Fra Hans Matthison-Hansens ungdomsår

Fra Hans Matthison-Hansens ungdoms-år

Åf NIELs FRIIS

Kilderne til Belysning af Hans Matthison-Hansens Liv og Virke er sparsomme; de, Levnedsskildringer, der findes af haml er faa. og smaa og hviler nok i overvejende Grad paa mundtlige Overleveringer - som Angul Hammerichs i Illustreret Tidende, der vel den Dag i Dag er grundlæggende. Hvor yderligere Vidnesbyrd dukker op har de derfor særlig Værdi, og ikke mindst, naar de er af personlig Karakter, fra Kunstnerens i mange Henseender saa urolige, eller dog uafklarede Ungdoms-Aar i København.

Hans Matthison-Hansen var jo en af de Slesvigere, der i forrige Aarhundredes første Halvdel, endnu inden de nationale Modsætninger for Alvor begyndte at gøre sig gældende, ganske naturligt søgte mod Rigets Hovedstad for her at bryde sig en Bane. Den ganske unge Styrmandssøn fra Flensborg vilde være Kunstner. Det er kendt, hvordan han, ledet paa Vej af en anden berømt Slesviger, C. W. Eekersberg, slog ind paa Malerkunsten, først som Elev af ham, siden ogsaa af Akademiets Malerskole. Lige saa kendt er det, hvordan det blev Musikken, som han var opvokset med i Hjemmet og senere hos Eckersberg, der fik Overtaget, et Sporskifte, i hvilket Kuhlau og Weyse, men navnlig den første, havde væsentlig Andel. Som Musiker skulde han, da han havde taget den store Beslutning, skabe sig en Karriére, men det blev sværere for Hans Hansen - som den senere saa berømte Matthison- Hansen endnu dengang hed - end for de fleste, fordi han ogsaa indenfor Musikken svingede saa temmelig mellem flere forskellige Felter.

Det var jo Orglet, der blev hans Hoved-Domæne, uden at han iøvrigt opgav den Alsidighed, som havde gjort ham til en saa kærkommen Gæst i mange musikdyrkende københavnske Hjem, i hvis Musikkredse han med lige stor Lethed tog en Haand med ved Fløjten, saavelsom Klaveret, Violinen og Violoncellen. Med Orgel havde han beskæftiget sig allerede i Drengeaarene nede i Flensborg; han var tidligt fortrolig med det, men mærkeligt nok vedblev det at være det eneste af de mange Instrumenter, han dyrkede, paa hvilket han stort set var Autodidakt. Vistnok havde han faaet nogen Vejledning, efter Traditionen af Weyse og især af Holmens Kirkes Organist Rauch; det var dog ikke nogen rationel Undervisning, og sit Herredømme over Orglet havde han skaffet sig paa egen Haand, især nok ved at vikariere i Holmens Kirke for Rauch, til hvem Weyse havde henvist ham.

I Slutningen af November 1831 døde Roskilde Domkirkes Organist gennem tyve Aar, Jens Struck. Det rygtedes hurtigt ind til Hovedstaden, og saa snart Dødsfaldet kom den unge Flensborg Hansen - saaledes kaldtes han altid i sin Københavns-Tid - for Øre, var han klar over, at her var hans store Chance. Han skred til Handling med det samme og gik først og fremmest til Weyse, men derefter ogsaa. til andre, hvis Ord havde Vægt, og skaffede sig Anbefalinger og Udtalelser; da han havde de vigtigste af dem skrev han sin egen Ansøgning og opsøgte Stiftamtmand, Greve F. J. Knuth med den, idet det var Stiftsøvrigheden, der skulde besætte Embedet. Man faar et udmærket Billede af den unge Musiker gennem de skriftlige Udfærdigelser, han ved denne Lejlighed gav fra sig.

