Grammofon

Grammofon

MUSICA NOVA

MAN kan absolut kun se med anerkendelse på det initiativ, Deutsche Graininophon Gesellschaft har vist ved udsendelsen af serien »Musica, Nova« - en serie plader med optagelser af vor tids værker - d.v.s. arbejder, der i det væsentligste er fremkommet efter 1920.

D. G. G. skriver bl. a. i forordet til sit endnu ret beskedne katalog, der omfatter ca. 30 nulevende komponister af vidt forskellig karat, alder og nationalitet: »Viljen til at forme noget almengyldigt, som besjæler alle skabende musikere af idag, lægger også forpligtelser på grammofonpladen som dokumentarisk udtryksmiddel, forpligtelser, som vor serie »Musica Nova« ved fortsat oparbejdelse skal bidrage til at opfylde.«

Pladematerialet og sk,,æringen er for alle nedennævnte værker mønstervæ rdig. (Standard.)

HARALD GENZMER: Roiido azis dem

Konzert fiir Trautonium und Or

chester, dir.: HELMUTH THIERFEL

DER / Stådtisches Orchester, Berlin.

Solist: OSKAR SALA. - D.G.G. H.M.

57212.

Trautonium er et elektroakustisk instrument (udviklet af prof. Trautwein og Oskar Sala), hvilket vil sige, at tonen udelukkende dannes på elektrisk grundlag i modsætning til elektrisk klaver o. lign. instrumenter, hvor tonen dannes mekanisk, men straks efter opfanges og forstærkes ved elektrisk hjælp.

Det er eenstenimig, men tillader gennem omstillinger på be

stemte registre forandringer i tonehøjde og -- indenfor visse grænser -- klangfarve. Ønsker man flerstemmighed, lader dette sig kun gøre ved trickindspilning på bånd. Til gengæld er (ler her store muligheder for raffineret »instrumentation«.

Harald Genziner er født 19'09 i Blumental ved Bremen, er elev af Hindemith og virker i dag som kompositionshærer ved Freiburger Musikhochschule. I (lette værk er påvirkningen fra Hindemith umiskendelig. Genzmers tonale systemer, melodik og inassive instrumentation - på sine steder dog ganske fiks -

vidner om godt håndværk, men ikke om den helt store kunst.

Soloinstrumentet benyttes her eenstemmigt, men med varierende klangfarve i de forskellige tonehøjder. Man kan vanskeligt karakterisere klangen som følge af manglende saminenligningsgrundlag, men blot sige, at den er egenartet og dog smelter godt sammen med orkestret. plaet.

CARL ORFF, fra »Die Kluge«. »0 hått' ich meiner Tochter nur geglaubt; GOTTLOB FRICK, bas. - »Als die Treue -,vard geboren; LORENZ FEHENBERGER, tenor, HANS 1,6BEL, bariton, CURT BóHIME, has.

KURT STRIEGLER / Oreliester cier Såehsischer Staatsoper Dresden. - L.M. 68151.

Carl Orff, født 1895 i Mfinchen, er en af de betydeligste personligheder blandt nulevende tyske tonekunstnere.

Teksten til de to eventyrspil »Der Mond« (1941) og »Die Kluge« (1942) har komponisten ,selv skrevet. I »Die Kluge« forekommer sætningen: »Den, der har magten, har retten« (første pladeside), hvilket bibragte hani Hitlers vrede, og operaen blev forbudt.

Orff er udpræget (lur-mol og kirketonal, men arbejder samtidig på en egen elenientær-inciterende måde med rytnien. Ostinatofigurer på to eller tre toner benyttes i udstrakt grad, ligesom ordgentagelser på samme tone, dog ofte rytmisk varieret, hyppigt f orekoninier. Iiistrumentationen er ualmindelig enkel og kkar, livilket bevirker en fin balance mellem orkester og vocalister. Gottlob Frick, der synger partiet på første pladeside, er en dygtig kunstner, som udfører rollen med virtuositet og fin klang. Anden side (terzet) er en k,arikatur, der udføres godt og ined virkelig ironi; at den da alligevel ikke virker så stæ- rk og ildnende skyldes udelukkende komponisten, der ikke har formået. at forlene den med den kunstneriske kraft og styrke, som udmærkede den første.

plaet.

