Kathleen Ferrier

Af
| DMT Årgang 29 (1954) nr. 01 - side 2-4

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Kathleen Ferrier


Af AKSEL SCHIØTZ


Grammofonselskabet Decca havde i novembernummeret af »The Gramophone« en ganske usædvanlig annonce. Under et smukt og udtryksfuldt fotografi af Kathleen Ferrier står denne mindetekst:

»Her whole being was full of beauty, truth and love, and from this sprang her gentle charm in contacts with her fellows, her deep sincerity in her art, her noble greatness in her affliction. All this also inspired a moving and personal affection in all who knew and even in those who never met her. Now her part in the redemptive work of her creator is fulfilled and she moves on towards her reward.

Requiescat in pace.«

- -

Det er ikke min hensigt at bringe nogen udførlig biografisk redegørelse for min kære afdøde ven Kathleen Ferriers liv og karriére, og pladsen tillader heller ikke, at jeg forsøger at tegne et fuldstændigt billede af hende som menneske og kunstner; - jeg vil derfor indskrænke mig til at omtale forskellige episoder, hvor vi har optrådt sammen, og hvor et sandt og dybt venskab udfoldede sig. - Måske vil der, hvis mine fattige ord suppleres med det indtryk af varm menneskelighed og kunstnerisk ærlighed, hendes mange værdifulde plader giver, hos læseren kunne danne sig en svag refleks af Kathleen Ferrier, personligheden bag stemmen.

Hendes indsats som sangerinde er betydningsfuld indenfor fire genrer, hvilket også kommer til udtryk gennem hendes plader:

1) I engelsk oratorium, især i Händel, hvor hun efter min mening er størst, - for mig står hun ligefrem som idealet for, hvorledes Händel skal synges;

2) i engelske og skotske folkeviser, hvor både hendes varme hjerte og sprudlende humør kommer til udtryk;

3) i tyske lieder af Schubert, Schumann, Mendelsohn og Brahms, samt i værker af Gustav Mahler, som hun gennem sit samarbejde med Bruno Walter fik en enestående chance til at lære at kende til bunds. Hendes gengivelse af Mahlers uhyre krævende kompositioner er sikkert blevet så dybt patetisk og forstående, fordi hun samtidig med at hun indstuderede dem, blev bekendt med sin egen håbløse skæbne, og kun med en overmenneskelig indsats af vilje og energi havde kraft til at gennemføre indspilningerne;

4) i opera bliver hun kun bevaret for eftertiden i Glucks »Orfeo ed Evridice«. Det er dybt tragisk, at hun ikke har indsunget Lucretia i Benjamin Brittens opera »The Rape of Lucretia«, den rolle, som han skrev for hende og udarbejdede sammen med hende. - - -

Mit første møde med Kathleen var ved en Messiasopførelse i Liverpool i december 1945, hvor vi var solister sammen. Nu er opførelsen af Messias jo noget ganske særligt i England, det er nærmest en gudstjeneste i koncertsalen, en årligt tilbagevendende begivenhed i alle byer, der har blot et antageligt kor og orkester. - I storbyen Liverpool var det noget, man så hen til med glæde og forventning. Den store Liverpool Hall, en af den moderne tids bedste koncertsale, har foruden at rumme over tre tusind tilhørere plads til mange hundrede korsangere, der er placeret amfiteatralsk bagved orkesterpodiet. Siden september havde der været udsolgt til to opførelser henholdsvis lillejuleaften og dagen inden, og man kunne mærke forhåndsglæden slå imod sig, allerede inden dirigenten slog an. - En væsentlig del deraf skyldtes, at det var lykkedes arrangørerne at få den unge, endnu ret ukendte Kathleen Ferrier til at synge altpartiet. Hun havde været svær at få fat i, for hun havde allerede turet landet rundt og deltaget i over tyve Messiasopførelser blot i december måned, - ofte havde hun sunget både eftermiddag og aften det samme parti. Hendes fortolkning af altpartiet er i lige så høj grad begejstret forkyndelse som kunstnerisk og musikalsk præstation, - hør blot hendes fremførelse af »He was despised -«, som hun synger på plade med London Philharmonic Orchestra dirigeret af Sir Adrian Boult. - Det var en fryd at medvirke sammen med hende i Liverpool. Frisk og veloplagt og med en hengivelse i musikken, som jeg aldrig før eller senere har set mage til, sang hun, så publikum blev grebet om hjerterne. Tilfældigt var vi efter opførelsen sammen med Covent Gardens nuværende direktør David Webster, som her hørte hende for første gang, og som netop heftede sig ved hendes levende, varme fremstilling, noget, som havde betydning, da hun senere blev engageret der.

Jeg var jo ganske ny og ukendt i England, idet det var min første optræden udenfor London, og første gang, jeg skulle synge det traditionstunge »Messias« på engelsk, og selvfølgelig var jeg meget betaget af situationen. Men Kathleens imødekommenhed og selvfølgelige venlighed og ro hjalp mig meget, og i pausen, hvor man på sin engelsk drikker et større temåltid, lagdes grunden til vores venskab. I stedet for at lade sig hylde af skarer af beundrere snakkede hun venligt med mig og belærte mig om værkets tradition.