Underdanigst Promemoria, kalder han sin Ansøgning, som han skrev i sit nye Hjem i Admiralgade No. 244, 2. Sal - han var blevet gift et Par Aar i Forvejen - og den lød iøvrigt saaledes: »Da jeg har bragt i Erfaring, at Organist-Tjenesten til Roskilde Doinkirke er ved Dødsfald blevet vakant, saa vover jeg underdanigst at ansøge om at maatte vorde ansat i samme; paa Grund af, at jeg efter vedlagte Attest fra Hr. Professor Ridder Weyse, Hr. Professor Schall, og flere, er i Besiddelse af de Kundskaber, som udfordres til Bestridelse af saadan Tjeneste. Da jeg i Særdeleshed opofrer mig til Tonekunstens teoretiske Studie, vilde jeg ved at være saa lykkelig at erholde denne vakante Organist-Tjeneste faa Lejlighed til at arbejde i Kompositions-Faget for engang om Forsynet skænker mig Kraft og Helbred, at lægge min Taknemmelighed, ved utrættelig Flid og retskaffen Vandel for Dagen.«

To af dansk Musiks store gav ham smukke Ord med paa Vejen. Weyse skrev den 1. December: »At Hr. Hans Mathiessen Hansen, der med Færdighed behandler forskellige Instrumenter og med grundige musikalske Kundskaber forener et ikke almindeligt Kompositions-Talent, anses af undertegnede for fuldkommen duelig til at forestaa. et Organist-Embede, bevidnes herved efter Forlangende.« Claus Schall, »Professor og Musikdirektør for Det kongelige Kapel«, gav ham fire Dage senere følgende Vidnesbyrd: »At Artisten Hr. H: M: Hansen besidder et udmærket Talent som Komponist, Pianist og Violoncellist, med hvilket sidste Instrument han ved mange Lejligheder har assisteret i Det kongelige Kapel til min fuldkomne Tilfredshed, dette kan jeg med Fornøjelse bevidne, og anbefaler ham til sit Ønskes Opnaaelse.« Violoncellen var aabenbart det Orkesterinstrument, han beherskede til størst Fuldkommenhed; paa det var han Elev af Fr. Funch, og det var ogsaa for ham, han vikarierede i Orkestergraven paa Kongens Nytorv.

C. J. Rauch, hvem han havde hjulpet i Holmens Kirke, bevidnede, at »Hr. Hansen er en duelig Orgelspiller baade hvad det teoretiske samt det praktiske angaar, og tillige er nøje bekendt med Ritualet, saa at han til flere Tider haver fungeret for mig i Sygdoms-Tilfælde til Menighedens fulde Tilfredshed«, og endelig var der en Anbefaling fra »kgl. Hofagent, Ridder af D, DM, Waagepetersen«, en Mæcen, der betød meget for Samtidens Musik, hvad Marstrands, Billede af en Soire i hans Hjem - paa hvilket ogsaa »Flensborg-Hansen« er portrætteret - er et varigt Minde om. Meget varmt og personligt falder denne Mands Ord: »Hr. H. M. Hansen, som underdanigst ansøger hos den høje Stifts- Øvrighed om den vakant vordne Organist-Tjeneste ved Domkirken i Roskilde, kender jeg i flere Aar som en højst agtværdig ung Mand; og som en udmærket ung Artist, der ved sit Talent og Arbejdslyst vil gøre Danmark AEre i Tiden, naar han maatte vorde saa lykkelig at kunne arbejde uden Næringssorg, som hidtil har været hans Lod. Jeg vover paa det hjerteligste at anbefale ham til høje Vedkommendes Bevaagenhed, saaledes at hans underdanige Ansøgning maa komme i gunstigst Betragtning.«

Hans Matthisson-Hansen var ingenlunde den eneste Ansøger til Domorganist-Embedet. Samtidig med at han sad og skrev i København, og fik sine Venner og Beskyttere til at skrive, greb ude i Roskilde Domkirkens Kantor, Johan Ernst Hartmann Pennen for at ansøge. Han var sagligt mindst lige saa kvalificeret, Søn af den brillante Komponist og Koncertmester Joh. Ernst Hartmann (og saaledes Farbror til den unge I. P. E. Hartmann), tidligere Organist ved Frederiks tyske Kirke paa Christianshavn og nu gennem et kvart Aarhundrede Roskilde Domkirkes, meget dygtige Kantor, og anset Borger i Byen; at Kirkens Myndigheder saa absolut ønskede ham, kunde ingen være i Tvivl om, og de havde da oersaa konstitueret ham i Embedet.

