Det utålelige geni

Det utålelige geni

Af HANS GEORG LENZ

»Wagner og ingen ende«, skriver Thomas Mann over et brev til Emil Preetorius, den kendte teatermand. Nej, så sandelig ikke! Uagtet den uhyre mængde litteratur om ham, den største i omfang næst efter den, der behandler Shakespeare: - med Wagner står man altid igen ved begyndelsen.

Nu er der for ikke længe siden udkommet en brevsamling(1), som forlaget i al beskedenhed angiver skal tegne »et nyt billede af Richard Wagner«. Man fritage mig for endnu en gang i udførlighed at give beretningen om the Honourable Mrs. Burrell, hvis ærgerrighed det var at skrive den grundlæggende biografi om den af hende entusiastisk beundrede mester, en englænderinde, som til sit formål åbenbart var i stand til at afse et lige så stort overmål af begejstring som af tid og penge for at komme i besiddelse af alle de dokumenter, breve, noder, plakater, programmer, billeder, notitser, avisudklip, visitkort kontrakter osv., som hun så nogen mulighed for at få fat på. Hun er aldrig nået til vejs ende dermed - hvor dan skulle hun også det! - og først i dag, mere end 50 år efter hendes død, kan vi i alle enkeltheder se, hvilken skat hun har hobet op. På over 800 sider ligger den bredt ud foran os, til ære for The Curtis Institute for Music i Philadelphia, omhyggeligt, næsten penibelt katalogiseret og kommenteret af Boston musikvidenskabsmanden John N. Burk og en skare medarbejdere, hvorimellem Hugo Leichtentritt, Ernst Krenek og Pfitzner- eleven Felix Wolfes vel er de kendteste.

Man læse om samlingens, slet ikke uinteressante historie, hvor den nu er på tale; vi vil på dette sted kun give os af med det dokumentariske indhold - et ikke særlig misundelsesværdigt forehavende. Fra de subtileste hemmeligheder i den kunstneriske skabelsesproces til papegøjers pleje får rnan nemlig besked om og så godt soni alt om Wagner, forstår sig. Wagner, »wie er leibt und lebt«, Wagner »i legemsstørrelse«. Og lad mig sige det med det samme: dette nye Wagner-billede ligner det gamle til forveksling. Han er den samme: altid i en tilstand, som »nicht zu beschreiben ist«, evig og altid misforstået, selvmedlidende, men stedse parat til at gøre verden ansvarlig for alt, bestandig bedrevidende og belærende, uden at nogen har spurgt ham, anmassende, egensindig, liensynsløs og latterlig forfængelig, hæmningsløs til at stifte gæld, afhængig af luksus og publikumsgunst, kort sagt uden den »humane Schicklichkeit«, som han afkræver alle andre, - sådan kender vi ham til overflod, »this pocket edition of a man«, som det hedder hos Ernest Newman, »this folio of vanity, hearthlessness and egoism«. Og alligevel! Hvem ville ikke blive bevæget over at se denne mand skrive: »For eet års virkeligt, ægte, menneskeligt liv opgav jeg hundredtusind års udødelighed i kunsten« (352, til Heine).

Imidlertid, ved studiet af hans breve gør man klogt i at tage ham for, hvad han er - han har jo ikke lagt skjul på det! - og ikke for hvad han gerne ville forestille at være, endsige hvad man helst ville holde ham for. »Thi«, som han engang skriver, »den, som ikke selv og ud fra sig selv kan forsvare mig, han vil heller ikke forstå eller lade mit forsvar have gyldighed, når jeg fører det« (333, til Natalie). Men -- ville vi tale om forsvar? Ikke det mindste! For med mere ret, end man ville tilstå hain, kunne Wagner sige: »Jeg regner kun med dem, som elsker mig, fordi jeg er, som jeg er, og ikke med dem, der gerne ville have mig anderledes!« (208, til Tichatschek).

