Nordens Don Juan

Nordens Don Juan

AXEL K.JE,,RULF, fyldte rundt år den 24. juli. Man er ikke ældre, end nian ser ud til, og det er derfor ganske overflødigt at na-,,vne, Iwilkel rundt år lian fyldte. For to år siden Udgav lian sin næsten 400 sider store ronian: Nordens Don Juan, Edouard Du Pug. Den har -,,ed ska-bnens tilskikkelse ikke tidligere været omtalt i DM, men forfatterens fødselsdag har nu givet os en kærkommen lejlighed til at indhente det forsømte.

»En livsronian« har Axel Kjeralf kaldt sin bog, og en hø st. spaendende ronian er det i sandhed levet. Men den er meget mere, hvad forfatteren har ført et uimodsigeligt bevis for genneni det store og værdifulde kildemateriale, soni lian i bogens slutning har gjort rede for, og hvoraf en stor del er hidtil ukendt og utrykt. Dette noteapparat er resultatet af mangeårige, samvittighedsftilde eftersøgninger, og forfatteren pointerer udtrykkeligt, at ikke en eneste af de historiske kendsgerninger, (let har været muligt at opspore, er udeladt eller forvansket for at gøre skildringen mere spændende, men arbejdet har bestået i at tr,a~kke linier mellem de historiske holdepunkter for at få et billede frem, og at drage slutninger tid fra de faktiske begivenheder for at søge en nienneskelig forklaring på selve Du Puy-skikkelsen, som jo var en fabel allerede for samtiden og er blevet en myte for eftertiden. Opgaven har da været dobbelt, dels et forsøg på at rense billedet af Du Puy for overmalinger, dels det endnu vanskeligere, at prøve Då at fuldstændiggøre det ved at udfylde de udviskede partier.

Set fra et musikhistorisk synspunkt er denne boc ikke blot blevet en meget fængslende og livlig skildring af selve hovedpersonen, men tillige en intim skildring af forholdene ved den danske og den svenske opera i begyndelsen af forrige århundrede. Det rige illustrationsstof, der udelukkende omfatter autentiske billeder, slutter sig på en helt overraskende måde til teksten, ofte som

oni det var fremstillet specielt til bogen, så behændigt er det gjort.

Selve branchen, (len historiske ronian, vil altid kunne diskuteres, og i dette eksemplar af racen støder man ustandselig på steder, hvor man må sige til sig selv: Hvor véd han nu dét fra?

Men den er skrevet så friskt og veloplagt, at det nieste glider ned uden fordøjelsesvanskeligheder, selv om springene fra de rent historiske passager til de frit flabulerende ofte er temmelig halsbræ-kkende.

Romanens niange personer er så godt son-i alle historiske, (Bellman optræder soni fortolker af sine egne sange, der gengives i Charles Kjerulfs fin, danske oversættelse, livilket kun er rimeligt i en dansk ronian. Andre svenske digte citeres uoversatte. Det ser lidt inkonsekvent ud, især (la Axel Kjerulf jo nok ville have wieret niand for at gengive deni på dansk) -- og naturligvis indtages en dominerende plads af k-vinderne omkring Nordens Don Juan, den lange række af villige ofre for li,-,ins erotiske charine, som lian bevarede til sin pludselig død i Stockholni et par og halvtreds år ganiniel.

