Grammofon

Grammofon

MEI) blot et halvt års mellemrum har selskaberne NIXA og HINIV udsendt hver en indspilning af operaen »Dido og Aeneas«,

soni Henry Purceil skrev i 1689 til en pigeskole i Chelsea,. Siden er der praktisk talt ikke skrevet beniærkelsesv,-,wi- dige operaer i En«,Land, før Benjamin Britten to,,, fat. Da pigerne i Chelsea havde opført Purcell's'opera med *ham selv ved cembaloet, gik værket i glemmebogen og blev der i 206 år. Specielt i vor tid har operaen til gengæld fristet inange operakunstnere. Det er et tillokkende v-ærk, men det er sværere at fremføre, end de fleste tillokkede gør sig klart, - og så går de i saksen. Vor egen kongelige opera gik i (ten for et par år siden. Sjældent er noget trods ,ilt gået så gaft i

(lette prøvelsernes hus. I London er (let til gengæld vistnok 'aldrig gået »Dido og Aeneas« så godt, som (la den engelske instruktør

Bernhard Miles for nylig satte operaen op på sin lille afpillede elisabethanske scene i det intime Merinaid Theatre med Kirsten Flagstad som Dido og (len fra orgelbænken emigrerede dirigent Geraint Jones soin kapelinester. Her blev værkets barokdraniatiske action forløst i en mønstergyldig udførelse. Det er denne, tidførelse, der ligger til grund for HMN""s indspilning af operaen.

»Dido og Aeneas« skildrer (len skønne dronning Dido's tragi.ske kærliglied til (len troj:,,inske prins Aetieas. Det er en v,--:el(lig drainatisk affi-iere med troldkvin(ler og hekse, der skræmnier Aenea,s tid i et helvede til havs og Jager Dido i sin egen dolk af sorg. Musikdramatisk set er operaen disponeret efter franske inomstre ined ouvertiire a la (len franske, instriinientale indslag, kommenterende kor, brtig af ballet o. s. v., - inen (let oprindelige, musikalske liv i w,,erket er pure engelsk, det er ikke til at ta' fejl af hverken i r-v-tine, inelodi og harnioni. Det er i denne opera, Purcell har skrevet det vidunderlige laniento til Dido's afskedsord »N,~-'heii I ani laid, ain laid in earth...«, et ~af operalitter-aturens højdepunkter overhovedet. Den højde blir der lagt op til operaen igennem.

HMNI-indspilningen bærer først og frei-rimest præg af de implicei-ede ensembler og solisters forbilledlige kontakt ined værket. Såvel musikere og sangere som vokalsolister er så højt manuelt og kunstnerisk disciplineret, at de i forunderligt mål kan le

vendegøre, hvad værket udvirker og bekræfter i deni. 2Mange tvivlede på Wagnersopranen Kir,;ten Flagstad i Pureells inest dominerende operaparti solil Dido, selv da hiiii ined virkelig

t I

in.-aner havde sagt sit ~V,,ignerpublikuin på ~Lletropolitan farvel i en nyindstuderiii11 og liendes førsteindstudering af CT111Ck's »Alceste«. 1,11.1v Ien der var ingen grund til tvivl, (let vjdiier

-I

I-IMV-pladen for os og eftertiden om. Selv i Purcells inest, drainatiske recitativer er (let ikke en Wagner-sopran, (ler Iyder, --partiet igenneni gør Kirsten Flagstad renflærdig tjeneste for Pin-cell. Hun vejer både ordet o,, den melodiske linies værdi med og følsomt instinkt for den musikalske enerti i Pureells værk, økonomiserer med sin vældige stemme uden at s,«-:ette et gran af dens underfulde, klanglige valører til. Kirsten Flagstad

