Musikalier

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 02 - side 55-57

Musikalier

Studiepartiturer

Der foreligger atter nye studiepartiturer, som do-, næsten alle er genoptryk af tidligere publikationer, der for kortere eller længere tid har været udgået. Enkelte værker er kommet i nye udgaver; det drejer sig om fire »Penguin Scores«. Det er de nydelige engelske partiturer i tværformat, som under Gordon Jacobs redaktion er forøget med numrene 17 (Brahms: Haydnvariationer, op. 56 a), 18 (Beethovens symfoni nr. 7, A-dur), 19 (Schumanns klaverkoncert, a-mol), 20 (Wagners Mestersan,,er-forspil) og 21 (Haydns symfoni nr. 104, i D, »London«). Disse partiturer er som vanligt pædagogisk godt tilrettelagt, idet de indledende artikler dels giver et alment overblik over komponistens liv og han stil og dels mere specielt går ind på den musikalske gang i (let pågælden(le værk.

I Eulenburgs kendte gule studiepartiturer har man bevaret den tyske historiske tradition i de indledende artikler eller noter til hvert værk. Derfor er de så storartede som vejleder for de musikhistoriestuderende men næppe af så stor værdi for den almindelige musikinteresserede som Penguin-partiturerne. Men der er næsten altid interessante oplysninger at hente i Eulenburg - partiturerne, som ikke sjældent indeholder hele historiske afhandlinger. De sidst udkomne er:

PRAETORIUS: Gelstliches Konzert»Wie sch8n leuelitet der Morgenstern«;

(soli, kor og 5 instr.).

BACH: Kantate nr. 119 »Prelse Jerusalem, den Herrn«.

- : Kantate nr. 212 »Mer lian en netie Oberkeet«.

C. PH. EM. BACI-1: Koncert f. cello (el.), fløjte (el.), cembalo og str. BARSANTI: Concerti gross! op. 31 og 310.

HASSE: Koncert f. fløjte og str.

HAYDN: Synifonier nr. 73 (Jagt) og 87 (Paris nr. 6).

Koncert f. violin og str., C-dur.

Strygekvartetter op. 91, 9,2, 93, 96, 171, 17"", 171 og 642.

MOZART: Divertimento nr. 15 f. str4tet og to horn. K. 297.

BEETHOVEN: Scenemusik til »Egniont« op. 84 (u. ouv.).

Strygetrioer op. 3, 92 og 93.

Strygekvartet op. 141.

WEBER: »Abti Hassan«, ouv.

SCHUBERT: Strygekvartetter op. 1251 Es-dur, 12,52 g-moll og D-dtir.

ROSSINI: »Il tiireo in Italia«, ouv.

SPOHR: Koncert f. violin og orkester nr. 8 op. 47 (»Sangscene«).

VIOTTI: Koncert f. violin og orkester nr. 22, a-moll.

MENDELSSOHN: »Ileinikelir aus der Frenide«, ouv.

SCHUMANN: Synifon! nr. 2 ol). 6l, C-dur.

WAGNER: Af »Tannliåiis(~r« (Veniisbjerg), »Wall~.Utre« (Wotans afsked - Trylleilden), »Siegfried« (Waldweben).

BRAHMS: Trio op. 101, c-mol.

IPPOLOTOV IVANOV: »Kaukasiske skitser«, sulte f. ork. op. 10.

NELHYBEL: Strygekvartet (konip. 1950). (Tjekkisk konip. f. 1919).

Baeli-kantaten 119 bærer navnet »Ratswahlkantate«, fordi den er skrevet til den festl som hvert år afsluttede byrådsvalget i Leipzig bl.a. med en prædiken i Nikolaikirche, hvor der endvidere med pomp og pragt opførtes et stort musikværk. Her måtte naturligvis ikke mangle de musikalske symboler på verdslig herskerret: trompeter* og pauker. Rådsvalget blev også i andre tyske byer fejret med lignende pragt (Hamburg, Lflbeck og Millhausen), og det var skik, at kantaterne begyndte med et salmevers eller andre bibelord, hvorpå så fulgte en friere digtning til pris for den velstyrede by o"" dens øvrighed, inden der sluttedes af med en ny gejstlig tekst.

Ivanov er praktisk taget ukendt i Danmark. Han er født 1859 i Rusland og døde 1935 i Moskva. Han var elev af Rimsky-Korsakoff på Moskva-konservatoriet, hvor han selv senere blev lærer og sluttelig direktør. Hans til

syneladende farverige o-I virtuost instriinienterede »Kaukasiske skitser« er skrevet, (la lian opfyldt af hjemvé befandt sig i Moskva i 1894.

Beethoven - kvartettens opusnummer (14,1) henleder tanken på klaversonaten i E-dur. Den findes heller ikke i de almindelige udgaver af hans samlede kvartetter, der begynder med op. 18, og det er også klaversonaten, som Beethoven selv bearbejdede for strygekvartet, transponeret til F-dur. I partituret står den originale klaversats under strygerstemmerne, så det er virkelig et lærerigt partitur, der viser, hvordan Beethoven har tillempet sonaten efter (le specielle krav, kvartetsatsen stiller.