KARL AMADEUS HARTMANN: Ad(z~ i

'110 appassioizato (Finale af Symf. for strygeork.) - FERENC FRICSAY / Rias-Sinfonie-Orelieste.r. - L.M. 68417.

Hartniaiiii, der er født 1905 i Mfinclien, blev elev af dirigenten og koniponisten Hermann Scherchen og kom soni komponist følgelig til at stå i nært forhold til kredsen omkring Ar

nold Sch8nberg. Hartmann. skriver fantasifuldt i en moderat tol,,,tonestil. Symfonien, der er skrevet på opfordring af Bayerischen Rundfunk, er et typisk eksempel på hans frodige fanta,si og viser lians forkærlighed for yderst sp,-endte og dissonerende klangsanimenstillinger. - Orkestret spiller satsen med stor dygtighed og prweision. plaet.

IIINDE-MITH: Koncertmusik f. niessingblæsere og strygere op. 50 (1931) - Koneertino f. horn og ork. (1949). FR. ROCH (horn), Mens symf.ork., dir.: H. HAEFNER. - Nixa SLP 515 (3 0 em).

I begyndelsen af 30'erne skrev Paul ffinden71th jubel-musik, dels til Berliner filharmonikerne, som havde 50 års jubilæum (1932), dels til Boston symfoniorkestret, som under den navnkundige Sergei Koussevitzkis ledelse fejrede det lialve århundrede i 1931. Til berlinerne skabte han de storartede variationer »Filliarmonisches Konzert«, som hører til hans bedste, mest inspirerede værker.

Til bostonerne skrev lian en mere speciel komposition, Kozzcertmusiken, som nu foreligger i en lp-optagelse. Han har gjort sig klart, at han skrev for det af verdenssymfoniorkestrene, der havde den mest lysende klangintensitet. Træblæserne, som med deres »mellemtoner« formidler sammensnieltningen af alle instrumentgrupper til en hel orkesterklang, har han udeladt for at få to karakteristiske klangblokke at arbejdemed ' som står i skarp kontrast til hinanden. Han har dog måttet pointere, at strygerstemmerne skal besæ. ttes stærkt. Hindemitli opbygger så værket på store kontrastvirkninger; det får concerto (grosso Mormens karakteristiske træk. i de to klanglegeniers mod- og sammenspil. Så typisk værket er for Hindemitlis saglige stil, så germansk det end er i stemineføringens grundiglied og logik, er det dog en komposition i-ned vældige følel

sesspæ- ndinger, og må man savne mange af orkesterpalettens farver, får man til gengæld indtryk af et magtfuldt stykke i-nusikalsk skulptur med markant profilerede linjer og temaer.

Valdhoriikoncerten på pladens anden side er temmelig ny, skrevet 1949. Den viser, hvor lidt Hindemith egenilig har bevæget ,sig bort fra sit saglige udgangspunkt. Var han end mange år forstødt fra sit fædreland, fornægter han ilivertfald ikke trods flerårigt ophold i IJSA den »tyske tone«, der midt i værket understreges ved recitation af et meget tysk digt, læst på højstemt tysk maner.

Skønt Franz Koelis horntone

kan være rigelig bastant, er han

en fin musiker og sikker solist.

Den til interpretation af moder-

ne musik højtbegavede, nylig af-

døde dirigent Herbert Haefner

gør klart rede for Hindemiths

komplicerede linjespil i begge

værker. Den noget tørre akustik,

der præger optagelsen, bevirker

dog, at klangbalancen ikke bli-

ver helt god. fsp.

.SHO.STAKOVITC1-1: Synzfoni nr. 9 ol). M - N.Y. Philh. Oreh., dir.: EFREM

KURTZ. - Philips A 01607 R (1 lp.

25 eni).

Resultatet af at folge parolen om

at skrive »ideologisk musik« (se

DM 1948, s. 59--62) kan man

høre på denne optagelse af Sho-

stakovitch.' g,. symfoni. Det bed-

ste, man kan sige om optagel-

sen, er, at den teknisk og klang~

ligt hører til det mest fremra-

gende, der er gjort. Under Kurtz'

ledelse spiller New York-filhar-

nionikerne med en præcision,

en vitalitet og en virtuositet, der

så krystalklart alt står på

pladen ---- virker overvældende.