har tidligere indstinget (let be-

vægende laniento på plade, nien

den indspilning tåler ikke sain-

menligning med den Purcell-f or-

tolkning fru Flagstad her udfol-

der. Elisabeth Schwarzkopf er

hende en uforlignelig modpart

eller inedl)art som tjenestekvin(len Belinda, - det er et teani af gensidigt supplerende sangkunst i ædleste forstand, - og dertil slutter contra-alten Arda Mandik,an sig i troldkvindens parti. Hendes fortolkning prår til marv o"" ben. Det er sager. Disse -tre operakunstnerinders sublinie -san,,,,,rkunst er som de øvrige vokale og instrumentale ydelser i indspilningen også forbilledli,..e, fordi de er direkte skikkelsesdannende. Dido, Belinda og troldkvinden tr--,,eder ud af højttaleren. Man bliver i stue med deni og livet omkrin,, deni. The N.,lermaid Sin,,ers bekræfter den renest tænkelige, engelske korkulttir i værkets inange draniatiske vokalen-senibler og orkestret er kadet -tf en hininielstorniende spilleghede og lyst, der ined fa

Z!,

takters undtagelse følges op af

en spilleevne, der d,,-ekker de

spontane bud pit opgaven ind.

I-lan må v-ære en vældig funde-

i-et inspiinator, Geraint Jones, der

dirigerer (let hele. Der er inusi-

kalsk courage i det lifligt tonen-

(le vejr, han sender problembar-

IN,

net Nalium Tate's spil-sprælspi-aglede tekst ud L ed siden ,-tf H~NIV-indspilningen står NIXA-indspilningen som

I

en noget ble,,,søttig bror, der også luar sine gode sider, inen tilsynel,adende ikke er deni tilstrækkelig bevidst. Når inan hører de to indspilninger, kan 111a11 ikke lade v-,,ere ined at udke,-g""'e koninient.,,trerne i:)å- (le, to pladers omslag soni eet ,tf vidnerne on), hvorfor (le to indspilninger står , i langt fra hinanden. 1 koinmenta,ren til MIV- indspilningen lyser instruktøren Bermard Miles' tro p,,4 liver tøddel i værket, i koninientaren til NIXA-indspil.n ingen vakler troen bl. a. på værkets tekst. Heri udtrykkes, NIXAiiidspilningens svaghed forsåvidt. Man skal kunne elske (let geni,ale vterk, så inan forsvarer hver tøddel i (let, før Inan går til at freniftwe (let. Så nådeløse er betingelserne. Når NIXA-indspilningen som helhed virker så bleg og så pæn er grunden højst sandsynligt, at dirigenten Jackson Gregory har følt sig sikrere på sig selv, end pia værket. I denne indspilning tolererer han i livert f,,ild en række enkeltresultater, hvori han ikke når at udfolde, hvad værket indebærer iiiiisikalsk og dramatisk. Nu er enseniblet i NIXA-indspilningen selvfølgelig også handicappet i forhold til HMV-indspilningens ensenible, fordi det ikke har været på scenen med værket, sådan som størstedelen af HMVensemblet ugevis har været det i Merniaid Theatres allerede legendoriske fremførelse af operaen. Det skal gi et helt andet liv. Hvis Jackson Gregory for eksempel. i en scenisk freniførelse af værket havde godtaget en så destilleret udfoldelse, sorn den, en nydeligt syngende, skotsk mezzo-sopr,,~.in Evelyn Cuthill spiser troldkvinden i Purcells opera af nied, - så havde alene den sanktion været et alvorligt vådeskud mod forestillingen, - og den er det også mod indspilnin,,en. Der er noget frøkenagtigt over hele fremførelsen, og det liar Purcell vist aldrig ønsket sig, selvom han engang skrev c

værket til møbørn. ontinuo-

stemmen - i et sært arrange-

nient - spilles af Michael Tho-

nias, der til tider tjatter til sit

skønt klingende harpsichord,

som om lian fortryder, hvad han

har for. Det lyder lidet overbe-

-%,,isende og svækker specielt re-

citativerne. De mange blege plet-

ter i denne optagelse er beklage-

lige, fordi den soni hellied bærer

vidne oni et initiativ, der til-

syneladende indebærer rigere

muligheder, end dem der er

udnyttet. Det er som om en-

semblet er blevet standset nogle

prøver for tidligt. Og så er der

altså også det ved denne ind-

spilning, --at den i højere grad

bringer een til koncert, end til

opera. U.A Recilal of 17. and 18. (.,etitury Music: SUZANNE DANG0 (sopran), JEANNE DEMESSIEUX (orgel), GUIDO AGOSTI (klaver). - Decca LX 3113 (25

Clil).

