Nadia Boulanger

Nadia Boulanger

Af POUL ROVSING OLSEN

Olivier Messiaen nævnte engang som en pudsighed, at han under sit besøg i U. S. A., som forudseligt var, havde truffet mange amerikanske komponister, nogle hvidskæggede, andre grønskollede, så aldersforskellige som tænkes kan, og dog havde de alle een ting tilfælles. Hver og een havde de studeret hos Nadia Boulanger.

Det er virkelig vanskeligt at finde navne på amerikanske komponister af blot nogen betydning, som ikke på een måde eller en anden har været under Nadia Boulangers indflydelse. Piston og Harris har således været hendes elever. Og Sessions har ladet en god del af sine værker gennemse og kritisere af hende. En menneskealder igennem er unge komponister draget over Atlanten for i vintermånederne at søge til rue Ballu i Paris og i de varme sommerdage til musikskolen i Fontainebleau. Begge steder residerer Nadia Boulanger. I rue Ballu som en dronning, i Fontainebleau som direktør.

Hvis man vil vide besked om oprindelsen til disse studierejser, gør man klogt i at lytte til Aaron Copland, der i sin bog »Our new musica.« fortæller om sine studieår i Frankrig. Copland havde allerede besluttet sig til at betragte sin europæiske uddannelse som afsluttet og vende hjem til staterne, da han blev gjort opmærksom på, at der i sommeren 1921 skulle åbnes en musikskole for amerikanere på slottet i Fontainebleau. Han reagerede så omgående på ineddelelsen heroin, at hans navn anbragtes øverst på listen over deltagerne. I Fontainebleau begyndte han at studere komposition hos en uforbederlig reaktionær, hvis franske tilmed var ham meget vanskeligt at forstå. Da hørte han en dag om en ung kvinde på samme skole, der havde ry for at være en fremragende lærer i harmonilære og kontrapunkt. Disse oplysninger interesserede ham knap, for han havde naturligvis forlængst fuldført sine studier i disse discipliner. Til sidst blev han imidlertid overtalt til at kigge indenfor under en af den unge kvindes undervisningstimer.

Den pågældende dag forklarede hun den harmoniske opbygning af en scene fra »Boris Goudotion«. Copland blev hensat i den dybeste forbløffelse. Aldrig før havde han oplevet en sådan undervisning, en sådan klarhed, en sådan begejstring. Det var åbenbart, at han havde fundet den, lian længe havde søgt. Og dog fulgte der uger af forfærdende ubeslutsomhed; for livem havde nogensinde hørt om nogen, der studerede komposition hos en kvinde? Hvorledes ville det lyde overfor dem derhjemme i Brooklyn? Idéen syntes kort sagt for revolutionær. Ikke desto mindre bad han om efteråret denne unge kvinde itiodtage sig solil elev. Han havde haft til hensigt at blive eet år i Paris. Han blev der i tre.

Den unge kvinde var Nadia Boulanger. Og når inan ved det, kan det knap mere undre, at netop hun i større udstrækning end de fleste blandt de bedste har kunnet sætte sit præg på vor tids tonekunst. Det er jo ikke blot fra Amerika, denne utrættelige idealist har modtaget elever. De er strømmet til hende fra alle egne af verden, men naturligvis ikke mindst fra Europas lande. Jean Francaix, Lennox Berkeley, Igor Markevitch, Michel Spisak, Antoni Szalowski og mange flere har nydt godt af hendes undervisning. Og et af de stolteste øjeblikke i Nadia Bofflangers liv indtraf utvivlsomt, da Igor Strawinsky overdrog hende at sørge for sønnen, Soulimas, musikalske opdragelse.

Men hvem er hun da, denne mærkelige Nadia Boulanger, som hos dem der kender hende, fremkalder en blanding af den ærefrygt, man skylder en gudinde, og den kærlighed, man vier sin mor, og hvis navn for dem, der ikke kender hende, er et mystisk begreb?

