye impulser, - han vidste, hvåd han gjorde, hver gang han for eksempel lånte en violinkoncert af Vivaldi ou lavede en klaverkoncert af den. Han gjorde det vistnok seksten gange. Siden er det med al ønskelig tydelighed gået op for den musikalske verden, at Thomaskantorens italienske fødselshjælper også står aldeles fremragende på egne ben.

En del af Vivaldis værker lå ganske vist gemte og. glemte i over 200 år, specielt hans operaer, oratorier og kantater ' men i den seneste tid er de praktisk talt blevet gravet frem bunkevis. Ifølge de seneste opgørelser har man indtil i dag bl.a. fundet 409 instrumentalværker af Vivaldi, 54 kirkelige korværker og 46 operaer.

Man ved stadigvæk ikke så forfærdeli,5- meet om Giovanni Battista Vivaldi, men han døde omkring 1740 og blev vist 63 år gammel. Han nævnes først og fremmest sonn inanden, (ler gav violinkoncerten og eoncerto grossoen en virkelig levedygtig forni. Til en start var lian præst, og lian holdt først op med at messe, da en hårdnakket astma gjorde (let urnuligt for ham. Så grel) lian for alvor violinen og nodepennen. Han var sy, og svag hele sit liv, men det kan man jo netop ikke inærke på hans værker. De har solens glød og stråleglans over sig, ---- deres melodiske linie er både varm og vital, (let er indtagende, liflig rnusik, -- rytmisk levende og præeis i sit udtryk. Det er ikke s.,,-ert, at både Locatelli, Bach, Händel. og mange andre ransagede Vivaldis værker så 'grundigt, at de til tider fik eet og audet med hjenn under neglene.

Vivaldi selv holdt af at omtale si-, slet og ret som en »venetiansk. inusiker«. Han tourne-rede flittigt som violinist, og desuden var »den røde præst« i over tredive år violinpædagog o-r korleder ved Seminario dell' Ospedale della Pieta, 'en stiftelse for unge piger i Venedig. Han var også violinist ved San Marco, den pragtfulde venetianske kirke med de mange korlofter og de to orgler, hvor Giovanni Gabrieli et århundrede før Vivaldi begyndte at fremføre sine banebrydende polychorale værker. Her har Vivaldi oplevet skønne antifonale værker, fremført af alternerende dobbeltkor og -orkestre på de mange balkoner. Her og i sit arbejde med pigestemmerne på stiftelsen har Vivaldi hentet impulser og skolet sig til at skrive de.vokalværker, som nu drages frem af det støv, de hurtigt skjultes i efter. Vivaldis død.

Som sagt gør specielt tyske musikere i øjeblikket et stort arbejde for at få Vivaldis vokalværker frem, og solide folk i det amerikanske musikliv søger særlig flittigt at drage nytte af tyskernes indsats. Den amerikanske kritiker og komponist Virgil Thomson skrev for kort tid siden en begejstret anmeldelse af Vivaldis opera om Juditli og Holofernes og sluttede med føhænde salut: »Evviva Vivaldi! And let's have more of hini«. Det verdensornspændende grammofonpladeselskab VOX har fulgt situationen særlig vågent op bl. a. ved at udsende en tysk indspilning af Vivaldis oratorium »Beatus vir«, skrevet for vokalsoli, dobbelt-kor, to oboer, dobbelt-strygeorkester og orgel. Indspilningen skyldes musikakademiets kammerkor og Pro Musica-orkestret i Stuttgart under ledelse af Hans - Griselikat. Sopranerne Frederike Sailer og Liselotte Kiefer, tenoren. Her~ bert Graf og basserne ~Bruno Mueller og 'Hermann Werder~ mann er solister.

