Litteratur

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 02 - side 57-58

Litteratur

HANS ENGEL: Johann Sebastian Baeh. - Walter (le Gruyter & Co., Berlin

l95 0. 2 4 8 1). '

Af de mange skrifter, der udkom i Bach-mindeåret 1950, er der grund til at fremliæ-ve professoren ved. Marburg- universitetet Hans Engels Bach-bog. Den er på én gang overkommelig og fyldig, og den giver på flere punkter det hidtil bedste udtryk for det, som vi, vel vidende at (let ikke er entydigt, kan kalde vor tids opfattelse af Baeli. Den understreger, at Bachs inusik, såvel soni al anden kunst, er blevet til un(Ier bestenite ydre forudsætninger, som man, og (let gælder navnlig musikken soni reproducerende kunst, ikke kan lade hånt om. Med rette betoner forfatteren f. eks., at Matthæ.us-passionen er kirkeniusik, liturgisk musik, mod livis ånd (let strider at opføre værket som årlig till)agevendende somnierturist-festspil med kænipekor og -orkester under 5000 besøgendes bifaldskaskader. På samme måde nied gengivelsen af den del af musikken, der er skrevet for instrunienter, der siden er gået ud af brug eller omdannet, lier tænkes navnlig på tasteinstrunienterne cembalo, clavichord og orgel. Det strider mod ånden i denne musik at gengive den på moderne haninierklaver eller store orkesterorgler, men - føjer han til - naturligvis er det ikke gjort med det stilrene ydre alene, men kan høre Bach spillet mere stik-egte på et moderne flygel end på et cembalo, men enhver gengivelse må som forbillede have det instrument, musikken er tænkt. for.

Overraskende, men rigtig, er forfatterens advarsel mod at spille efter urtekst-udgaver. Nutidens musikere, siger han, har ikke de naturlige forudsætninger for at spille efter urtekstudgaver som baroktidens egne musikere, nemlig indlevelse i tidens opførelsespraksis, kend

skal) til forsiringer, dynaniik, frasering 0. s. v. Erstatningen af romantikkens overbroderede udgaver nied urtekst- udgaver til praktisk brug er således ikke nogen endelig løsning, den skaber tvæ- rtimod n- f~

ye faremonienter. Editionsteknikken må baseres på virkeligt kendskab til o,,,

11

fortrolighed med Bach-tidens opførelsespraksis og derudfra give (le spillende og- syngende de fornødne anvisninger.

Forfatterens udredning af (le mange linier i (len tyske barok~ musik, (ler løber saninien i og med Bach, er fortræ- ffelig, til overskueligheden tjener også de skemaer over Bach-sh-egtens geografiske forgrening, placeringen af de komponister, der har påvirket Bach samt Bach-slægtens stamtavle, der er anbragt bag i bogen. I (let liele taget er bogens 1)iografiske 1. lialvdel den bedste, den giver et udmærket tids1)illede og virker tiltalende med sin nøgterne og tillige varnihjertede fremstilling.

2. del ,eniieiii«år efter tur de forskelli""e kate-,orier af værker, men lier virker pladsen for knapt tilmålt. Beniærkningerne om de enkelte værker virker ofte i deres knaphed overfladiske eller direkte banale. Tilmed savnes der flere værker i gennemgangen, niest påfaldende er forfatterens ukendskab ' til den 4. orkestersuite. Også behandlingen af probleniet tonemaleri og symbolik, som forflatteren har gjort en del ud af, kan give anledning til modsigelse. Det siges i-ned rette, at Bachs instrumentalmusik er af samme ånd og benytter sig af de samme affekter som hans vokalmusik, men derfra og til at sige, at al Bachs instrunientalmusik, fraset direkte dansesatser, er kirkelig i stil og stemning, er at gå til en lige så stor yderlighed, sorn Thomas Laub gik til den anden, når han påstod, at Matthæus-passionen ikke var kirkemusik.

Naturligvis er der adskillige værdifulde oplysninger at hente også i afsnittet om værkerne, bl.a. en påvisning af kantateformens, stagnation i Bachs senere værker, udredningen af de inange bearbejdelser af egne og af andres værker og en tilpas forsigtighed i kronologiseriiigen. Til bogens dyder hører også et udm,---erket noteapparat og en skønsonit udval-,t litteraturfortegnelse.

Søren Soi-ensen.En Amerikaners Syn på europæisk

Musik

Den anierikanske Bogudstilling,

(ler for nogle Aar siden var ind-

rettet paa Charlottenborg, onifat-

tede, som interesserede besø-

gende vil erindre, også en række

Bøger om Musik. Af disse maatte

en lille Haandbog af B. H. Hag-

gin »Music on Records« (4. Udg.,

New York 1946, Alfred A. Knopf)

