Hvem er villig til at komponere etyder for orkester?

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 02 - side 31-31

Hvem er villig til at komponere etyder for orkester?

Når man gennem en række år har spillet i amatørsymfoniorkester kender man efterhånden en del af de vanskeligheder, der er forbundet med at få orkestret til at spille, om end ikke smukt, så dog sådan at resultatet kan siges at være forsvarligt. Vanskelighederne er vist overalt de samme. De samme akkorder bliver urene og de samme figurer bliver rytmisk forkerte, uanset i hvilket orkesterstykke de forekomnher. Det er vist således meget almindeligt, at hvis der spilles en ikke for vanskelig symfoni kan orkestret klare opgaven indtil man kommer til modulationsdelen, men så går det også mindre godt, osv.

Nidkære amatørorkestre, som skal give deres årlige koncert, begynder derfor ofte at indstudere programmet meget lang tid i forvejen. Når koncerten nås hænger den ellers gode - musik dem derfor tid af halsen og opførelsen kommer til at mangle den friskhed og udtryk for spilleglæde som ellers hos et amatørorkester vil kunne være modvægt imod manglende teknik.

Spørgsmålet er om man i amatørarbejdet ikke griber sagen lidt forkert an. Hvorfor ikke indøve de erfaringsmæssigt vanskelige akkorder og figurer ved hjælp af musik som ikke bliver ødelagt af det, kort sagt, hvorfor har man ikke orkesteretyder. Når erfaringen viser, at etyder er af værdi for at lære at spille et instrument, er der rimelig sansynlighed for at etyder for orkester, udformet med henblik på intonation og frasering, kunne have samme gavnlige indflydelse for orkestret som etyden for et enkelt instrument har for den enkelte musiker.

Hvordan kan man rent skitsemæssigt tænke sig sådanne etyder opbygget? Nogle etyder må indeholde en række vekslende, lange akkorder, så at musikerne kan »få tid« til at høre forkert intonation og korrigere, og de enkelte instrumenter må placeres på vekslende måde, så at der kan blive lejlighed til at prøve, hvordan det er at være placeret på forskellig måde i en harmoni. Man kan også tænke sig en sådan etyde af lange harmonier, som består af permanent modulation. Unisone grupper vilde også være gavnlige.

Når man kommer til etyder i frasering og rytmik kommer naturligvis balancen mellem strygerne og blæserne til at blive væsentlig, men desuden er der en hel række traditionelle figurer som man med fordel kunne skrive i etydeform: akkompagnerende figurer til menuet, vals, gavotte osv., osv. med synkoper, tunge efterslag, lette efterslag, kort sagt, der er stof nok. Endelig er der mulighed for etyder i dynamik og i tempovariationer. For at etyderne skal kunne give den rette træning må imidlertid ikke for mange af disse ting kædes sammen i samme etyde, da det så vil overstige amatørernes kræfter. Tanken er netop at de forskellige faktorer: intonation, rytme, dynamik og frasering til at begynde med kan indøves hver for sig.

Hvis et amatørorkester havde sådanne etyder, var det naturligt ved hver prøve at benytte den første halve time til at spille etyder. Det vilde uden tvivl have en utrolig gavnlig indflydelse og det behøvede ikke at være kedeligt, tværtimod. Jeg vil gå så vidt at sådanne etyder også kunne være af værdi for nogle professionelle orkestre.

Hvad med udgivelsen? Kan det betale sig at udgive sådant. Det er måske tvivlsomt om musikforlagene tør binde an med opgaven, men hvis ikke må amatørorganisationerne tage sig af sagen og der findes også billige metoder at få noder mangfoldiggjort, hvis nogen er parat til at gøre et arbejde.

Hvis en eller anden komponist kunne tænke sig at tage fat på denne yderst gavnlige opgave, vil jeg være taknemlig for at få meddelelse om det og er da parat til at gøre et arbejde for at få noderne mangfoldiggjort, -enten gennem musikforlag eller, hvis dette ikke lader sig gøre (idet det er af vigtighed, at noderne får en pris, så at orkestrene har råd til at købe dem), på anden måde.

Ulrik Krabbe,
Carl Baggers Allé 13, Fruens Bøge.