Grammofon

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 04 - side 71-74

Grammofon

MENS operaen heller ikke dør, hvor den efter sin bestemmelse

opføres på teatret, har den fået nye levemuligheder på gram-

niofonpladen, hvor indførelsen af long-playing har givet discophilen

muligheder for selv uden overanstrengelse at hjemføre komplette

optagelser i fonopublikation. I sin traditionelle form er operaen

naturligvis bestemt for teaterproduktion, og fjernsynet står derfor

nok som den bedste tekniske formidler. Men reproduktionen i radio

og på plade er derfor ikke mindre væsentlig, der har oven i købet

vist sig at være et reelt behov at tilfredsstille, og elektroakustiken

li,ar desuden givet komponisterne nye midler i hænde, ligesom

radiofonier ined inidler til det ligefrem har bestilt nye værker; der-

imod er der så vidt vides endnu ikke noget grammofonselskab, som

har kommissioneret musikdramatiske v.-,-crker i større stil. Hidtil er

det vist kun jazzen, sorn kompositorisk har taget foriii af grammo-

fonpladens spilletid.

Lp-pladen må under alle onistændigheder anses som et værdifuldt skridt henimod den ideelle inusikkonservering. Den 1)ehøver vel ikke at være en endelig løsning, nien (len giver ligesåvel nye muligheder, soiii den gentager gamle fejl. Blandt soniinerens nyheder er der gjort et lykkeligt val, ined

RAVEL: »L'heure espagizole«. - SOLI

STER, U0reliestre Radio-Syniphonique (le Paris de la Radiodiffussion Francaise, (lir. RWE LEIBOWITZ. - Vox PI, 7880.

Det er en halv snes år siden, Bavels enakter stod på Det kgl. Teaters repertoire sammen ined balletterne »Bolero« og »La Valse« (en vellykket forestilling, som man også savner på repertoiret). I Lp-versionen foreligger (len i lige grad til salig ihukommelse soni til lystigt nybekendtskab, for netop denne musik maler i sig selv ganske overdådigt det festlige sceneri. Indledningsseenen er ikke til at tage fejl af, man ser hele billedet ved at høre de polyrytrniske metronomers tikkende ure, (ler falder i slag, inens mekaniske figurer danser og legetøjsfugle giver besyv i-ned. Ravels orkestrale humør og snille svarer ganske til Strawinskyskarakteristik af den franske komponist som »den

lille schweiziske urinager«. Og historien oni. den (eventyr)lystne urniagerfrue er da lieller ikke til at misforstå, hvor meget ni,an så vil savne en Else Brems' underfundige øjenkast. Janine Linda, soni lier synger Concepcion, tegner skikkelsen med beh,,_-endigt vokalliekseri og har nogle storartede inedsyngende i André Dran (Gonzalve), Jean mollien (Torquemada), Jean TIoffman (Ramiro) og Lucien Mans (Don Inigo). Også (le få rollehavende gør naturligvis operaen velskikket til grammofonpladen, og tekstbehandlingen er så fremragende, at morskal)en kvier sig ved at tage ende med den kostelige habanerafinale. - Rene Leibowitz viser sig som dirigent at have gehør for andet end 12- tonemusik, og det franske radioorkester klinger brilliant på den strålende artistisk pointerede optagelse, som hører til Lp-repertoirets heldigste. v.

STRAVINSKY: »flistorien om en soldal« (1918). Forbæller: JEAN MARC.HAT, dj-,-evelen: MARCEL HERRAND, soldaten: MICHEL AUCLAIR, instr.ensemble, dir. FERNAND OUBRADOUS. - Pathé (HMV) 33 DTX 124.

Denne optagelse af Stravinskys berømte »soldat« er i enhver henseende ulastelig. Det franske

ensenible spiller under Oubradous's ledelse med en forbilledlig præcision, levende, rigt nuaceret og med en fin klanglig delikatesse. Helt ubesværet leger musikerne med de intrikate rytmer i et velafstemt kammermusikalsk spil, og deres eminente kunst er indfanget på pladen uden bilyde. Med samme tekniske præ-cision har man optaget dialogerne, der fremføres med oratorisk virtuositet og herlig dramatisk karakteristik af de franske skuespillere. Det er på et godt gengiverapparat som at have personerne i stuen hos sig, så levende og nærværende er deres spil. Som musiken er den klareste tonetale, sådan er de franske repliker som den lifligste ordmusik.

Det er altså en optagelse, der er velegnet til mange formål. Der er det rent musikalske; »soldaten« hører jo afgjort til de skelsættende værker indenfor det 20. århundredes musik, »han« kan studeres alene som kammermusik, og (ler er da også gjort flere bearbejdelser af »ham« til koncertbrug, ligesom der tidligere er gjort optagelser af musiken uden dialog. Men det er langt at foretrække at få musiken i den rette sammenhæng med ordet. For franskstuderende er optagelsen et fund, for vordende skuespillere et storartet studieobjekt, for dukketeaterdirektører en lækkerbidsken.