vække Opmærksomhed ogsaa

hos den Udstillingsgæst, der nie-

re søgte Redegørelse for selve

Musikken end for dens Gengi-

velse paa Plader. Det er nernlig

Bogens Plan i første IR,,-ekke at

gennemgå Musiklitteraturen og

først derefter at forfølge dens

Anvendelse indenfor Graiiinio-

fonindustrien. Denne historiske

Gennemgang, som rummer man-

ge, træffende Beniærkninger og

ogsaa pædagogisk set har sine

Fortrin ved at føre Nybegynde-

i-en i Musik fra det forholdsvis

letfattelige til det mere kompli-

cerede, har imidlertid den me-

get væ-sentlige Skavank, at den. - i

Hovedsagen begræ-,nses til ær-

ker af Sehubert, Mozart, Haydn,

Beethoven og Bach«, de frenira-

gende Figurer i Rækken af

Mænd, der frembragte den Mu-

sik, som falder indenfor den

normale rækkevidde for vor

Interesse - europæisk Musik fra

de sidste to eller tre Aarhundre-

der«. Hvad der findes af samti-

dig, forudgående og efterfølgen-

de Musik, faar i bedste Fald en

nedladende Behandling. Händel

synes Mr. Haggin ikke videre

fortrolig med, og Boccherini,

Carl Philipp og Emanuel Bach,

for ikke at tale om Rameau og

Couperin, affiærdiges som »ininor figures«. Forfatterens Bedømmelse af Generalbas-Tidsalderen synes skrevet for over 50 år siden. Der mangler i hvert Fald ikke paa Skoser til dem, der ser noget stort i den Periodes Musik. Heller ikke Beethovens og Schuberts Samtidige Weber placeres efter den Betydning, der tilkommer Skaberen af den romantiske Opera.

Medens Mr. Haggins Bedønimelse af Robert Schumann paa det nærmeste falder sammen ined den nu gængse, synes han noget uretfærdig overfor Chopin, Miniaturisten, hvis Værker i den store Stil han til Gengæld overvurderer. Det er do-, først, når vi når til Brahms, at Forfatteren for Alvor affyrer det svære Skyts. Mage til Skarnbøtte synes ikke anvendt siden de længst forsvundne Tider, da Kampen for og imod Brahms var paa sit højeste. Man fristes til at citere (le Værker, som Mr. Haggin uden videre s-ætter paa den sorte Liste som »slette«: Begge Klaverkoncerter, Violinkoncer~ ten, Dobbeltkoncerten, den 1. Symfoni, den 2. Serenade, (len tragiske Ouverture, og af Kammierinusik: Strygekvartetten i Cniol, Klaverkvartetten i G-mol, Kl-averkvintetten, Klarinetkvintetten, begge Sekstetter, Violinsonaterne i A-dur og D-mol, Klavertrioerne i H-dur, Es-dur (in. horn) og C-dur. Dernæst en lang Række Klaverværker: Begge Rhapsodier o,,, inindre Stykker under Op. 76 samt 116-119.

Tro ikke, at Forf. til Gengæld er gaaet over i Modstanderens Lejr. ~17agner faar, bortset fra Mestersangerne oll~ Tristan (samt (le tidlige Værker) en ikke iiiindre haardhændet Behandling. At Bruekners Symfonier stemples som »slette Værker, alle til Hobe«, kan undskyldes, saa usikker Stemningen den Dag i Dag er overfor den østrigske Nationalkomponist. Derimod vil det smerte Kammermusikkens Elskere, at den amerikanske Kritiker har faaet saa lidt ud af César Franc-k, at han stempler Strygekvartet-ten og Klaverkvintetten som »inferiøre«, hvilket

ollsaa gælder det meste af Synifonien.

Mr. Haggins Bedømmelsesevne og Viden maa for øvrigt drages i Tvivl, naar man læser hans kritiske Bemærkninger om Værker ogsaa af de Komponister, som han ellers værdsætter. Han er ligefrem stolt over at kunne paapege Mangler hos de Store. Således ser han en Fortjeneste i at advare mod det, han kalder Bachs Sonater for »uakkompagneret« Violin, et andet Sted »Bachs. Øvelser i at skrive for uakkompagneret Violin«, lidet anende, at Bach paa dette Oniraade fulgte en tysk Tradition, endsige, at det flerstemmige Spil paa et Strygeinstrument strengt taget kræver den krumme »Bachbue«.

Det tyder lieller ikke paa nogen udviklet Smag, naar Mr. Haggin forkaster følgende Værker af Mozart: Ave verum corpus, Kong Thamos, Kvartetten i D-dur (K. 575). Violinsonaten i B-dur (K. 454), Divertimento i D-dur for Strygere og 2 Horn (K. 334), do. i Es-dur for Strygertrio (K. 563), (len »lille« G-mol Symfoni (K. 183), de koncerterende Synifonier for Blæsere (K. Anh. 9.) og for Violin og Viola (K * 364.), Klaversonaterne i G-dur og A~dur (med de berømte Variationer), den 4-hændige Sonate i F.-dur og af Beethoven: Klavertrioen Op. 70, Nr. 1 i D ' Violinkoncerten (hvis 1. Sats lian gennemgående finder svag, plat og vidtløftig), Septetten, (le saa raffineret instrumenterede 11 Wiener-Danse, samt af Bach: Brandenburg Koncert Nr. 1, delvis Nr. 4, Nr. 6 og - maaske ogsaa -- Nr. 5, Violinkoncerten i E-dur, den engelske Suite i Adur, den franske i E-dur, den franske Ouverture i H-mol, Partita i C-niol, Sonaten i H-mol for Fløjte og Cembalo, Bondekantaten.

Mr. Haggin er meget godt klar over, at hans Anskuelser er vidt forskellige fra, livad de sagkyndige for længst er enige om, men søger ikke nogen Begrundelse for sit Standpunkt udover, at lian ikke kan lide det og det.

Frits Eibe.