Musikalier

Af
| Årgang 29 (1954) nr. 04 - side 81-82

Musikalier

Six Metarnorphoses after Ovid

Benjamin Britten's Opus 49: »Six Metamorphoses after Ovid« for soloobo blev førsteopført d. 14. juni 1951 i London af (len kvindelige engelske oboist Joy Boughton. 1 1952 blev stykkerne udgivet af Boosey & Hawkes. Britten har med dette værk ikke blot forøget den noget sparsonime obo-litteratur, men så sandelig også tryllet og troldet med sin frodige fantasi og nanit man-~ ge af oboens karakteristiske sider.

I det første stykke: PAN

nied teksten: Who played upon the reed pipe wliieli was Syrinx, his beloved - benytter Britten »sensa, misura«, så udøveren har con amore-fornemmelse.

Andet stykke: PHAETON who rode upon the chariot of the sun for one day and was hurled into the river Padus by a thunderbolt - er meget hurtig og rytmisk betonet og giver intensiteten af Phaetons kørsel med solvognen og hans ulykkelige medfart i floden Padus.

Tredie stykke: NIOBE who, lamenting the death of herfourteen children, was turned into a mountain. Her lader Britten sin obo klage sig i en langsom

n

sats og udtrykker på denne måde Niobes sorg.

I det fjerdestykke: BACCHITS at whose feasts is heard the noise of gaggling women's tattling tongues and shouting out of boys - udnytter komponisten teksten fuldt ud og lader oboen muntre sig af hjertens lyst.

I: NARCISSUS who fell in love with his own iinage and became a flower -- det femte stykke -- har Britten mesterligt ramt Narcissus' selvoptagethed.

Sjette og sidste stykke. ARETHUSA who, flying from the love of Alpheus the river god, was turned into a fountain, er en langsom sats med stadig flydende figurationer, der under

streger Arethusa's flugt og forvandling.

I alle disse små perler for obo er de tekniske krav ikke uoverkommelige; Britten kender oboen, det niærker man tydeligt, og når han kender den så godt, skyldes det uden tvivl hans gode ven og konservatoriekammerat Joy Bougliton, liveni stykkerne da også er tilegnet.

Mogens Sleen Andreassen.

Mere Britten

Få af vor tids toneangivende komponister har viet vokali-nusiken, specielt solo-ogensemblesangen så stor opmærksomhed som Benjarnin Britten. Hans betydeligste værker er skrevet for sangsteninier, hvadenten der er tale om musikdramatisk stof, gennemarbejdet i operaens og til dels i kantatens form eller lyriske og episke arbejder for en eller flere solostemmer med klaver eller orkester.

For den sidstnævnte kategori er det karakteristisk, at Britten med ofte udsø,,,,t smag vælger og selv sammenstiller tekster, religiøse og historiske som nutidige af høj litter-ær kvalitet. Hans sikre evne til tid af et tilsyneladende lieterogent tekstniateriale at skabe et lioniogent værk. nied smukt fastholdt atniosfære og følsom føring af sangstemmen finder man et fint eksempel på i serenaden for tenor, horn og strygere. Og inan. kunne nævne mange andre eksempler på Brittens kunstnerisk eksklu~ sive men i ånd og karakter almene vokalkunst.

Det er derfor nied niere, endalmindelig forventning man imødeser sangkonipositioner fra Brittens hånd. Den nyeste er »Canticle II - Abraham and Isaac« for alt, tenor og klaver op.51 med tekst fra »The Chester Miraele Play«, skrevet til Kathleen Ferrier og Peter Pears, som uropførte det i Nottingham, i begyndelsen af 1952.

, Nummereringen (11) kunne t Nde på, at Britten agter at fortsætte med lignende gennemkomponerede sangkonipositioner (cantiele = sang). Det første værk i denne genre - Cantiele I op. 40 (1947), skrevet for tenor og klaver, betegner Peter Pears, velsagtens den fineste kender af Brittens sangkompositioner, soni hans »finest piece of vocal musie to day« (bogen om »Benjamin Britteii«, Rockliff, London 1952). Medens den første Cantiele er ret streng og meget line,ær i den musikalske opbygning, er Cantiele 11 friere, niere dramatisk j)r,-,-eget i en vekselvirkning nielleni recitativiske episoder af stor episk skønhed og fastere formede, ariose snit af inderlir bekendende karakter.