Naturligvis bliver indtrykket

gennem lydbilledet alene ikke

fuldkomment; i anden del sav-

ner man i nogen grad synet af

danserinden, derfor virker her

musiken hovedsagelig som en

række suitesatser, hvis sammen-

hæng med dialogen ikke er nær

så intim som i første del. Men

man kan jo heller ikke forlange

alt for små 50 kr. fsp.

MOZART: Ouverturer - »Don Giovanni«

og »Tryllefløjten«. - London Symphong Orchestra, dir.: J. KRIPS. - Decca LW 5001 (Medium Play - 25 cm).

Optagelserne af disse to Mozartouverturer er andre eksempler blandt mange på fordelen ved »Medium Play«s lp-indspilninger. Hver ouverture fylder akkurat en p Ladeside. Josef Krips gengiver deni i sand mozartsk ånd; han spiller ganske vist værkerne langsommere end i-r-an vanligt hører dem, men han evner også at »bære« musiken i disse beherskede tenipi og skabe den dejligste klarhed i orkestersatsen, som klinger ualmindelig smukt under hans sikre og inusikermæssigt overlegne ledelse. Teknisk af god kvalitet. fsp.

BARTóK: »Deux portraits« op. 5 (190708). - RIAS Synipli. Orch., dir. FE

RENC FRICSAY. - D. Gr. 72248 LVM.

Disse to orkesterstykker skrev Bartók ' da han kun var 26 år gaminel. På det tids Punkt indtrådte (ler en vending i hans liv, idet han som højt anerkendt klaverspiller efterfulgte sin lærer Thomån soin leder af »inesterklassen« på Musikakademiet i Budapest, en stilling han beklædte til 1934, da li,,,in helt -gik op i sit komponistkald og li CIligede si,,, sine folkloristiske studier.

»Portrætterne« -- (let ene inspireret af Bartóks tidligere elev Emma Grffi)er, som siden giftede sig ined Zoltan Kodaly - -- hører til Bartóks tidligste værker o,,, viser dog en forbavsende niodenlied og en orkestral fiantasi, som rober, at (let er skabt af en mester. På dette tidspunkt finder inan i svøb m.,,,inge af de tra~k, som siden blev yderst karakteristiske for Bartóks kunst, her er blot affiniteten til fortiden langt større end senere. I det første portr,act, det videst udstrakte af de to, finder man f. eks. i den rytmisk konturløse udformning af lange melodilinjer i klar diatonisk og tonal polyfoni visse lighedspunkter med den wagnerske »uendelige melodi«, selvom den melodiske substans er mere kærnefuld hos Bartók og stemmemønstret mere essentielt polyfont. Af diamentral modsat karakter er det rytmisk energiske andet portræt, et kortl barbarisk festligt, illustrativt og klangligt effektfuldt stykke musik, der synes at have Borodin (Polovetzerdansene) som forbillede. Virtu

ositeten i behandlingen af orke-

stret o, visse klanglige valører

z:!, ;=l

i satsen lader ane mesteren, der ca. 35 år senere skabte sin store »Concerto«.

I denne optagelse af det første

portræt er khan-gen i perioder

lidt hul og har tendens til at

løbe sammen på satsens højde-

punkt, og soloviolinen virker

lidt kunstigt fremhævet, men el-

lers er overfladerne på denne

plade (78 omdr. m. variabel ril-

leafstand) fine og gengivelsen

meget udtryksfuld. fsp.

BARTC)1C: Sonate for to klaverer oy

slagløj (1937). - Klaverer: EDITH

PICHT-AXEN'FELD og CARL SEE-

.MANN. - D. Gi-. 16021 LP (25 eni).

Af de optagelser, der er gjort af Bartóks sonate for to klaverer og slagtøj, er denne af de fineste såvel musikalsk som teknisk. Der er opnået en skøn balance niellem instrumentgrupperne, klavererne klinger både fyldigt og di~ stinkt og sammenspillet med janitscharerne L. Porth og K. Peinkofer er excellent, man hører liver eneste detalje i partituret, og det er s,,amtidig lykkedes at få ensenibleklangen sammensineltet til en helhed. De to pianister, der begge er professorer ved niusikhøjskolen i Freiburg, spiller med en sjælden rytmisk

endr,,x,gtighed, o"" deres i-nusikalske karakteristik af det bartókske nodebillede er lielt i værkets ånd.

Det er såmænd ikke mange år

siden, dette værk blev betragtet

som noget af det mest avance-

rede og utilmæri-nelille i det 20.