Hansen og Hartmann var vel med deres henholdsvis. 25 og 61 Aar yngste og ældste Ansøger - men der var flere: Weyses Vikar ved Frue Kirke, Lærer Jørgen Fr. Holm og Herredsfuldmægtig i Roskilde Jørgen Müller Kornerup, der havde hjulpet afdøde Organist Struck, med hvem han var besleegtet; begge havde de Attest og Anbefalinger f ra Weyse, saa Traditionen om, at Matthison Hansen var den eneste, han anbefalede, er altsaa noget skæv. Fremdeles: den blinde Organist J. A. Gether, Stadsmusikant og Organist M. Malling i Ringsted, Lærer Poul Chr. Erslev i Køge, Organist Sulkendorff, Korsanger Chr. Kølle ved Det kgl. Teater og Organist Chr. Bertelsen i Holbæk, der især havde vundet Anseelse ved at ordne og undervise Musikkorpset i Holbæk Borgervæbning...

Da Matthison-Hansen blev klar over, at der var saa mange Ansøgere som Tilfældet var - og ikke mindst har han jo nok frygtet Kantor Hartmanns Kandidatur - blev han nervøs, eller syntes dog, at der maatte gøres noget yderligere. Han skrev da et Brev til Stiftanitnianden, Greve Knuth, der vel nærmest er at opfatte som en Slags Tilføjelse til hans Ansøgning. Dette Brev er af særlig Værdi, fordi man her med den unge Musikers egne Ord faar hans Situation beskrevet saaledes som den var, før lian kom til Roskilde. Brevet er skrevet i Hjemmet i Adelgade i København den 14. Decenmber 1831 og lyder saaledes:

»Da jeg havde den Ære at overrække Drs. Højvelbaarenhed min Ansøgning om den ledigværende Organisttjeneste i Roskilde, ytrede Drs. Højvelbaarenhed at Det kongelige Kapels Musici kom til denne Tjeneste i fortrinlig Betragtning. Paa Grund af det venskabelige Forhold, hvori jeg staar med de fleste af Kapellets. Musici, har jeg bragt i Erfaring, at ingen af samme søger den nysnævnte ledige Tjeneste, og idet jeg nu vover at anbefale mit underdanige Andragende til Drs. Højvelbaarenheds naadige Forsorg, tillader jeg mig den underdanige Frihed at fremsætte følgende:

»Fra min tidligste Ungdom har jeg selv maattet forhverve mig mit Ophold her i Staden, hvor jeg har haft Lejlighed til at uddanne mit Talent under berømte Mesteres Vejledning, men i de sidste to Aar i hvilket jeg har været gift, har jeg, med megen Besværlighed og Anstrengelse, maattet søge tarveligt Udkomme til mig, Kone og Barn ved Information i flere ansete Familier. Da jeg udelukkende har gjort Musikken til mit Hovedstudium, var det stedse min Bestræbelse at kunne finde Ansættelse som Organist, men det er især mit Ønskes højeste Maal at maatte erholde den ledige Organisttjeneste ved Domkirken i Roskilde. Vel er den Tjenesten tillagte Løn maaske ringe for mange; men den er for mig saare betydelig, da jeg deraf, ved min sædvanlige strenge Husholdning, vil være i Stand til at leve tarveligt og anstændigt; ligesom jeg, og i denne Stilling ser Udveje til at faa flere Kompositioner for Lyset som jeg i min iværende Forfatning ganske maa opgive Haabet om.

»For mit Vedkommende vil jeg, ved at erholde den underdanigst ansøgte Tjeneste, være særdeles tilfreds, men jeg nærer tillige den Overbevisning, at de høje Vedkommende skulde finde Tjenesten i enhver Henseende vel bestyret ved mig. Jeg indser derhos, de Fordringer, som den høje Øvrighed nødvendigvis vil gøre ved Besættelsen af Organisttjenesten i Roskilde; thi det maa vistnok indrømmes, at af Organisten ved denne Kirke udfordres mere end almindelige Kundskaber, eller alene at kunne udføre de almindelige Koraler, efterdi sammesteds skal udføres Præludier i den højere Stil ved Processioner i Anledning af Bisættelse af kongelige Lig.