I denne dødsscene har Axel Kjerulf givet et slags resumé af hele Du Puys liv:

»Da Du Puy kom op til si-, selv og gik ind i lejligheden, lå dagligstuen o hjørnestuen i et 9

diset sølvskær fra månelyset udenfor. Inde i soveværelset, stod månen lige ind genneni vinduet i en bred skrå stribe, (ler tegnede rudernes store korsmønster på (let lividsk`urede gulv. Krogene lå i dyb skygge, men måneskæret kastede glaiislys tilbage i bhændende glinit fra maliognimøblernes blanke flader og fra dobbeltsengens flanirnegule silkeforhæng. Han var træt, men ikke oplagt til at sove, tog (log sin frakke af og åbnede klædeskabet for at h,-enge den ind. Det koglende månelys faldt lige ind i skabet nied alt det nieget tøj. Du Puy åbnede også den anden skabsdør og faldt i staver over den brogede samling af teaterkostumer og private klæder. Han skænkede dem ellers aldrig en tanke, men nu fik lian pludselig øje på både det ene og (let andet: den røde husarjakke, z,

de hvide pantalonger nied guldstriberne, riti-nester Roses uniform i »Ungdom. og Galskab!« Han så sig selv i Køl)enhavn på Det kongelige Teater den aften, - og hjemine i Vingaardsstræde - og Lise. Lise... den lille lysblonde pige med det blide, søde smil... han mødte hende ved Østerport, det første kys, regnvejrsaftenen i gadedøren ved Vimmelskaftet... den første nat i Farum... kirkeklokkerne i Brønshøj... karnevalet på Hofteatret og bagefter... å herregud! Hjemmet igen, barnet, der kom... og så alt det andet, der brød det hele ned! Et øjeblik lagde Du Puy hånden over sine øjne - hvorfor skulle det gå sådan? Han så op igen: den grønne Livjægeruniform. med de dyrt købte officers- distinktioner, nå ja, det var mandfolkebedrift, vel værd at mindes... han havde den på, den dag, haii gik over Anialienborg plads og ind i palæet: »Du kan jo lade være, grusomme menneske, med at komme her o-, se så dejlig ud!«

~1

Han kunne endnu høre hende sipe det, og se hende for sig, den lille ravruskende gale prinsesse Charlotte. Et vanvittigt eventyr, mere forfængelighed end p,,assion - og dumt, frygtelig dumt! Den lyseblå khedeskjole... hvordan var det nu, den var fra »Rivalerne«, baron le Dardiniére... med lille jomfru Sølver som kammerpigen, »den lille grimrian«! Nu var hun forhængst gift, havde N. T. Bruun skrevet, o.,,, havde et stort navn i Køhenhavn som skuespillerinden madam Liebe.

Du Puy følte med ét, at han febrilsk og kortåndet var ved at få et ildebefindende, sådan som det så ofte var hændet med ham i den senere tid. Han lukkede klædeskabet, men havde knapt fået det gjort, førend det svimlede for ham, og hai~ måtte stå et øjeblik med ryggen støttet mod skabet. Han så i-ned store opspilede øjne ind i månelyset, der strømmede lige imod liam. Det blev til en tåge, en elverdamiip, der bølgede frem og til

bage med sære skikkelser. Det suste og bruste for hans ører, det kom langt borte fra, steg til et stormvejr af toner, hans egen musik fra helvedsscenen i sidste akt af »Don Juan« - lian kunne ikke springe, han kunne ikke! - Men så kom de ,,glidende, i hvide, bølgende, sølvlysende gevandter, kvindeskikkelser, (ler kom og svandt, livide, blege ansigter, der dukkede op... Aurora de Geers fine spotske ansigt, Fredrika Lbf med de klassisk skønne træk, og Sophie Hagnian, den blide og yndige, den inderligste og eedleste sjæl, og der... Sainte-Cla,ires kække, frække smil, manisel Wider~ bergs skinhellige uskylds-åsyn, og Charlotta Erikson... Lotta... Lotta... han stønnede, han råbte i sin nød, kunne ikke få vejret, var ved at kvæles, og styrtede hen mod sengen, som lian faldt ind over, medens det sortnede for hans øjne o,,, alt

blev borte for ham «

På denne måde kobler Axel Kjerulf historie og digt sammen i sin tykke bog, som man faktisk læser igennem fra ende til anden uden at ærgre

sig o"" tiden at blive træt. Godt gjort! Sig. B,