Desværre fik jeg aldrig lejlighed til at optræde med hende i det andet typisk engelske og meget populære oratorium, hvor hun har ydet sit ypperste. Elgars »The Drearn of Gerontius« Jeg måtte aflyse de planlagte engagementer, dengang jeg blev syg. Men det siges, at Kathleens fremstilling af »englen« er noget af det mest betagende, der i det hele taget er præsteret vokalt. - -

Efter en oratorieopførelse i Kings' College Chapel i Cambridge i juni 1946 tog vi sammen ned til den lille eksklusive privatopera. Glyndebourne, som ejes og ledes af rigmanden John Christie. Operaen forberedte sig på at lukke op for første gang efter krigen og indlede med en uropførelse af den unge Benjamin Brittens anden opera »The Rape of Lucretia«. - Prøverne skulle foregå på stedet og varede i seks uger og lededes såvel af komponisten selv som af den fremragende dirigent Ernest Ansermet. Britten havde ladet sig inspirere af Kathleens elskelige personlighed, stemme og musikalitet til at vælge den kyske romerinde Lucretia til emne for sin opera, og han udarbejdede hele partiet i det snævreste samarbejde med hende, ja, han bøjede sig lydhørt for hendes sikre klangsans og foretog rettelser efter hendes anvisninger. Jeg kan endnu se dem for mig, som de sad ude i den dejlige park, gemt mellem pragtfulde stauder og diskuterede rollen, da Kathleen rejste sig og demonstrerede, Ihvordan Lucretias dramatiske selvmord måtte gøres, og hvorledes stroferne måtte falde. Hendes smukke sportstrænede skikkelse besad netop den harmoniske ro, der gjorde hende til den ideelle fremstiller af klassiske roller. -- »Kalos kai makros«, stor og smuk, er det hellenske kvindeideal, og sådan var Kathleen, 180 cm høj, stærk, med en holdning som en Athene og med store, rolige træk. - Lucretia var hendes første operarolle, men dog blev det hende, der bar hele forestillingen. Med en naturlig selvfølgelighed, med renhed og ynde og med hele sin stemmepragt var hun fra første færd suveræn. Der kom mange musikfolk fra hele verden til premiéren og i de bevægede tre uger, som selve Glyndebournefestspillet varede. Denne periode gjorde hende med eet slag kendt udenfor Englands grænser. Blandt andet slog en amerikansk kritiker fast med stor vægt overfor hende: »De skal nu synge Orpheus, Miss Ferrier. De ved måske ikke, at Gluck skrev det parti netop for Dem? Ja, men det gjorde han: De er jo høj og smuk, De er faktisk det klassiske ideal, og han må have drømt om Deres stemme, da han skrev partiet«. - Orpheus blev hendes anden - og sidste - operarolle; hun sang den første gang i Arnsterdarn på Festival of Holland, vistnok i 1949, og sidste gang i sin »svanesang«, den sidste optræden i februar 1953 på Covent Garden.

Glyndebournetiden og de fire måneder derefter, hvor vi turede England rundt med »Lucretia« og opførte den i, alle Englands og Skotlands større byer og sluttede af med et gæstespil i Holland, beseglede vores venskab. Her viste Kathleen sig som den trofaste kammerat og den elskelige ven, hvadenten hun gav mig en håndsrækning ved indstuderingen af partiet, - hun var jo en fremragende pianistinde - eller vi skulle dele togrejsernes kedsommelighed og anstrengelser. Så lukkede hun op for sit uudtømmelige lager af Lancashire- og skottehistorier og underholdt os, så vi stønnede at latter, eller hun parodierede og lavede sjov med musikken. Uoplagthed eller træthed kendte hun ikke, og selvom hun netop dengang gennemlevede en periode med store personlige sorger, havde hun kun tanke for kammeraternes ve og vel, - Efter over fire måneders arbejde trængte vi alle til ferie, og det var ganske naturligt, at hun tog med os hjem til Danmark for at hvile sig, - det var hendes første udenlandsrejse, bortset fra den uge vi optrådte i Holland, og det morede hende gevaldigt at se nyt og forskelligt. Med et barns impulsivitet, ublaseret og gemytligt kastede hun sig ud i at studere folkeliv, - og morede sig over alt og alle. Hendes klangfulde, melodiske latter rungede gennem huset, når hun prøvede at gøre sig forståelig for ungerne, og de råbte højere og højere for at gøre hende begribeligt, hvad de mente, - hun forspiste sig i flødeskum, som jo var et ukendt begreb i efterkrigstidens England, -- hun sov bekymringsløst og sundt »like a log« (som en bjælke) og nød ubeskriveligt at have ferie for første gang siden sit egentlige gennembrud i 1945.

Hun lærte mig her, hvad folkesangen betyder i England. I timevis sad hun ved flyglet og spillede og sang: »Blow the wind southerly«, »The keel row«, »My bonnie lad« og snesevis af andre, - hendes sprudlende vitalitet og festlige humør kom her helt til sin ret, hendes sans for dialekterne var helt utrolig, og hendes charme i folkesangene uimodståelig.