»Beatus vir« er utvivlsomt skrevet til en aftensangs-gudstjeneste i San Marco. Teksten er Davids salme 112 ' delt op i otte satser. Efter dem krones værket åndeligt og musikalsk af en afsluttende Gloria-sats »Ære være Faderen, Sønnen og den Helligånd«. Salmens indledende vers »Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud«, går igen efter næsten hver eneste sats i en skønt klingende kor-ritornel. Strengt taget kan man vist ikke kalde værket for et oratorium. Værket har ingen »roller«, og musikken til salmens vers er vekselvis udsat for kor og soli, kor alene og soli. Selvom sats,~,rne indbyrdes danner stærke kontraster og selvom .solo-indslagene er ladet som arier af dramatisk nerve, så er »Beatus Vir« vist ikke så direkte dramatisk disponeret som operaens ofte helligedetvillingesøster oratoriet bør være, hvis det skal tage sig umiskendeligt ud. Men det kan nu være så underordnet, om »Beatus Vir« hol(ler målene, - - værket er en sandt lise som det er. Hvis den ,slags værker klang tiere til aftensang i danske kirker, så ville der gå et buelys op i kirken - også for folk, der ellers går forbi. Hvis det værk fremføres af musikere, der magter det, så kan manden fra gaden nemlig gå lige til det værk, - eller det kan gå til ham. En davidssalme bestrålet af musikalsk himmellys. Den vil inspirere og gøre rent i sin tilhører, selvom han s . idder på en smal bænk, - hvadenten han lytter sig til nodebilleder eller søger at ta hele værket. ind. Dette værk er den renest. tænkelige musikalske vitalitet og som sådan føres veerket frem af Hans Grischkat og hans ensembler. De består hovedsagelig af musikere, der med Grischkat på fløjen slår et drabeligt slag for at gøre værket alt andet end så blegsottigt som andre har forsøgt at gøre den tids kirkemusikalske fund. Pladen er simpelthen også et fund. (VOX PL 7140).

U.

BEETHOVEN: Sonatas for cello and piano, op. 5 nr. 1, F-dur, op. 102 nr. 1, C-dur og nr. 2, D-dur. JANOS STARKER (cello) og ABBA BOGIN (piano). - NIXA PLP 561.

Vejen fra continuo- til principalstemme har . været lang for violoncellen. Virtuosernes repertoire er snart talt op ' og her indtager Beethovens 5 cellosonater en særstilling. Alle repræsenterer (le interessante og værdifulde sider af hans kammermusikproduktion, tillige står de tildels som indgangsværker til de tre perioder, som musikhistorikeren traditionelt inddeler hans skabende virksomhed i, idet de fordeler sig med to fra 1796 ' en fra 1808 og de to sidste fra 1815. Beethoven har utvivlsomt interesseret sig levende for det dengang ikke effektivt kortlagte instruments muligheder og benyttet sig af de lejligheder, som samværet med betydelige instrumentalister gav til prøve dets ydeevne; C-dur sonaten af op. 102 er således skrevet under et ophold hos grevinde Erd8dy til Jedlersee, hvor også grev Rasumowskys foretrukne cellist, Linke, befandt sig. Men tillige har hans kompositoriske fantasi også i høj grad udfoldet sig i kombinationen af celloen og klaveret som jævnbyrdige partnere. Fra den udadvendte F-dur sonate af op. 5 og til den indadsøgende D-dur sonate af op. 102 er det formelt meget frie sonateformer, han afbilder sin musikalske stræben i.

Endnu ikke i vor tid er celloen blevet det store trækplaster i koncertsalen. De kunstneriske kvaliteter, som findes i Beethovens cellosonater, vil derfor heller næppe være almindelig kendt, hvorfor den netop importerede Nixa-Lp med 1., 4. og 5. cellosonate må lillses overordentlig velkommen. Det ret nystartede engelske firma udmærker sig måske ikke ved opsigtvækkende tekniske landvindinger, men den ungarnske cellist Janos Starker, som hermed introduceres for det danske musikpublikum, er et overordentlig sympatisk bekendtskab. Hans perfekte venstrehåndsteknik står

med en sjældent. lysende glans,

og han stryger sin dejlige cello

med varmende følsomhed. I sam-

menspillet med den også ganske

unge pianist Abba Bogin præste-

rer han den herligste kammer-

musik, så man må håbe, at de to

manglende sonater, g-moll'en af

op. 5 og først og fremmest A-

dur'en, op. 69, også i hans me-

sterlige fortolkning vil finde

frem til fonopublikation. Kan-

hænde lydrillerne da vil være

mere åbne for hans ,ilt andet

end lukkede tone. V.

BRAHMS: Zigeunerlieder. ELLABELLE DAVIS (sopran), KJELL OLSSON (piano). - PHILIPS A 56500/1 G.

Brahms' »Zigeunerlieder« fra 1887 er baseret på en samling af 25 ungarske folkesange med klaverakkompagnement, som var blevet p Ubliceret i Budapest. Hugo Conrats tyske gengivelse af teksterne fangede komponisten, der selv på sin vis oversatte 15 af melodierne til sangkvartet med pianoledsagelse. 8 af sangene foreligger tillige for en enkelt akkompagneret sangstemme, og det er denne version, Ellabelle Davis sammen med Kjell Olsson har indsunget under sit sidste besøg i København. Teksten til den første lyder omtrent:

Hej, zigeuner, lad dit spil fortælle mig om en falsk og troløs piges elskovsleg. Strengene skal tolke smertensdrømme, til de hede, bitre tårer strømme.