århundredes musik. I dag er so-

naten for to klaverer og slagtøj

en klassiker, og når den kan hø-

res i så mønstergyldig en gen-

givelse som her, lader den ikke

nogen problemer tilbage af den

art, som 30ernes musikpublikum

mente værket indeholdt. Kompo-

sitionen hedder sonate, og for-

melt udvikles dens stof også in-

denfor sonatens rammer men

med st,,ærk betoning af det kon-

certerende princip, som råder

ikke alene mellem de to klang-

legemer men også mellem de

stoflige kontraster rytine og me~

lodik. Disse to elementer får ef-

ter tur overtaget i satsudviklin-

gen, og ligesom klavererne kan

have ren slagtøjseffekt, hører

z~,

nian hvordan slagtøjet in(Iv,,,-,)2.ves i det motiviske arbede. Hele

j kompositionen præges af st--,--ei-l~.e følelsesspændinger, en vitalitet og en klanglig atmosfiere, som virker ganske betagende. fsl).

El IACIIIATURIAN: Koncert, for violin

og orkester. -- THO'MAS MAGYAR (violin), Wiener symfonil-cer, dir. RUDOLF 'NIORALT. - Philips A 68.1 R (25 eni).

Khaehaturians violinkoncert er skrevet efter velkendt russisk forbillede. Når (len er blevet så populær, skyldes det, at kunstnere som Tjaikofski og Borodin -- begge i deres tid originalt skabende personligheder har b-anet vej for den. Temaerne bi(ler sig fast, fordi de egentlig er ganske velkendte, traditionelt russiske i tonen, bygget over den læst, Tjaikofski formede. Man i-nå lede med lup for at finde fjer, der ikke er lånte, derfor er strengt taget denne niusik ganske overflødig. Men koncerten er absolut velskrevet, selvom den i så høj grad bygger på fraser, den er effektfuld, skrevet af en virtuos i komponistfaget, som efter behag kan jonglere med orkestret og solostemmen, som lian behandler med stor smidi-,hed.

Solostemmen bliver også f rernført med fejende virtuositet af Thomås Magyar, som ret ved, hvordan han skal få de melankolske kantilener til at synge og smelte sentimentale hjerter. I teknisk henseende er optagelsen ikke helt vellykket; ganske vist er overfladerne fine, men klangkarakteristiken er rigelig hård og den klanglige balance er ikke overalt lige vel afstemt. f sp.

PROKOFIEFF: Synzfoni rir. 5 op. 100

(194.1). - New York Philh. Oreli.,

dir. A. RODZINSKI. - Philips A 1105 L.

I to år sysselsatte tanken om den 5. symfoni Prokofieff, på to måneder -- et års tid før den store krigs slutning - nedskrev han resultatet af sine overvejelser i »en symfoni om menneskeåndens storhed«, som han selv har sagt, og om dens mangefold, som man kunne tilføje. Der er ingen tvivl om, at dette værk hører til

de virkelig store i vor tid, men som så ofte, når man har stoffet tæt inde på livet, kan det være vanskeligt at forestille si- , det i tidens perspektiv. Nu er det ikke sådan med Prokofieffs »fernte«, at den byder vanskeligt tilgængelige episoder, tværtimod. Man kan fristes til at sige, at en del af det er for let, og derudfra afsige en til dels negativ dom, som det vil vise sig, at ti(len kommer til at revidere. Og hvor er det mon, revisionen vil slå ned? Mon ikke dér, hvor vi i går fandt, at stofkvaliteten hos Prokofieff var noget tynd og meget svingende? Vi hører det nemlig i sammenhæng med så at sige alt, hvad der idag bringes til torvs på det musikalske marked, og derfor virker visse teizdenser i retning af det letbenede stof, markedet er oversvømmet med, ubehagelige. Men når en epoke er afsluttet generes fremtidens dommere ikke af »tendenserne«.

Og disse dommere, dvs. et stort musikpublikum, vil sikkert lemme denne symfoni ind i r,,--ck

ken af de store »femmere« (Beethovens, Tjaikofskis, Carl Nielsens etc.), og hvorfor? Jo, spil denne optagelse igennem nogle gange, og De forstår det snart. Førstesatsens lysende klare temaer med den passionerede sangbarhed, scherzoens dunkende maskinrytme med dens livfulde mangfoldighed af stemmer og ur-russiske barbarisme, kultiveret af klassiske normer, adagioens storsvungne linjespil og finalens sarkastiske løssluppenhed, alt styret af en kolossal symfonisk drift, det forklarer meget.

Symfonie n foreligger i en dansk optagelse, nydeligt gjort af Tuxen, men lier bliver af Artur ]Rodzinski alle farver gjort kraftigere og alle karakterer rukket op med skarpere konturer. Forud for dårende velklang går alt, hvad der i klang og.,artikulation kan fremhæve symfonien,-, karakteristiske sider. Det er simpelthen mesterligt spil, glimrende fastholdt i pladens mikroriller. fsp.