De 14 dage blev en vidunderlig animeret fest for os alle, som smittedes af hendes sunde livsglæde og ukuelige Lancaster-lass-humør - indtil livets alvor pludselig brød ind, og jeg måtte aflyse min medvirken i »Don Giovanni« på Det kgl. Teater og indstille hele min virksomhed. Da viste hun sig som den storslåede kammerat. Jeg fandt hende med armene om halsen på min kone ude i køkkenet, hvor hun gjorde det umulige for at støtte og hjælpe, hun tilbød at dele alt med os, hvad vi naturligvis afslog, - og siden fulgte hun. mig trofast, indtil hun selv ramtes endnu hårdere og meningsløsere. - -

Kathleen kom hjem til en sæson, som skulle føre hende opad mod stjernerne. Efter »Lucretia« var der bud efter hende allevegne fra. Hun blev, som kammeraterne halvt misundeligt, halvt spøgende sagde: »the all Festivals girl«. 1 1947 sang hun for første gang med Bruno Walter ved det første Edinburgh Festival, og nu gik vejen via Amerika til Luzern, Milano, Amsterdam, Paris, Salzburg og Wien. - Med elskelig selvfølgelighed besteg hun de fornemste podier og sejrede uindskrænket, hvor hun sang.

I 1949 var jeg nået så vidt, at jeg turde tage imod opfordringen til at synge på Edinburgh Festival, og vi traf hinanden igen. Hun var da Festivalens fejrede midtpunkt og dets lysende stjerne. Med Bruno Walter ved flyglet sang hun tyske Lieder, bl. a. Schumanns »Frauenliebe und -leben«, til en koncert, hvor Usher Hall, der rummer 3000, var fyldt til randen, - og med ham som dirigent sang hun med det franske Orchestre Nationale Mahlers »Kindertotenlieder«. Det temperamentsfulde franske orkester tilbad hende, så de kunne have spist hende, pg Bruno Walter var med rette stolt af hendes præstation. Han havde som nævnt haft hende som solist i Edinburgh 1947, og allerede dengang blev han så betaget af hendes kunstnerpersonlighed, at han besluttede sig til at overgive hende hele den fornemme liedertradition, således som han havde den fra sin ungdom, samt at gøre hende til Mahlerfortolkeren par excellence. Bruno Walter står jo gennem sit nære venskab med Mahler som autoriteten på det område i dag.

I 1951 måtte Kathleen i huj og hast aflyse sin på forhånd udsolgte skandinaviske tourné: dagen inden hun skulle rejse, blev hun indlagt for en svulst i brystet. Siden da kæmpede hun en næsten overmenneskelig kamp for at gennemføre de kolossale opgaver, der stilledes hende. Mellem smertefulde behandlinger, ind imellem stadige sygelejer indsang hun kæmpepartier på grammofon og rejste rundt, - på stadig kortere tourneer - men ydede dog storslået og hjertegribende kunst. Gudskelov var hendes stemme til det sidste intakt. I 1951 skrev hun til os: »Jeg må ikke rejse udenfor England mere for mine læger, men jeg må lave en masse indspilninger, og jeg må øve og få stemmen igang igen. Jeg har holdt fri (!) længe, og stemmen bliver modbydelig rusten.« Og i december 1952 skrev hun: »- alt detteher lyder som veråb og klager, i virkeligheden må jeg ikke beklage mig: Jeg kan synge og blive plejet.«

Så sent som i september 1953, da hun havde gennemgået den sidste forfærdelige operation, mente Britten, at hun kunne magte at indsynge nogle duetter, som han skrev for hende og Peter Pears. De havde talt om at installere optagelsesapparater i hendes hjem, - men så vidt nåede hun ikke. - For os, som kendte hende og som vidste, hvad hun havde lidt, kom budskabet om hendes død i oktober som en befrielse. En strålende karriére var afsluttet, mens den stod på sit højeste. Meget havde Kathleen Ferrier fået i vuggegave, skønhed, musikalitet, en hjertegribende stemmeklang, der så helt var hendes egen, charme og humør. Men hendes sinds ædelhed, hendes selvudslettende beskedenhed, hendes ydmyghed overfor kunsten var det, der gjorde hende til eneren, til det store menneske, der aldrig skuffede, - hun var ren som kunstner, hun var lykkelig som menneske, for hun gav sig selv i sin kunst.

Der arbejdes på at danne et Kathleen Ferrier Memorial Scholarship og et Kathleen Ferrier Cancer Research Fund.

I komiteerne sidder bl. a. Sir John Barbirolli, Gerald Moore, Sir Malcolm Sargent, Dame Myra Hess, Sir Laurence Olivier, dr. Bruno Walter m. fl.

Interesserede, der skulle ønske at bidrage til et af disse fonds som et udtryk af taknemmelighed for, hvad hendes kunst har skænket dem, kan henvende sig til A. S., Toldbodgade 75, København K., telefon Byen 3083.

Årgang 29/1954, nr. 01