Og hvor vanskeligt har man ikke gjort ham det, at være således. »At jeg ikke kan blive rask igen i den betydning, du forestiller dig, er soleklart: jeg lider af »ånd«, og ånd er en inkurabel sygdom. Jeg lever under særlige omstændigheder, som - ved den fulde erkendelse af nødvendigheden af en stærk sanselig eksistens - fordømmer mig til evig »teori« ... Men ved teori forstår jeg her også hele min kunstneriske skaben, fordi jeg ved de kunstneriske midler, som alene er for hånden, ikke kan bringe det til det virkelige kunstværk ... Jeg står i den nødvendighed, at gå til grunde i denne verden ... « (263, til Kietz). Nej, det havde han ikke så helt uret i: »Den tid vil komme, da man ved at overskue et liv som mit med skam senere skal indse, hvor tankeløst man til stadighed prisgiver mig uroen og usikkerlieden, og hvilket under det er, at jeg under sådanne omstændigheder har skabt ... sådanne værker« (537, til Minna). Skrevet i februar 1862, da han, efter alle menneskelige relationers og kunstneriske forhåbningers sammenbrud, bandlyst som politisk forbryder, jaget af sine kreditorer, latterligjort af en kreds forbitrede modstandere, med partiturerne til halvfjerde dramatiske kæmpeværker i kufferten, uden udsigt til nogen sinde at se dem opført, »zwischen Einst und. Jetzt hilflos eingeklemmt«, fortvivlet og pint, aftvinger sin elendighed Mestersangernes glade, festligt lysende C-Dur!

Takket være »oplysningernes omstændelighed og fylde« gør den mere end 800 stykker rige Burrell-samling det muligt in extenso at få kendskab til - som Wagner selv ville have sagt - »de ydre omstændigheder vedr. min livshistorie« (227, til Kietz). Men det er en »Manchmal-Buch«, mere eller mindre tilfældig og ufuldstændig, og særdeles sparsom på meddelelser fra tiden efter 1865. Som følge heraf træder Wagners forhold til Minna altdominerende i forgrunden og åbenbarer en større rigdom på nuancer, end man hidtil kunne formode. Hvor forundret er man egentlig ikke ved at se, med hvilken usigelig, fortærende lidenskab Wagner straks fra begyndelsen brændte for Minna. Klare flammer slår op fra hans sidelange epistler -- mange af dem vil man uden ængstelse kunne tælle blandt verdenslitteraturens smukkeste kærlighedstilkendegivelser. Hvilken jublen og klagen, sitren, frygten og håben! Gribende, rystende. »O sieh, wie Du mir Alles, Alles bist, wie durch Dich alles zu erringen hoffe, mein silsses Leben, mein wonniges Herz! -« (100).

Men lykkeligvis er vi nu også kommet i besiddelse af flere breve fra den tilbedtes hånd. De viser os, hvad vi allerede forlængst havde årsag til at formode: at Minna nemlig i sit ægteskab ikke uden grund vurderede mange ting anderledes end liendes gode mand, »dette græsselige menneske«, som hun senere titulerede ham. At hun, tinder hensyn til Wagners »Gemüthsart und Charakter«, som »misundelse, uforstand og bagvaskelse« sandelig næppe kunne gøre værre, og ved en livsmaade, der for hende viste sig at være en eneste »Malheur«, til slut gerådede i en »tilstand af forbitret misbilligelse«, som udgiveren så træffende siger, - hvem ville fortænke hende i det?

»Du spørger overhovedet ikke efter verden, som den nu engang er, men fordrer at hele verden skal rette sig og danne sig efter dig« - det var det, hun havde at foreholde ham (344). Og det havde jo meget på sig; hvordan skulle hun dog for eksempel begribe, at hendes Richard efter Pariser-årene fulde af afsavn og nød ikke var lykkelig og tilfreds som kgl. sachsisk hofkapellmester og succesombrust komponist à la maniére de Meyerbeer, men at han fortabte sig i politisk og kulturfilosofisk hjernespind, satte anseelse og karriére på spil og var til sinds for, fremtiden »helt vel og munter« at gøre brug af - som han kaldte det - »mine venners elskværdigste omsorg?«

Hvor slidende dette forhold end blev for dem begge i den følgende tid, kan man nu med sikkerhed konstatere, at ingen af de kvinder, som senere skulle få betydning for harn, fordi de havde mere overbærenhed med mennesket og større forståelse for kunstneren i ham, har Wagner elsket så begærligt, så lidende som Minna.

