Musikalier

Musikalier

Undervisningsmusik

Den hollandske komponist Henk Badings har med sin samling »Arcadia« (udg. hos Schott, Mainz) ydet et hårdt tiltrængt bidrag til undervisningsmusik fra vor egen tid. »Atcadia« er opdelt i fem hefter, tre for tohænder og to for fire- hænder. Udgående fra rene femtonige småstykker i smag med det første hefter af Bartóks »Mikrokosmos« bevæger han sig i 2. hefte over til at blande hvide og sorte tan'.genter. Stykkerne er pro.,,,,ressivt ordenede og glider over i 3. hefte, der rummer ti mindre klaverstykker lagt bekvemt til rette for hånden, så at undersætning undgås. Der bydes her på rige udtryksmuligheder indenfor en mindre ramme, og sværhedsgraden er nærmest på linie med Schumanns Kinderscenen. Jeg tror, mange elever vil være glade for at arbejde i-ned de foreliggende småstykker, der på en nem og samtidigt musikalsk alvorlig måde med det samme fører ind til den nye tonekunsts væ- sentli,,,ste stiltræk.

t,

De to fireliændige hefter indeholder ialt 20 stykker, hvor diskantpartiet er beregnet for eleven. Også her findes glimrende prøver på nye småkompositioner. »Arcadia« bør ligesom Bartóks »Mikrokosmos« og vor skandinaviske samling »Via Nova« høre med til klaverpædagogens faste repertoire for elever, der efter den første orienterende undervisning skal i gang med at spille små sammenhængende stykker. B. J.

Nye studiepartiturer

I Eulenbiirgs kendte gule serie af studiepartiturer dukker stadig numre op, som udgik under krigen. Men det hænder også at nye numre føjes til det i forvejen store klassiske repertoire. I den sidste kollektion, som er kommet fra London - ikke fra

Leipzig, som i »gamle dage« - finder man f. eks. Carl Maria vori Webers fagotkoncert i Fdur op. 75. Trods de 142 år, værket har bag sig, er det virkelig en nyhed i denne skikkelse, det har nemlig ikke tidligere været publiceret i Partitur. Weber skrev værket som ung mand, 25 år gammel, umiddelbart efter at han havde fuldført sine dejlige musikantiske kompositioner til MUnchener hofkapellets glinirende klarinettist C. H. Baerinann. En kollega til Baermann, fagottisten G. H. Brandt, blev så begejstret for Webers klarinetkompositioner - særlig koncerterne, at han bad Weber skrive en koncert også for fagot, hvis kantabile og burleske egenskaber Weber naturligvis var mester for at udløse. Træblæsere af disse kategorier havde jo ingen sinde Mozart interesseret sig synderlig for. Ti år senere, da Weber havde vundet berømmelse, blev fagotkoncerten trykt af Schlesinger i Berlin, men kun i stemmer. Nu først foreligger partituret til den charmerende koncert.

De øvrige værker, som nu kan fås igen i Eulenburgs serie og til en rimelig pris, omf atter både kammermusik og orkesterværker fra Telemann til Tjaikof ski:

TELEMANN: Suite f. 2 horn, 2 violiner

og bas. [Nr. 8891

HAYDN: Strygekvartet op. 17, 3; Es-

dur. [Nr. 1971

Strygekvartet op. 17, 6; D-dur.

[Nr. 901

Strygekvartet op. 20, 3; g-moll.

[Nr. 1641

- : Symfoni nr. 48, C-dur »Maria

Theresla«. [Nr. 5171

BEETHOVEN: Strygetrio op. 9, 1; G-

dur. [Nr. 42]

- : Trio op. 11 f. klaver, klarinet (el.

viol.) og cello. [Nr. 2231

z,

- : Klavertrio (»Kakadu«-variationer)

op. 121 a; G-dur. [Nr. 2781

BERLIOZ: »Ro! Lear« - Ouverture

op. 4. [Nr. 6191

SCHUMANN: Symfoni nr. 3 op. 97; Es-dur. (»Den rhiiisl~r_c«). [Nr. 4081 AUBER: »Den stumme i Portici« -

Ouverture. [Nr. 6891

TJA1KOFSI~I: Strygekvartet op. 11;

D-dur. [Nr. 161]

Ny orgelmusik

FRANK MARTIN: »Sonata (la chiesa«

for viola d'amore og orgel (Univer

sal-Edition 1952).

JOHANN NEPOMUK DAVID: »Choral

werk« for orgel, op. 11, liefte.

(Breitkopf .& Härtel 1952).

KARL H,5LLER: »Ciacona« for orgel.

(Schott's S,5hne 1952).

JAN KOETSIER: »12 Pråludier und . Fugen«. (Universal Edition 1953).

Det eneste disse fire værker har

med hinanden at gøre, er at de

indsendt til anmeldelse af de

respektive forlag - er havnet

her samtidigt. Er denne sam-

menstilling således en ren til-

fældighed, har de dog det til-

fiælles, at de vidner om orglets

berettigelse, på lige fod med

andre instrumenter, som me-

dium for nutidig musik. Og det

er jo allerede noget, for den

slags vidnesbyrd er man jo ikke

allermest forvænt med.

Svejtseren Frank Martin er vel den af de fire komponister, (ler véd mindst om orgel; til gengæld har hans sonate noget med kunst at gøre. Hvor de andres værker tit forfalder til skematisme, bæres hans frem af noget vist uhåndgribeligt, poetisk.

Hollænderen Jan Koelsiers 12 præ ludier og fugaer skal jo nok forestille et orgelmæssigt sidestykke til Hindemiths klaverværk »Ludud tonalis«. Løsningen af opgaven vidner om Koetsiers indlevelse i, men også noget forstemmende afhængighed af samtlige de Hindemith'ske talemåder i deres prosaiske fylde. Stykkerne »ligger« godt for instrumentet, og dette er overmåde vigtigt, men som antydet ikke det allervigtigste.

Johann Nepomuk David, den meget produktive østriger, er jo en gammel orgelrotte. Davids tonesprog kan også klinge lidt Hindemithsk, men besidder dog en vis selvstændighed. Problemet ved hans partita »Da Jesus an dem Kreuze stund« er det samme som ved så mange andre

beslægtede nutidsværker (ikke mindst af mere eller mindre kirkelig art): det nytter ikke noget at lade »kontrapunktet« bestå i at diske op med så o,,, så

I? .

mange af den gammeldags iniztalionskunsts finesser, i de nye harmoniske og metriske omgivelser virker de intetsigende og uskønne og forlener hele satsen med en ubehagelig kontrapunktisk gnavenhed.

Dette gælder - i endnu højere grad - den herhjemme vistnok ikke særlig kendte tysker, Karl Hóllers Ciacona, som tilmed til en vis grad bevæger sig i den lidt forældede klavermæssige orgelsats, der forsøger at gøre orglet til alt intiligt andet end det er. L. Th.