Hun er født i Paris i 1887 og er af musikerslægt. En bedstefar var professor ved Pariserkonservatoriet, en bedstemor sangerinde. Hendes far opnåede romerprisen, og moderen en højt begavet amatør, som datteren metier at skylde en stor del af sin kunstneriske begavelse. Men størst betydning for Nadias udvikling fik dog søsteren, Lili. Lili Boulanger var blot 19 år gammel, da hun som første kvinde i konservatoriets historie fik tildelt romerprisen, men desværre skulle hendes helt Usædvanlige kompositoriske evner aldrig få lejlighed til at sætte den lovede rige frugt; hun døde som 24-årig i 1918. Nadia Boulanger havde i dyb beundring for den yngre søsters talent og med sin lidenskabelige hengivenhed taget sig af Lili og stået hende bi. Efter Lilis død har hun virket for udbredelsen af kendskabet til søsterens kunst. Men dødsfaldet og den langvarige forudgående svaghed fik også en anden betydning for Nadia. Thi fra da af opgav hun tilsyneladende sin virksomhed som komponist og helligede sig helt musikudøvelse og undervisningsvirksomhed.

Hun var sandelig usædvanlig velkvalificeret til disse gerninger. Som konservatorieelev havde hun, der bl. a. havde Fauré til lærer, gennemført undervisningen på så brillant en måde, at hun sin meget unge alder tiltrods opnåede premier prix i samtlige fag. Dertil kom hendes personlige forudsætninger, hendes vitalitet, hendes målbevidsthed, men fremfor alt hendes aldrig svigtende vilje og evne til at kende det, hun beskæftigede sig med, til bunds.

Hun synes virkelig på trolddomsagtig måde at have set til bunds i musikens kunst. Hendes partiturlæsning og hendes prima-vista-spil har forbløffet mangen en trænet musiker. Under min elevtid hos hende i 1948-49 plejede hun at gennemlæse mine utydeligt skrevne blyantsmanuskripter. Men faldt det hende en dag ind at foredrage et af dem, gjorde hun det sikrere og smukkere end jeg, komponisten, selv havde kunnet gøre det.

Nadia Boulanger stiller store krav til dem, der ønsker at blive musiker. Jeg husker stadig tydeligt en undervisningstime, jeg som auditør overværede på konservatoriet i Paris. En af eleverne blev sat til at dechiffrere et Ravel-partitur på klaveret, og vé ham, hvis han tøvede foran en akkord. En anden blev sat på en opgave, ingen så vidt mig bekendt ville vove at byde en københavnsk discipel. Et par minuter igennem fik han lov at se på førsteviolinstemmen til en tidlig Mozartkvartets finale. Derefter satte Nadia Boulanger sig til klaveret og spillede stemmen i det foreskrevne allegrotempo. Det var overdraget til eleven i bassen at tilføje de harmonier, der forklarede melodiens sprælske forløb. Og da han efter en tålelig start gik helt galt i byen, blev den gode lærerinde bleg af harme, og hendes ord var ingenlunde blide.

Hun var bleg af harme på musikens vegne. Og hvis, en nordbo, måske fordi han selv ville have vanskeligt ved at honorere dem, skulle mene, at de stillede krav var umanerligt store, ville Nadia Boulanger smilende antyde, at man dog er en mærkelig elsker af musikens kunst, om man ikke drives til at gøre dens hemmeligheder til sine egne. Man må i så vidt omfang, det overhovedet er én muligt, nå til at beherske musikens sprog.

Tekniken er kun et redskab. Men hvordan skal man kunne gøre musikens mening forståelig for andre, hvis man ikke er i stand til at håndtere redskabet? Den dårlige musiker, komponisten såvel som instrumentalisten, søger altid ved atmosfære, ved rubato og anden følelsesfuldhed at erstatte, hvad han mangler af viden om sin metier. De fremragende komponister, en Bach, en Mozart, en Stravinsky, har alle gennem årelangt slid gjort sig til herrer over håndværket. De største udøvere har forstået, at inusiken selv, dens rytmer og intervaller præsenteret med usvigelig præcision, har større magt end al privat, afmægtigt føleri. Aldrig er Nadia Boulanger blevet så grebet af Faurés Elegi, som da Pablo, Casals spillede den med hårfin nøjagtighed, uden påsatte, udtryksfulde akcenter.