Få sangerinder i vor tid har dyrket den rene bel canto sang med så stor indføling i stilen og så fin klanglig beherskelse som Suzaruze Danco. Hendes

stennnes lyse, sprøde tinibre og sjælfulde udtryk er et fuldkoniment instrument til gengivelse af ældre tiders sangkunst. På ovennævnte plade er samlet en række sange fra vokalkunstens guldalder, optaget dels med orgelakkompagnement (Jeanne Demiessieux), dels med klaver (Guido Agosti). Orgelsiden indeholder Heinrieb Schiltz's »Eile mich, Gott zu erretten« fra hans Geistliche Konzerte og tre Bachsange - »Bist du bei mir«, »Warum betrfibst du dich« og »Komm, silsser Tod«. Klaversiden omfatter Glucks »0 del mio dolce ador« fra operaen Paride ed Elena (1770), Scarlattis »Se Florindo é fedele« fna operaen »La donna ancora é fedele« (1698), Caldaras »Conie raggio del sol«, Durantes »Danza, danza« og Caccinis skønne »Amarilli, mia bella« fra Nizove Musiche (1602), som tidligere har været publiceret herhjemi- ne på shellak (se DM, 1951, nr. 3, s. 65).

Fordi enkelte plade-ekseniplarer kan være uheldigt presset, behøver det naturligvis ikke gælde sanitlige plader. Men trods Deccas plombe, der skulle garantere for denne side af pladekvaliteten, er et uheldigt eksemplar komniet anmelderen ihænde. På siden med Bach-sangene sprang pick-up'en i rillerne på næsten alle højtoner. f sp.

SCHUBERT: An die Leler; Grenz-en der

Menscliheil; Der Kónig in Thule. -

SCHUMANN: Die beidert Grenadiere.

- LOEWE: Hochzeitslied; Kleiner

Haushalt. - XIM BORG (bas), M. RAUCHEISEN (klaver). - Deiziselie Gr. 17004 LPE (25 eni).

I denne række lieder og ballader viser bassangeren Kim Borg sig fra en side, vi endnu ikke har haft lejlighed til nærmere at gøre bekendtskab nied. Han dukkede op i dansk musikliv og skabte sig lier en kort men glansfuld sukees som operakunstner, og kun få gange fik man lov at høre ham på scenen, så kaldte udlandet. Ikke alene har lian gæstet mange operaliuse og koncertsale med sukees, men også et af (le store graii-,,niofonselskaber har fået hans talent i søgelyset. Resultatet foreligger med denne optagelse, der viser hvor smagfuldt og sikkert han behersker lied-kunsten. Med fin pointering og lune synger han Loewes to ballader o-, der er malmfuld klang og karakteristisk tyngde i hans gengivelse af de tre Schubert-lieder og Schumanns »Beide Grenadiere«. Smukt fører lian sin sonore bas, måske er udtrykket ikke så rigt nuanceret, men der er en egen fin kamnierniusikalsk karakter i hans sang, og hans- diktion er forbilledlig klar. Op Lagelsen er teknisk af fin kvalitet.MAHLER: »Dus Lied z,on der Erde« og Tre Rilckert-Lieder. - 1Viener filharmoizikerne, dir.: BRUNO WALTER, sol.: RATHLEEN FERRIER (alt, JULIUS PATZAK (tenor). - Decca LXT 2721-22.

