Salmesymfoniens konstruktion

Salmesymfoniens konstruktion

Af POUL ROVSING OLSEN

Intet af Strawinskys, senere værker er så almindeligt beundret som »Salmesymfonien«. Man har i denne musik fundet en religiøs renhed, en følelseskraft, som synes fraværende i hovedparten af de øvrige værker fra de sidste 30 år, ja, en frisk inspiration, som lier er mægtigere end den blotte, pedantiske omsorg for orden og disciplin. Kun lidet ligger mig fjernere end at nægte, at »Salmesymfonien« ejer disse uvurderlige kvaliteter. Min hensigt med disse linier er derimod at vise, at »Salmesymfonien« foruden at være inspireret musik samtidig er en konstruktiv løsning af en opgave. Denne opgaves art klarlægges naturligvis kun gennem en analyse af musiken. Men, som det vil vise sig, kan vi i det store og hele indskrænke analysen til en betragtning af symfoniens, første tre takter i deres relation til helheden.

De første tre takter er disse (se nodeeksemplet)

Der indledes en e-mol akkord. Men denne akkord efterfølges af en passage, der indeholder toner, der som B og As er uden enhver rimelig forbindelse med e-mol. Hvorfor dannes fortsættelsen af netop disse toner? Er dette indfald ikke slet og ret en genial indskydelse, en uanalyserbar inspiration?

For at svare på disse spørgsmål må vi gå en omvej. Først må vi erindre os, at kvinten for Strawinsky - som den var det for klassikerne - er det fundamentale interval, og at forholdet dominant-tonika, i konsekvens heraf er den kraftigste tonalitetsbestemmende harmoniforbindelse. Dernæst må vi klargøre os, hvilken tonalitet, der behersker »Salmesymfoniens« hændelsesforløb. Første sats begynder i e og slutter i G. Anden sats begynder i c og slutter i Es. Endelig sammenfatter finalesatsen de mævnte fire kernetoner i een akkord, c-durmol, der således ikke blot behersker hele denne sats, men simpelthen er identisk Med »Salinesymfoniens« toneart.

Hvis vi forsynede med denne siden atter betragter de indledende takter, forstår vi dem på en ny måde. E-mol akkorden fastslår tonen E. Den som a, betegnede gruppe er en brudt dominantseptimakkord på B og bestemmer således tonen Es.

(Nodeeksempel)

Den som b betegnede gruppe er en brudt dominantseptimakkord på G og bestemmer således tonen C. Den som c betegnede gruppe er endelig en med det motivisk betydningsfulde halvtonetrin orneret ren durtreklang på G, der simpelthen bestemmer tonen G. Med andre ord: »Salmesymfoniens« fire første akkorder tegner i vor bevidsthed tonerne C, Es, E, G, de toner, der tilsammen danner hele symfoniens grundakkord: c-durmol! Det kan tilføjes, at ingen af disse fire toner angives på den klarest tænkelige måde, men kun ad indirekte vej. C og Es angives ved hjælp af dominantakkorder. E angives ved hjælp af en e-mol akkord, der imidlertid er gjort ustabil ved den steerke fremhævelse af tonen G og vanskeligt erkendelig som følge af dens klanglige placering. Endelig angives G ved hjælp af en akkord, der indeholder tonen As.

Salmesymfoniens grundtonalitet indeholdes da latent i de indledende takter samt tillige i de to første satsers modulatoriske forløb, men klart udtrykkes den først i sidste sats.

Lad os påny betragte symfoniens indledende takter. De indeholder tonerne E, G, H, B, D F og As. Fordelt på kvintcirklen, der, som vi har antydet det ovenfor, for Strawinsky er af kapital interesse, har tonerne følgende indbyrdes beliggenhed:

Fis H E A D G C F B Es As Des

Man bemærker strax, at de i indledningstakterne benyttede toner grupperer sig parvis på næsten fuldendt symmetrisk vis. Havde tonen Des også været blandt de benyttede toner, ville symmetrien have være ulastelig. Men det er med - velberåd hu, at Strawinsky har undgået Des, for netop denne tone skal siden spille en betydningsfuld rolle i symfoniens anden sats.

Man bemærker endvidere, nar man kaster et blik i partituret, at Strawinsky stedse drager omsorg for at indføre nye toner med dramatisk virkning. A optræder exempelvis første gang i takt 5 og det sker i forbindelse med udførelsen af den hidtil kraftigste disharmoni: A-D-F-As. Fis klinger første gang i takt 7 som overledning til e-mol akkorden, der her for første og sidste gang optræder uden at være isoleret af pauser til begge sider. C finder vi første gang i takt 10 og det netop i det øjeblik, hvor oktavparallellerne mellem oboens og fagottens bevægelser brydes.

Da jeg ikke er uvidende om, at mangen en læser vil stille sig skeptisk overfor værdien af den her skitserede partielle analyse af »Salmesymfonien«, skal jeg ikke længere dølge, at intet af det her sagte skyldes min egen opfindelse. Analysen er foretaget af Strawinsky selv i et brev - på russisk - til Alexei Haleff og er her gengivet lidt frit måske, men dog loyalt efter en forelæsning holdt af komponisten Milton Babbit, professor ved Princeton University.