Desuden foreligger der to Stravinski-værker - Seplet'en (1953) for klarinet, horn, fagot, klaver, violin, viola og cello (Boosey & Hawkes) og Concerlino'en for 12 instrumenter nemlig fl., ol). cor.ing., klar., 2 fag., 2 t r., 2 tromb., vl. og vel. (Willi. Han,sen). Dette sidste vnerk er en bearbejdelse fra 1952 af Goneerlizio'en for strygekvartet f ra 1920. At skønne 'efter et gennenisyn af partiturerne til disse væ.,,rker er der ikke sket større ,stilistiske ændringer hos Stravinski i de godt 30 år, der skiller kompositionerne. Concertino'en har en stærkere bankende puls, lier spores endnu efter(lønninger fra »Sacre«, nien (len stejle stemmeføring og den for

t,

Stravinski særprægede nyklassicistiske motorik er fælles for begge værker.

Oxford Unit)ersity Press har i middelstort studiepartiturforniat udgivet (len godt 80-airige

Z,,

englænder Ralpli Vaughan ~Villianis' »Sinfonia antaretica«, hans sidste, vældige 7. symfoni, skrevet i 1952 og tildels bygget på stof fra kunstnerens musik til filmen »Scott of the Antaretic«. Da kompositionen i afvigte torsdagssæson blev præsenteret af John Barbirolli, gav den et stærkt illustrativt indtryk. Men man fik ikke fornemmelse af, at det var lykkedes Vaughan Williams at h,.ieve stoffet fra, de deskriptive effekter og stemninger til selvstændigt symfonisk liv.

Det omfangsrige værk, h~,ori alle

tænkelige instrumenter er taget

i brug ffil. a. orgel, klaver, har-

pe, celeste og vindmaskine) er

som Rich. Strauss' »Alpesym-

foni« et storartet objekt for stu-

diet af illustrativ instrumenta-

tion. fsp.

Blokfi~ftetillæg

Efter at Irene Skovgaard og W. W. Glaser sidste sommer udgav en blokfløjteskole på Skandinavisk Musikforla"", liar de nu

udse.iidt et tillæg til den med to- og trestennilige stykker for (-blokfløjter. Bogen rummer 50 stykker, hvoraf dog desværre kun 7 stykker er niere kendte. Alligevel er bogen velegnet til sammenspil på 2. års hold, sammenspil mellem 3 til 4 børn i alderen fra 8 til 12 år. De rytmiske vanskeligheder er meget ringe, og teknisk kræves der ikke mere end sådanne små fingre kan overkomme. Stykkerne er mest til »artige« børn; men også for (le temperamentsfulde er der bid (de små ungar

ske viser og de-ii finske indianersang fortjem-n, at blive freinliævet). Bytniestemmer har udgiverne ikke anført i deiine bog, men naturligvis lader mange stykker sig meget vel underbygge af rytmeinstrumenter.

Understemmerne er som regel gennemkomponerede. Det gør det nemmere for eleven at øve på stemmen, men ulempen er, at stemmen ofte bliver kedelig og satsen stiv. Små sjove indkast, imitation og ostinate figurer ville være en kærkomm.en afveksling.

Bogen kan ifflinaerket bri,-ges

som tillæg til andre blokfløjte-

skoler. Forudsætningen er kun

beherskelsen af C-, F- og D-dur

og af (le elenientære rytniiske

figurer. T. D.

KURT HESSENBERG: Variationen iiber ein eigenes Kinderlied. - 01). 34, 11, f Uir Klavier zu 4 Hånden.

(Ed. Seliott).

Kurt Hessenberg, der virker soni

docent ved Hoclisehule fiir Mu~

sik i Frankfurt ani Main, er elev

af den berømte Giinther Ra-

pliael og har skrevet en del let-

spillelig »Hau SMLIsik«, og hertil

hører hans -,,ariationsv,,,erk. Bå(Ie

klaverelever og pkanister, (ler

dyrker saninienspil, vil sikkert

med interesse gå i gang med

Hessenbergs op. 34. Den klaver-

niæssige beliandling i variations-

rækken føles så velgørende i

overenssteninielse med det mu-

sikalske stof, og konipositions~

teknisk konstruktivisme undgås,

ligeså lidt, soni Hessenber, hen-

falder til en tør og intetsigende

»kl,,issicisiiie«. Det vil væ. re in-

teressant at stifte bekendtskab

nied andre af Hessenbergs kom-

positioner. B. J.

ALFRED KOERPPEN: Orphezis in Trazien, 12 Rlavierstdeke. --- Breltkopf &- Härtel, Wiesbaden. 1952.

Hunior er en sjælden vare i nutidens tyske niusikliv, og (len satiriske Pastielie -,,el nærniest et forældet fænonien; måske mest derfor virker Koerppens klaverstykker forfriskende, man kan tage deni. for sig og få et billigt grin over hans virkelig ganske vittige karikaturer af tidens musikalske tendenser såvelsom af enkeltpersoners særpræg. Det bør dog ikke forties, at humoren er noget bastant, o-, når komponisten i forordet al' vorsfuldt foreskriver, at stykkernes prograiiiniatiske overskrifter absolut bør gøres tilgængelige for tilhørerne i tilfælde af cyclisk fremførelse, men at de dog alle på nær to kan opføres særskilt. - og da uden overskrift, ja så er det jo mest sig selv, lian udleverer.

jm.