Gustav 1N1ahler's »Das Lied von der Erde« er skrevet af en kunstner, der følte døden na-,,rnie sig. Så nieget desto mere inderlill og gribende bliver hans kærlighed til livet, til jorden, som lian sinertende, trodsigt og ofte ekstatisk stolt giver udtr N,k i musiken til de seks kinesiske digte G Beth.es tyske oversættelse), der ligger til grund for dette timekinge storværk.

I Norden har Mahlers kunst ikke fået de bedste vilkår at trives under. Mod den side af romantiken, som han repræsenterer, stod i Danmark Carl Nielsens kunst og liele dennes (gennem mange år normgivende) æstetiske indstilling som et bolværk. Da efterhånden tidens nyere strømninger rullede kraftigere ind over landet, var del, ikke en Mahler, der kunne tiltrække sig opmærksomheden, - men navne som Stravinski, Hindemith, Bartók og andre. Først med de senere års større afstand fra den side af roinantiken er man begyndt på ny at interesserre si., for Mahlers kunst, fortrinsvis den symfoniske. »Das Lied von der Erde« skulle have s,ærlige foruds.,,etninger for at -%-inde et nordisk publikuni for .,,lahlers kunst, ikke mindst i en så mesterlig indspilning som denne, gjort af Bruno Walter - ,Mahlers unge ven omkring århundredskiftet - der gennem hele sit liv liar stridt for sin .store niesters kunst, o,-, soni i Kaffileen, Ferrier fandt en kongenial fortolker af Malilers lie(ler. I et værk soni »Das Lied ... «"" li,ar Maliler så at sige uddraget essensen af sin vokale og sin synifoniske kunst og ført disse modstående elenienter sammen under en højere enhed, (ler viser, livad han niente nied sin udtalelse til Sibelius om, at ,,»synifonien illå være en liel verdeli«.

Der er ingen tvivl oni, at denne optagelse giver v.,ærket i (len inest. autentiske gengivelse, soni tænkes kan. N,,eppe nogen~ musiker i verden er niere fortrolig med Malilers kunst end Walter, der genneni mange år var Maliler,,, højre hånd soni dirigent ved wieneroperaen i den periode, da denne operas verdensry blev skabt. Det var også Walter, (ter uropførte værket i 1911, et halvt, år efter ~Mahlers død.

Under hans ledelse- spiller Nvienerfilliarnionikerne med en berusende klangpr.,,igt; der er Cl)i SO(ICI' af SL1b1i111 skønhed og monumental storhed i denne gengivelse. Så sikkert beliersket ø,g så kultiveret Julius Patzak fører sin røst i de tre tenorsatser, er (let (log Katlileen Ferriers sjældent skønne sangl~unst, der virker mest gribende på (le fire pladesider, livoraf (.'.len sidste omfatter (le tre store Rfickertsange ined Ferrier som solist. (Det er en af de sidste gramniofonindspilninger, Katlileen F'errier gjorde, inden sin så snierteligt tidlige (lød). Indspilningen er helt igenneni præget af Bruno Walters kunstneriske autoritet, inen (let er Kathleen Ferriers varint menneskelige fortolkning, liendes fuldtonende og ædle røst og sjælfuldt bårne melodiføring, der hæver indspilningen op på så højt et kunstnerisk niveau. Med denne så fuldkomne fortolkning har hun sat sig selv det skønneste monument. . fsp.

DEBUSSY: »Trois Chaiisoiis de Bilitis«:

»Le Promenoir des deux arnants«; »Ai-iettesotibliées«. - SUZANNEDANCO (sopran), GUIDO AGOSTI (kla-,,er). - Decca LX 3052 (295 eni).

