Musiklivet idag

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 02 - side 59-60

Musiklivet idag

Af Erling Winkel

Det er så ubetinget prisværdigt, at DANSK MUSIECTIDSSKRIFT og NORDISK MUSIKKULTUR i sine spalter har optaget en drøftelse af koncertlivet. Der har ofte nok været fremsat skeptiske eller kritiske tanker overfor betimeligheden af at opretholde koncertlivet i den overleverede form. Det vil der forhåbentlig stadig blive, ligesom man heller ikke sådan uden videre får aflivet koncerterne - heldigvis da. Meningsforskelligheder hører med til kulturens livsytringer. Sålænge der er snak om barnet er der også nok liv i det. Lad os derfor blot snakke videre, men såvidt muligt prøve på at undgå gold negativ kritik og væsentlig fremføre positive forslag. Desuden nytter det ikke blot at skrue op for det almindelige hyleri efter større offentlig understøttelse. Vi ved, at nutidens kulturliv ikke kan trives uden, men at kravene også må holdes indenfor rimelig grænse. Beløbenes størrelse må afhænge af den økonomiske evne og fordelingen bør vel foretages med wæsentlig hensyn til fagfolks vurdering af forholdene.

Inden vi forlader de rene økonomiske problemer må det lige understreges, at den lødige musik vil have gavn af størst mulig fællesskab med underholdningsmusikken. Er det ikke grunden til, at radio, grammofon og film klarer den fint, at de kan jonglere med indkomsterne både fra underholdende pjecer og mere indholdsrige frembringelser. Det gælder vel også i nogen grad nodepublikationen; kun i ringe grad koncertlivet. Lad os i det hele taget få udjævnet. skillelinien mellem højere og lavere musik; den slags hører fortidens kategoriske fordomme til. Lad os få fjernet snobberi om »højere og lavere« og især menigmands opus-skræk. løvrigt trænger vi allesammen til lidt lettere kost engang imellem; men lad os få højnet standarden. Den lettere musik står og falder med udførelsen, som netop derfor må og skal være tip-top for at få tonerne til at fange opmærksomheden.

Men til sagen! Lad os for oversigtens skyld foretage en slags inddeling i forskellige sider af musiklivet; naturligvis vil de i virkeligheden ofte nok blive blandet sammen i dagliglivet.

Der er nu debutkoncerterne. Ærlig talt, kan det undre nogen, at der i almindelighed ikke er større tilstrømning til den slags? Endvidere består publikum her ofte for størsteparten af »slægt, og venner«, der mere af personlige end af musikalske interesser er kommet til stede, måske under hårdt moralsk pres.

I forbindelse hermed må nævnes, koncerter med fremførelse af helt nye kompositioner. Hertil må bemærkes, at det skal være et ganske overordentlig trænet og smidigt publikum ' der blot nogenlunde er i stand til en hel aften at fordøjet lutter værker, der er nye for vedkommende.

Man kan ikke forvente, at koncerter af de nævnte kategorier skal kunne hvile økonomisk i sig selv. På den anden side kan man ikke tænke sig et musikliv uden at yngre kræfter har mulighed for at prøve deres evner og formåen. Der er med andre ord brug for en slags forsøgsinstitution, som selvfølgelig ikke kan trives uden offentlig støtte. Det siger sig selv, at en debut i vore dage ikke må være afhængig af om vedkommende har råd til at betale hvad det koste at iscenesætte en større gallakoncert. En forsøgskoncerterinstitution må være én art musikforum, hvor interesserede kan få adgang, pressen er nærværende og fagkyndige fører kontrol uden at fremførelserne har præg af en slags eksamen. Det ville sikkert være sund hvis radioen optog 11 alt, hvad der blev præsenteret, på stålbånd, for senere at udsende et passende udvalg af det bedste. Antagelig bør forsøgskoncerterne arbejde i nøje kontakt med konservatorierne, som jo i forvejen så småt er inde på lidt af den slags.

