Claude Delvincourt

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 02 - side 40-40

Claude Delvincourt

Af KNUDÅGE RIISAGER

Da det første arbejdsmøde ved den internationale musikfest, der afholdtes i Rom i dagene 2.-15. april (La musica nel XX secolo) åbnedes, bad dagens ordstyrer, den chilensiske komponist Santa Cruz forsamlingen rejse sig for at påhøre en sørgelig meddelelse: direktøren for Pariserkonservatoriet, komponisten Claude Delvincourt, der dagen i forvejen netop var blevet valgt ind i den dommerkomité, som skulle bedømme de 12 anonymt konkurrerende nye værker, og som havde forladt Paris i sin egen vogn, for at køre direkte til Rom, var død undervejs som følge af et automobiluheld.

Det gjorde naturligvis et stærkt indtryk på de tilstedeværende, især de, der havde kendt Delvincourt og havde glædet sig til at træffe denne åndfulde og betydelige personlighed, som i en lang årrække havde ledet det franske musiklivs hovedborg, Pariserkonservatoriet.

Delvincourt var født i Paris i 1888 og blev således 66 år gammel, men han så forøvrigt ud som en halvtredsårig. Han havde været elev af Charles Widor ved det konservatorium, som han selv senere blev leder af og havde i 1913 vundet Prix de Rome med en cantate, »Faust et Hélène«. En række yderligere kompositioner markerer hans fine klangsans og højt musikalske kultur og en strygekvartet, som netop fik sin førsteopførelse under Rom-kongressen, spillet ypperligt af Parrenin-kvartetten, et vemodigt minde om hans noble musikerskab.

I den første verdenskrig, hvori han deltog, mistede han det ene øje og gik med en sort monocle; måske var det dette ikke fuldstændige syn, der medførte autoulykken! Ingen fik rigtigt at vide, hvad der igrunden var passeret. Under den anden krig, mens Frankrig var besat af tyskerne, udrettede Delvincourt en bedrift, som sent vil blive glemt. Under foregivende af et vist samarbejde med de tyske besættelsesmyndigheder, organiserede han et orkester, bestående af konservatorieelever, og det var meningen at dette orkester skulle give konserter, også for tyskerne. Der var bare det mærkelige og uheldige ved dette orkester, at det blev aldrig færdigt med sine prøver, man kunne ikke opnå tilfredsstillende resultater og blev dog ved med at arbejde. Selve denne omstændighed, at Delvincourt således havde en slags forståelse med occupationsmagten, medførte skæve blikke og meget pinagtige situationer for ham, indtil besættelsens ophør, hvor det viste sig, hvad kun de absolut indviede kendte til, at orkestret havde været et gennemgangsled for en hel skare af modstandsfolk, der hverken kunne spille eller noget som helst i den retning, men ved denne camouflage reddede sig via orkestret videre ned i »det underjordiske« og således undslap tyskernes efterstræbelser. Så meget større var den hæder, der blev tilkendt Delvincourt efter krigens ophør, og hans »medarbejderskab« fik en helt anden retning, end man havde anet.

Ved en kongres indenfor The International Music Association i London i marts måned var Delvincourt Frankrigs delegerede. Efter en koncert, hvor Furtwängler havde spillet, holdtes en »supper«, hvor direktøren for The Royal Academy of Music, Sir Reginald Thatcher, talte om det engelske konservatorium og dets arbejde. Derefter blev Delvincourt opfordret til at fortælle lidt om Pariserkonservatoriets virksomhed. Han undskyldte sig med, at han var ganske uforberedt, men rejste sig og holdt en tale, eller et foredrag - eller et causerie, om man vil, der varede over en time, men som var så fængslende, så åndfuldt og så charmerende, at ingen havde anelse om, hvor længe han havde talt, Det var en fremstilling af Pariserkonservatoriets historie i korte træk, af dets arbejdsmetoder og af dets problemer og fremtidsplaner, som umiddelbart måtte optage os alle. Delvincoutt åbenbarede her at han, som leder af denne berømte skole, må have været som en fader for alle sine elever, for deres boligforhold, deres anvendelse af fritiden og deres økonomiske bekymringer. Det hele var til den grad sympatisk og vindende at man tilfulde forstår, hvad Frankrigs musikungdoni har mistet i denne mand. Det er aldeles rigtigt, hvad Mademoiselle Nadia Boulanger sagde til mig efter hans død: han er virkelig uerstattelig.

Delvincourt havde et meget vennesælt sind og var en mand med sans for humor. Hans elskværdighed var meget vidtgående og hans indstilling til de mange problemer han kom ud for, var altid frisk og munter. Delvincourt - som forøvrigt for nogle år siden var her i Danmark for at dirigere Det kongelige Kapel ved en af dets symfonikonserter - var et sjældent værdifuldt menneske.