Ligeså sikkert og klangskønt s 1,1

uzanne Danco behersker det rene bel canto, ligeså beåndet og artistisk raffineret er hendes gengivelser af Debussys klangduftende, stundoni lidt sødt roniantiske sangkunst. Hendes diktion er ligeledes forbilledlig klar. De tre på denne plade publicerede samlinger afspejler Debussys vokale skrivemåde indenfor en 20årig periode fra 1885--88 (»Ariette oubliées«, skrevet over digte af Verlaine) over de tre »Chansons (le Bilitis« (1897) med Pierre Louys's præ-klassiske emner i form af prosa-digte som inspiration freni til perioden efter »Pelléas og Mélisande«, årene 1904 til 10, da han skrev de tre sange under fi-ellestitlen »Le Pronienoir des deux amants« til digte af 1600tals digteren Tristan Lhermite.

I den første samling mærker nian endnu stærkt Debussys tilknytning til samtidens sødniefyldte, lidt sentimentale udtryksmåde, soni man kender den hos en Massenet. Det er lier især klangfantasien, de til Verlaines følsomme strofer så fine nuancer og slørede kadencer, man liefter sig ved, fordi de lader ane (le træk, der skulle føre frein til Debussys musikalske impressionisme. De tre »Chansons de Bilitis« hører til Debussys ypperste sange; lian har her om de pastorale antike scener skabt en illustrativ og klangniættet atmosfære, der smukt .slutter om digtenes arkadiske ynde.

Overfladerne er lidt kornede nien klangen i optagelsen lys og klar, og pianisten støtter fint Suzanne Dancos slanke røst.

f sp.

1G0R STRAWINSKY: Violffikom.-erl,

D-dur. - SAMUEL DUSHKIN, violiii.

IGOR STRAWINSKY / Orchestre La

nioureu.x. - D. G., LM 67110/12.

Strawinskys violinkoncert i D fra 1931, som samme år fik sin førsteopførelse under ledelse af komponisten med Berlins Radios Ymfoniorkester og Saniuel Dushkin, og som desværre så sjældent opføres idag, - måske fordi den er skrevet i en stil, man siden har erkendt ikke fører videre - fås nu, på grund af Dezilsche Grammophon Gesellsehaft's prisværdige initiativ, i en sær

Z»,

deles fortræffelig -indspilning i serien Musica Nova (se DM 1954 pag. 11) ligeledes med autor og Dushkin, men med-Orchestre Lamoureux.

Koncerten er skrevet i en stil af apollinsk afklarethed og suveræn virtuos beherskelse af alle midler. I første sats, Toccata, fornemmer man navnlig det »klassiske« på grund af deii stramme, gennemsigtige form. De to arier (II Aria 1, 111 Aria 2) føles stærkt beshægtede med Bach, hvilket utvivlsomt bunder i den kendsgerning, at Strawinsky umiddelbart forud og samtidig ined var stærkt engageret af Baeli-studier. Sidste sats, Capriccio, føles niere fri og inorsom end (le foregåeiide, onieiid

det er hunior af en ret speciel tør Strawinsky'sk art. Udforelsen er fremragende, l-)åde hvad musikalitet, præcision og reiihed angår, blot kunne nian rnåske have undværet de glissandi, (ler var så karakteristiske for tidligere tiders - ,,,iolinvirtuoser. Pladematerialet er ligeledes upåklageligt; klangen og overfladen er af bedste kvalitet. plaet.

BÉLA BARTóK: Rumænske folkedanse. DÉNES ZSIGMONDY, violiii. ANNE

TASE NVSSEN, klaver. - D. G., L.

62871 .

I sainnie serie foreligger også Béla Bartók's rumænske folkedanse med violinisten Dénes Zsigmondy og pianistinden Annelise Nissen. Disse småstykker er ineget smukke o,1 karakteristiske for Bartóks »folkelige« konipositioner.

Man kunne måske tænke sig, at idealistiske inusikpædagoger, for hveni (let ikke er nok at terpe »da-,ens skala«, ville gøre

Ien indsats for den nyere niusik

bl. a. ved lij,--clp ,tf grainmofon -

og hertil vil den foreliggeiffle

plade være fortrinlig. Både sain-

menspillet og pladekv,,aliteten er

udmærket. plaet.