Den omfattende og komplicerede uddannelse, der vel ikke kan skabe talent hos den talentløse, men som smeder det redskab, der er uomgængelig nødvendigt, om den begavede musiker vil nå de højeste kunstneriske mål, dækkes på fransk af ordet »solfége«. Dette må haves in mente, når man citerer Nadia Boulangers svar på den engelske komponists, spørgsmål om, hvad hun anså for det vigtigste led i en musikers uddannelse. »At kende de store mestre og at studere solfége«, svarede hun, »og jeg ville ikke have let ved at sige hvilket af de to, der er det mest betydningsfulde«.

Blandt moderne komponister er der kun een, der helt og fuldt har realiseret Nadia Boulangers niusikidealer: Igor Stravinsky. Det er en oplevelse at se og høre hende efter komponistens lystrykmanuskript præsentere Stravinskys seneste værk for onsdagenes kres af syngende elever. Den lidenskabelige og uselviske kærlighed til musiken, der har frapperet alle, der har mødt Nadia Boulanger, får ved en sådan lejlighed en ejendommeligt suggererende magt.

Kun een. Men der er mange, mange komponister, hvis arbejde hun følger med den varme, aktive sympati, der er så karakteristisk for hende. Ikke blot Hindemith. Ikke blot Poulenc. Men også en lang række begavede tidligere elever. Naturligvis har hun sine meninger, om man vil: sine dogmer. Det er jo dem, der giver hendes kraftige personlighed dens omrids. Men disse meninger rejser sig aldrig som en jernmur mellem hende og en elev. Hendes første reaktioner overfor en ny elev stammer fra ønsket om at forstå ham, fatte det udgangspunkt, der er hans. Og det skal nok vise sig, at det i hendes tilfælde vil være for snævert at beskrive relationerne mellem lærer og elev som overdragelse af musikalske, erfaringer. Det bliver i mindst ligeså høj grad en overdragélse af menneskelige erfaringer, for, som Nadia Boulanger selv engang skrev i et brev, bør det menneskelige forhold mellem læreren og eleven være ligeså inderligt som forholdet mellem. en fader og hans søn.

Jeg har allerede antydet at Nadia Boulanger har andet at tage sig til end at opdrætte komponister. Mange er de - selv berømte - sangere, instrumentalister, ensembler, der før en koncert i Paris lader sig tage i skole i rue Ballu. Adskillige studerer ligefrem interpretation hos hende. En af hendes kæreste elever var således den rumænsk-svejtiske pianist, Dinu Lipatti, hvis berømmelse desværre først nåede Danmark efter hans lige så tragiske som tidlige død for et par år siden.

Med Lipatti har Nadia Boulanger indspillet enkelte plader, således Brahms' valse i den firhændige udgave samt Liebesliedervalsene med kor. Blandt hendes øvrige indspilninger vil det være naturligt at fremhæve det sagnomspundne album med Monteverdis madrigaler. Med det trådte hun på effektiv måde i brechen for en renæssancekomponist, hvis klassikerposition på det daværende tidspunkt var alt andet end fastslået.

Det er karakteristisk for Nadia Boulanger, at hun ofte søger at drage glemte eller oversete mesterværker frem for kendere såvel som for større krese. Ved mange koncerter har hun fremført kormusik af Byrd og Tallis, af Machaut og Charpentier eller andre mestre fra den engelske og franske gammeltid. Men mellem det tikendte nye og det ukendte gamle rager tre klassiske skikkelser ofte op: Bach, Fauré og Strawinsky. Disse tre har sikkert optrådt på en god del af de programmer, der har været Nadia Boulangers, når hun rundtom i verden har dirigeret store og små orkestre. For hun har - adskillige gange - ledet Boyd Neels kammerorkester over B. B. Us tredje program. Og hun har som første kvinde ledet New Yorker- filharmonikerne, Boston-synifonikerne, Royal Philharmonie Society Orchestra i London ot La Société des Concerte i Paris.