Eninet fordrer egentlig tre røster - Abrahani (tenor, Isaac (alt) og Guds stemme. Man kan godt (som Peter Pears) kalde (let »a triuniph of invention«, når Britten lader Guds røst 1~

yde ved at begge sangere unisont eller ofte i ensartede intervaller på samine tid s

ynger Guds ord, snieltet af én rytme. Med klaverpartiets krystalklare klanglige, lineære og i recitativerne draniatisk bevægede akkompagnenient til sangstemnierne, cl»Abrahani og Isaac« blevet en hel niusikdraniatisk sittiation, et lille nutidigt musikalsk mysteriespil, fyldt af atmo-sfære og .,ribende episoder. (B. & H.).

Af niere alniindelig karakter er Brittens kor-danse fra kroningsoperaen »Gloriana«, men de er naturligvis i deres enkelt kunstfiærdige og ofte homofone udformning præget af Brittens personlighed og er uniiskendeligt »engelske« i deres tonefald. Seks danse er udgivet for 4st. blandet kor med en sammentrængning af stemmerne i klaversats til brug kun for korprøver. (B. 5_- H.).

Stravinski

Et vokal- og instrumental-artistisk raffinement af ganske an(len karakter end Brittens finder man i Igor Stravffiskis værk fra 1953 - »Three Songs from. William Sliakespeare« for niezzosopran, fløjte, klarinet og viola (udgivet for sangstemme og klaver). Kompositionen, der er tilegnet »Evenings on the Roof« (Los Angeles), bærer overalt præg af Stravinskis med usvigelig sikkerhed og fin gennenitanke anvendte passer, lineal og nodepen. Sangstemmen bærer teksten ofte i intrikate rytmer og fraser men er iøvrigt helt kammerniusikalsk ligestillet med de obligate instrumenter. Savner man spontanitet i den musikalske udlægning af Shakespeares poesi, så vil ingen (log kunne bestride, at Stravinski lier har skabt et meget delikat stykke kammermusik. (B. &- H.).

I vort hjørne af Europa er begrebet »klaverduettister« i den seriøse genre ikke mær så estinieret som hinsides den store dam. Dér findes de til gengæld i rigt mål, og til de mest agtede hører ægteparret Babin & Vroizsky. Førstnævnte har forøget

det forholdsvis sparsomme duopianist-repertoire med tre af d,,ansene fra Stravinskis »Petrouchk,a« - »Russisk dans«, »Hos Petrouelika« og »I~,larke(Isscene«. Klaversatsen er glimrende lagt, så den virker afvekslende for hver af de spillende og er no""enlunde overkommeli-~ i teknisk henseende. I kraft af denne arbejdsdeling fordres der ikke ligefrem klavergigantiske evner af dem, der ønsker at få et intimere kendskab til Stravinskis mesterlige værk. Men man skal dog være godt pianistisk skolet for med held at kunne dechiffrere disse klaver,satser. Et gliniende studieobjekt for konservatorie-elever; i vore koncertsale får man sikkert kun undta,gelsesv-is dette arrangenient at høre.

Searle

En tilsyneladende sjov lille ting af Humphrey Searle (eng. komp. f. 1915) »The Owl aiid the Pussy-Cat« er udgivet af Oxford University Press. Det er et lille, pudsigt vrøvlet ])ornerim af Edward Lear, skrevet til

dels med limerick-versefødder, som af en fortæller reciteres i-ned let artikuleret tonehøjde, angivet tilmærmelsesvis i noder. Hertil leverer en trio, bestående af fløjte (el. violin), cello, resp. viola, og guitar (el. klaver) et fantasifuldt atonalt akkompagnemant - man kunne kalde det en kunstnerisk kultiveret kattemusik. En sod bagatel, der ganske vist kr,-,a~ver et omhyggeligt indstuderingsarbejde, som nogle måske nok 'vil synes ikke står i rimeligt forhold til tekstens fly-gtige remse-skitse. (O.U.P.).

Kodaly

»Kallo Folk Dances« er titlen på tre kor-danse (med ork., udgivet som klaverpartitur) af Zollan Kodalg, komponeret 1951. Navnet »Kallo« har dansene fra den egn i Ungarn, hvorfra (le staininer oprindeligt soni pardans, der nu danses af karle o,, piger i grupper. Melodier og tekster blev allerede i 1895 optegnet på stedet og udgivet. Derover har Kodaly sk.abt efter alt at dømnie et karakterfuldt, folkeli-gt pr-æ-get korværk. fsp-