HINDEMITIT: Terna og fire mirialioner (Fire -temper,,inienter - 1940). --LUKA.S FOSS (klaver), The Zimbler String Sinfonielta. - Decea BXL 2001 (25 em).

Titlen på Hindemiths variationer for klaver og strygere, »De fire temperamenter«, leder sti-aks danske inusikelskeres tanker hen på Carl Nielsens 2. synifoni. ---N.ihangt og ineget er sket i nius Jken S verelen i (le 40 år, (ler skiller disse to v.-ærker, og mange fællestræk fiiider inaii da. heller ikke inellem kompositionerne, selvoin begge komponister, hver på deres måde, i udstnakt grad bygger deres niusik ol) på line,,ære v,,,erdier. i Men opgaveii, at tidtrykke i rendyrket inusikalsk forin (le inemieskeli,,,e tempera

.1

niciiter, er af begge grebet an [,)zi

11 1

nogenlunde samme i-nåde. Hindeniitli knyller blot sille kontrasterende satser saninien til el hele gennem (let fælles tenia, der varieres i de forskellige temperanienters ånd. Temaet i sig selv må betragtes som den skabelon, hvorover Hindemith modellerer sine mennesketypers individuelle træk, som han hører dem musikalsk. Det er i dette fint kammermusikalsk formede værk velgørende at mærke, hvordan Hindemitli løser op for sin tit så strenge, næsten abstrakte satskunst, ved at indgyde den så megen farve og fylde og så charmerende figurative passager som lier, hvor menneskesindets rørelser vibrerer i hans inusik. Skrevet oprindeligt som balletmusik er væ- rket soni helhed ret afdænipet, har ikke Nielsens s t:,ae r k e symfonisk - dynamiske flugt, men det betyder også, at Hindeniith har måttet koncentrere udtrykket stærkt i melodiføring, linjespil og koncerteren(le kontraster.

Optagelsen er i alle henseen-

(ler god; solisten Llikas Foss

z,

spiller elegant og charmerende,

og sammenspillet i-ned stryger-

ensemblet er klart og karakter-

fuldt. Tekniken er ligeledes i fin

or(Ien. fsp.

IIINDEMITH: »Geisfliche Motetten«

(1941-44). - IRMGARD SEEFRIED (sopran), ERIK WERBA (klaver). - Deutsche Gr. 72328 LVM.

I Hindemiths karakteristisk polyfone stil er disse tre »Geistliche Motetten« formet med stærkt espressivt udtryk. Suverænt bærer sangstemmen teksten i smukt svun-nriie melodi

t,

linjer, skiftende med episoder af blidt fortællende karakter. Ligestillet med klaverstemmerne føjes sopranens med karakterfuld skønhed formede strofer ind i et gennemsigtigt flerstemmigt mønster, der ligesom episoder af de ovenfor omtalte »Fire temperamenter« gennemstrømines af en varin musikalsk følelse.

Ligesoin Carl Nielsen o.,,, Stravinski har gjort tidligere, sådan har også Hindemith her valgt latinske tekster - »Cum. natus esset« (1941), »Pastores loquebantur« og »Nuptiae faetae sunt« (1944) - sikkert for at hæve sig udover altfor subjektivt farvede udtryk og nå frem til en klassisk behersket fortolkning af tekstindholdet. Om ikke Hindemith havde skrevet værket i så lykkelig en inspiration, kunne det have f ørt til en tør saglighed. Når værket fremstår i så ren skønhed, skyldes det ikke inindst Irmgard Seefrieds formfuldendte og klangligt så lysende intense gengivelse i et kunst

n

nerisk jævnbyrdigt samarbejde med pianisten Erik Werba.

De ubetydelige optagertekniske mangler (lidt skurren på enkelte højtoner) overhører man ganske i betagelse af Irmgard Seefrieds beåndede kunst.

f si).