Digtene er iøvrigt. ikke knyttet nærmere sammen (pladesættet heller ikke automatisk koblet!) ; sangene hører vel ikke til Brahms' betydeligste, men det er ligegodt en ørenlyst at lytte til Ellabelle Davis' lyse sopranstemme, hvis skære overtonekompleks grammofonteknikerne har ramt fint, og med undtagelse af sidste pladeside, hvor et par akkorder slår igennem, får Kjell Olssons runde klaverklang lov til at brede sig - der er ikke spillet så * nær til etiketten, skønt alt formelt er ganske i orden. Ellabelle Davis benytter endda den tyske tekst (komponisten har autoriseret en engelsk oversættelse), og hendes sprogbehandling er præget af

en helt germansk omhu. Til gen-

gæld savner man det varmere

zigeunertemperament, men det

er nok lige så meget Bramhs'

skyld. v.

HAYDN: »Kejser-kvartellen« og »Kvint

kvartelien«. - GALIMIR STRINGQUARTET. ---NIXA PLP,504.

1 1930 slog en bror og tre søstre sig sammen og dannede Galimirkvartetten, hvis kunstneriske sejre snart førte den fra Wien rundt til de europæiske hovedstæder. Tilsyneladende uvedkommende politiske nederlag førte senere kvartetten længere og længere vestover, men den østrigske kammerdisciplin har .ensemblet ikke ladt bag sig. I NIXA-optagelsen af Haydns berømte strygekvartetter, op. 76 nr. 2 og 3, kan man også glæde sig over deres musikalsk afbalancerede og artistisk ligevægtige spil, der viser en naturligt

strømmende fornemmelse for

Haydns virtuose stil. Mindre

hengivent klinger de langsomme

satser, både Kejser-hymnen og

kvintkvartettens andante spilles

den anelse for hurtigt, som er

nok til at gøre en karakterfor-

skel. Ensemblets præstationer

har desværre ikke vundet gen-

klang i optagelsen, klangen er

tør og uanfægtet. V.SCHUBERT: »Die schóne Milllerin«

(HMV ALP 1036-37), »Der Doppel-

gånger« og »Am Meer« (HMV DB

21586). - BEETHOVEN: »»An die

ferne Geliebte« (HMV DB 9681-82).

DIETRICH FISCHER-DIESKAU (ba-

ryton), GERALD MOORE (klaver).

Den unge baryton Dietrich Fischer-Dieskaus førsteoptræden i København , i begyndelsen af sæsonen beredte det danske publikum en af de f å virkelig store musikoplevelser. Man stod her overfor den fødte lieder

,sanger, der - begavet med en .skønt klingende, egal og smidig røst - med hver strofe sluttede ord og toner sammen i sin intense oplevelse af kunstværker, som i hans gengivelser blev levende udtryksfulde helheder.

Han præsenterede sig denne, aften med et udvalg af Heinelieder fra »Schwanengesang«, bl. a. også de to - »Der Doppelgænger« og »Ani Meer«, som her findes optaget af HMV, og man føler ved overhøringen på ny, hvor stærkt. liver tekst gennemleves i toner. Fælles for alle optagelserne, især de -to nævnte og Beethovens »An die ferne Geliebte«, er det indtryk inan får af Fischer-Dieskaus enestående evne til at opbygge et digt musikalsk. Han sparer på de vokale midler for så med gribende effekt at koncentrere (let dynamiske udtryk i digtets klimaks. Der ligger naturligvis cii lysende intelligent disposition til grund for Fischer-Dieskaus kunstneriske udfoldelse, nien han er ikke nogen koldt beregnende artist; dertil er han følelsesmæssigt for dybt engageret i den kunst, han tjener med sit rige, oprigtige sangersind.

Fischer-Dieskau er en gudbenådet udtrykskunstner, der er stor og størst, når han tolker lieder med det stærkeste dramatiske tekstindhold.Han kan give sig fuldstændigt hen i det dramatiske uden at overeksponere udtrykket og derved bevæge sig bort fra liedens intime kammermusikalske genre henimod ope-I raens mere udadvendte teatral

ske manér.

Det er den dramatiske alvor i Fischer-Dieskaus kunst, der er så betagende, men han er naturligvis også en meget begavet lyriker; det giver den skønne optagelse af hele »Die schbne Milllerin« beviser på. Her udfolder han sin røsts klanglige sødme meget karakterfuldt, med en forbilledlig diktion og samtidig uden,rnindste hengivelse til det sentimentale.