Omkring korrespondancen med hende grupperer sig meningsudvekslingen med venner og bekendte fra Pariser- og Dresdener-tiden. Her bliver m,an på tydeligste måde bekendt med Wagners opfattelse, at egentlig »die ganze Welt woll Scheisskerlen ist«. Vi vil for denne gang spare os at destillere Wagner selv ud til hans »kvintessens«. Arbejdet, skriver han engang til Tichatschek, »kan alene hjælpe mig tid over mit lidelsesfulde liv« - og, ærlig talt, også os!

Men det være nu også tilstået hans »anerkendelsesbegærlige hjerte«: hvor klogt, hvor skarpsynet forstår han ikke at skrive om det! »Jeg bilder mig virkelig ikke noget ind på grund af min digter-virksomhed og jeg tilstår, at kun nødtvungent, da der ikke bød sig nogen god tekst, greb jeg til selv at digte en. Nu deri mod ville det være mig ganske umuligt at sætte en fremmed operabog i musik; og det af følgende grunde: Hos mig er det ikke sådan, at jeg vælger hvilket som helst stof, sætter det på vers og så overvejer, hvordan jeg nu også vil lave en passende musik til det; ved en sådan fremgangsmåde ville jeg jo være udsat for den ulempe at skulle begejstre mig to gange, og det er en umulighed. Den måde, jeg skaber på, er anderledes: Først og fremmest kan intet stof som sådant alene tiltrække mig, hvis det kun fremstiller sig for mig i sin digteriske og ikke samtidig sin musikalske betydning. Inden jeg så giver mig til at lave et vers, ja at udkaste en scene, er jeg allerede beruset i mit værks musikalske duft, jeg har alle toner, alle karakteristiske motiver i hovedet, så når versene er færdige og scenerne ordnede er også den egentlige opera allerede færdig for mig, og den detaillerede musikalske behandling er snarere et roligt og besindigt efterarbejde, som det egentlige skabelsesøjeblik allerede er gået forud for« (154, til Gaillard). Hvor fortræffelig og for altid forpligtende en erkendelse af sin skabergerning på så tidligt et tidspunkt - i året 1844! Wagner var jo stadig fuldtud beskæftiget med den romantiske operas problemer, ikke engang Lohengrin var skrevet endnu!

Om denne første periodes værker véd Burrellsamlingen iøvrigt forskelligt at fortælle; dens tidsmæssige grænse gør sig først gældende ved Wagners Tristan-oplevelse. Og meddelelserne er sandelig både mange og interessante, til dels endog vægtige, men er de så overordentlig nye, sensationelle? - Man finder den første, ret kyniske omtale af Mathilde Wesendonk (i et brev til Uhlig) ved siden af vidnesbyrdet om dødsberuset lidenskab og drømmende selvforglemmelse: den berømte billet til hans engel, som den første blyantsskitse til Tristan-forspillet var vedlagt, men som holdtes tilbage og åbnedes af Minna og derved blev den ydre anledning til den katastrofe, som skulle bryde ind over »Asylet«.

Man finder beviser på, at Wagners revolutionære sindelag, med den for ham særegne blanding af bornerthed og dybsind, holdt sig lang tid ud over Dresden. Der er interessante udredninger angående franske komponister som Berlioz, Vieuxtemps og Saint Saéns, man finder en tilkendegivelse af, at Wagner endnu (eller igen?) på den tid, da han arbejdede på sit alderdomsværk, Parsifal, hengav sig til studiet af Brahms' symfoniske musik - og meget andet.

Andre spørgsmål bliver derimod som før stående åbne (som det om hans ophold i Parisergældsfængslet), andre igen får en ret overfladisk behandling; hvad der for eksempel i den foreliggende bog bliver sagt om Wagners afstamning, forekommer mig, efter det materiale jeg har haft lejlighed til at tage i øjensyn i Wahnfried-arkivet, fuldstændig uholdbart.

Det vil altså være, tilrådeligt ikke for hastigt at ligge under for den nyhedens charme, som Burrell-samlingen er behæftet med. Vil man alligevel tale om sådan noget som sensation i sammenhæng med dens offentliggørelse, så er det egentlig med en utilsigtet virkning: den bekræfter nemlig den uhyre værdi, som Wagners selvbiograf i »Mein Leben« (et »illegalt« eksemplar af første-trykket findes i samlingen) som historisk kilde - trods alt - har for forskningen. Videre er den et bevis på Cosimas f orbavsende samvittighedsf uldhed som udgiver af de skriftlige efterladenskaber. En sammenligning mellem de i denne samling originale Uhlig-breve og den af hende redigerede udgave skulle gøre denne sagens rette sammenhæng indlysende for den ikke forudindtagne.