I København har man en slags forsøgsinstitution i Det unge Tonekunstnerselskab. Her ville det altså være naturligt, om denne forening i kontakt med Danmarks Radio og Københavns Konservatorium udvidede rammerne.

En anden side af musiklivet omfatter almindelige menneskers trang til sammenspil og sammensang, samlivet med den levende musik. En og anden har sikkert bivånet en af de »årlige koncerter« i en sangforening eller af et amatørorkester, eller vi kan henvise til den årlige propagandauge i Danmark for den levende musik. Resultatet er ikke altid lige frydeligt at lytte til. Som regel er det alt for krævende at et enkelt ensemble eller kor skal udfylde en hel aften, ligesom det tilstedeværende publikuni ofte virker noget tvangsindlagt.

Var det ikke langt sundere, om amatørmusikerne samarbejdede mere, vel at mærke ikke efter branche, men efter bopæl. Det ville sikkert stimulere interessen, hvis de forskellige sangforeninger, orkestre og ensembler i samme by eller storbyskvarter koni sammen et vist antal gange om året og spillede og sang for hinanden. Rimeligvis vil det gavne at samarbejde med fagfolk, for eksempel professionelle kammermusikensembler, enkelte solister og især med de mange organister, der rundt omkring søger at holde en række kirkekoncerter i gang. Rimeligvis vil en vis kontakt med konservatorier og andre musikskoler gavne foretagendet.

Den slags musikaftener skulle selvsagt foregå på tvangfri og hyggelig måde, ligesom opgaverne ikke må overstige det overkommelige. Vi trænger til lidt modvægt. mod tendenserne til altid at skulle opføre Beethovens, 9de symfoni med et yderst bristfældigt apparat, eller de kæmpemæssige stævner, hvor en tusindtallig forsamling højner musikkulturen ved at istemme »Unge genbyrds liv i Norden«.

På denne måde skulle amatørsammenslutningerne kunne arbejde underpassende stimulerende konkurrence. Der vil ikke være det pres, som når der hektisk skal arbejdes på, at et enkelt orkester eller kor alene skal kunne udfylde en hel aften.

De mindre fuldkomne koncerter kunne tidligere have en vis nytteværdi som formidler til musikkendskab. I vore dage har man med radio, båndoptager og grammofon ganske anderledes hjælpekilder, når det gælder tilegnelsen. Vil man vide mere, end man kan opfatte i den hjemlige lænestol, er der discophilklubber, studiekredse og hørekærehold. Fortidens firhændige klaverspil er på retur, ligesom de halvgode koncerter ikke kan samle publikum, og det er aldeles ingen skade til.

De egentlige koncerters berettigelse ligger i selve den direkte velklang i et godt rum, i det at være »i stue med« selve musikværket, i det at føle den personlige kontakt mellem optrædende kunstnere og publikum. Det får man kun, når der er tale om virkelig gode koncertlokaler og kunstnere, der både har noget på hjerte og kan deres metier.

Koncerterne skal være »begivenheder«, ikke den daglige omgang med tonerne. Det kan have visse praktiske følger. Et enkelt sted kan sjældent brødføde permanente kunstnere. Solister og kammerensembler er på forhånd dømt til en del rejsebesværlighed.

Det gælder delvis også orkestrene. Det er såre godt at en halvstor by gerne vil have sit eget byorkester. Initiativet kan være prisværdigt i sig selv. Men det kan ikke nægtes, at man må vurdere inusiklivets modenhed med forsigtighed. Naturligvis betyder nutidens almindelige oplysningsarbejde en forøgelse af musikinteressen og derfor også i sidste ende en tilvækst af musikpublikurn. Derfor er det sørgelige faktum desværre således, at mange byorkestre rundt omkring kæmper hårdt for at stabilisere økonomien o-, den kunstneriske kvalitet. Årsagen er den, at den pågældende by er for lille til at der er publikum nok til så mange koncerter, som kræves for at et orkester er fuldt beskæftiget. Der kan hjælpes lidt på tingene gennem radiotransmissioner; men der er naturligvis grænser også for radioens behov.