Skal man finde en lille indvending - og hvorfor skal man i grunden det, når man er så dybt betaget af denne kunstner? - så måtte det netop være, at

han måske ikke er sentimental nok i den betydning, at det følelsesfulde dominerer over den tænksomme karaktergivning. I den henseende overgår Fischer Dieskau ikke Aksel Schiøtz. Men deres opfattelsers karakter er lige så forskellig som deres stemmers, og derved er begge jo lige »rigtige«. Og hvad er egentlig »rigtigt«? I kunst kan der kun være tale om det levende.

Den tekniske pladekvalitet er sidestykke til den kunstneriske kvalitet, som Gerald Moore ved klaveret selvfølgelighar sin ikke uvæsentlige andel i. fsp.

SCHUBERT: Tolv lieder (Song Reeltal). - ELISABETH SCHWARZKOPE (sopran), EDWIN FISCHER (klaver). - COL. CX 1040.

Schubert Song Recital - altså en Schubert sang-aften - sådan

kalder Columbia en stor Lpplade med 12 udvalgte lieder i frernragende fortolkning af to hver på sit område store kunstnere som Elisabeth Schwar--kopf og Edwin Fischer. Det er en anden side af Lp-pladens muligheder, som her er udnyttet: sammensætning af et koncertprogram, på een plade. Der findes nu adskillige sådanne koncertplader i handelen - Chopin-Recital, Liszt-Recital eller Debussy-Recital etc. I mange tilfælde er sådanne »koncerter« ,sammensat af værker, der enkeltvis kunne stå på en gammeldags shellak-pladeside. Fordelen ved aflytning er derfor ikke meget større end den, man havde med automatisk pladeskiftning, hvis man ellers brød sig om at lade sine plader komme ud for så brutal en behandling. Kun er man tvangsindlagt, på det program og den rækkefølge af værker, kunstnerne eller grammofonselskaberne een gang har bestemt.

Når det drejer sig om Chopins, Liszts eller Debussys mindreværker eller samlinger af salonmusikalske godter, som amerikanerne excellerer i, er værdien ved at have dem på een lang spiralformet linje højst diskutabel. Her vil den gode gamle shellakplade stadig kunne hævde sig i konkurrencen trods Lp-pladens enorme sukees.

Den foreliggende samling Schubert-lieder er der derimod intet at diskutere om. Dels er udvalget gjort meget fint og afvekslende og dels beåndes liver lied af Schwarzkopfs glansfulde og skønne udtryksmættede sangkunst, indrammet af Edwin Fischers følsomme klaverspil - hans hænder synger med på hver sang. Her betyder netop modstillingen af lieder så umådelig meget, og man vil af rækkefølgen selv kunne skønne, hvor smukt og kontrastrigt programmet er bygget op:

A-siden:

An die Musik

Ini Frilliling

Wehmuth

Ganymed

Das Lied im Griinen

Gretchen am Spinnrade

B-siden: Nåhe des Geliebten Die junge Nonne An Sylvia Auf dem Wasser zu sinyerz Naelitviolen Der Miisensohn

Det er stor lied-kunst, hvis

skønhed også beror på Elisabeth

Schwarzkopfs intelligente ud-

nyttelse af sine evner som vokal

artist. Teknisk er optagelsen af

høj kvalitet. fsp.

SCHUBERT: Kvintet i C-diti- op. 163. -

AMADEUS STRING QUARTET og

WL. PLEETH (cello). -- HMV CLP

1006.

I instrumentalværkerne, hvor Schubert ikke havde digtets stramme form at bygge sin musik op om, lod han sig ofte rive med af strøninien i det syngende. Deraf kommer i flere værker den store bredde i formen, som bliver et produkt af den poetiske følelse. Man må derfor så at sige selv synge med på formen, når man lytter til Schuberts musik, så vil man også fatte poesien som en formel realitet.

Den store C-durstrygekvintet, formodentlig skrevet i Schuberts dødsår 1828, da også den »himmelsk lange« C-dur symfoni blev skabt, er et af de skønneste værker fra Schuberts ånd, et ædelt stykke musikalsk poesi i en fuldkommen form.

Amadeus-kvartetten gengiver værket netop med den syngende wieneriske charme, som er særegen for Schubert. I optagerteknisk henseende har man dog ikke tjent Schubert nær så godt. Rummet virker akustisk altfor tørt og tomt, klangen bliver skarp og står derfor i en ejendommelig modsætning til de Schubert'ske idéers melodiske sødme. Man kan dog nok lytte sig bagom det og glæde sig over enseniblets karakterfulde og klare fortolkning, men derimod er det vanskeligt at godtage de falske ekkovirkninger (pre-eelio), som elektrotekniken har forsynet andensatsen med i en yderst prekær overledning til reprisen. De skæmmer optagelsen af et værkt, som enhver musik-elsker ville fryde sig over at have i sit diskotek. fsp.