Omkring folkelig musikkultur

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 02 - side 39-40

Omkring folkelig musikkultur

Af BENGT JOHNSSON

HANS RIIS-VESTERGAARD: Indførelse i musik. 72 s. Pris: 5,7.5. - Arnold Buscks forlag, Kbh.

De senere års interesse for musikkundskab ved de mange aftenskolekurser har længe gjort det nødvendigt at få en kort fremstilling af de elementære fundamenter for niusikkens materiale. På norsk foreligger der en sådan fortræffelig oversigt af direktøren ved Oslo musikkonservatorium, men herhjemme har vi et behov for en saglig og kort elementær redegørelse. Det er nemlig en særdeles vigtig sag for musiklivet, at de mange musiklyttere bliver orienteret på en forsvarlig måde, og ikke mindst af den grund skal der i det følgende i tilslutninp, til den nylig publicerede lille bog af Riis-Vestergaard, »Indførelse i musik« kaldet, fremholdes visse principielle rnomenter, som allerede for adskillige år tilbage var til debat i dette blad.

Igennem flere års kursusvirksomhed er det blevet mig klart, at de mennesker, der følger aftenkurser i musik, gerne vil have udtømmende besked og selv mere eller mindre aktivt opleve de problemer og elementer, som musikken byder på. Det tager ofte lang tid at få tilhørerne til at begribe fænomener som tonalitet, kadence m. m., men det lønner sig netop at uddybe sådanne fundamentale faktorer. Omvendt bliver publikum let fornærmede eller direkte forvirrede, hvis man kun rækker dem en lillefinger og nøjes med flot henkastede causerier over et forunderligt konglomerat af musikhistorie, stillære og formlære, dette ABC-spørgsmål, der truer med at kvæle en levende kunstopfattelse. Riis-Vestergaards lille bog er sikkert skrevet udfra den bedste vilje, og den stiller i og for sig beskedne fordringer til sit publikum. Men hvad enten bogen er tænkt som en vejledning for kursuslederen eller soni grundbog for ganske almindelige musiklyttere, så er fremstillingen noget ensidig, ja så umoden, at ufuldstændige kandidatsonater er den rette karakteristik. Første del af bogen er helliget det elementære stof. At der her gås udenom f. eks. det akustiske apparat for tonedannelsen er ikke alene en alvorlig mangel, men afslører forfatterens ensidige teoretiske opdragelse. En klar fremstilling af kvintcirklen og tonearternes sammenhæng savnes, og det samme gælder harmonierne og deres funktioner. Med et slag gås der over til begrebet: form, og endnu pludseligere føres vi over til andet afsnit af bogen, behandlende de musikalske stilarter: Barok, klassik, romantik og moderne musik. Fremstillingen afslører tre væsentlige fejl, der alle kan ledes tilbage til forfatterens ensidige indstilling til de faktiske forhold og en svigtende evne til en personlig fremstilling af stoffet. 1) Musikken stilles i en særlig bås; til trods for de spredte bemærkninger om musikkens relation til den øvrige kunst- og åndshistorie, bliver de musikalske stilarter ikke sat ind i en større social, historisk og kulturel sammenhæng. 2) Forfatteren synes at ville hade den skematiske formanalyse gøre det ud for stil. De skønne musikeksempler, der er analyseret efter det »gængse« ABC- skema, præsenteres udelukkende efter dette ensidige abstrakte begreb. Med lethed kunne der have været påpeget f. eks. de rytmisk-melodiske kendetegn for barok og klassik. Dette kan folk forstå og høre, og dette er endda gjort før, ovenikøbet på dansk! ABCskemaet ser så svært og »videnskabeligt« ud, men i virkeligheden er den skematiske formanalyse jo pærenem og blot skalkeskjul for en overfladisk musikbetragtning, som ikke fører til noget frugtbart; hvad skriver ikke afdøde Jørgen Bentzon i DM om dette »Gespenst«, der flænser i det levende kunstværk! En følelsesmættet, banal billedudlægning af et musikværk er trods alt mere at foretrække, end dette skematiske nonsens. Forfatteren giver selv fortabt ved formanalysen af Beethovens femte symfonis finale. Om denne siges: »Skæbnesymfoniens 4. sats kan ikke tvinges ind i noget gængs formskenia.« Sammenholdt med et andet sted, hvor man får at vide, at Beethovens evighedsværd ved siden af Bach og Mozart er tvivlsom, bliver konklusionen: al skematisk musik, lielst komponeret før 1800, er den bedste; hvad derefter følger er uskematisk og dårlig musik. Må jeg så bede om en subjektiv fremstilling af skæbnesymfonien: Hr. Beethoven stående på et forbjerg i et forrygende storiilvejr med eller uden hat (ad lib.) ! 3) Stilarterne fremstilles iøvrigt, således, at det væsentlig drejer sig om opremsning af historiske facts og for romantikkens vedkommende af den herhjemme så velkendte »pessimistiske« vurdering.

At Beethoven gøres til romantiker, bestyrker kun undertegnede i mistilliden til R-V.'s evner som folkelig musikopdrager. Det er for kedsommeligt at få at vide, at romantikerne var mere interesseret i at udtrykke sig, end hvordan de gjorde det. Skabte de gamle barokmestre og Haydn og Mozart da ikke udtrykskunst, eller var deres musik blot god, fordi den var skabt efter målebåndsprincippet: ABC? Nej, der mangler det væsentlige, for at folk skal forstå et suk af det hele: Musik er udtryk for en personlighed, uanset om den kan skabes efter et forniskema eller ej, og uanset om det pågældende værk tilhører romantik eller barok. I stedet for den ørkesløse og uvidenskabelige beskæftigelse nied at veje klassikere og romantikere op miod hinanden, må man udbede sig respekt for kunsten i alle dens afskygninger.

Afsnittet om nutidsmusikken skal her forbigås, fremstillingen af vor tids tonekunst er nemlig så himmelråbende dilettantisk og mangler enhver fornemmelse for praktisk - musik. Når dette er sagt, er det, som pointeret i indledningen, fordi den foreliggende lille bog aldeles ikke er så uskyldig, som den lader. Den er nemlig udtryk for en faretruende tendens indenfor vor folkelige musikopdragelse. Man kan nemlig ikke hverve virkelige proselytter for god musik ved den tomme tale om former og en overfladisk behandling af musikkens grundstof. Den form for musikalsk halvdannelse er særdeles farlig, og man forsynder sig mod de godtroende mennesker, for hvem musikken virkelig betyder en oplevelse. Gid de unge, der får det som deres opgave at docere musikkundskab på skoler og kurser, må nå frem til en moden og selvstændig betragtning af de musikalske problemer. At holde sig til den engang afstukne lærdom duer ikke. ABC-spørgsmålet må hurtigst muligt manes i jorden.