Det ville sikkert være uhyre sundt, om flere byer slog sig sammen om at opretholde et virkelig godt orkester. Hvis de mindre byer, i stedet for at nære håbløse lokalpatriotiske drømme om eget byorkester, ville bruge pengene til at støtte en mærliggende større bys orkester imod at få et passende antal årlige koncerter, kunne der skabes fode resultater også i provinsen. Tør man være så optimistisk at tro, at trang til fornuftigt samarbejde er større end menneskelig misundelse og smålighed?

Lige et par ord om korenes virksomhed. Hvis der forestår en opførelse af et af de større korværker: Matthäuspassionen, Messias, Skabelsen, Brahms' Requiem eller lignende, har det været almindeligt at opføre værket med et amatørkor og professionelt orkester. Det siger sig selv, at det kan være en stor oplevelse for amatører at arbejde med storværkerne engang mellem. Men det er et spørgsmål, om arbejdet hermed tager så meget på tiden og kræfterne, at man ikke kan overkomme andet. Det er et spørgsmål, om det så ikke lønner sig nok så godt at arbejde med flere mindre ting, hvoraf man så virkelig finpudser nogle enkelte til fremføring som ovenfor skitseret. Måske kunne det lønne sig at veksle lidt, således at man med periodiske mellemrum indstuderede et større værk. Også på denne måde kunne en række byer samarbejde, idet de kunne skiftes til at indøve et større værk og som resultat fremføre det for hinanden. Derved ville man også opnå den tilfredsstillelse, at det store slid resulterede i flere opførelser og kom langt flere til gode.

De anstillede betragtninger gælder væsentlig provins-musiklivet, men er vel næppe, uden gyldighed for storbyerne, i hvilke naturligvis publikum er mere talstærk og alsidigt. Een ting må man holde sig klart: Koncertliv og musikliv er ikke længere identiske begreber. Der er mange måder at dyrke musikken på, der liver især på en vis måde tager sigte på at udklække et modent musikpublikum. Svigter tilgangen til koncerterne, kan årsagen naturligvis være mange slags. Men man gør vel i at undersøge, om det ikke skulle skyldes rent musikalske mangler. Intet skader koncertvæsenet mere end kedelige og halvdårlige koncerter. Nutiden tåler ikke sløje præstationer. Der er dem der ymter om snobberi, at alt for mange kun går efter de berømte »navne«. Det kan være såre rigtigt i mange tilfælde. Det sker også, at visse prominente personer anser det for passende at vise sig ved koncerter af en bestemt kategori, fordi det skønnes at være »mondænt«, ikke fordi deres musikalske fordøjelse er særlig freniragende. Lad os blot beholde musiksnobberne. De støtter dog i det store o.. hele musiklivet. Og hvad virtuoserne og deres repertoire angår? Lad os nu bare ikke forarge os mere end højst nødvendigt. Naturligvis kan der være lidt tilfældighed med i spillet, hvad det angår at komme frem i første linie. Men når vi ser musikhistorien efter og sammenligner med vor tid kan det ikke nægtes, at de »store« idag virkelig er betydelige musikere med en vis standard. Deres repertoire har selvsagt en vis begrænsning. Men ser vi nøjere efter, sker der o-:,,så ændringer - trods alt. Se blot hvorledes for eksempel den danske radios musikprogrammer har bedret sig i de seneste år. Jovist, nutidsmennesker har nok en udpræget trang til kritik, diskussion og kværulade. Men for et afbalanceret sind vil der nu nok stadig være en del at glæde sig over. Og med lidt god vilje burde det kunne lade sig gøre at skabe musiklivet endnu bedre vækstbetingelser uden at vi først behøver at æde hinanden.