Dansk musikuge ...

Dansk musiklige...

»Dansk musik har gennem de sidste år vundet sig et nyt og internationalt publikum. Den danske Statsradiofonis orkester har gennem sine tourneer i Europa og U. S. A. skabt en betydelig interesse for dansk musik, især for den danske komponist Carl Nielsens værker. Under Danish Music Festival vil de bedste danske ensmbler og kor fremføre dansk og klassisk udenlandsk musik. En særlig oplevelse vil blivejremførelsen af den danske komponist Buxtehudes værker på det fornemme, gamle orgel i Mariakirken i Helsingør.«

MED ovenstående linier karakteriserer Turistforeningen for Danmark Musikugen 19.-24. maj i sin brochure vedrørende Danske festspil 1954. Et fagtidsskrift ville næppe benytte helt de samme vendinger, slet ikke over for det publikum, som folderens danske udgave henvender sig til, men der skal iøvrigt ikke her og nu fremsættes nogen kritik af det arrangement, som en kreds af fremtrædende musikfolk har medvirket til at realisere.

Tværtimod. Der skal rettes en tak til Turistforeningen, som, efter at planerne om en fortsættelse af Carl Nielsen-festen gik i vasken, har taget initiativet til en dansk musikuge, der med rette præsenterer såvel skabende som udøvende tonekunst i Danmark. Man vil vide, at musikfesten er skabt med små midler, men målene er lige store for det, om ikke større, relativt set. Der skal ikke mindre idealisme til for at banke en dansk musikfest fast i udlandets bevidsthed, når man må gå frem efter de forhåndenværende søms princip.

Carl Nielsen-fester var ifjor emnet for en enquete i Dansk Musiktidsskrift. Her udtalte professor Jens Peter Larsen, der er formand for Musikugens executivkomité: »Hvis der skal blive tale om en gentagelse, vil jeg for mit vedkommende håbe, at det igen kan blive sådan, at det først og fremmest bliver spørgsmålet om at tjene Carl Nielsen's kunst, der stilles i forgrunden, og ikke så meget hensynet til skandinaviske Musik- og turistfestivals, hvor nyttige og velmotiverede de end kan være. Dernæst mener jeg dog ikke, at programmerne ved en eventuel senere fest bør bestå udelukkende af Carl Nielsens værker. De bør naturligvis stå i centrum, men det er indlysende, at man med fuld ret, og sikkert med.fordel, kunne inddrage både ældre danske værker og (navnlig) nyere musik af ubestridelig kvalitet i en sådan festuge. Det ville give afveksling og kunne få Carl Nielsens særpræg til at fremstå endnu klarere.«

Forhåbentlig vil dette forsøg ikke være forgæves.