Og det betyder hverken mere eller mindre end en for den idviede ret sensationel bekræftelse af den historiske tilfældighed i et materiale, som et andet for kort tid siden udkommet Wagnerarbejde(2) hovedsageligt bygger på, et oversigts og opslagsværk, der rummer betydeligt mere, end dets titel lader formode. Det drejer sig om en fremstilling af Wagners liv og værk, holdt i form af korte notitser om alle de data, som man kan dokumentere eller med sikkerhed slutte sig til ud fra Bayreuther-arkivet.

I sin art har denne bog forgængere, således til eksempel i Newmans »Wagner as Man and Artist« fra 1924 (Tudor Edition 46, s. 373 ff), blot er den takket være sin større nøjagtighed i detaillen og sin pålidelighed som- ingen anden egnet til at »tjene som sikkert grundlag for enhver diskussion om Wagner«, som Bayreutherens sønnesønner, Wieland og Wolfgang Wagner, siger til indføring på bogens første side. Allerede de tre registre, hvor den uhyre stofmængde er ordnet efter person- og stednavne samt musikalske og litterære værker, gør bogen i lige høj grad uundværlig for fagmanden som for den interesserede lægmand. Dertil kommer, at den virkelig er læselig - et fortrin, der har sin begrundelse i det enorme omfang på godt 180 sider, som imidlertid på sin side igen må tilskrives den - iøvrigt ikke altid heldige - parallelføring med kulturelle og historiske begivenheder. I det store og hele en overordentlig præstation af Otto Strobel, der tegner sig som bearbejder af den vældige stofmængde - desværre det sidste, vi har fra denne exceptionelle Wagner-forsker, som for godt et år siden afgik ved døden.

Hvor taknemmelig man end må være for begge disse grundlæggende værkers fremkomst, forbliver dog enkelte ønsker uopfyldt. Således kunne man tænke sig en fremstilling af Cosimas, Lisztdatterens, betydning for Wagner, for Bayreuth, betydning i god som dårlig forstand naturlivis. Det hedder sig, at et sådant, ret kritisk værk allerede gennem mange år har været under forberedelse i Schweiz --- vi venter. Et andet ønske ville være at se en redegørelse for den wagnerske skabelsesproces, fra det første indfald til den endelige udformning i partituret. Dette hul ville vel næppe udfyldes af den allerede lovede offentliggørelse af Burrell-samlingens musikalske og digteriske materiale - langt snarere skulle det ske ved at få det i Bayreuth samlede stof gjort tilgængeligt i sin fulde bredde.

Men foreløbig glæder vi os over det, der er. Når Thomas Mann imidlertid mener at kunne råde enhver, »som nogensinde har erfaret fortryllelsen i Wagners musik«, til at gribe efter de nu offentliggjorte breve, vil jeg mildt, men bestemt modsige ham. Den, som »lider af et overmål af begejstring for ham« (687), skal lade dem ligge. Det er ikke noget for ubefæstede sjæle! Uden den som tror, at det, at ligge under for hans musiks trylleri er naivt eller nedværdigende - han skulle hurtigst muligt give sig til »at beskæftige sig med en af de til alle tider mest fascinerende, menneskeligt mest intrikate og kunstnerisk mest sejrrige personligheder«: for ham vil Burrell-samlingens dokumenter kunne blive en sensation!

Men med København har Wagner jo allerede, mens han levede, ikke haft det så helt let (746)...

»Doch nun genug über Richard, das ist, immer dasselbe Thema mit seinen hundert Variationen und bleibt stets die alte Geschichte« (680).

Fodnoter:
(1) Letters of Richard Wagner. The Burrell-Collection. The Macmillan Company, New York 1950. - Tysk: S. Fischer Verlag, Frankfurt/NT1. 1953.
(2) Richard Wagner, Leben und Schaffen. Eine Zeittafel. Verlag der Festspilelleltung Bayreuth, 1952.