A propos Lumbye

A propos Lumbye

En efterlysning

Man kunne måske tro, at det mest var for kuriositetens skyld, når Tono har ladet otte Lumbyekompositioner indspille på en 25 en lp-plade af H. Ws barnebarn Tippe (på dåbsattesten Theodor) Lumbye. Naturligvis er det også kuriøst, men heldigvis mere end det. Tippe Lumbye er nemlig i familie med Tivoli, H. Us og Carl's musikalske have og har derfor Lumbye-musiken i blodet. Det mærkes så vidunderligt på disse optagelser af valsene Dronning Louise, Amelie og Sophie, Amager-polkaen, Columbine polkamazurkaen, Christian IX's honnørmarch og galopperne Københavns Jernbane Damp... og Champagne..., spillet af Tivolis koncertsalsorkester med dejligt smittende humør.

Tippes gengivelser er præget af det »jeg ved ikke hvad«, som får én til at boble af danselyst og blive i så usigelig godt humør. Han har kærlighed til denne musik, og man bliver selv ganske lyserødt forelsket i den. Men med denne forelskelse kan godt følge lidt vemod over, at dette hjørne af det musikalske paradis har ligget brak i vor egen tid, så alskens ukrudt og svamp er groet op, hvor der før var yndige blomsterbede i glade og friske farver, eller kilometerbrede betonveje har gjort den ægte idyl til en musikindustriens trøstesløse ørken. Man siger ofte om vor tids smarte »musikarrangører«, at de er så knusende dygtige, og det er så sandt så sandt. Men bag dygtigheden ligger der kun yderst sjældent det oprigtige sind, som får en lille streng til at vibrere inde ved ens hjerterødder - den kunst, som en Strauss og en Lumbye kendte. Den naturlige idyl bliver idag til lummer »hygge«, den charmerende melodiske sødme er nu gjort til vammel banalitet, og det levende rytmiske hjerteslag imiteres af dunkende maskin-rytmer.

På Lumbyes tid var maskinen jo ingenlunde noget ukendt fænomen, men det er betegnende for H. C., at han karakteriserer damp-jernbanen med en rytme, som udspringer af et levende væsens naturgivne bevægelse: hestens galop. Der er her ligesom to dimensioner i rytmen: først det uendelighedsrettede, den ubrudte flugt i rummet, som kendes på de langt udholdte klange, og dernæst det lette pulsslag underneden. Så enkelt og charmerende har han på én gang vist farten (hjulenes ensartede bevægelse over et stort skinnelegeme) og kraften (maskinrytmens sønderdeling af tiden). Selv Honegger med sin realistiske »Pacific 231« har ikke givet noget mere karakteristisk musikalsk billede af damptoget end Lumbye.

I dagens populære musik synes det, som om kun kraften er blevet tilbage. Man spiller med musklerne, men ved ikke, hvad man skal bruge dem til. Man er blevet ét med maskinens dunken, så fuldkomment, at man som maskinen bliver stående på stedet. Dette kan man forvisse sig om ved studier i marken. Betragter man den jitterbug-glade ungdom i dens højborg »Dansetten« i Tivoli, bemærker man straks, at denne »løsslupne« dans er en dans på stedet. Som maskinen udløser den en masse kraft, men den har intet mål, alt sker i nuet og på stedet, og det beror kun på tilfældet, hvis de dansende flytter sig udover deres armepars radius. Denne kraftudløsning i dans og musik må derfor betragtes mere under en psykologisk end under en musikalsk synsvinkel. Strauss' og Lumbye's valse og polkaer var derimod utænkelige som danse uden bevægelse i rummet, og heri afspejles væsensforskellen mellem dengang og nu (ikke til benefice for nutiden). Vi har tabt en livsdimension - tiden, målet som vi vel aldrig når, men som giver livet en retning.

Det er for drastisk en konklusion at drage med Lumbyes jernbanegalop som udgangspunkt, kunne man sige. Men alligevel tror jeg det ikke, og slet ikke, når jeg efter at have lyttet til den og de andre indspillede Lumbye-kompositioner griber tilfældigt i en vældig bunke plader med populær musik og lægger dem en for en under safiren. Det er næsten uhyggeligt deprimerende, at det bedste, der kan siges om nogle af disse plader, er, at musiken er fantastisk fikst eller effektfuldt »arrangeret«. Det er det industrielle element, der dominerer, ikke det, der skulle give udtryk for menneskelige følelser. Og hermed mener jeg ikke de »store ture« men noget så enkelt som lys glæde eller stille melankoli.

Og så var der alligevel en plade, som gav udtryk for mere end trøstesløs industri, fire negre, som sang »Listen to the Lambs« og »Nicodemus«. Ja, ja, men netop de amerikanske negres musik har mange jo også lært af idag siger man måske. Javist, man har også lært af spansk musik, »Lady of Spain«, af »Bella Musica« fra Italien; man har mødtes på Hawaii eller drømt om Capri og Rio, og minsandten om ikke Indien med »Månelyset over Ganges« af Sauter Finigan- orkestret er blevet draget ind i underholdningsbranchens søgelys. Man har lært af ... næh, man har lånt farver forskellige steder og blandet dem op i den plastic-masse, som man gør afslappende underholdningsstof af. Rænomenet er jo ikke ukendt fra andre industrielle områder: maleriske personer faldbyder på gader i Paris som i Marokko spraglede marokkanske tæpper, fremstillet i Belgien, nygifte par betaler af på vægtige renæssancemøblementer, og man ser forretninger, som skilter med ægte eller moderne antikviteter.

Hvor diskret man kan udnytte en fremmed atmosfære, viser Kai Normann Andersen i sin »Madelaine«-vals. Den er tilsyneladende stjålet fra Paris, men ikkesandt, den er blevet til i Gentofte, det kan den trods alt ikke lyve sig fra, selvom Svend Asmussen i sit »arrangement« mere end dygtigt søger at camouflere den kendsgerning-. Denne plade er et glimrende eksempel på underholdningsmusik og arrangement, hævet over det industrielle masseprodukt af musikere, der giver noget af det, man ellers savner. Den har en personlig akeent og lyser af godt humør.

Man søger objekter allevegne, som kan krydre produkterne og skabe så hyppig afveksling, at det kan illudere som en slags nyt indhold. Og den store masse bider på; den bliver reverenter talt åndelig voldført af underholdningsindustrien, har simpelthen ingen chance for at undslippe. Menneskesindet isoleres af en plastic-hinde, som bliver tykkere og tykkere og tilsyneladende sværere og s værere at gennemtrænge. Ja, men du kan da ikke være så naiv at tro, at Bartók kan trænge plasticmusiken ud eller Picasso erstatte Hopalong

Cassidy eller Fantomet? Nej, ingenlunde. Men imellem de sidstnævnte ekstremer stod herhjemme fornylig et menneske som Storm P., der også lavede sine tegninger på samlebånd, men som aldrig glemte, at mennesket var menneske og ikke maskine, og der var dog hundredtusinder, som holdt af ham, ikke på trods af, at han var menneske, men fordi han var det.

Disse revsende betragtninger være fremsat ikke for i kunstprofessionel, surhed at rakke ned på den bestående populærmusik men for at efterlyse den underholdningsmusik, der kan løsne industriens hårde greb ved at le så hjerteligt, at alle lænker brister.

Men en maskine kan ikke le. Lumbye og Strauss de kunne.

Frede Schandorf Petersen.