En beskæmmende historie

En beskæmmende historie

Af TORBEN MEYER

Så bestemte magistraten altså, at Niels W. Gades statue skulle væk. Den blev flyttet fra sin gamle og gode plads på Set. Annæ Plads til en skammekrog i Øster Anlæg. Hvorfor netop dèr? Gade havde mig bekendt ikke mere at gøre i anlægget end de fleste andre, kom der vist endda uhyre sjældent. Men på Set. Annæ Plads og i Bredgade kom han, for her virkede han og boede. Her faldt hans vej daglig forbi, når han bevægede sig mellem hjemmet, Konservatoriet og Odd Fellow Palæet, der alle lå i Bredgade, eller når han skulle i Det kgl. Teater, hvor han en overgang havde ansættelse. Det var så naturligt og rigtigt at stille statuen op her, og det er en hån mod ham, hans familie, hans musik og mod dansk musik overhovedet, at en kreds af mennesker uden pietet og musikforståelse resolverer, at tiden er inde til at køre Gade på møddingen eller i hvert fald stille ham i en gedigen skammekrog.

Tilfældet med statuen er et nyt udslag af musikfolkets afmagt. Vi har ingen fortalere i magistrat eller folketing, der er ingen musikkyndige, som samtidig interesserer sig for den store eller den lille politik, i hvert fald ikke nok til, at det skaffer vedkommende sæde i nogen myndighed. Man oplever sjældent eller aldrig nogen, der taler musikkens sag disse steder, og resultatet er, at musikken behandles efter forgodtbefindende, og det vil som regel sige afvisende. Hver gang, der skal skaffes blot den mindste sum til et musikalsk formål, må dens fortalere gå den mest beskæmmende tiggergang og finde sig i afvisning på afvisning. Se f. eks. til grammofonfolkene, der stadig trækkes med en meningsløs skat på 20 pct., på radioforhandlerne, der trækkes med 17,65 pct., på balletten, der aldrig havde kunnet vise sin kunst - og dermed også musikkens- , hvis ikke teaterchefen personlig havde skrabet ca. 100.000 kr. sammen. Musikken har ingen virkelige fonds at tage af, den og dens folk hemmes på det uhyrligste, men alligevel er de gode nok, når de trods alle hindringer, al vrangvilje, al ligegyldighed formår at hævde sig her eller i udlandet. Statsradiofoniens Symfoniorkester er det bedste eksempel, men lad os tage pladerne med. Tænk, hvad de sidste års indspilninger af dansk musik har betydet både selvstændigt og som supplementer til radioorkestrets triumftourneer. Nogen bedre ambassadør ikke blot for dansk kultur i det hele taget, men for hele landet, end musikken, haves ikke, men ikke desto mindre møder den kold afvisning, når den stiller sine beskedne krav.

Hvad ser vi, når et musikalsk slag er vundet? At de samme myndigheder, der sagde nej og gjorde knuder, modtager hyldesten, som burde den rettes mod dem. De pynter sig med lånte fjer og skammer sig ikke engang over det.

Denne gang er det vel kulh en mindre sag, det gælder, et spark til en afdød komponist, der jo ikke kan forsvare sig, og til en musikverden, der ikke vil eller ikke kan det. Og her har vi fejlen, som vi alle burde græmme os over. Hvorfor sluttede ikke alle musikorganisationer sig sammen, hvorfor gik ikke en deputation op på rådhuset og nedlagde en protest? Hvorfor stillede ikke musikerne sig op omkring statuen og nægtede at flytte sig den dag, da arbejderne mødte med skovle og spader for at køre Gade på lossepladsen? Hvorfor er ikke hele den danske musikverden rejst til forsvar for denne besudling, til forhindring af denne skammelige handling?