Klangidealet fra den akustisk

fuldkonme koncertsal er koni-

met så nær, som nogensinde på

grami-nofon.

Symfonien, (ler er skrevet umiddelbart efter krigen som en »musikalsk fortolkning af vor triumf over barbariet og et udtryk for vort folks storhed«I har en vis lighed med Prokofieff's »klassisk symfoni« i den helt

ha,vdiiske klarlied og enkellied, der er over orkestersatsen, som er skrevet af en virtuos i komponistfaget. Mange vil nok forundres over, at sejrsglæden (?) udtrykkes i så letbenet et tonesprog, som var det musik til en slags cirkus-ballet. Symfoniidéen stykkes ud i en række inusikalske. slogans, der ikke ligefrem giver symfonibegrebet nogen stor mening. fsp.

(4LUCK: Ouverlurer »Alceste« og

»Iphigenia in Atilis«,. London Symphong Orchestra, dir.: R. KISCIL - Demt LW U22 (Mediuni PIuy 25 eni).

Deccas »Medium Play« er i virkeligheden små lp-plader med 33 omdr. ganske som andre lpoptagelser. Kvaliteten og fordelene ved disse optagelser er som på almindelige lp-indspilninger, blot er spilletiden mere variabel. Man udvælger ikke nødvendigvis værker ' der fylder hele siden ind til etiketten med mikroriller nien foretrækker ouverturer og orkesterstykker, som, optaget på shellak, skulle skæres over i to eller tre dele. Det betyder, at en lang række værker kan inddrages i lp-repertoiret, karakteristiske eksei-npler er bl. a

, . ovennævnte to ouverturer af Gluck.

Royalton Kisch, som nian ken-

der bl.a. fra hans fine indspil-

ning af Haydiis 99. symfoni og-

så for Decca, bestræber sig på

at holde sine gengivelser i en

ren klassisk ånd. Der er høj

olympisk luft over dette orke-

sterspil inen måske også lidt for

z,

megen arkadisk idyl, hvor det

musikalske forløb - især i »Al-

ceste« - kræver en stærkere,

mere dramatisk spænding af

stoffet. Teknisk er indspilnin-

gen god. fsp.

RAVEL: Strygekvarlel, F-dur. BUDA

PESTERKVARTETTEN. - Philips

A 01606 R (1 lp. 2,5 eni).

Ravel var 27 år, da han i 1902 skrev sin dejlige F-dur kvartet. Dejlige ... ja naturligvis vil de

fleste musikelskere videatværdsætte dette lienrivende partitur, der er fyldt af klanglig poesi, skrevet af en ung mester, for hveni en Debussys, n-ye klangverden var en åbenbaring, der frugtbargjorde hans kunstneriske fantasi. Ravel var dog så selvst,,ic,ndig en ung komponist, at lian ikke bare skrev forbilledet efter noderne; nyvindingerne,som. den såkaldte musikalske impressionisnie havde bragt, forstod han at udnytte helt person~ ligt bl. a. gennem en langt større og friere melodisering af klangelementerne, end inan havde inødt hos Debussy. Det »dejlige« v«ar det deriniod vanske Ifi,-t. for Ravels lærer Gahriel

~n

Fauré at høre dengang; Fauré kritiserede stærkt kompositioiien, inen da Ravel trods indvendingerne fra hans højtagtede lærer alligevel følte, at han var på rette vej, gik han til Debussy med kvartetten, og impressionismens fader så (la også straks, at det var en højtbegavet kunstners værk. »I musernes navn« foretag ikke en eneste ændring i kvartetten, advarede Debussy.

Hver node blev stående, og Budapesterkvartetten hæger om dem alle i denne vidunderlige optagelse i-ned den største musikalske finfølelse. Sammenspillet er mesterligt; alle nuancer er indfanget så følsomt på pladen, at intet går tabt. Det er en gengivelse fuld af farver og atmosfære ? legende og karakteristisk. Teknisk er optagelsen -af topkvalitet. fsp-