»Med Hensyn hertil, og da jeg er i Stand til at opfylde de Fordringer, som de høje foresatte, Kunstkendere og Menigheden bør have Krav paa af en Organist ved oftnævnte Hovedkirke, vover jeg herved i dybeste Underdanighed at andrage om at maatte komme i fortrinlig Betragtning ved Besættelsen af den ansøgte Tjeneste...«

Matthison-Hansens mange Anstrengelser kunde tyde paa, at han ikke har stolet helt saa stærkt paa sin Ven og Beskytter Weyse som senere Tider har ladet ham gøre det, som sagt uden at vide at ogsaa to andre Ansøgere havde faaet den berømte Mands Anbefaling. Men om Sagens Realitet kan der nu nok ikke herske Tvivl. Weyse skal - saaledes skriver Hammerich - have opmuntret ham til at søge til Roskilde med disse Ord: »De kommer væk fra København, det er sandt, men tænk Dem, den første Organist-Plads i Landet! Det er dog, vel betænkt, ikke at foragte. De er skikket til den, og skal have den.« Har Weyse sagt saadan, saa har han ogsaa vidst, at han var i Stand til at gennemføre Udnævnelsen. Der maatte ganske givet ogsaa sættes særlige Kræfter i Bevægelse for at faa de ansættende Myndigheder, Stiftamtmanden og Biskoppen, til at forstaa, at yngste Ansøger skulde foretrækkes frem for flere til dels veltjente Folk.

Men det gik, og den 31. Januar 1832 beskikkede Stiftamtmanden, Grev Knuth, og Biskop, Dr. Peter Erasmus Müller »Artist Hans Mathiessen Hansen her af Staden til fremtidig at være Organist ved Domkirken i Roskilde«. Det er ejendommeligt at se den unge Kunstner betegnet som »Artist«; Udtrykket anvendtes vist først af Waagepetersen i hans Anbefaling og er saa gaaet videre andre Steder, helt op i Stiftsøvrighedens Beskikkelse. Ordet brugtes dog her i en helt anden Betydning end nu. Artist var dengang Betegnelsen for Kunstakademiets Elever -og som saadan betragtedes Matthison-Hansen altsaa, endnu paa det Tidspunkt.

Bestallingen er affattet efter de tidligere Forbilleder, saaledes som disse var brugt ved Domkirken i Aarhundreder. Det paalagdes ham i højtidelige Vendinger at passe sit Embede paa bedste Maade; de af ham saa stærkt eftertragtede Emolumenter nævnes otsaa - han skulde nyde »de Rettigheder og Fordele, som tilligge forførnævnte Tjeneste og derunder den reglementerede Løn 112 Rd. Sølv, som udbetales ham af Domkirkens Kasse og Sdr. Jernløses Kirketiende til Beløb 148 Tdr. 3 Skpr. 3 Fjerdingkar Byg der ifølge allernaadigst konfirmeret Akkord betales efter hvert Aars Kapitelstakst, men hvoraf Organisten skal svare kongelige Skatter og Afgifter samt Bankrenter, m. m.«

Den nyansatte skulde ogsaa sørge for »Orglets Konservation og betimelig forekomme dets Skade«. Ogsaa det var en Bestemmelse, der stod fra gammel Tid, da Orgelbyggere ikke hang paa Træerne, men det fik ikke saa stor Betydning i dette Tilfælde, thi for Orglets »Konservation« var der allerede, da Matthison-Hansen traadte ind i Billedet, sørget paa anden Maade: paa Initiativ af Kantor Hartmann og C. E. F. Weyse, der i hine Tider var en hyppig Gæst i Roskilde Domprovstegaard og i Roskilde Domkirke, var Forberedelserne indledet til den meget omfattende Restaurering og Fornyelse af Instrumentet, som de to slesvigske Orgelbyggere Marcussen og Reuter udførte et Aars Tid senere.

Det var Hartmann og Weyse, der paa denne Tid raadede for det gamle Domorgel, og troligt nok har Matthison-Hansen de første Aar i Roskilde, som jo iøvrigt blev meget lykkelige for ham, ikke haft let ved at gøre sig gældende her, skønt han jo var retmæssig Organist til Kirken. Men det var kun et Tidsspørgsmaal, og i hvert Fald, da Weyse i 1840 gav sit berømte Afslag paa Opfordringen til at spille ved Frederik den Sjettes Bisættelse under Henvisning til Matthison-Hansens Kvalifikationer, var Sagen klar nok. Det var ved denne Lejlighed, den unge Musiker med Dronning Dagmar-Improvisationen tjente sine kunstneriske Sporer foran det Instrument, som han mere end nogen anden i dets firehundredaarige, Historie kom til at kaste Glans over.